Kurs mod nord

Mikkel Beha til sin søn om at være far: - Vi har aldrig opdraget vores børn

De to fædre i den kendte sejlerfamilie har sat sig til bordet for at snakke om det at være far. Her er fem udpluk af samtalen.

'Kurs mod nord' vender tilbage på tv-skærmen. I sidste sæson efterlod familien deres skib 'Wallenberg' i Tromsø i Norge, mens de ventede på, at isen skulle tø. Nu er de klar til den sidste del af rejsen mod Svalbard i Nordnorge.

De lange skibsrejser har dog ikke kun været en rejse mod fjerne steder. Det har også været en rejse på et mentalt plan, der har betydet, at familien over årene har knyttet tætte bånd og lært hinanden intenst at kende.

Efter sønnen Emil sidste år selv blev far, er båndet mellem ham og far Mikkel blevet endnu stærkere. Nu ser de hinanden i et nyt perspektiv. Og selvom der er stor forskel på farrollen anno 2019 kontra 1990, da Mikkel blev far, er der også mange ligheder.

Derfor har TV 2 sat Mikkel Beha Erichsen og Emil Midé Erichsen stævne til en snak om opdragelse, rejser, sukker, og hvad de selv har lært af deres egen far.

Her er fem udpluk af den snak, som kortene på bordet lagde op til:

Mikkel og Emil imellem: Fem ting om det at være far

  1. Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

    Mikkel: Troels, min far, sagde altid, at børnene bare skal have nogle kys og noget kærlighed. Og det er nemt at sige, og det lyder meget 70’er-agtigt. Men han mente noget dybere med det. For kys og kærlighed var lig med omsorg og nærvær i hans verden. Det betyder, at man skal give børnene selvtillid og sige: ”Du er god nok.” Når han sagde ’kys og kærlighed’, så mente han altså, at forældrene skulle sende deres børn ud i verden med troen på, at de er et helt menneske. Det, mener jeg også, er det bedste, vi kan give vores unger.

    Emil: Jeg har lært at gå til livet med en vis tro på mig selv. Det har jeg lært, fordi jeg har set på dig. Du er altid gået til et håndværk eller dit job med en tro på, at ”det kan jeg nok finde ud af, hvis jeg øver mig. Eller også fejler jeg, og så prøver jeg en gang til.” Og det har jeg virkelig taget til mig. I mine teenageår var jeg enormt perfektionistisk og troede, at jeg skulle starte med at være god til alle ting. Men jo ældre jeg er blevet, jo mere har jeg lagt det fra mig. Det har gjort mange ting lettere for mig, at jeg ikke skulle mestre alting fra start af.

    Mikkel: Det er vigtigt at lære sine børn, tror jeg. At vejen til noget er fyldt med bump, men at det også kan være der, at det sande eventyr kan ligge, og ikke nødvendigvis som en endestation.

  2. Hvad giver det at rejse med sine børn?

    Emil: Det giver alt det, som vores familie er støbt af. Det giver sammenhold, det giver nærvær, det giver det, at vi i dag er lige så meget venner, som vi er far og søn. Og det er fordi, at vi har kunnet udvikle os sammen i nogle ting. Det starter med, at vi er i far-søn-rollerne, men i takt med, at jeg er blevet dygtigere og dygtigere, så er jeg lige pludselig blevet en sparringspartner.

    Mikkel: Det er fedt at lave noget sammen. At drømme om noget sammen. Have nogle projekter, hvor man bygger noget sammen. Og det behøver ikke være både, det kan lige så godt være et bålsted eller et eller andet, bare man laver noget sammen. Og så må det gerne være i øjenhøjde med børnene, så en lille en på fem år ikke skal løfte den største sten på plads, men derimod have ros for at løfte den, han kan. Bare lav noget sammen som familie. Det er sjovt.

  3. Hvad er jeres forhold til opdragelse?

    Emil: Jeg bliver tit spurgt om, hvad vi har gjort af overvejelser i forhold til opdragelse. Og det eneste, jeg kan sige, det er, at jeg ikke har lyst til at opdrage, men at jeg hellere vil inspirere og vise vej, men jeg har ikke noget ord for det.

    Mikkel: Jeg hader ordet opdragelse. Det er 50’erne, det er den sorte skole, det er smæk over fingrene med linealen. Vi har aldrig opdraget vores børn. Vi har sat grænser og sagt: ”Dertil og ikke længere.” Vi kan kalde det spilleregler, vi kan kalde det alt muligt, men jeg tror, det vigtigste er at huske, at børn kigger opad. Dem, der går i vuggestue, vil kigge på dem, der går i børnehave. Dem, der går i børnehave, kigger på dem, der går i 0. klasse og så videre. Og når de er hjemme hos mor og far, så kigger de på dem. De kigger og kopierer deres opførsel, så når mor og far snakker og opfører sig pænt, så gør børnene det også.

  4. Hvilket ansvar har forældrene, når det kommer til klimaforandringerne?

    Emil: Det er svært at gøre det konkret, men jeg kan blive helt klimadeprimeret ved tanken om, at jeg ikke kan vise Hugo de samme koralrev, som du viste mig. Det kan jeg blive i dårligt humør over, og derfor føler jeg et ansvar, fordi jeg helt egoistisk gerne vil give ham de oplevelser.

    Mikkel: Vi som bedsteforældre har et endnu større ansvar. Altså, det er os, der har givet den gas. Vores generation har sammen med vores forældres generation fløjet, kørt biler, importeret fra Sydamerika og så videre. Så ansvaret ligger også i høj grad hos os. Jo ældre, man er, jo mere ansvar har man for at gøre noget nu og her. Så når de unge står og klimademonstrerer, så er det jo dejligt. Men i virkeligheden burde det være mig og alle de andre i min generation, der står og siger: ”Undskyld. Vi gør noget nu.".

  5. Hvad betød det for dig at blive far?

    Emil: For mig var det en drøm. Jeg har været skruk, siden jeg var 18. Jeg ville så gerne have nogle unger, mens jeg var ung. Og det var også inspireret af dig, fordi vi to altid har kunnet lege sammen. Vi har eksempelvis lært at kitesurfe sammen, fordi det kunne din krop stadig holde til. Og så er det generelt præcis lige så omvæltende at blive far, som alle siger. Det er et kæmpe indgreb i ens liv, bare på den mest fantastiske måde. For jeg savner ikke noget af det, jeg måske ikke kan gøre lige så ofte som før. Så ingen omkostninger. Jeg har set det som en gave.

    Mikkel: Lige præcis, og sådan bør folk også se det store billede. Gaven ved at være tvunget til at lave sine vaner om. Folk snakker altid om omkostningerne ved at lave sine vaner om for at lave et lidt mindre CO2-aftryk eller omkostningerne ved at blive forældre. Se det i stedet som gaven ved at kunne aflevere kloden i en god stand til vores børn. Der er ingen omkostninger i det luksusliv, vi lever i denne del af verden.