74-årig rørt til tårer efter tv-hilsen fra 70 børn: - Vi elsker dig, mor
Yrsa Grüning hævede sin pension for at gøre noget for nogle andre. I dag kalder forældreløse børn hende for "mor".
Hun har to børn og seks børnebørn - men kun på papiret.
For 15 år siden hævede Yrsa Grüning hele pensionsopsparingen - mellem 300.000 og 400.000 kroner - for at åbne et børnehjem.
Og i dag huser hendes børnehjem 'Sunwaychildren Children's home', der ligger i Bodh Gaya i det nordøstlige Indien, 70 forældreløse børn.
For den 74-årige dansker er det en livslang drøm, der er gået i opfyldelse, fortæller hun i 'Go' morgen Danmark'.
- De betyder jo alting. De kalder mig "mamma" og spørger mig til råds omkring stort og småt. Jeg både ringer og skriver med dem dagligt, og når jeg er på besøg, står de i kø for at sidde på lårene af mig - den følelse kan du jo ikke stå for, lyder det fra Yrsa Grüning.
Hun kalder de forældreløse for "sine børn", og de kalder hende for "mor".
Overrasket på tv
Det nære forhold mellem den 74-årige og de 70 forældreløse børn blev tydelig, da Yrsa Grüning gæstede TV 2-programmet 'Go' morgen Danmark', hvor hun blev overrasket med en hilsen fra alle børnene på børnehjemmet.
"Hej mor, hvordan har du det? Vi elsker dig så højt!," lød det blandt andet i videoen til Yrsa Grüning, der havde svært ved at holde tårerne tilbage og finde ord.
- Jeg elsker dem.
- Det er dejligt at være mor for så mange børn. Det er jo det største, du kan være, sagde hun tydeligt berørt.
For Yrsa Grüning gør det, at børnene har det godt, at hendes bidrag har været det hele værd.
Hun valgte at bruge sin formue på børnene, fordi hun fyldte 60 og syntes, at hun havde styr på biler og bolig. Så der var ikke behov for at spare mere sammen, mente hun.
- Jeg kan vel lige så godt bruge pengene på nogen, der har langt mere brug for dem, end jeg selv har. Jeg har minimeret min egen livsstil, og jeg er glad, fortæller Yrsa Grüning.
Derfor hævede hun pensionen
For Yrsa Grüning har valget om at hæve sin pensionsopsparing dog haft konsekvenser for det liv, hun lever i dag.
Tøjet finder hun i genbrug, hendes forbrug er minimalt, og fordi opsparingen er væk, kan hun ikke bare kvitte arbejdet som helbredsterapeut i sin sundhedsklinik i det centrale Præstø.
Derudover arbejder hun stadig for at sende flere penge til sit børnehjem i Indien.
Men det gør hende ingenting, lyder det.
- Jeg bliver ved med at gøre det her, indtil jeg falder ned af stolen, som jeg sagde til min læge - eller til jeg ligger i graven og kigger på Vorherre og siger: "Tak for nu. Det gør jeg gerne igen," siger Yrsa Grüning.
Til gengæld lever hun med en viden om, at en masse børn har fået vacciner, tøj, mad, husly, skolegang og muligheden for at få et bedre liv, fortæller hun.
"Alle kan gøre det"
Spørger man Yrsa Grüning, om andre kan gøre det samme, som hun har gjort, svarer hun:
- Det kan de i hvert fald. Alle med en helt almen pension ville kunne gøre det samme. Det er ikke fordi, jeg har haft skjulte millioner stående på bankbogen, griner hun.
Pengene rækker langt i Indien.
- Så i sidste ende handler det om viljen til at ville det, siger Yrsa Grüning, som dog også har i tankerne, at det kunne være gået galt.
Derfor anbefaler hun ikke, at andre gør det samme, som hun gjorde.
- Når man er så gammel, som jeg var, har man jo ikke noget sikkerhedsnet, når man hæver sin pension. Jeg tog chancen, udførte den, og det er gået godt, siger den 74-årige i 'Go' morgen Danmark'.
Se hele indslaget med Yrsa Grüning i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.