16x9

Fra fritidsgamer til professionel: Twitterbesked ændrede alt

I samarbejde med ELGIGANTEN

Få esportspillere lykkes med at gøre hobbyen til et arbejde. Talent, kommunikation og samarbejde er nøgleord, hvis man vil lykkes som professionel.

Da Søren Jensen en dag i foråret 2017 kørte sin søn Asger hjem fra en fest i 2. g., annoncerede sønnen, at han faktisk godt kunne tænke sig at være professionel Counter-Strike-spiller.

- Jeg var temmelig overrasket. Jeg havde aldrig før hørt om, at han havde den slags planer, fortæller Søren Jensen.

Asger Jensen overraskede sin far, da han, i bilen på vej hjem fra en fest i gymnasiet, gjorde det klart, at han ville satse på at blive professionel esportspiller.
Asger Jensen overraskede sin far, da han, i bilen på vej hjem fra en fest i gymnasiet, gjorde det klart, at han ville satse på at blive professionel esportspiller. Foto: Martin Stampe

Om samarbejdet

Denne artikel præsenteres i samarbejde med Elgiganten.

Over fire artikler stiller vi skarpt på, hvordan esport for alvor er rykket ind i foreningslivet, hvad det er, Danmark er så gode til, samt hvordan man tager gaming til et nyt niveau. 

Det var midt om natten, og Asger husker i dag ikke et ord af den pågældende samtale, for han havde som de fleste andre til en gymnasiefest fået en genstand eller tre. Men det var sådan, Asgers far blev bekendt med sin søns esportsplaner.

De kom hjem og snakkede om det i køkkenet og blev enige om at tale med Asgers mor dagen efter.

Søren Jensen havde godt været klar over, at Asger var dygtig til at spille computer, men at han skulle være i nærheden af at have niveauet til at kunne opnå en kontrakt, det anede han ikke.

- Hva’ faen siger man lige til det som forælder?

Den efterfølgende morgen blev familien enige med Asger om, at det var nødvendigt at have en plan b. Gymnasiet skulle i hvert fald gøres færdigt. Og så var der et sabbatår til at prøve lykken som esportsspiller.

Det kunne Asger Jensen, på trods af passionen, drømmene og tømmermændene, godt se det fornuftige i.

Der er efterhånden mange børn og unge, der bruger adskillige timer om dagen på at game. Det er dog de færreste, der tager skridtet fra amatør til professionel.
Der er efterhånden mange børn og unge, der bruger adskillige timer om dagen på at game. Det er dog de færreste, der tager skridtet fra amatør til professionel. Foto: Tobias Schwarz / Scanpix Denmark

Ikke mindre end 96 procent af alle drenge fra 13 til 19 år gamer. For piger er det tilsvarende tal 70 procent. Det fremgår af de seneste tal for Danmark i DR Medieudviklingen 2017. Men der er lang vej fra at spille computer på værelset til professionel esport.

Så hvordan ved man, om man er god nok til at tage gamingen ud af teenageværelset og ind i en professionel branche med krav, kontrakter og ansvar?

For Asger Jensen skulle det vise sig, at beslutningen om at bruge sabbatåret til at satse på esport var helt rigtigt. Et par måneder inde i sabbatåret fik Asger Jensen en besked på Twitter, der åbnede op for en helt ny professionel verden for ham.

Intet slog computerspil

square to 16x9
Counterstrike. Arkiv. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

20-årige Asger Jensen bor i Hørsholm sammen med sine forældre, mens storebroren, Jacob, er flyttet hjemmefra.

Selvom Asgers forældre har sørget for, at drengene skulle være meget ude, fornægtede interessen sig ikke, når brødrene først var hjemme på deres værelser.

Asger har som sin tre år ældre storebror altid spillet meget computer, men reglerne har været klare.

Selvom Asger Jensen og hans storebror Jacob tilbragte masser af tid i naturen som børn, så var det værelset og computeren, der var det helt store trækplaster for dem begge.
Selvom Asger Jensen og hans storebror Jacob tilbragte masser af tid i naturen som børn, så var det værelset og computeren, der var det helt store trækplaster for dem begge. Foto: Martin Stampe

- Vi havde regler for, at drengene skulle ud, og vores sommerhus var også uden tv og internet dengang. Men vi havde ikke meget kontante regler for skærmtid, når de var hjemme. Der var det tydeligt, at det var dét, der interesserede dem, fortæller Søren Jensen.

Asger Jensen har spillet computer så længe, han kan huske. Det startede med, at storebroren spillede Doom i klubben, og et år ønskede Asger sig Counter-Strike i julegave, og det fik han.

Uoverskuelig verden som forælder

På samme måde som Messi og Ronaldo er forbilleder på fodboldbanen, så er navne som ‘dupreeh’ eller ‘n0tail’ det på esportsscenen.

Ligesom på fodboldbanen er det forbeholdt de få at skabe sig en karriere i esport.

Særligt for forældre kan det være svært at gennemskue, hvor stor chancen er for at komme igennem nåleøjet til den professionelle del af gaming.

square to 16x9
. Foto: Martin Stampe

Samtidig er det en verden, der kan virke uoverskuelig at træde ind i som forælder.

For Søren Jensen kom det som noget af en overraskelse at opdage sønnens niveau.

- Da jeg så efter, så viste det sig, at mange af Asgers kampe blev streamet med kommentator. Det er utroligt, at jeg ikke havde været opmærksom på det tidligere, men han er ikke typen, der praler af sine evner.

Mens det er naturligt at se med fra sidelinjen en søndag eftermiddag på grønsværen, så er der en større barriere første gang, man skal finde en esportskamp på nettet.

square to 16x9
Søren Jensen var hurtig til at indse, at han var nødt til at sætte sig ind i esport for at kunne bakke sin søn op i det, han er god til. Foto: Martin Stampe

Søren Jensen var dog hurtig til at finde de rigtige steder at følge med i Asgers kampe over nettet. For ham var det vigtigt at forstå, hvad der sker både i og uden for spillet.

- Hvis forældrenes opfattelse af spillet bare er, at det er svært at få ungen til middagsbordet, så overser man de andre ting, der er at tage med fra esport, siger han og tilføjer:

- Jeg oplever, at spillerne er utroligt gode til at netværke, og de er meget sociale. Den ene dag er de modstandere, og den næste er de holdkammerater. Det har imponeret mig meget, fortæller Søren Jensen.

Kræver både kommunikation og samarbejde

Hvis man som Asger Jensen, der spiller under det meget rammende navn ‘farlig’, gerne vil opdages af en organisation, så skal man allerede være ret langt i sin udvikling som spiller. Det fortæller Daniel Vorborg, der er sportsdirektør hos esportsorganisationen Copenhagen Flames.

For Daniel Vorborg ligger kompetencer som teamwork og kommunikation højt på listen, når han vurderer nye medlemmer af esportorganisationen Copenhagen Flames.
For Daniel Vorborg ligger kompetencer som teamwork og kommunikation højt på listen, når han vurderer nye medlemmer af esportorganisationen Copenhagen Flames. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen / Scanpix Denmark

Når han kigger efter spillere enten til et nyt hold eller som erstatning på et eksisterende, så kigger han i første omgang på kandidater, der i øjeblikket spiller på et niveau tæt på Flames’ eller lidt under.

- Det er ikke nok at have spillet for sig selv i flere år og været blevet den dygtigste spiller rent teknisk. Teamwork og kommunikation ligger højt på listen over evner, som spilleren skal have god forståelse for, siger han.

For Asger Jensen skete der også noget, da han fik opmærksomhed fra folk, der så ham spille. Det gav en tro på, at han var på rette vej.

- Jeg tror, at alle går med en drøm om at blive god nok til at tjene penge på det en dag. Det gik op for mig, at jeg havde muligheden, da andre begyndte at skrive om, at jeg gjorde det godt. Det gav noget ekstra motivation, fortæller han.

Det skal du gøre for at tage skridtet fra amatør til professionel

Spil med vennerne

Det allerførste, du skal gøre, hvis du gerne vil op på et niveau, hvor en organisation ser dig, er at spille med andre. Du kan være nok så dygtig teknisk, men det er der mange andre, der er. Øv dig i at kommunikere, og vær ikke bange for at komme med idéer til, hvordan ting kan gøres anderledes.

Find ud af, hvad du helst vil

I de fleste esportstitler har spillerne forskellige roller på holdet. Og selvom nogle bliver omskolet i deres karriere, så har de fleste spillere favoritpositioner. Find ud af, hvad du bedst kan lide at spille, og se så, om det også er det, du er bedst til. Det er det ofte, men ikke altid, så der kan være en afvejning.

Opfør dig professionelt

Selv op i de bedste nationale rækker, er der spillere og hold, der lader meget være tilbage at ønske. Lige fra deres in-game navne til deres opførsel på og udenfor serveren. Det kan godt svare sig at opføre sig professionelt fra starten. Tal ordentligt til med- og modspillere, og have en professionel attitude uanset om du viden eller taber.

Lær af de professionelle

Man har hverken mentaltræner eller fysisk træner som amatør, men derfor kan man godt tage ved lære af de professionelle spillere både herhjemme i Danmark og ude i verden. Hold dig sund, få nok søvn, adskil skole og esport. Hvis det ene forstyrrer det andet, så bliver begge ting dårligere.

Vis dig frem

Hvis du mener, du ligger lige på grænsen til at bryde igennem, så forsøg at komme til at spille med andre på samme høje niveau som dig selv. Det giver bedre mulighed for, at I kvalificere jer til en turnering, hvor opmærksomheden fra andre klubber er langt større end ellers. Og så er det ellers bare med at deltage i og vinde så meget som muligt.

Den første Twitter-besked

Der var kun gået få måneder, fra Asger Jensen gik på ferie efter 3. g., til han fik en besked fra Daniel Vorborg.

- Jeg kan huske, det var på Twitter, for det var den første Twitter-besked, jeg nogensinde har fået.

Asger Jensen havde aldrig før været i kontakt med en organisation. Indtil da havde han spillet på det, han selv kalder for vennehold.

På det tidspunkt, Daniel Vorborg kontaktede Asger Jensen, skulle Flames ansætte et helt hold, og der var derfor en del snak frem og tilbage om andre spillere også.

Men efter godt en uges forløb med samtaler, indgik de en aftale, og Asger skrev under på sin første kontrakt nogensinde.

Kastet direkte i ilden

I november 2018 troppede Asger Jensen op på kontoret hos Copenhagen Flames for at møde sine fire medspillere.

- Det er sjovt med Flames’ kontor, for det er fuldstændig som at komme ind til en familie. Jeg var ret spændt, selvom jeg kendte et par stykker af dem i forvejen, men jeg havde kun talt med Daniel online, fortæller Asger Jensen.

Hos Copenhagen Flames hænger spillertrøjerne klar, til når de forskellige hold skal i kamp.
Hos Copenhagen Flames hænger spillertrøjerne klar, til når de forskellige hold skal i kamp. Foto: Martin Stampe

Der blev ikke lang tid til at vænne sig til tanken om at være i en organisation, for Flames havde planer med spillerne allerede fra første dag.

Et hurtigt velkommen og så ellers ud for at optage en promoveringsfilm for det nye hold.

Asger Jensen fik ikke meget tid til at omstille sig til den nye virkelighed som professionel esportatlet. Allerede på første arbejdsdag skulle han være med i en promoveringsfilm. Noget, han aldrig havde prøvet før.
Asger Jensen fik ikke meget tid til at omstille sig til den nye virkelighed som professionel esportatlet. Allerede på første arbejdsdag skulle han være med i en promoveringsfilm. Noget, han aldrig havde prøvet før. Foto: Martin Stampe

For Asger var det i den grad grænseoverskridende. Han er bedst tilpas uden en masse mediebevågenhed, men samtidig betød de uvante rammer, at holdet blev rystet sammen fra dag et.

- Jeg har aldrig set videoen fra ende til anden. Jeg har det fint med at være med, men skal aldrig se den, siger han.

Bedre betalt i Netto

Daniel Vorborg lægger ikke skjul på, at selvom hans organisation tilbyder de fem spillere på Asger Jensens hold fuldtidskontrakter, så er det absolut ingen guldgrube at dyrke sin esport på det niveau, som Flames ligger på. Det vil sige i top ti i Danmark, men stadig langt fra top tre.

Det første nåleøje for spillerne er allerede nået, når de skriver kontrakt med en klub, men derfra er der stadig et stykke vej til stjernerne og de helt store arenaer.

Det kræver hårdt arbejde og dedikation at nå det niveau, der skal til for at kunne deltage i de helt store arenaturneringer, påpeger Daniel Vorborg.
Det kræver hårdt arbejde og dedikation at nå det niveau, der skal til for at kunne deltage i de helt store arenaturneringer, påpeger Daniel Vorborg. Foto: Jeff Vinnick / Ritzau Scanpix

- Alle ville tjene mere, hvis de arbejdede fuld tid i Netto. Så er der selvfølgelig nogle klausuler og bonusser, hvis det går godt, men man tjener ikke kassen på at spille i Flames. Og det skal ses i forhold til, at nogle spillere nemt bruger 60 til 80 timer om ugen på det, fortæller Daniel Vorborg.

Han kan godt forstå, at det virker som mange timer, og derfor er det heller ikke noget for alle.

Men målet er ikke bare succes for Copenhagen Flames. Målet er, at spillerne skal blive for gode til Flames, så de kan komme videre til et af de større hold.

Asger Jensen drømmer om at komme helt til tops og blive en del af den absolutte elite inden for sin esport - Counter Strike.
Asger Jensen drømmer om at komme helt til tops og blive en del af den absolutte elite inden for sin esport - Counter Strike. Foto: Martin Stampe

Det er både en målsætning for klubben, der budgetterer med videresalg af spillere, men også for esportsudøverne, hvor der er langt flere penge at tjene hos en af de større klubber.

Fællesspisning er en sjældenhed

For familien Jensen er den klassiske samling omkring aftensmaden et af de steder, hvor hverdagen har rykket sig, efter Asger er kommet på kontrakt.

Han har som sin to år ældre storebror altid spillet meget computer, men reglerne har været klare.

Spisetiderne skulle overholdes, og det er de blevet. Men den regel røg ud ad vinduet, da Asger kom på kontrakt, og både træning og kampe kunne ligge i vejen.

square to 16x9
Asger Jensens nye arbejde har resulteret i, at det er sjældent, at hele familien er samlet omkring spisebordet til aftensmaden, men det har både mor og far accepteret som en del af 'gamet'. Foto: Martin Stampe

Fælles aftensmad er derfor et overstået kapitel i langt de fleste tilfælde. Det bliver højst til et par gange om ugen. I stedet for at rette ind efter hinanden har familien indset, at det ikke bliver til meget fællesspisning i denne periode.

- Vi kunne godt forsøge at rette ind i forhold til kampe, men de bliver tit forsinkede, så det har vi opgivet. Hvis Asger er med til aftensmad, er det fint, men hvis han ikke er, så går det også. Det er en del af gamet, siger Søren Jensen

Faren er i dag glad for, at sønnen greb chancen, da den bød sig. Han følger mange af Asgers kampe, omend der ikke bliver tid til at se alt, hvad han deltager i.

Når Søren Jensen ind imellem kigger sin søn over skulderen, mens han spiller, så har han en klar ide om, at Asger er på vej et nyt og spændende sted hen, og det gør ham både glad og stolt.
Når Søren Jensen ind imellem kigger sin søn over skulderen, mens han spiller, så har han en klar ide om, at Asger er på vej et nyt og spændende sted hen, og det gør ham både glad og stolt. Foto: Martin Stampe / Martin Stampe

For sportschefen i Copenhagen Flames er der store forventninger til Asger Jensen. Han tøver ikke med at kalde ham for et naturtalent.

Der har allerede været henvendelser fra andre klubber, der dog endnu ikke har ført til et salg.

- Asger er - og det tror jeg, alle med forstand på Counter-Strike er enige om - et af de største talenter i Danmark. Han har et kæmpe potentiale, og vi håber, han vil være med til at tage vores hold med ind i top-30 i verden. Men det er er bestemt ikke umuligt, han er videre inden da, siger Daniel Vorborg.