Hun rykker ud til 112-opkald: - Det er ikke altid dødsulykkerne, der er de sværeste
Når nogen er i fare, kører Tina Haahr Nørgaard ud med blå blink. Ulykker og død er en del af dagligdagen, men hun har fundet en måde at tackle det på.
Det første hjertestop, Tina Haahr Nørgaard blev kaldt ud til, sidder stadig i hende.
Under hendes praktikforløb som ambulanceredder ankom hun og hendes kollegaer til et hus, hvor en midaldrende kvinde var faldet om.
Kvinden lå i et lille soveværelse, hvor der kun var plads til, at Tina Haahr Nørgaards kollegaer rykkede ind for at give førstehjælp. Imens stod hun selv udenfor i en smal fordelingsgang. Pludselig kastede kvindens datter sig om halsen på den dengang 23-årige praktikant.
Tina Haahr Nørgaard blev overrumplet. Hun vidste, hvad hun skulle forvente rent fagligt, når hun stod over for et hjertestop. Men det var første gang, hun kom helt tæt på et af jobbets svære, følelsesmæssige aspekter.
- Jeg glemmer det aldrig. Datteren var på min alder og at se hende så knust og bange var ekstremt voldsomt, fortæller Tina Haahr Nørgaard, der trøstede den grædende, jævnaldrende kvinde, mens kollegaerne forgæves forsøgte at redde moderen.
I dag er Tina Haahr Nørgaard 32 år gammel og har været med på utallige udrykninger, siden hun blev færdiguddannet som ambulanceredder i 2012.
En almindelig arbejdsdag kan nemt byde på akutte sygdomstilfælde, tragiske ulykker og i værste tilfælde død. Men Tina Haahr Nørgaard har heldigvis fundet en måde at håndtere sit job på, så det ikke knækker hende.
Et job, der slider på psyken
Faktisk er yngre kvinder dem, som oftest oplever at have et psykisk opslidende arbejdsmiljø. Det viser kortlægningen “Arbejdsmiljø og Helbred 2012-2016” fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Hvor 22 procent af de 25 til 34-årige kvinder bliver belastet psykisk af deres arbejde, er tallet kun 17 procent for den gennemsnitlige lønmodtager uanset køn.
Tina Haahr Nørgaard, der i dag arbejder i Region Midtjylland og kører både ambulance og lægebil, kunne nu ikke forestille sig noget andet job end at være ambulanceredder.
Hun oplever en stor tilfredsstillelse i at kunne hjælpe andre mennesker og gøre en effektiv forskel der, hvor der er brug for hende.
De svære møder med pårørende
Selvom de hurtige A-kørsler, der er køreture med fuld udrykning, kan betyde voldsomme oplevelser med meget syge eller tilskadekomne patienter, er det ofte stadig mødet med de pårørende, der rammer hende.
- Når jeg er ude til et trafikuheld eller et hjertestop, ved jeg lige præcis, hvor hårdt jeg skal trykke på brystkassen, hvor vigtigt det er, at patienten får ilt, og hvilken medicin der måske kan hjælpe, forklarer Tina Haahr Nørgaard.
- Men de pårørendes følelser er svære at håndtere. Jeg kan sætte mig i deres sted, men jeg kan ikke fjerne deres smerte.
En anden af jobbets udfordringer er den type ambulancekørsler, der går under betegnelserne C og D.
Her er der ikke udrykning og fuld fart, men det kan være en terminalsyg, der skal fra et sygehus til et andet. Eller en patient, der transporteres til hospice.
- Især hospice-turene er rigtig svære. For du siger jo ikke bare “god bedring” eller “hav det godt”. Du kan bare forsøge at fornemme situationen og være der bedst muligt for patienten og de pårørende, siger Tina Haahr Nørgaard.
Farvel lillefar
Hun husker især en episode med en ældre herre, der skulle køres fra hjemmet til hospice. Det ville tydeligvis blive hans sidste køretur i livet.
Mandens kone åbnende hoveddøren, inden Tina Haahr Nørgaard og hendes kollega havde banket på. Det var tydeligt, at de var ventet, og husets lille stue nærmest dirrede af følelser.
I en hospitalsseng lå den afkræftede mand med en blanding af lettelse, ydmyghed og afmagt i blikket. På et rullebord var der billeder af børn og børnebørn, mens konen stod ved siden af og kæmpede med at holde tårerne tilbage.
Inden Tina Haahr Nørgaard og hendes kollega kørte manden ud af rummet, bukkede hans kone sig ind over ham, kyssede ham forsigtigt og sagde “farvel lillefar, vi ses derude”.
- Det er ekstremt følelsesladet at stå i sådan en situation. For hvis han dør på vej ud til hospice, så er det virkelig sidste gang, hun ser ham. Det er pludselig nogle meget skarpe følelser i et meget stille rum, forklarer Tina Haahr Nørgaard.
Manden klarede turen. Han sov det meste af vejen, og Tina Haahr Nørgaard fornemmede, at han bare var glad for, at hun sad med ham bagerst i ambulancen og var til stede. Men det er en tur, hun aldrig glemmer.
Bruger kollegaer
Når hun har haft de ekstra svære oplevelser, bruger hun sine kollegaer. De kender både til de hårde hospice-ture, ligesom de kender til scenen på et ulykkested.
De har oplevet lugten af benzin, der flyder, gassen, der siver fra en eksploderet airbag. De ved, hvordan det er at stå på en tæt trafikeret motorvej med liv og død mellem hænderne, og de ved, hvordan det er at stå over for mennesker i krise.
- Ved en trafikulykke er der alle de her små detaljer, som er svære at dele med udenforstående. Mange forestiller sig nærmest, at det er en slags dummy-dukker, vi står overfor, men det er jo rigtige mennesker af kød og blod, siger Tina Haahr Nørgaard.
Hun og kollegaerne taler ofte de barske ture igennem, inden de sætter sig tilbage i bilen. De vender, hvad de hver især har oplevet, og om der var noget, der kunne være gjort anderledes.
- Vi kan også altid ringe til hinanden uden for arbejdstid. Hvad end jeg har brug for at snakke en svær oplevelse igennem to eller tusind gange, kan jeg regne med, at mine kollegaer er der for mig.
- Det er en supergod måde for mig at arkivere voldsomme oplevelser på. De bliver aldrig glemt, men når jeg får talt om dem, bliver de arkiveret i stedet for at svæve frit og ubearbejdet rundt, forklarer hun.
Mentalt højrisikojob
Netop kollegaer er altafgørende, når man er i et såkaldt mentalt højrisikojob, hvor man risikerer at få mange barske oplevelser med hjem.
Det fortæller psykologfaglig uddannelseskonsulent Karina Damsgaard Nørby fra Region Midtjylland, der har en baggrund som krisepsykolog i forsvaret.
Hun understreger også, hvor vigtigt det er at få talt om de oplevelser, som har gjort ekstra indtryk. Hun sammenligner det med at pleje et sår.
- Hvis vi bare klasker et plaster på uden at få det luftet og renset, kan såret blive betændt og i virkeligheden blive meget værre. Det er det samme med psyken. Vi kan ikke pakke de svære ting væk uden at sikre os, at vi får renset og luftet ordentlig, så eventuelle flænger heler op bedst muligt.
Det kan godt være, der kommer små ar, og man skal acceptere, at de er en del af ens liv, uden at det betyder, man skal kigge på dem hele tiden, uddyber Karina Damsgaard Nørby.
Ifølge hende kan ambulancereddere og andre udrykningsfolk klare en større mængde af svære situationer end almindelige mennesker, fordi de forberedt.
- Når de ifører sig deres uniform og tager på arbejde, ved de, at der kan ske noget voldsomt og uventet hele tiden. Men de har kompetencerne og er klædt på til de opgaver, de møder. Og så har de deres kollegaer, der er gode til at hjælpe med at få behandlet de sår, der kommer undervejs.
Blå blink-fod
Tina Haahr Nørgaard mærker også en slags klargøringsproces, når hun trækker i arbejdstøjet. Og sidder hun i ambulancen eller lægebilen, mens de blå blink og sirenen kører, bliver kinderne røde og sanserne ekstra skærpet. Så er hun for alvor på job.
Hun husker stadig den første gang, hun selv sad bag rattet under en udrykning. Hun var i begyndelsen af sin uddannelse og kørte stille og roligt på en vestjysk landevej sammen med to erfarne reddere, da ambulancen pludselig blev kaldt ud på en opgave.
Med sin teoriundervisning og timerne fra køreteknisk anlæg med i bevidstheden satte hun farten op og blev godt guidet af sine kollegaer undervejs.
- Jeg kunne fornemme, hvordan min fod dirrede på speederen, fordi jeg havde så meget adrenalin i kroppen. Vi kalder det “blå blink”-fod. Det er helt almindeligt for nye reddere at opleve de første gange, de kører stærkt, forklarer Tina Haahr Nørgaard.
I dag ryster foden ikke længere, når speedometeret læner sig helt mod højre, men sanserne er lige højtændte og skærpede.
Stemningen i kabinen skifter fra let og afslappet til alvorlig og fokuseret, så snart vognen bliver kaldt ud på en udrykningstur.
Når redderne kører med udrykning, er alle i kabinen 100 procent fokuseret.
Trafikken bliver konstant analyseret. Hvilke biler har ikke fået øje på udrykningskøretøjet, hvor er der plads, er der fartbump, lyskryds eller fodgængerfelter, kommer der sving, er vejbanen glat.
Der er ingen faste grænser for, hvor hurtigt et udrykningskøretøj må køre. Hvis der ikke er trafik på motorvejen, kommer farten ifølge Tina Haahr Nørgaard hurtigt op 170 – 200 kilometer i timen.
Hun har aldrig været bange for det ansvar, der følger med den høje hastighed, fordi hun takket være sin uddannelse og sin erfaring bag rattet ved, hvordan hun skal håndtere bilen.
For nogle år siden var hun dog involveret i en mindre ulykke under en udrykning. Heldigvis uden personskader. Men ambulancens hjul blev skævt, og bilen havde svært ved at køre.
Derfor tog Tina Haahr Nørgaard og hendes kollega deres reddertasker ud af bilen, lånte en cykel af en forbipasserende og skyndte sig at trække cykel og førstehjælpsgear de sidste 500 meter hen til patienten, inden de fik assistance - og et lift hjem til stationen.
- Den oplevelse krævede lige en ekstra kop kaffe, og det sidder da i baghovedet, at vi også kan køre galt. Men vi har stor respekt for at komme hurtigt og sikkert frem uden at udsætte andre eller os selv for fare. Kommer vi ikke frem, kommer hjælpen ikke frem, lyder det fra Tina Haahr Nørgaard.
Kræver robusthed
Ifølge psykologfaglig uddannelseskonsulent Karina Damsgaard Nørby kræver et job som ambulanceredder en særlig robusthed. Men med robusthed mener hun ikke, at man lukker ned for sine følelser. Tværtimod, at man er robust nok til at håndtere dem.
Når man i sit job ser så mange svære ting, som en redder gør, skal man kunne klare følelsen af afmagt. Man skal kunne affinde sig med, at man måske ikke kan fikse det, men gør, hvad man kan. Og så kan man tage hjem uden at tænke på død og ødelæggelse resten af aftenen, forklarer hun.
- Folk har forskellige strategier til at slippe jobbet. Nogle går til dans, andre tager en løbetur, og nogle går hjem og leger med børnene. For andre igen virker det at fokusere ekstra meget på det gode, de har i deres eget liv, frem for det forfærdelige, de kan møde i arbejdstiden.
Målet er at gøre en forskel
Når Tina Haahr Nørgaard hænger sin uniform ind i skabet eller smider den til vask, bliver hun til privatpersonen Tina. Men hun har for længst accepteret, at “hendes arkivskab” følger med, og at hun nogle dage bliver ekstra berørt.
- For mig er det kun menneskeligt, at jeg kan blive påvirket af at have været ude til et trafikuheld, hvor nogen er slået ihjel. Eller at jeg kan blive berørt af pårørendes sorg, forklarer hun.
- Det er da tankevækkende, at det, vi oplever på en dag, kan være mere end almindelige mennesker oplever på et helt liv. Vi kan køre direkte fra starten til slutning på livet. Fra et hjertestop til en fødsel.
For hende betyder en god arbejdsdag, at hun har lettet nogle ellers svære øjeblikke for patienterne eller givet pårørende ro til at være i deres magtesløshed eller sorg.
- Det er enormt givende at vide. Det kan godt være, jeg ikke har løst alt, men jeg har hjulpet lidt og gjort en markant forskel for nogen.