Det vrimler med edderkopper – tv-kok vågnede med en i munden

Nogle edderkopper er fede, og andre er på jagt efter en mage netop nu. Derfor ser vi dem oftere i hjemmet end ellers.

Der var noget, der kildede på tungen.

Annemette Voss vågnede med et sæt. Det kildede også på næsen.

Det er selvfølgelig bare min frygt, der fucker med min hjerne, sagde hun til sig selv. Det kunne jo ikke passe, at der kravlede et dyr på hendes ansigt.

- Men som refleks smækkede jeg mig selv i hovedet, fortæller hun i ’Go’ aften LIVE’.

Og her fik hun ikke fat i et hår eller noget andet, der ikke hørte til i sengen.

- Forestil dig, hvor forfærdeligt og fuldstændigt grænseoverskridende det er, når man så får fat i en blød edderkop, siger tv-kokken, som efterfølgende delte sin ubehagelige oplevelse på Instagram.

Annemette Voss er ikke den eneste dansker, der har haft edderkopper i hjemmet de seneste dage. På Instagram har edderkopper haft hovedrollen i en række stories og opslag, og flere brugere skriver, at de ottebenede kryb er usædvanligt store i år.

Men faktisk er der hverken flere eller større edderkopper rundt omkring i de danske hjem, end der plejer at være på dette tidspunkt. Det fortæller Sami Widell, der er uddannet forstkandidat, og som arbejder som fobiterapeut.

Fede og magesøgende

Det er højsæson for at se edderkopper i hjemmet netop nu, men det skyldes ikke, at der er flere af dem, end resten af året, fortæller Sami Widell.

Årsagen skal derimod findes to steder.

- Korsedderkopperne, som bor udenfor, skal til at lægge æg, og derfor er de federe og nemmere at få øje på på denne tid af året, siger han.

Derudover er jagtedderkoppernes hanner i øjeblikket på jagt efter mager, og derfor kravler de også ind i husene.

- Selvom det er sensommer, er der forår i luften for edderkopperne. Hele sommeren har hannerne boet udenfor – for eksempel under et stykke bark, men nu bevæger de sig rundt for at finde en kone, og så kommer de også indenfor, siger han.

Det er især om natten, edderkopperne er aktive, og derfor møder man dem oftest om morgenen, hvor de for eksempel kan have forvildet sig ned i håndvasken.

Det er dog meget ualmindeligt, at man får dem i munden, som tilfældet var for Annemette Voss.

- Og det er også en myte, at man spiser otte i søvne i løbet af livet. Jeg aner simpelthen ikke, hvor det kommer fra, siger Sami Widell.

Når en edderkop alligevel er havnet med benene på vej ind i munden på Annemette Voss, kan det skyldes, at den er faldet ned fra loftet, mener han.

Udbredt fobi

Herhjemme findes der ikke farlige edderkopper. Alligevel er araknofobi – frygten for edderkopper – en af de mest udbredte fobier.

Afstemning

Hvordan har du det med edderkopper?

Hvorfor lige edderkopperne er genstand for så meget frygt, er der mange forklaringer på, fortæller Sami Widell.

- Rent biologisk er der en teori om, at vi har arvet en vis frygt for edderkopper, fordi vores forfædre er stødt på giftige edderkopper.

Der er dog også mere kulturelle årsager til, at edderkoppen er så forhadt.

- Det eneste eksempel, jeg kan komme på, hvor edderkoppen er sød, er ’Lille Peter Edderkop’. Ellers er edderkopper nogle store, slemme nogle, der bruges i uhyggelige film, siger Sami Widell og understreger, at det også er mere socialt acceptabelt at være bange for edderkopper end for eksempel hunde.

Hvordan undgår man edderkopper?

Måske fordi frygten for edderkopper er så udbredt, er der mange myter om de ottebenede – og ikke mindst, hvordan man slipper af med dem.

Et af de råd, der har floreret, er, at edderkopper skulle være bange for kastanjer, og at man derfor kan få et spindlerfrit hjem ved at placere sådan nogle rundt omkring i hjemmet.

- Det er løgn. Hvis det var rigtigt, ville edderkopperne jo være bange for at være ude i skoven, hvor der er hestekastanjer, siger Sami Widell.

De bedste råd er derimod at sørge for, at hjemmet er rent, så der ikke gemmer sig støv i hjørnerne, eller at lade kæledyrene hapse edderkopperne.

Sami Widell understreger dog, at edderkopper er tegn på, at man har et godt indeklima, og at de lever af insekter og fluer, vi heller ikke har lyst til at have i hjemmet.

Derfor har han et råd til dem, der hverken ønsker mange edderkopper eller mange andre småkryb.

- Hvis man sørger for at have en enkelt mejeredderkop boende, tager den både de andre edderkopper og byttedyr. Hvis man har sådan en, har man typisk ikke andre edderkopper.

Biolog punkterer fem stædige myter om edderkoppen

  1. Edderkopper elsker dit hjem, fordi der er lunt og tørt

    Nej, de kan ikke lide at være inde i dit hus. De er skabt til vores våde klima, omend de ikke bryder sig om fugt, så skal de bruge det til at drikke lidt vand nu og da. De trives i vores udeklima, men ikke i vores stuer.

     

  2. Har du fugt i kælderen, tiltrækker du edderkopperne

    Nej. Igen, edderkopper trives ikke i fugt. De forvilder sig ofte ind ad åbne vinduer og døre om natten, når de er aktive. De leder efter hunedderkopper, de kan parre sig med. De bliver rigtig glade, hvis du sætter dem ud i naturen igen, hvor de kan lide at være.

     

  3. Der findes store fugleedderkopper i Danmark

    Nej. Der findes fugleedderkopper, ja. Men det er blot en betegnelse for en primitiv art af edderkopper. De er slet ikke store, som dem vi tænker på med lodne ben og kæmpe øjne. De er små, bor i jorden og bliver der hele livet. Og så findes de kun få steder i Danmark.

  4. Edderkopper kravler ind i din mund om natten

    Det er en gammel og sejlivet myte, fordi den er let at genfortælle og skaber stor rædsel. Men nej. Edderkopper ville aldrig kravle ind i din mund. Bare rolig. Der er fugtigt, og det bryder de sig ikke om.

     

  5. Alle edderkopper er giftige for mennesker

    Nej. De fleste danske edderkopper har gift i sig, ja. Men du har ikke noget at være urolig for. De kan eller vil for det første slet ikke bide gennem din hud, og for det andet er giften ikke farlig for dig. Til gengæld smager det ganske bittert, hvis du spiser de små nyudklækkede edderkopper. Den smag er jo en advarsel til de andre dyr om at holde sig væk.

     

Kilde: Biolog Bjørli Lehrmann. 

Hør Annemette Voss fortælle om at vågne med en edderkop i munden og se, hvordan det går, når hun igen skal møde en edderkop, i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY.