Mikkel Beha drømmer om nye rejser - vil gerne afsted igen
Særligt fem oplevelser i Nordnorge vil Mikkel Beha Erichsen aldrig glemme. Her fortæller han, hvilke tanker familien gør sig om det næste eventyr.
De har krydset det vilde Barentshav, dykket med spækhuggere og set både isbjerge kælve og vilde isbjørne på jagt efter føde.
Alt sammen har seerne kunne følge i 'Kurs mod nord'. Men nu er det slut med at komme med på eventyr – i hvert fald lige foreløbigt.
- Vi kom hjem med Wallenberg her i sensommeren, og skibet ligger nu oppe i en havn i Isefjorden. Og vi aner ikke, hvad vi skal næste gang, siger Mikkel Beha Erichsen.
Der er dog stadig drømme.
Havde lyst til at komme hjem
Inden rejsen havde han overvejet, om de skulle forbi Grønland på vejen hjem. Men da de nåede til slutdestinationen, ø-gruppen Svalbard, var han ikke i tvivl om kursen derfra:
Hjem.
- Det har været et intenst år. Som nogle måske ved, var det også det år, hvor vi skulle tage afsked med min far. Samtidig skulle vi gøre Wallenberg klar til ekspedition, jeg skulle lære en masse om iskort og lykkes med at sejle til Svalbard. Så da jeg nåede dertil, havde jeg bare lyst til at komme hjem, fortæller Mikkel Beha Erichsen.
Siden familien vendte tilbage til København, har han brugt tiden på at klippe de sidste 'Kurs mod nord'-programmer, udgive en bog og holde foredrag rundt i landet.
Samtidig har Mikkel Beha Erichsen og de tre sønner – Emil, Theis og Alfred Midé Erichsen – optaget programmerne 'Weekend på Wallenberg' til TV 2 PLAY, som har premiere onsdag 11. december.
Og mens alt det har rullet, er de nye drømme om at rejse langsomt begyndt at spire.
Nord, syd, øst eller vest?
Lige nu har de ikke nogle konkrete planer om at rejse til et bestemt sted. Men med årene har Mikkel Beha Erichsen dog også lært, at det faktisk fungerer ret godt sådan i familien.
- Så er der plads til at lade mange drømme spire, tage form og se på, hvilke der kunne blive virkelige. Og det er der, vi er nu. Vi går med en masse drømme, men vi har ikke taget nogen beslutning endnu. Hverken om det bliver nord, syd, øst, vest – eller hvornår det bliver, siger Mikkel Beha Erichsen.
De ved bare, at de gerne vil afsted igen på et tidspunkt.
Lige nu nyder familien dog at være hjemme og se tilbage på oplevelserne i de arktiske farvande.
På vej hjem fra Svalbard skrev Mikkel Beha Erichsen en række breve til sin far, Troels Kløvedal. Dem kan du læse i historien her:
Herunder fortæller Mikkel Beha Erichsen om de fem af de største oplevelser, som han særligt husker fra rejsen mod nord:
Mikkel Behas fem største oplevelser på rejsen mod nord
Vi var sammen om det
- Den største og altdominerende oplevelse har for mig været at gøre det sammen med alle de andre. At vi kunne dele den her rejse sammen som familie og med to gode venner fra Siriuspatruljen. At sejle med Hugo, vores første barnebarn, og have ham så tæt på det første år af hans liv har været en kæmpe gave.
Isbjørnenes land
- Det lykkedes os at komme i land på den her lille ø Bjørnø midt ude Barentshavet og efter det på Svalbard-øerne. Det er isbjørnenes land, og det var fantastisk at være steder, hvor det ikke er os mennesker, der sætter spillereglerne. På Svalbard bor der omkring 2000 mennesker og 3000 isbjørne. Møder man deroppe en sulten isbjørn, er der ingen tvivl om, hvem der er stærkest. En han-isbjørn kan veje op til 800 kilo, kan løbe 55 kilometer i timen, lugte mennesker på flere kilometers afstand og ser os ikke som en fare, men mere som et potentielt godt måltid. Her er naturen og dyrene stærkere end os, og de steder er der ikke så mange tilbage af i verden.
Palle alene i verden
- Vi sejlede i efteråret – uden for den normale sæson - og derfor havde vi også nærmest hele Norges vestkyst for os selv. Udover to sejlskibe så vi i de måneder kun fiske- og arbejdsskibe – men ellers havde vi denne enorme skærgård helt for os selv. Vi kunne sejle hele dage uden at møde andre og få den vidunderlige følelse af at være "Palle alene i verden" og være meget langt væk fra alting. Og vi var jo bare i nabolandet Norge.
Flammende nordlys
- Vi var på tur i Finnmarken med vores gode venner fra Siriuspatruljen. Her overnattede vi i minus 20 grader – under åben himmel og under flammende Nordlys. Vi var virkelig ude i en verden, som ingen af os kender. Men godt pakket ind af vores to arktiske eksperter fik vi en kæmpe oplevelse. Jeg tror, at vi alle vendte hjem fra den tur med fornemmelsen af, at det ikke skulle blive den sidste ud i vildmarken. Det var lidt som at sidde under stjernehimlen langt til søs, uden noget imellem os og universet.
Hugo og isbjørnen
- Da Emil, Louise, Hugo og jeg sejlede tæt på en stor isflage, fik vi øje på en smuk isbjørn, der gik rundt på den drivende flage. Vi sejlede langs med flagen og var på et tidspunkt måske ikke mere end 20-30 meter fra isbjørnen. Jeg havde lille Hugo siddende på hoften, og vi stirrede længe på bjørnen, der var ude for at jage sæler. På et tidspunkt kigger Hugo så op på mig og siger: "Mam-mam”. Der måtte jeg lige forklare lillemanden, at det nok nærmere var med omvendt fortegn, hvis det skulle komme dertil.
