Landmand søger kærlighed

Her klarer mor maden og vasketøjet for sin voksne søn – og hun er ikke alene

Den 23-årige landmand Mathias Dam Andersen er en af de danske mænd, der bor hjemme og nyder godt af mors hjælp i det daglige.

Livet som landmand kan være hårdt. Det skriver 23-årige Mathias Dam Andersen gerne under på, men han har fundet løsningen, så hverdagen glider nemmere: sin mor.

Hun klarer en frisksmurt madpakke til frokost. Hun køber og vasker Mathias’ tøj, og så står livretten, stegt flæsk med persillesovs, klar på middagsbordet efter en lang arbejdsdag.

- Jeg er en mors dreng. Det kan jeg ikke løbe fra. Det har jeg nok altid været. Min mor gør mange ting for mig. Det er rigtig dejligt at have min mor i nærheden, som gider at gøre de ting, som jeg ikke selv orker, siger Mathias Dam Andersen.

Han er den ældste af en søskendeflok på tre og bor fortsat på gården i Himmerland sammen med sine forældre. Han har ikke travlt med at slippe tilknytningen til sin mor – selvom han i dag er en voksen mand.

Jeg er ikke flov over vores tætte forhold

Udfordringerne kan dog snart melde sig, for Mathias Dam Andersen er en af de landmænd, der i denne sæson søger kærligheden og en livsledsager på TV 2. Han medvirker i PLAY-programmet ’Den unge landmand’ og håber, at en kommende kæreste kan træde i hans mors sted med de praktiske gøremål.

- Hun skal i hvert fald kunne lave mad. Så må hun også gerne hjælpe med at købe mit tøj, forklarer Mathias Dam Andersen og slår fast:

- Jeg er ikke flov over mit tætte forhold til min mor. Det er jeg også åben om, når jeg går på dates. De må tage mig, som jeg er.

På gården i Himmerland sidder hunden altid med til bords.

Mathias Dam Andersens stærke tilknytning til sin mor er ikke usædvanlig for mænd i hans alder, forklarer psykoterapeut Dorit Aagaard, der er forfatter til bogen ’Manden og hans mor’.

Og den tætte tilknytning, der opstår, når mor eksempelvis tager over med alt det praktiske hjemmearbejde, er ikke altid lige sund.

Danske unge flytter senere og senere hjemmefra

Fra 2008 til 2018 er antallet af hjemmeboende i alderen 19-24 vokset med næsten 50.000 personer. Stigningen er sket fra 30,2 til 34,5 procent.

Antallet af 24-årige i den danske befolkning er desuden vokset med 26% gennem de sidste ti år. Dertil er andelen af 24-årige hjemmeboende vokset med 66%.

Danske unge flytter i gennemsnit hjemmefra som 21 år.

Kvinder flytter tidligere hjemmefra end mænd. 

I EU-sammenhæng flytter danskere dog tidligt hjemmefra. Vi bliver faktisk kun overgået af Sverige, hvor den gennemsnitlige unge flytter hjemmefra, når de er 20,7 år. 

Kilder: Danmarks Statistik og Eurostat

Det tætte bånd kan komplicere parforholdet

Dorit Aagaard forholder sig ikke til det konkrete eksempel, men udtaler sig generelt om det særligt tætte bånd, der sommetider er mellem mødre og deres voksne sønner.

- Hvis moren overbeskytter og kommer til at hjælpe alt for meget, så kan hun fastholde sin søn i en uselvstændig rolle. Selvom det egentlig sker i den allerbedste mening, udtaler Dorit Aagaard.

- Det ses i mange familier, og det er faktisk et problem, der er mere udbredt, end mange tror.

De fleste typer mænd kan være påvirket af dette i privatlivet. Alt fra den magtfulde chef, der har succes på arbejdspladsen, til den unge mand, der lige er flyttet hjemmefra. Der er dog nogle typer, det oftest rammer.

- Man plejer at sige, at det typisk kan ramme den ældste søn eller enebarnet. Eller ham, der udelukkende har søstre.

Selvom mænd kan være tæt knyttet hele livet, så bliver det ofte først tydeligt, når de finder en partner. Det fortæller Dorit Aagaard og ridser en række kendetegn op, som, hun oplever, går igen.

- I parforholdet kan denne type mand ofte være reduceret til en slags kulisse i hjemmet, fordi han er afhængig af, at ægtefællen tager over, der hvor moderen slap. Derfor forbliver han i en barnlig umodenhed. I mange tilfælde kaster manden sig ud i en masse arbejde for at undgå konfrontationen.

- De har vanskeligt ved at tage beslutninger i hjemmet, og de ikke er klar over, hvor meget de støtter sig til andre, fortæller psykoterapeuten.

Vores forhold er meget tæt

Tilbage på gården i Himmerland fortæller Mathias’ mor, Heidi Dam Andersen, at deres tætte bånd skyldes, at hun fik Mathias allerede som 19-årig.

- Mit forhold til Mathias er meget tæt, og det er nok fordi, at aldersforskellen ikke er så stor. Jeg hygger mig også godt med hans venner. Så på den måde har vi også et meget venskabeligt bånd, fortæller hun.

Men tror du ikke, at du har gjort Mathias en bjørnetjeneste ved at hjælpe ham i så høj grad?

- Nej, det tror jeg ikke. Mathias’ arbejde på gården tager meget af hans tid. Jeg hjælper ham gerne med madlavning og tøjindkøb. Jeg er god ved ham nu, så han forhåbentlig er god mod mig, når jeg bliver gammel, svarer Heidi Dam Andersen.

Landmanden Mathias tager sine dates med ud i grisestalden.

Heidi Dam Andersen er indstillet på, at Mathias kommer til at flytte fra gården, men hun er overbevist om, at han ikke rykker langt væk.

- Det fint nok, hvis han vælger at flytte fra gården. Men jeg tror ikke, at han vil flytte langt væk. Det, tror jeg ikke, er noget, der ligger til ham. Han er så tæt knyttet til sit hjem, siger hun.

Du kan se de første fire afsnit af 'Den unge landmand' på TV 2 PLAY lige nu.