Blev ramt af angst - deltager i tv-program må udgå kort før målet

Nick Lindbjerg Trier husker ikke meget fra den nat, han forlod 'Korpset'. Det skete blot 10 timer før, tv-programmet sluttede.

Det summede i hans arme og i ansigtet.

Nick Lindbjerg Trier kunne ikke slippe fornemmelsen af, at organerne i hans krop var ved at lukke ned.

Under den afgørende sidste nat i tv-programmet 'Korpset' blev den 32-årige deltager ramt af et angstanfald.

- Det var ligesom at få et spark af en hest lige i ansigtet. Jeg var ikke herre over situationen og husker ikke særlig meget af det, fortæller han i dag.

Tre ting udløser et anfald

Der er tre faktorer, der kan tricke et anfald hos den fynske tømrer.

Det er mangel på søvn, mad og restitution. Intet af det fik han særlig meget af i 'Korpset', der over otte døgn tester deltagerne på udholdenhed, styrke og netop mangel på de elementer. Den nat krakelerede det hele.

Nick Lindbjerg Trier kunne mærke hjertet hamre afsted, da han sammen med de tre sidste aspiranter nåede mod enden af en 12,5 kilometer lang march. Det foregik i strid modvind, og de bar 25 kilo på ryggen hver i det bløde strandsand ved Vesterhavet.

- Jeg er helt desorienteret, drenge, lød det fra Nick Lindbjerg Trier, hvorefter han gik i knæ i sandet.

De havde alle lige misset et vigtigt måltid mad, fordi de ikke nåede målet inden for et bestemt tidspunkt, og det fik Nicks angst til at eskalere.

Han blev overtalt af de andre til at gå de sidste meter hen til instruktørerne.

Derefter satte han sig op på en sandklit og begyndte at tage sig til hovedet, hive efter vejret og rykke uroligt rundt. Han kunne ikke være i sin krop. De andre deltagere kom hen for at berolige ham.

Det begyndte efter en overdosis

De seneste 12 år har Nick Lindbjerg Trier oplevet i alt cirka 10 angstanfald, og følelsen af ikke at kunne være i sin egen krop er den samme hver gang.

Det er efterveerne af et massivt stofmisbrug, han stadig mærker til. Når angsten rammer, tror han, at han skal dø.

I over 10 år tog han alle de stoffer, han kunne komme i nærheden af. Det var amfetamin, kokain, ecstacy, MDMA, hash, sovepiller og nervemedicin.

- Det var alt med en rød trekant på, som man kunne blive bedøvet af. Jeg har taget så mange stoffer, at jeg skubbede min krop længere og længere ud, fortæller han.

Det første angstanfald dukkede op kort tid efter, at han som 20-årig blev indlagt med en overdosis. Han følte sig ekstremt presset i den periode, og det udløste katastrofetankerne.

- Jeg kunne næsten ikke have en sele på, for jeg følte, at den kvalte mig, fortæller han.

Kan ikke lide kontroltab

Følelsen af at miste kontrollen kan han stadig godt opleve. Derfor var der også flere episoder i 'Korpset', der for alvor testede ham.

Som da han fik en sæk over hovedet eller blev bundet med strips på hænderne.

- Jeg bryder mig ikke om det, for jeg har ikke kontrol over situationen, siger han.

Ved nogle anfald har han formået at få sig selv tilbage på sporet igen - eksempelvis ved at trække vejret i en pose og få styr på vejrtrækningen.

Det kunne han ikke den nat i 'Korpset', for angsten eskalerede hurtigere, end han havde prøvet det før.

Derfor bad han selv om at få fjernet sit armbind, og instruktørerne var enige. Han blev fulgt hen til en læge, så han kunne slappe af og komme til sig selv igen efter en times tid.

Lærte sig selv bedre at kende

Nick Lindbjerg Trier vidste på forhånd godt, at der var risiko for et anfald, da han meldte sig til tv-programmet.

Han droppede stofferne for fem år siden efter overdosis nummer to. I dag har han byttet kicket fra stofmisbruget ud med fysiske udfordringer.

Han har to gange været til verdensmesterskabet i forhindringsløbet OCR og rejst verden rundt for at konkurrere.

En af grundene til, at Nick Lindbjerg Trier meldte sig til 'Korpset', var for at blive klogere på sin egen krop og på, om han kunne styre sin angst.

- Jo mere ekstreme ting, jeg har lavet de seneste par år, jo mere føler jeg, at jeg har lært mig selv at kende, siger han.

Han var da også blot 10 timer fra målet, da han forlod 'Korpset'.

- Det ville forkert at sige, at jeg ikke gerne ville gå hele vejen. Men jeg er også pavestolt over mig selv, at jeg nåede så langt, siger han.

Få timer efter, at Nick Lindbjerg Trier fik et angstanfald og måtte udgå af 'Korpset' fortæller han, hvad han har fået ud af at være med. Video: Christian Sejer Rasmussen

Han synes, han har lært, hvor meget han er i stand til at presse sig selv både fysisk og mentalt.

- Jeg når at være med til den sidste dag og er så tæt på målet. Min krop gav op der, og så synes jeg ikke, at jeg kunne gøre mere.

Vil bestige bjerg

Nick Lindbjerg Trier bor til daglig på Amager, hvor han driver sit eget tømrerfirma.

Derudover bruger han tid på fysiske udfordringer og på at være frivillig teamleder på Camp True North, der flere gange hvert år bliver afholdt for op til 150 unge mellem 14 og 19 år.

Til januar planlægger han at bestige Nordafrikas højeste bjerg, Toubkal, i over 4000 meters højde.

Siden den efterårsdag sidste år, hvor optagelserne fandt sted, har han ikke haft et eneste angstanfald. Han mener, at han er i stand til at styre det, fordi han kender signalerne.

- Men det er også sjældent, at jeg nærmest ikke spiser og ikke sover i otte døgn.

Se eller gense det sidste afsnit af 'Korpset' på TV 2 PLAY.