Sprang fra tv-program efter 56 timer uden søvn
Kenneth Friis Aaboe var så drænet, at han til sidst ikke kunne gennemføre simple opgaver i tv-programmet 'Korpset'.
Den 30-årige brandmand og lufthavnsoperatør Kenneth Friis Aaboe havde sat sig et personligt mål.
Han ville styrke selvtilliden og få en succesoplevelse. Derfor meldte vestjyden sig til sæson tre af 'Korpset - gjort af det rette stof'.
Her bliver 12 aspiranter over 8 døgn testet på det fysiske og psykiske plan af tidligere elitesoldater. Det var noget, han havde set frem til at være med i.
- Jeg har aldrig været god bogligt, så jeg ville bevise, at det her var noget, jeg kunne. Når man ikke kan få topkarakter, så kan man bevise, at man kan noget andet, siger han.
Men det gik langt fra som planlagt.
Søvnunderskud fra begyndelsen
Han var ellers i god form, fordi han trænede fem til seks gange om ugen. Men Kenneth Friis Aaboe var ikke et godt sted mentalt, da optagelserne fandt sted i efteråret.
Natten før 'Korpset' skulle begynde, burde han have hvilet sig og samlet kræfter. I stedet lå han og spekulerede. Søvn fik han ikke noget af.
- Der var nogle ting, jeg bøvlede med mentalt, som gjorde, jeg ikke havde overskud, siger brandmanden.
Og tankerne fortsatte under tv-optagelserne. Kenneth Friis Aaboe kunne ikke sove i den tid, han var med i programmet, og han blev mere og mere frustreret over sig selv.
Om morgenen på dag to - efter 48 timer uden søvn - bad han om at tale med programmets læge. Han fik dog afslag fra chefinstruktør Thomas Rathsack, der mente, at aspiranten sagtens kunne fortsætte.
Han prøvede, men tårerne pressede sig på for Kenneth, der privat er gift og far til tre børn.
- Hvis man er så psykisk presset og så kommer til at tænke på sin kone og børn - sådan lidt hjemve-agtigt - så bliver det hårdt, siger han.
Fik hjælp til simple opgaver
Ifølge Dansk Center for Søvnbesvær kan symptomerne på søvnmangel være koncentrations- og hukommelsesbesvær, tristhed, træthed, muskelømhed og hovedpine.
For Kenneth Friis Aaboe betød det, at han på dag to ikke kunne gennemføre simple opgaver som at stå på en plastikpose og tage sit våde tøj af og tørre tøj på. Han måtte have hjælp af de andre deltagere, så han ikke blandede det våde og det tørre tøj sammen.
Han fejlede samtidig i en huskeøvelse, som instruktørerne testede deltagerne i.
Det hjalp heller ikke, at han også var sulten. Aspiranterne havde blot fået en dåse tun og noget suppe at spise den første dag.
- Når man er mentalt nede, sulten og træt, så kan hjernen slet ikke koncentrere sig. At løse en simpel opgave bliver pludselig meget svært, siger Kenneth Friis Aaboe.
Vil tilbage næste år
Efter to dage i 'Korpset' og cirka 56 timer uden søvn måtte aspirant nummer to tage sit armbind af og melde fra.
Det var ikke det, han havde troet skulle ske.
- Det var én stor fiasko og et stort nederlag, lad mig sige det sådan, siger Kenneth Friis Aaboe.
I dag har han svært ved at huske nøjagtigt, hvad han var igennem under 'Korpset' udover det, der vises på tv.
- Det var både søvnen og den mentale faktor. Jeg kunne simpelthen ikke se mig ud af det til sidst. Det var ikke det, jeg havde regnet med, jeg skulle gå ud på. Jeg blev ikke presset til min fysiske grænse.
Først den aften, da han var hjemme igen, kunne han falde i søvn.
Kenneth Friis Aaboe har nu sat sig et nyt mål. Den 30-årige brandmand fra Esbjerg vil gerne have en chance mere i 'Korpset', hvis han skulle få mulighed for det til næste år.
- Så vil jeg forberede mig helt anderledes. Jeg vil udover det fysiske fokusere på at være i mental balance og have psykisk overskud. Man skal kunne hvile i sig selv og være i stand til at slappe af, så man mentalt kan skifte, når det går fra 200 til 0 kilometer i timen, siger han.
Se eller gense afsnit to af 'Korpset' på TV 2 PLAY.