16x9

Fødte i bilen på vej til hospitalet: - Det var en drømmefødsel

Betalt partnerskab med Renault

Pernille Halkjær Olsen og hendes mand havde håbet på en harmonisk fødsel på sygehuset, men datteren kom til verden på forsædet af familiens bil.

De første veer kom et par timer efter midnat. De var meget uregelmæssige og gjorde ikke rigtig ondt. Så højgravide Pernille Halkjær Olsen lod sin mand og parrets dengang knap toårige datter sove videre.

Selv stod hun op og spiste lidt knækbrød, inden hun forsøgte at få lidt mere søvn. Hun var gået otte dage over sin terminsdato og havde store forventninger til, at hendes forestående fødsel blev en tryg og rolig affære.

square to 16x9
Lidt efter midnat mærkede højgravide Pernille Halkjær Olsen de første veer. Foto: Alex Decker

Fødslen af datteren, Anna, små to år forinden havde nemlig været en frustrerende oplevelse. Niveauet af smerter havde været overvældende, og Pernille Halkjær Olsen havde især fundet den timelange pressefase udmattende.

Fødeafdelingen havde været overbelagt, og det betød, at fødslen ikke foregik på en rigtig fødestue, men en hvilestue, og hun og hendes mand, Christian Ørneborg Thomsen, havde flere gange savnet opmærksomhed fra personalet.

Parret var derfor meget opsatte på, at fødsel nummer to skulle være anderledes. De havde både talt med hinanden og med fødeafdelingen på Horsens Sygehus om, at de håbede på rolige omgivelser og en rigtig fødestue denne gang. Helst også en fast jordemoder, der kunne være med dem hele vejen igennem.

Når livet kører

Denne artikel er en del af artikelserien ’Når livet kører’, der præsenteres i samarbejde med Renault.

Men det blev en noget anden fødsel, end parret havde forestillet sig. Familiens lille, nye medlem blev nemlig født på forsædet af bilen - bare 500 meter fra sygehuset.

square to 16x9

Fødsler på de danske veje

Hvert år bliver der ifølge Danmarks Statistik født omkring 60.000 børn i Danmark. Langt de fleste fødsler foregår på landets sygehuset eller er planlagte hjemmefødsler, men de sidste par år er næsten 200 børn årligt kommet til verden, mens forældrene er på vej til fødegangen. Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

I de tilfælde ender fødestedet som regel med at være i en bil, der holder i vejkanten på en landevej, i nødsporet på en motorvej eller på en rasteplads.

Civil udrykning

Sådan er reglerne

Jordemoder Kathrine Kjær Møllvang, der til daglig arbejder på Skejby Sygehus, har flere gange oplevet at skulle rådgive telefonisk under bilfødsler. Ifølge hende er det oftest kvinder, der bor forholdsvis tæt på sygehuset, der ikke når at komme ind på fødegangen.

Det kan skyldes, at de tidligere har oplevet en lang, sej første fødsel, men pludselig er der nogle mekanismer, der får deres anden fødsel til at gå lynhurtigt.

- En sjælden gang kan det dog også være førstegangsfødende, der tror, at en fødsel altid tager lang tid, og at de derfor skal vente med at tage afsted til sygehuset, fortæller Kathrine Kjær Møllvang.

Pludselig ve-storm

Den nat Pernille Halkjær Olsen begyndte at mærke de små, nivende veer i familiens rækkehus i Skanderborg, var hun overbevist om, at der var god tid til at nå frem til fødegangen. Under sin første fødsel havde hun jo haft veer i timevis.

square to 16x9

Men tidligt om morgenen tog veerne pludselig til og kom med helt korte mellemrum. Da hendes mand, Christian Ørneborg Thomsen, så hvordan hun lå sammenvredet af smerter og skreg ned i hovedpuden, tog han en hurtig beslutning.

De kunne ikke vente halvanden time på, at hans mor skulle komme fra Nordjylland for at passe datteren som planlagt. Med den ve-storm, hans kone var ramt af, turde han ikke vente længere. De måtte afsted mod Horsens Sygehus.

Han fik vækket Anna på 21 måneder, gjort hende klar og placeret hende i autostolen på bagsædet af familiens bil. Dernæst gjaldt det om at få Pernille Halkjær Olsen i tøjet og sat ind på forsædet.

square to 16x9
Christian Ørneborg Thomsen skulle reagere hurtigt, da han så sin kone sammenvredet af smerter. De skulle på hospitalet. Hurtigt. Foto: Alex Decker

- Jeg slæbte hende nærmest ned af trappen. Hun kunne slet ikke overskue rejsen fra soveværelset og ud i bilen og knækkede sammen med veer flere gange undervejs, fortæller Christian Ørneborg Thomsen.

Med en jordemoder fra sygehuset i telefonen, der blev sat på bilens speakersystem, blev han forsikret om, at alt nok skulle gå. Personalet på fødegangen var klar til at modtage dem.

Jordemoderen forsøgte at guide Pernille Halkjær Olsen i, hvordan hun skulle trække vejret, men hun havde ingen kontrol over sin krop og havde svært ved at fokusere på jordemoderens instrukser.

square to 16x9

Veerne skyllede ind over hende, og det eneste hun tænkte på var, at hun ville frem til sygehuset, så hun kunne få noget smertestillende.

Hulemandsagtig mission

Imens Pernille Halkjær Olsen forsøgte at trække vejret igennem de galopperende veer, kørte hendes mand til. Rigtig godt til. Med adrenalinet pumpende i kroppen og foden på speederen var han i sin egen verden.

- Jeg var helt hulemandsagtig. Jeg havde kun en mission, og det var at komme til Horsens. Vi skulle bare frem til det sygehus, så Pernille kunne få noget hjælp og tryghed, husker han.

En søndag morgen klokken halv seks var der heldigvis ingen trafik på turen fra Skanderborg til Horsens. Det burde maksimalt tage en halv time, og både Christian Ørneborg Thomsen og Pernille Halkjær Olsen var stadig sikre på, at de nok skulle nå frem.

square to 16x9
Med en halv time til hospitalet var både Christian og Pernille overbevist om, at de nok skulle nå frem i tide. Foto: Alex Decker

- Det var helt utænkeligt for mig, at jeg ville føde i bilen. Jeg blev ved med at tænke på, at min første fødsel havde taget flere timer, og pressefasen i sig selv havde varet en time. Så jeg gik slet ikke i panik, fortæller Pernille Halkjær Olsen.

Men pludselig fik hun en voldsom pressetrang. Hun råbte til sin mand, at han skulle holde ind til siden. Mellem benene kunne hun fornemme, at babyens hoved var på vej ud.

Hun skyndte sig at få krænget sine bukser ned om knæene og skreg, at hun ikke kunne holde tilbage. Pressetrangen var for stor, og med barnets hoved på vej ud, gav jordemoderen Pernille instruks om at presse med ved næste ve.

Blev “skudt ud”

Christian Ørneborg Thomsen var så optaget af sin mission om at nå frem til fødegangen, at han nærmest var irriteret over at blive afbrudt.

Han gjorde dog som han fik besked på, og bremsede hårdt op på den mennesketomme villavej, der grænsede lige op mod sygehuset.

square to 16x9
Christian Ørneborg Thomsen tog imod sin datter i vejkanten. Foto: Alex Decker

Her nåede han lige tidsnok om på Pernilles side af bilen til bogstavelig talt at gribe nyfødte Esther, der kom efter bare endnu en presseve. Han fik fat under hendes arme, og så blev hun nærmest “skudt ud”, fortæller han.

Pernille Halkjær Olsen fik lagt sin lille pige ind under sin trøje for at holde hende varm og ligge hud mod hud.

Hun var lammet over den surrealistiske oplevelse. Men hun kan stadig genkalde sig fornemmelsen af lettelse, da Esther kom ud.

- Både fordi smerterne stoppede i samme sekund, hun var ude, og fordi glæden over at høre hende græde, var så stor. Alt var godt, fortæller Pernille Halkjær Olsen.

square to 16x9
Efter fødslen satte den lille familie kursen mod hospitalet for at sikre, at alle var ok. Foto: Alex Decker

Så snart Christian Ørneborg Thomsen havde hørt, at Esther trak vejret og skreg, kastede han sig tilbage i førersædet og bankede sømmet i bund igen for at køre de sidste 500 meter hen til sygehuset.

- Det var ikke noget med at stå og tælle fingre og tæer eller pussenusse i flere minutter. Mit mål var stadig at komme frem til hospitalet hurtigst muligt. Mine hænder var nu lidt snaskede, og jeg skulle anstrenge mig for at holde fast i rattet og skifte gear, husker han.

Alle kan tage imod et barn

Når jordemoder Kathrine Kjær Møllvang har en bilfødsel i røret, er det vigtigste for hende er at hjælpe med at skabe ro. Forældrene skal have en følelse af, at de ikke er alene, og at hun er med dem i forløbet.

Hun spørger også løbende ind til, hvor parret befinder sig, så der eventuelt kan blive sendt en ambulance ud for at møde dem, hvis det er tid til det.

- Men hvis det er lige op over, beder jeg dem holde ind til siden, for når pressetrangen melder sig, er det vigtigt, man er klar til at gribe barnet. Jeg plejer dog at sige, at alle kan tage imod et barn. Det er aldrig et stort problem, når barnet vil ud, det er først et problem, hvis barnet ikke vil ud, slår Kathrine Kjær Møllvang fast.

square to 16x9

Under en bilfødsel instruerer hun altid den fødende kvindes mand i, at han skal forme sine hænder til en lille vugge, der kan tage imod, når barnet bliver presset ud. Dernæst er det vigtigt med et tørt klæde, der kan holde babyen varm. Det kan være et håndklæde eller fars t-shirt, der bliver lagt over babyen, efter den er lagt op på sin mors bryst.

Moderkagen og navlesnoren skal man lade være, for det bliver ordnet, når man kommer frem til hospitalet, lyder det fra jordemoderen.

Glemte alt om storesøster undervejs

Få minutter efter Esther blev født, racede Christian Ørneborg Thomsen med hvinende dæk hen imod det hold af læger, jordemødre og sygeplejersker, der ventede på at tage imod Pernille Halkjær Olsen og Esther ved Horsens Sygehus.

square to 16x9

Mens mor og datter blev sat i en kørestol, lænede han sig selv op af sin parkerede bil for at falde lidt ned. Først da en sygeplejerske, der stod ved siden af ham, fik øje på den spilvågne Anna på bagsædet, kom han i tanke om sin ældste datter.

Turen hjemme fra Skanderborg havde været så intens, at både han og hans fødende kone havde glemt alt om Anna, der havde siddet musestille i sin autostol.

Den nybagte storesøster blev passet af en sygeplejerske og hyggede sig med saftevand og kiks, inden hun blev hentet af sin farmor.

square to 16x9
Storesøsteren blev passet af en sygeplejerske og hyggede sig. Foto: Alex Decker

Pernille Halkjær Olsen fødte moderkagen, og da hun og Esther var blevet undersøgt, blev familiens bil kørt frem igen.

På hjemvejen kørte de forbi villavejen, hvor Esther var blevet født. De kunne huske, at det var foran et af vejens gule huse, men ikke hvilket. Derfor besluttede de sig for et vilkårligt hus omtrent der, hvor de mente, fødslen var foregået. De snuppede et billede, inden resten af dagen stod på babylykke, nybagte boller og bilrengøring hjemme i Skanderborg.

Drømmefødsel

Selvom fødslen var noget anderledes end Pernille Halkjær Olsen havde drømt om, ville hun ikke have været den foruden. Faktisk foretrækker hun sin fødselsoplevelse nummer to frem for nummer et.

- I bakspejlet var det en drømmefødsel, og jeg er dybt taknemmelig for, at det gik så hurtigt. Jeg slap for at ligge med smerter i timevis ligesom sidst. Nu var jeg bare i situationen, og der var ikke tid til at reflektere så meget. Jeg skulle føde, og Christian skulle køre bil. Det var det, det handlede om.

Der er også en anden grund til, at hun er glad for Esthers noget specielle fødselshistorie.

- Med Anna lavede jeg en graviditetsdagbog, mens jeg ikke engang kan finde Esthers scanningsbilleder. Nu har hun i det mindste den gode historie med sig, siger Pernille Halkjær Olsen smilende.

For Christian Ørneborg Thomsen står Esthers turbo-ankomst også udelukkende som en positiv oplevelse.

- Men det har nok set sjovt ud, hvis der er nogen, der har stået og set hele det scenarie udfolde sig på villavejen, mens de har drukket morgenkaffe, griner han.

Få timer efter fødslen

Esther få timer efter fødslen
Esther få timer efter fødslen Foto: Privatfoto
Anna var med i bilen, mens Ester blev født på forsædet. Her sidder de sammen i rolige omgivelser dagen efter fødslen.
Anna var med i bilen, mens Ester blev født på forsædet. Her sidder de sammen i rolige omgivelser dagen efter fødslen. Foto: Privatfoto
Her ses Christian og Esther et par timer efter, hun er født. Billedet er taget på den gade i Horsens - hvor Ester kom til verden.
Her ses Christian og Esther et par timer efter, hun er født. Billedet er taget på den gade i Horsens - hvor Ester kom til verden. Foto: Privatfoto

Mød familien i dag

square to 16x9
. Foto: Andreas Bang Kirkegaard
square to 16x9
. Foto: Andreas Bang Kirkegaard
square to 16x9
. Foto: Andreas Bang Kirkegaard