Livsstil

Åbner Danmarks første hotel for hunde - med spabade og massage

Det er ikke kun dyrenes behov, der bliver dækket, når hundeejere tager på hundeluksushotel, mener en færdskonsulent.

En suite med morgenmad på sengen, wellness-massage, spa, poolparties og et loungeområde.

Det lyder måske som et luksusophold, man gerne ville på.

På Stevns’ kommende luksushotel følger der dog også nusning, lufteture og godbidder med – for målgruppen er ikke mennesker, men vores firbenede venner.

Under navnet Vandrigsgaard Hundehotel åbner Danmarks første hundehotel til december. I lande som Tyskland og USA findes det allerede.

Minder om et hjem

Bag hotellet står Katja Skjold, som selv har to franske bulldogs.

- Vi havde ikke selv lyst til at benytte os af de tilbud, der er i de traditionelle hundepensioner, hvor hundene er i noget, der ligner hestebokse. Vores hunde er vant til at bo i et hjem, siger hun i ’Go’ morgen Danmark’.

Katja Skjold sammen med en af sine hunde. Normalt får den ikke lov at komme op i sofaen, men det gjorde den i 'Go' morgen Danmark'.

Den problemstilling inspirerede hende til at gå i gang med projekt hundehotel.

Målet var, at det skulle minde om et hjem, men undervejs har hun også rådført sig med eksperter, der er kommet med anbefalinger til, hvad de firbenede hotelgæsters dage skal bestå af.

Det er endt ud i et dagsprogram, der består af nusning, lufteture, nosework, hvor de skal snuse sig frem til godbidder, Doggy TV og antistressende musik natten lang – til en pris af 349 kroner per døgn.

Nætterne foregår i rigtige senge, og ejerne kan tilkøbe spabade, negleklip og massage.

Vi skal være ærlige om, hvad der reelt er for dyrenes skyld, og hvad der er for vores dårlige samvittigheds skyld

Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent, Dansk Kennel Klub

Hundespa findes ikke

Selvom det kan lyde som ren nydelse, skal man overveje, om det er dyret eller ejerens behov med en tur på hundehotel, lyder det fra Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent hos Dansk Kennel Klub.

- Alt det, der har til formål at fremme hundenes velfærd, er jeg for. Gåture og kontakt er eksempelvis helt klart noget, man skal tilstræbe, siger hun.

- Der, hvor kæden hopper af, er, når man begynder at kalde det suiter og spabade. Selvom man vælger at komme mandelolie i vandet, er det lige så trist og kedeligt for hunden, som det er at blive vasket hjemme i privaten.

Derfor skal man gøre sig klart, at nogle af tilbuddene er for ens egen skyld. For eksempel fordi det er rart at få en ren hund hjem igen.

- De fleste hunde vil hellere rulle sig i et dødt egern end at lugte af mandelolie, så et bad er ikke et hundebehov – det er en gåtur derimod, siger Lise Lotte Christensen.

Ikke små mennesker

Generelt har hundeadfærdskonsulenten ikke noget imod idéen om et hundehotel, så længe det ikke bliver markedsført som noget, det ikke er.

- Vi skal være ærlige om, hvad der reelt er for dyrenes skyld, og hvad der er for vores dårlige samvittigheds skyld. Der er en tendens til, at man gør dyrene til mennesker med pels, men det gør altså ikke nogen forskel for dem, at værelserne er farvekoordinerede, eller at man kalder løbegården for en terrasse, siger Lise Lotte Christensen.

Katja Skjold understreger, at hundehotellet bliver på hundenes præmisser, og at hundene ikke bliver behandlet som børn, der skal køres rundt i klapvogne.

- Mine hunde kommer ikke op i sofaen derhjemme. De ligger heller ikke i sengen eller spiser med ved bordet. De er hunde og ikke mennesker. Vi ved godt, hvor grænsen går, siger hun.

Se hele indslaget om hundehotellet i ’Go’ morgen Danmark’ på TV 2 PLAY.