Følg mig

Da influenceren Daniel Hoff takkede nej til alkohol, spurgte vennerne, om han var okay

Daniel Hoff har godt kunnet mærke, at hans forældre har været bekymrede for hans måde at drikke på. Lasse Lundberg / TV 2

Efter at have set sit alkoholproblem i øjnene har Daniel Hoff lært sig selv endnu bedre at kende.

Daniel Hoff sad alene i sin lejlighed. Han var ked af det.

Forholdet med hans forlovede var gået i stykker, og han havde begravet sig i arbejde og fester.

I druk. Alt for meget druk.

Men nu var der stille.

Det føltes, som om det hele mudrede sammen for ham. Han var begyndt at drikke sine tømmermænd væk og prioriterede helt forkert.

Da han sad der alene i sin lejlighed i Københavns indre by, stod det pludselig klart. Ingen vidste, hvordan han havde det. Sådan i virkeligheden.

For jyden i ham havde altid svaret: ”Det går da godt”, når folk havde spurgt.

Men det gik ikke godt. Det gik ad helvede til.

Et usundt alkoholforbrug

Om Daniel Hoff

Fulde navn: Daniel Obenhausen Hoff

Alder: 35 år

Geografi: Fra Give i Jylland, er ved at flytte fra København til Århus

Udannelse: Multimedie- og grafisk designer

Har blandt andet:

  • arbejdet i Casper Christensens bureau Douglas Entertainment (FunnyHAHA og Live fra Bremen)
  • arbejdet på Nordisk Film ('Menneskeforsøg' på DR)
  • arbejdet som ideudvikler, tilrettelægger, b-foto og klipper i produktionsselskabet United (De unge fiskere, Holder Danmark i live)
  • arbejdet for Splay som udvikler og tilrettelægger

35-årige Daniel Hoff har i en årrække levet af at være influencer. Han har særligt sat sit aftryk på det store internet med karakteren Jyden, som han skabte i starten af 2015.

Videoen gik viralt på Facebook, og antallet af følgere steg fra 1000 til 100.000. Folk var vilde med den bøvede ungkarl, der elskede Captain Morgan med cola og sænkede biler.

Daniel Hoffs karakter, Jyden, elsker Captain Morgan og cola.

Men livet i overhalingsbanen med kendisfester, festivaler og awardshows har haft konsekvenser. For når der blev råbt: ”Sidste omgang!”, var det svært for Daniel Hoff at tage sin jakke og gå hjem.

Det udviklede sig til et alkoholforbrug, der var usundt.

Men Daniel Hoff har valgt at sige det højt. Og i dag er han gået fra at stå som Jyden og sprøjte vand ud over unge gymnasiepiger- og drenge til at holde foredrag om bagsiden af influencer-livet for selvsamme gruppe unge mennesker.

Et SoMe-univers med gang i

Det gik for alvor galt, da Daniel Hoff og hans forlovede gik fra hinanden i foråret 2018. Men problemerne startede egentlig allerede inden.

Sommeren 2017 var han med på turné med Gulddreng og var konferencier til L.O.C’s koncerter. Og her fik den ikke for lidt.

På hans Instagram-profil dukkede det ene kendis-selfie efter det andet op i et sammensurium af fis og ballade, kærestebilleder og sponsorerede opslag.

På dette tidspunkt fulgte så mange mennesker med i Daniel Hoffs liv, at han kunne leve af at være influencer, dj, konferencier og meget mere.

Følgernes opmærksomhed føltes fantastisk. Og han lukkede dem med ind i et SoMe-univers af efterfester, backstagelokaler og tourbusser.

Daniel Hoff drak for at komme i gear til at møde publikummet, for at føle sig tilpas i selskab med de store stjerner og for at falde til ro og slappe af.

Men da festivalsæsonen var slut, fortsatte Daniel med at feste i samme høje gear. Og det hjalp ikke på alkoholforbruget, da han blev single. Han druknede sine sorger i alkohol og fester.

Her står Daniel sammen med Gulddreng og hele Guldholdet.

Sagde det højt

Det var i denne periode, at han sagde ja til at medvirke i første sæson af ’Følg mig’. I programmet mødte seerne en Daniel, der havde krise. Identitetskrise.

Han kæmpede med kærestesorger, dalende antal følgere og frygten for ikke at være god nok.

Men han kæmpede også med et usundt alkoholforbrug. Det turde han bare ikke stå frem med.

Det gør han til gengæld nu. For da optagelserne til den nye sæson af ’Følg mig’ gik i gang, var Daniel startet i en form for alkoholterapi.

Da Daniel sad ædru og alene i sin lejlighed, besluttede han sig for, at han ikke længere ville holde sine følelser hemmelige.

Og næste morgen ringede han til sin ven og fortalte, hvordan han i virkeligheden havde det.

Vennen kendte til en alkoholbehandler og coach, som han anbefalede til Daniel. Og det var et stort, men vigtigt skridt for Daniel at tage, da han ringede og fik en tid.

Bange for at dø

I perioden op til opkaldet havde Daniel kæmpet med panikangst.

Det hektiske liv med arbejde rundt omkring i landet, fest, druk, for lidt søvn og kærestesorger trickede angstanfaldene.

Det startede med, at halsen strammede sammen, og Daniel fik synkebesvær. Jo mere bevidst han blev om, at det føltes svært at synke og trække vejret, jo hurtigere bankede hans hjerte.

Daniel kunne ligge om natten og være bange for at falde i søvn. For hvad hvis han ikke vågnede igen? Hvad hvis han døde?

Og Daniel følte sig alene med det.

Han havde længe skjult sig bag alt det fede og festlige, som han viste frem på de sociale medier.

Derfor hjalp det ham meget at fortælle om sine tanker og følelser til alkoholbehandleren, som Daniel kalder terapeut.

- I virkeligheden er jeg måske lidt genert. Jeg går meget op i, hvad folk synes om mig, og jeg vil gerne have, at alle kan lide mig, siger Daniel Hoff.

Drikker for at turde

- Han dunkede mig ikke i hovedet. Han lyttede bare, siger Daniel Hoff.

Samtalerne med terapeuten gjorde også, at Daniel fik afmystificeret sine følelser.

Faktisk indså han, at han måske havde gået så længe med det for sig selv, at det var blevet meget værre, end det i virkeligheden var.

Han brugte nemlig meget tid på at dunke sig selv i hovedet, hver gang han var til fest og drak sig fuld. Han fik en følelse af, at det var forkert, at han drak.

Samtalerne fik ham til at indse, at det ikke er forkert at feste og have det sjovt. Men at han bare gjorde det for meget.

- Det har været meget sådan, at hvis jeg havde fået en bajer, så drak jeg ti, for så var det jo lige meget. Nu havde jeg jo ødelagt det, fortæller Daniel.

Daniel Hoff har mange billeder på sin Instagram-profil, hvor han drikker alkohol.

Terapeuten forklarede ham, at han skulle lade være med at tænke sådan. I hvert fald hvis han ville have et almindeligt forhold til alkohol.

Alkoholbehandlingen har fået Daniel til at indse, at han i bund og grund er bange for ikke at være god nok.

Og han har brugt alkoholen til at fjerne genertheden. For når han drikker, tør han fylde noget i rummet.

- Og det er pisseirriterende, for jeg har fundet ud af, at det virker, siger han.

Daniel Hoff arbejder også som DJ og konferencier.

Blevet mere bevidst

Samtalerne har ikke fået Daniel Hoff til at stoppe med at drikke. Men han er blevet meget mere bevidst om, hvornår han drikker, og hvorfor han drikker.

For det er, når han er stresset og ked af det, at det ikke er godt for ham at drikke meget.

- Jeg er nok måske i virkeligheden lidt en kvartalsdranker, siger han.

For det er mest i perioder. Og han fortæller, at han kan sagtens lade være med at drikke.

Eksempelvis drak han stort set ikke i hele oktober.

Daniel Hoff har været åben omkring sin "sober october" på sin Instagram-profil.

- Jeg drikker bare ikke idag...

Efter Daniel Hoff var startet i terapi og havde perioder uden alkohol, har han oplevet den danske drukkultur på en helt ny måde.

- Den er for vild, altså, siger han og husker tilbage på en surprise-fest, han deltog i uden at drikke.

Her blev han spurgt om, hvad han ville have at drikke, og da han svarede, at han bare skulle have en danskvand, kiggede folk mærkeligt på ham. Flere spurgte, om han var okay.

Det kom bag på Daniel, der svarede:

- Ja, jeg drikker bare ikke i dag. Det er tirsdag…

Han kunne mærke, hvor svært det ville blive at sige farvel til den fjollede festabe og goddag til den seriøse satiriker. Men det var det, han ville.

Daniel Hoff fortæller, at han er meget mere opmærksom på, hvordan han opfører sig, når han er ædru.

Arbejde, der giver mening

Der er sket meget, siden optagelserne til anden sæson af ’Følg mig’ i foråret 2019.

Daniel Hoff har for det første fået det bedre med sig selv, og han har også fået bedre styr på sit alkoholforbrug.

Derudover er han blandt andet blevet hyret som satirekonsulent hos virksomheden Hungry og har udviklet podcastformatet ’Jeg er lige død’, som bliver udgivet hos Euroman.

I podcasten taler Daniel Hoff med en række kendte danske mænd om døden og giver dem muligheden for at skrive deres egen nekrolog.

Og skiftet fra kun at lave influencer-lir med et ungt publikum til mere fast arbejde med et voksent publikum betyder noget helt særligt for Daniel.

Dette billede er taget lige efter, Daniel Hoff er færdig med at optage podcasten 'Jeg er lige død'. Rapperen L.O.C var gæsten.

For Daniel vil i bund og grund bare gerne lave det, han elsker. Nemlig at underholde.

Det er sådan set lykkedes med Jyden-karakteren. Og selvom han er stolt af Jyden og alt det fis og ballade, han gennem årene har lavet på de sociale medier, har han længe savnet at blive anerkendt for noget med mere tyngde.

- Al anerkendelse er fed, men det er da federe, at Brian Mørk siger, at det var fedt at være med i min podcast, og at jeg har en fået en god idé, end at få likes for en fjollet Jyden-video.

Noget af det, der også giver tyngde og mening for Daniel Hoff, er, når han holder foredrag om, hvordan det også er at være influencer.

Her fortæller han om alt fra det superfede til det forfærdelige.

- Det er ikke for at være en 'tudefrans'. Men det er meget fint at sige: ”Hey, sådan her er det også. Og selvom det hele kan være lort, skal det nok gå”. Det har jeg selv nogle gange haft godt af at høre andre sige, siger Daniel.

For ligeså sjovt det er at fyre den af som Superstar DJ i de sene nattetimer på landets gymnasier, ligeså vigtigt føles det at troppe op en tirsdag formiddag uden tømmermænd.

Du kan se Daniel Hoff og en række andre influencere i anden sæson af 'Følg mig' på TV 2 PLAY.