Familiefar vendte it-millionerne ryggen - har ikke tjent penge på nyt eventyr i tre år

Man skal ikke dyrke vin i Danmark for pengenes skyld. De danske professionelle vinbønder er generelt udfordret, lyder det.

Vinranker på snorlige rækker med knytnævestore drueklaser.

Når Dirch Svenningsen går på arbejde i sin mark, er det det syn, han møder.

Han er glad.

For snart tre år siden vendte den dengang 39-årige far til to tilværelsen i byen og it-karrieren ryggen for at blive dansk vinbonde, og han har ikke en eneste gang fortrudt sin beslutning. Heller ikke selvom han endnu ikke har tjent en bøjet femogtyveøre på sit nye eventyr, fortæller han i 'Go' morgen Danmark'.

For det handler ikke om at blive rig af vinen, men om at dyrke det, han elsker mest i denne verden: vin og sin familie.

- Det handler om kærlighed til vin, og så er det også et valg af livsstil. Vi får mere tid til familien og til at være sammen om et fælles projekt. Vi accepterer, at vi ikke har de samme penge som før, men så har vi tid sammen, siger Dirch Svenningsen.

Og den 42-årige vinbonde er ikke alene.

Selvom det er uhyre vanskeligt at tjene penge på at lave vin i Danmark, er antallet af danske vinbønder eksploderet.

Dirch Svenningsen har flyttet hele familien på landet og droppet sin it-karriere for at lave vin.
Dirch Svenningsen har flyttet hele familien på landet og droppet sin it-karriere for at lave vin. Foto: Privatfoto

Flere dyrker vin, men få tjener penge på det

I 2001 fandtes der kun to erhvervsdrivende vinbønder som Dirch Svenningsen i Danmark. I dag, 18 år senere, findes der omkring 100.

Sådan lyder det fra Hans Münter, der er formand for Foreningen Dansk Vin.

Foreningen fører endnu ikke statistik over, hvordan det går på det danske marked, men generelt er de danske erhvervsdrivende vinbønder lige nu udfordrede, fortæller han.

Kendskabet til de danske vine er endnu ikke tilstrækkeligt hos kunderne, og de forholdsvis høje priser afholder folk fra at prøve noget nyt, mener Hans Münter.

- Det, jeg hører, er, at erhvervsavlerne kan sælge deres vin, men at det er en stor kamp at få den markedsført ordentligt. Detail-leddet mellem kunden og producenten har endnu ikke fået øjnene op for, at det kan være noget for kunderne, siger han.

Det koster det mellem 100 og 150 kroner at producere en flaske vin i Danmark, og typisk koster en flaske vin mellem 150 og 200 kroner i butikken. Det gør, at kunderne typisk vælger en udenlandsk kvalitetsvin, som de kender, i samme prisklasse i stedet for de danske, lyder det.

Og det er endnu langtfra alle, der kan leve af at producere vin. Enkelte har allerede kastet håndklædet i ringen, fordi de ikke kunne tjene nok penge på at lave vin, fortæller formanden.

Det skyldes blandt andet, at udgifterne for at komme i gang er tårnhøje.

Her ses en del af Dirch Svenningsens vinmark. Han har cirka 1000 stokke. Man bruger cirka en time per plante per år, så der går rigtig meget tid med produktionen.
Her ses en del af Dirch Svenningsens vinmark. Han har cirka 1000 stokke. Man bruger cirka en time per plante per år, så der går rigtig meget tid med produktionen. Foto: Privatfoto

Hans Münter, der selv er vinbonde, anslår, at han vil have brugt omkring en million kroner på sin vingård, når han er færdig med at købe og bygge de ting, han skal. Derudover kommer den tabte arbejdsindtægt, mange har.

- Så man gør det, fordi det er sjovt og spændende. Ikke fordi man vil tjene penge, for det kan man bare ikke lige sådan. Det tager sgu år at få bygget op, siger han.

Arbejder som postbud

For Dirch Svenningsens vedkommende har han været nødt til at tage andre job for at få økonomien til at hænge sammen.

Lige nu arbejder han som postbud, men det gør ham ingenting, at lønchecken nu er betydeligt mindre end før.

- Jeg har tidligere været selvstændig i it-branchen, hvor der bare skulle tjenes millioner, men jeg har lært, at hvis man vil det for meget, går man glip af processen. Så i og med at jeg ved, at jeg aldrig bliver rig på det her, må jeg tage det med ro – også selvom det ikke bliver et godt vinår, siger han.

Om vinen bliver en succes, vil tiden vise. Snart.

Det tager omkring tre år for en nyetableret vinmark at blive klar til høstning.

Det er årsagen til, at Dirch Svenningsens investering endnu ikke har givet et afkast, men til oktober skal familiens stokke stå deres prøve.

Planen er, at druerne skal blive til omkring 500 flasker hvidvin og mousserende vin, der skal sælges til en pris på mellem 100 og 200 kroner flasken, lyder det.

Det kræver med andre ord stor tålmodighed, godt købmandsskab, mange penge og flere år, før Dirch Svenningsens familie kan leve af deres nye forretning.

Men det er slet ikke umuligt, lyder det fra en ekspert på området.

Dirch Svenningsen har ikke kun investeret i vinproduktionen. De byggede også nyt hus, da de flyttede ud på landet.
Dirch Svenningsen har ikke kun investeret i vinproduktionen. De byggede også nyt hus, da de flyttede ud på landet. Foto: Privatfoto

Anmelder tror på dansk vin

Selvom vinbønder som Dirch Svenningsen har mange odds imod sig, har de en god chance på markedet.

Det mener vinanmelder Malene Smidt Hertz.

Allerede nu har flere danske vinproducenter vundet international anerkendelse for deres flasker, og interessen for dansk vin er generelt ret stor.

Anerkendelsen og det varmere vejr er måske årsagen til, at flere dyrker vin i Danmark, siger hun i 'Go' morgen Danmark'.

- Driften er dyr, men det er let at komme igang, og derudover betyder vejret også meget. Klimaet er en af de store spillere i, at vinen bliver god, og det er afgørende, at middeltemperaturen er steget. Så det er simpelthen blevet lettere at dyrke vin i Danmark, siger Malene Smidt Hertz.

Det lidt køligere danske klima gør det ligefrem ideelt at dyrke hvidvin og mousserende vin, som Dirch Svenningsen gør, lyder det.

Selv tror den 42-årige danske vinbonde på projektet, og han tager det hele stille og roligt.

Det er man nødt til, når man har med vinproduktion at gøre, lyder det fra Dirch Svenningsen.

- Jeg tror ikke, jeg får en bedre vin ved at stresse helt vildt. Det skal være langtidsholdbart, og det kan tage fem, måske ti, år, før jeg kan leve af det. Så jeg må lægge beslag på mig selv, så det ikke bliver knald eller fald, siger han.

Se hele interviewet med Dirch Svenningsen og Malene Smidt Hertz, der anmelder fem danske vine, på TV 2 PLAY

Afstemning