Elitesoldat traf skelsættende valg, da han stod over for fjenden
Den nye instruktør i tv-programmet 'Korpset' har taget en indre kamp med soldaten for at fungere i det civile.
Natten havde omsluttet det støvede afghanske landområde. Året var 2002, og Claus Staun befandt sig omkring 50 kilometer syd for storbyen Kandahar.
Den dengang 23-årige elitesoldat var på sin første mission som frømand, og han var i sit livs form.
Nu stod han ansigt til ansigt med en mand, som var udpeget til at være fjende - en vagt fra Taleban. Han havde et splitsekund til at reagere.
Vagten var overrasket over at se Claus Staun dukke op af mørket og havde trukket en automatriffel frem under sine klæder.
Den danske frømand havde ham allerede på kornet. For første gang i sit liv stod Claus Staun over for valget mellem liv eller død.
Han havde ikke tid til at tænke sig om.
Missionen foregik i kølvandet på 11. september-angrebene i New York. Det er 17 år siden.
I dag er Claus Staun 41 år og midt i en ny fase i sit liv med familie, et job som lærer og et hjem i det sydfynske med granskov, hjemmebygget shelter og en sø i baghaven.
De evner, der gjorde ham til en dygtig soldat, skulle vise sig både at være en gevinst og en hæmsko for ham, da han vendte hjem igen.
- Hvad er det der?
Drømmen om at foretage sig noget ekstraordinært opstod i teenageårene i Nykøbing-Sjælland.
Han havde aldrig været tiltrukket af et liv i en kontorstol, som han så naboerne bruge deres dage på i den midtsjællandske landsby.
Da Claus Staun som 14-årig spottede en brochure nederst på hylden på studievejlederens kontor, så han en vej ud.
På forsiden stod to mænd, der var malet sorte i hovedet. De havde maskinpistoler i hånden og var i færd med at kravle op af en stensætning.
- Hvad er det der?
- Det er noget, der hedder Frømandskorpset, svarede studievejlederen.
Det lød både spændende og lidt vanvittigt. Tanken tiltrak ham.
Han skruede op for træningen og tog et dykkerkursus i årene, der gik.
Claus Staun havde lige gennemført et maraton i tiden 3 timer og 25 minutter, da han besluttede sig for at sende ansøgningen afsted. Som 22-årig startede han på uddannelsen.
Den mentale grænse
Virkeligheden overgik alt det, han havde forestillet sig. Under sin elevtid i Frømandskorpset oplevede Claus Staun at være ”jaget vildt”.
Der blev talt barskt, og det var benhårde øvelser. Kroppen skulle give op, før grænsen var nået. Sådan var tankegangen bag udskillelsesprocessen. På den måde fandt man frem til dem, der var fysisk og mentalt stærkest.
Én gang var han selv lige ved at give op. Men det varede kun i et minut.
I alt 250 personer havde søgt ind i Frømandskorpset det år. 24 af dem slap igennem til grunduddannelsen. Da Claus Staun var nået halvvejs i det otte måneder lange forløb, var der blot fire elever tilbage.
Frømandskorpsets grunduddannelse er otte måneder og dobbelt så lang som Jægerkorpset. Den sidste del af forløbet går især med at lære at begå sig i det maritime miljø. Men en nat blev det for meget.
Endnu en elev havde forladt uddannelsen. Claus Staun kunne se kammeraten pakke sine ting på værelset, mens han selv blev sendt op og ned i det iskolde havvand midt om natten. Claus Staun kunne ikke finde ud af at løse sin dykkerøvelse, og de var blot tre elever tilbage på hele forløbet.
På kajen stod der to instruktører, som blev enige om, at han måtte lide af vandskræk, og at han også snart var ved at melde fra. Han var i gang med at blive knækket.
Det tog cirka et minut for den 22-årige elev at fjerne tankerne om at ville give op.
- Anmoder om tilladelse til at tale frit, sagde han for første og eneste gang i sit liv.
De to instruktører så overraskede ud, men de gav ham lov.
- Jeg er ikke vandskræk, og jeg vil ikke melde fra. Men jeg kan ikke løse den opgave. Jeg har brug for vejledning, og så vil jeg gerne prøve igen, lød det.
Det var uhørt i frømandssammenhæng at bede om hjælp på den måde. Og at tale frit. Men det var det, der skulle til. Han fik nye instrukser og klarede opgaven i næste hug.
Claus Staun havde ikke tænkt sig at give op. Han var et halvt år fra at blive udsendt til en krigszone.
Beslutningen
Efter angrebene i USA 11. september 2001 blev de danske jæger- og frømandskorps sendt til Afghanistan. Det var et samarbejde med amerikanerne, der gik i krig mod landets fundamentalistiske Talebanstyre.
Det var Claus Stauns første udsendelse. Han var den ene af de tre elever, der stod tilbage til sidst.
For første gang skulle han afprøve, om han i praksis kunne bruge det, han havde lært.
En nat var han på en aktion med sine danske og amerikanske kolleger. En drone havde givet styrkerne besked om, at der stod to fjendtlige vagter og overvågede et område med to bygninger.
Vagterne skulle tages til fange og udleveres til amerikanerne. Bygningerne skulle tjekkes.
Claus Staun var første mand ude af køretøjet. Med speciallavet udstyr kunne han se i mørket. Det kunne den afghanske vagt ikke, og han havde ingen anelse om, at han var i nærheden.
- Læg dig ned! sagde den danske frømand bestemt, men fattet.
Han konfronterede vagten på det lokale sprog. De danske soldater havde lært nogle simple sætninger, de kunne bruge, hvis det blev nødvendigt.
Vagten blev overrasket og hev sin automatriffel - en AK-47 - frem af et tæppe, han havde til at varme sig over kjortlen.
De stod få meter fra hinanden. Claus Staun gentog, at vagten skulle overgive sig og lægge sig ned.
På det tidspunkt havde danskeren afsikret sit eget våben og pegede det på manden. Men vagten tøvede, og hans våben pegede ned mod jorden.
Claus Staun havde ret til at skyde, fordi fjenden havde trukket sit våben, men han følte sig ikke direkte truet. Så han gjorde noget andet.
Han sparkede den afghanske mand ned. Instinktet trådte i kraft, og kroppen reagerede. Våbnet blev sparket væk, og han bandt hurtigt vagtens håndled sammen med strips.
Adrenalinen pumpede, og den danske elitesoldat blev overrasket over sin egen handling. Det var langt mere overskudsagtigt, end han egentlig troede, han kunne være.
Det skulle vise sig at være en rigtig beslutning af flere grunde.
Sov i nabobygningen
I en tilstødende lerbygning lå en gruppe mænd nemlig og sov. De var bevæbnede med våben under deres senge.
Hvis Claus Staun eller en kollega havde løsnet skud, ville gruppen af mænd sandsynligvis være vågnet, og så kunne det være gået helt galt.
I stedet lykkedes det den danske patrulje at tilbageholde 31 personer på fredelig vis, som blev udleveret til de amerikanske styrker.
For Claus Staun blev den nat i Afghanistan personligt skelsættende. Det var første gang, han oplevede, hvilket mentalt overskud han nu havde.
Han var blevet presset i en sådan grad under sin elevtid, at han kunne reagere i de mest intense situationer.
- At skyde kan være den rigtige løsning, men lige så mange gange kan det også være den forkerte løsning. Evnen til at analysere en situation lynhurtigt og agere derefter har siddet dybere i mig, end jeg egentlig troede, jeg havde lært, fortæller Claus Staun i dag.
Han har under sine i alt otte år som elitesoldat aldrig befundet sig i en situation, hvor det blev nødvendigt at dræbe for at redde sig selv eller sine kolleger.
Dengang lærte han samtidig, at fejl kan ske.
Det skulle vise sig, at de tilfangetagne mænd slet ikke var fra Taleban. De var den lokale guvernørs egne folk, og det fik han fortalt nogle dage senere. De danske soldater havde fået både forkerte og mangelfulde oplysninger.
- Inden da troede jeg, at Forsvaret var ufejlbarligt. Det var første gang, at jeg så, at det ikke er et perfekt system. De begår også brølere ligesom alle andre steder, fortæller Claus Staun, der i dag stadig er taknemmelig for, at han havde overskuddet til at reagere på en fredelig måde.
Men med evnen til at analysere en situation og reagere hurtigt kommer også en pris.
Det har taget ham flere år at lære at prioritere anderledes. At problemer, der kan synes trivielle, nogle gange skal have førsteprioritet.
Den indre rejse
Efter i alt tre udsendelser som frømand og en periode med Siriuspatruljen begyndte kroppen at sige fra.
Mange elitesoldater er slidte, når de når 30’erne. Claus kunne genkende følelsen af, at der skulle ske noget andet.
Han videreuddannede sig til lærer, blev gift, fik to børn og hunden Otto. Familien slog sig ned i et sydfynsk naturområde med 300 meter til det vand, der blev Claus' karriere, men som også er hans oase.
I dag hopper han i vandet, når han skal lukke tankerne ude.
Selvom han har undgået mén fra sine udsendelser, er han stadig ved at lære at finde sig til rette i sit nye liv.
- Jeg er inde i en proces, hvor det handler om at acceptere, hvor meget jeg er begyndt at ligne alle andre. Og at det er okay.
Claus Staun var vant til at se sort-hvidt på tingene som frømand. Pludselig skulle han færdes i omgivelser, der var styret af følelser.
- Uddannelsen går ud på at sætte behovet for søvn og mad til side. Det betyder, at selvom man er presset, siger man ikke nej til opgaverne, siger han.
Claus Staun kunne mærke, at den tankegang ikke fungerede i det civile. Han fik en klassekammerat på lærerseminariet til at græde, fordi han var for hård i sin tone.
Hun havde påpeget, at de alle burde deltage mere aktivt i timerne. Men hun gjorde det ikke selv. Og det irriterede ham.
Han konfronterede klassekammeraten, og det blev ikke sagt på en pæn måde. Gennem tårer fortalte hun ham, at hun led af social angst.
- Jeg havde lyst til at bide tungen af mig selv. Jeg var stadig for sort-hvid i min tilgang, så jeg sagde undskyld mange gange til hende. Sådan nogle episoder har jeg haft flere gange, hvor jeg har været for kontant og for direkte i mine handlinger – så det har været en proces for mig, siger han.
Den største omvæltning kom, da Claus Staun blev far som 35-årig.
Frømanden bliver udvisket
Lærerstudiet havde på det tidspunkt lært ham at skrue op for de bløde værdier. Alligevel skulle han vænne sig til, at det vigtigste pludselig blev noget, der kunne synes trivielt. At børnene havde slået deres finger, eller at en fra børnehaven drillede.
- Det tog mig et par år at lære, at det bedre kan betale sig at sætte sig ned og give sig god tid til at lytte til barnet, også selvom støvsugeren kører, eller æggene koger på komfuret.
Han er ikke den samme mand, han var engang. Og så alligevel.
- Jeg kan mærke, at de blødere værdier begynder at fylde mere og mere, og at frømanden bliver udvisket, men det vil altid være en del af mig. Jeg fornemmer også, som årene går, at jeg har mindre og mindre brug for ham.
Alligevel sidder der stadig værdier fra Frømandskorpset i ham. En målrettethed og troen på, at han gør det godt nok. At han påvirker sine børn i en god retning.
Den målrettethed er noget, han kan bruge i et klasselokale, eller når han indimellem underviser kadetter på politiskolen.
Det er også derfor, han har sagt ja til at hjælpe aspiranterne i 'Korpset'.
Tonen er hård, men der er en mening bag den. Ligesom da han selv var i Forsvaret, handler det nu for Claus Staun om at rykke og udvikle andre mennesker.
Så de lærer at træffe svære valg, når de er allermest pressede.
Se instruktøren Claus Staun i 'Korpset' 4. juli på TV 2 eller på TV 2 PLAY.