16x9

Hun vejer over 170 kilo og har altid kæmpet for at tabe sig - som 32-årig forstod hun, hvorfor intet skete

Nadja Engsig tænker konstant på mad. Hun kan ikke undvære de store mængder, men hun kan hellere ikke fortsætte.

Foran sig har 32-årige Nadja Engsig 11 rugbrødsmadder fordelt på tre tallerkener. Der er to med makrelsalat, fem med frikadelle og fire med fiskefrikadelle dækket af remoulade. Og så lige en klapsammen af lyst toastbrød med tunmousse.

Nadja tager kniv og gaffel i hånden.

Hun er på jagt efter en særlig følelse. En form for lykkerus.

Tankerne om mad begyndte allerede i går. Faktisk er de konstant i Nadja Engsigs hoved, og derfor er måltidet nøje planlagt. Makrelsalaten skal være fra Gråsten, og remouladen skal ligge på en helt bestemt måde. Rækkefølgen er også forudbestemt.

Først spiser hun en med fiskefrikadelle, så spiser hun skiftevis de andre, så det passer med, at hun til sidst slutter på makrelsalat. Efter den sidste mad henter hun en pose chips, derefter en plade Marabou og til sidst en bøtte flødeis, som hun utålmodigt hakker skeen ned i for at løsne.

På intet tidspunkt smager hun rigtig på maden. Det er følelsen af at være fyldt op, hun er på jagt efter. Når hun mærker den, er der låg på alle de dårlige tanker, der ellers strømmer gennem hende.

Men hun ved også godt, at det kun varer omkring et kvarter.

Så tænker hun på mad igen.

Nadja og de 170 kg

square to 16x9
Nadja Engsig har valgt at fortælle sin historie i dokumentarserien 'Nadja og de 170 kilo'. Foto: Betina Andersen

Ligesom omkring 800.000 danskere er Nadja Engsig svært overvægtig. Det betyder, at hun har øget risiko for blandt andet blodpropper, type 2-diabetes og kræft.

Adskillige gange har hun forsøgt at tabe sig, men hver gang er det enten mislykkedes, eller også har hun taget det hele på igen. Nu vejer hun over 170 kilo. Ændrer hun ikke sit forhold til mad, står kroppen på et tidspunkt af.

- Jeg vil rigtig gerne tabe mig og bare gerne være normal, siger Nadja Engsig.

Nadja Engsig har i mange år ikke forholdt sig til sin krop, og langsomt er der kommet flere og flere kilo på.
Nadja Engsig har i mange år ikke forholdt sig til sin krop, og langsomt er der kommet flere og flere kilo på. Foto: Privatfoto

Over et år har TV 2 fulgt hendes kamp mod vægten. Det er blevet til dokumentarserien 'Nadja og de 170 kilo'. Historien om Nadja kunne derfor være en historie om en kvinde, der gennem kost og motion taber de 70 kilo, som hun drømmer om.

Men historien er mere end det.

For Nadja Engsig har det været nødvendigt at nå til en anden erkendelse først – og åbne en kasse, som hun for mange år siden lagde låg på.

En særlig ven og beskytter

square to 16x9
Allerede som 8-årig følte Nadja Engsig sig ofte som det mærkelige og fattige barn, der havde svært ved at få venner. Foto: Privatfoto

Nadja Engsig var kun otte år, da tankerne om mad begyndte at fylde. For der var ikke altid mad nok – og når der endelig var, kom det med en pris.

Hendes forældre var skilt. Hver anden weekend var hun hos sin far, og resten af tiden boede hun hos sin mor og søster. Moren led af en depression, og i lange perioder lå hun i sengen bedøvet af medicin. Der var ikke ret mange penge og derfor ikke ret meget mad, så Nadja var konstant sulten.

Når hun kom på weekend hos sin far, blev der derimod købt masser af mad – frikadeller, makrelsalat, fiskefileter og forskellige slags kødpålæg. Sulten blev erstattet af en mæthed og en midlertidig ro.

I farens hjem var der dog også mange øl. Og mange mænd, der drak dem.

Nadja var omkring ni år, da hun begyndte at tage mad med inde på sit værelse for at spise den alene.
Nadja var omkring ni år, da hun begyndte at tage mad med inde på sit værelse for at spise den alene. Foto: Privatfoto

Oftest sad de i stuen, men indimellem kom nogle af dem også ind til Nadja på værelset om aftenen.

- Nogle af min fars drukkammerater kom ind og lagde sig i sengen ved mig. Som regel var det den samme. Han lå og onanerede op ad mig, og nogle gange fik han udløsning, fortæller Nadja Engsig.

Bagefter lå hun med en følelse af at være betydningsløs, og den følelse plantede sig. Hun fortalte ikke nogen om episoderne – for hvem skulle hun sige det til, og hvordan skulle hun forklare det?

I stedet brugte hun maden som en sutteklud. Mens mændene drak i stuen, sad Nadja alene på værelset og spiste sine smurte rugbrødsmadder. Én efter én. Jo mere mad, hun fyldte på, jo mere bredte roen sig i kroppen.

Det var som en god ven, der kom og holdt om hende og lagde låg på alle de svære følelser, som langsomt hobede sig op.

Men med maden kom også kiloene.

Den tykke pige

square to 16x9
Nadja Engsig sammen med sin søster. Foto: Privatfoto

Som teenager fik Nadja hurtigere bryster, baller og lår.

Hun var kraftigere bygget end de andre piger til håndbold, og det blev også bemærket af skolens lærere. De tog hende ud af timerne, så hun i stedet kunne løbe rundt nede i skolegården og få noget motion.

Med tiden påtog Nadja sig ubevidst rollen som "den tykke pige, der havde svært ved at få venner, og som skulle have ekstraordinær hjælp til at tabe sig".

Teenageårene kom for Nadja Engsig til at handle meget om vægt og vægttab.
Teenageårene kom for Nadja Engsig til at handle meget om vægt og vægttab. Foto: Privatfoto

Hun blev sendt på julemærkehjem og på idrætsefterskole, da vægten ramte 90 kilo. I flere år efter forsøgte Nadja selv at tabe sig gennem slankekure, men vægten steg gradvist til over 140 kilo. Det var først efter et højskoleophold, at det lykkedes hende at smide 35 kilo på et år.

Succesen fik for første gang Nadja til at tro på sig selv. Hun begyndte at læse til socialrådgiver, men med studiet fulgte også et pres. Og presset fik Nadja til at søge trøst hos en gammel ven: Maden.

Det gav hende ro at spise – på samme måde som alkohol dulmer for en alkoholiker. Alle 35 kilo røg på igen. Og mere til.

Nadja blev henvist til en fedmeoperation, men for at få den, krævede det, at hun tabte 10 procent af sin samlede vægt. Det kunne hun ikke. Det var først, da Nadja nærmede sig 170 kilo, at hun selv begyndte at ane et mønster.

Måske var der en årsag, som hun ikke tidligere havde overvejet.

Nadja var 32 år, da en psykolog i efteråret 2019 bekræftede det.

Den bedste ven og værste fjende

Psykologen var Lene Meyer, der forsker i tvangsoverspisning ved Syddansk Universitet. Efter at have stillet Nadja en række spørgsmål, var hun ikke i tvivl.

- Du har en behandlingskrævende spiseforstyrrelse. Det er en tvangsoverspisning, lød Lene Meyers konklusion.

Nadja nikkede og smilede forsigtigt. En diagnose betød, at der var noget at arbejde med.

Tvangsoverspisning går også under navnet BED. Det står for "Binge Eating Disorder", og det anslås, at over 40.000 danskere lider af det. Det gør tvangsoverspisning til mest hyppige spiseforstyrrelse sammenlignet med anoreksi og bulimi, som henholdsvis 5.000 og 30.000 danskere lider af.

Psykologen forklarede Nadja, at en spiseforstyrrelse er ens værste fjende, fordi den styrer ens liv. Men det er samtidig også ens bedste ven, fordi den går ind og dulmer alle de svære følelser.

Hvis Nadja skulle sige farvel til spiseforstyrrelsen, blev hun nødt til forstå, hvorfor den var der.

Psykologens ord ramte Nadja. Smilet blev afløst af tårer. Hun trak vejret dybt for at få styr på de mange nye følelser, der pludselig overrumplede hende. Følelser, der trak tråde helt tilbage til barndomsværelset og episoderne med farens fulde venner.

- Jeg vil jo gerne blive fri af den. Det vil jeg helt vildt gerne, for det kan jo ikke blive ved med at gå. Jeg kan ikke blive 50 år og veje 170 kilo, sagde Nadja Engsig.

For første gang i sit liv følte hun, at der var en person, der forstod hende og ikke bare tænkte, at hun var tyk og doven.

Med diagnosen fulgte også en behandling. Hver uge skulle hun gå i gruppeterapi. Hver dag skulle hun føre mad-dagbog over, hvad hun havde spist, og hvordan hun havde haft det. Og så havde psykologen en overraskende formaning:

Nadja måtte ikke tabe sig. Af to årsager.

Dels ville et vægttab få kroppen til at dreje Nadjas opmærksomhed over på mad konstant - dels skulle spiseforstyrrelsen bremses, bearbejdes og erstattes af ro, før vægten kom i fokus.

Det lød skræmmende i Nadjas ører. Men som dagene gik, fik hun øje på flere røde tråde i mad-dagbogen.

Indtil nu havde hun kunnet skjule, hvorfor hun spiste, og hvorfor hun var blevet tyk. Men nu blev det pludselig tydeligt.

Når hun havde overspist, var der som regel sket noget, der havde gjort hende ked af det eller frustreret. Det kunne være en kommentar til hendes størrelse eller en stol på en café, der var for lille til, at hun kunne være i den.

Men i stedet for at spise følelserne væk, begyndte Nadja nu at forholde sig til dem. Og langsomt kunne hun mærke, at den mur, hun havde bygget om sig selv, så småt krakelerede. En del af muren var en stærk vrede – særligt rettet med hendes forældre.

Hvorfor havde de ladet det ske? Hvorfor havde de aldrig sagt undskyld?

For at kunne håndtere og måske parkere vreden var hun nødt til at høre deres svar. Derfor tog hun i oktober 2019 hjem til sin mor.

Hvad husker du?

Midt i den lille stue sad de over for hinanden. Nadja holdt øjenkontakten med sin mor, Marianne. Et øjeblik blev der ikke sagt noget.

De senere år havde moren fået det bedre og var begyndt at arbejde igen. Hun ville gerne tale om fortiden, hvis det kunne hjælpe Nadja. Men hvor meget hun havde set eller kunne huske, vidste Nadja ikke.

Moren fortalte, at Nadja var blevet mobbet meget som barn. Særligt efterskoleåret havde været slemt – og flere gange havde skolen opfordret hende til at give datteren slankekost. Men der var også ting, hun havde overset eller fortrængt i tågerne af medicinen og sine egne depressive tanker – blandt andet manglen på mad i huset.

Nadja som lille med sin mor, Marianne.
Nadja som lille med sin mor, Marianne. Foto: Privatfoto

Et stykke inde i samtalen fortalte Nadja hende om overgrebene i farens hjem. Om at hun havde været desperat for mad i hverdagene, og at det havde været "et helvede" at være både det ene og det andet sted.

Hendes mors blik stivnede et øjeblik. Hun lænede hovedet på skrå, som om hun forsøgte at tvinge fortidens minder frem i hukommelsen. Hun forstod det ikke og rystede på hovedet.

Hvorfor havde hun ikke mærket det på sin datter? Og hvorfor havde Nadja altid været så glad for at komme hjem til sin far?

Nadjas korte svar var, at der var mad derhjemme. Og så måtte hun tage prisen for det med.

- Der er jo nogle ting, der gør, at ens liv er, som det er i dag, sagde Nadja, inden hendes stemme knækkede over.

Nadja Engsig vidste godt, at hendes mor selv i perioder havde kæmpet med mange ting i de år, hvor hun boede hjemme.
Nadja Engsig vidste godt, at hendes mor selv i perioder havde kæmpet med mange ting i de år, hvor hun boede hjemme. Foto: Impact TV / TV 2

Hun holdt en kort pause. Hun mærkede igen vreden mod sine forældre.

- Jeg har måske bare brug for, at I nu siger: "Hold kæft, hvor var det noget lort, og hvor har vi behandlet dig og din søster dårligt og været ligeglade med jer". For det var I, sagde Nadja Engsig.

- Jeg ved godt, at jeg har mine fejl, svarede hendes mor.

Hun kiggede over på sin datter og derefter rundt i lokalet.

- Jeg kan jo ikke huske det halve af det. Og det er det, der gør så ondt, for jeg synes altid, jeg har været god og glad for mine børn, sagde moren med rystende stemme.

Nadjas mor, Marianne, blev berørt af, at der var så mange episoder, som hun ikke kunne kalde frem i hukommelsen.
Nadjas mor, Marianne, blev berørt af, at der var så mange episoder, som hun ikke kunne kalde frem i hukommelsen. Foto: Impact TV / TV 2

Nadja nikkede.

Ved døren på vej ud krammede Nadja sin mor. Selvom ordet "undskyld" ikke var blevet sagt højt, havde Nadja fået sagt det, hun havde brug for.

Det samme nåede Nadja dog ikke at sige til sin far.

Få uger efter snakken med moren modtog Nadja et opkald. Hendes far var fundet død i sit hjem. Hans hjerte var stået af efter et hårdt liv. Det betød, at Nadja ikke længere kunne rette sin vrede mod ham eller konfrontere ham.

Ved begravelsen tog Nadja derfor en beslutning. Hun rejste sig op og holdt en tale, hvor hun tilgav sin far. Ikke for hans skyld, men for sin egen skyld.

Hun kunne ikke bære rundt på smerten og de mange frustrationer mere. Skulle hun selv videre, var hun nødt til at lade det flyve væk med ham.

Lige inden rustvognen kørte afsted, lagde hun en rød rose på toppen og bøjede sig ned for at give kisten et sidste kys.

Da bilen kørte væk, mærkede hun en blanding af sorg og lettelse. Og som noget nyt lod Nadja følelserne fylde i kroppen.

Januar 2020

square to 16x9
Der er ikke nogen nem vej ud af en spiseforstyrrelse. Det har Nadja Engsig erkendt i dag. Foto: Betina Andersen

I dag er det tre måneder siden, Nadja Engsig kom i behandling for tvangsoverspisning. En behandling, hvor hun ikke skal have fokus på vægten, men på sig selv og sin spiseforstyrrelse.

Så det er hendes fokus lige nu.

Førhen lukkede Nadja alt af fra halsen og ned. Langsomt er hun nu begyndt at forholde sig til sine arme, ben, mave og ikke mindst sine følelser.

- Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg også har ret til at være her. At jeg også har en værdi og kan bidrage med meget, selvom jeg er tyk. Det, at jeg er tyk, er ikke lighedstegn med, at jeg ikke duer til noget, siger Nadja Engsig.

Nadja Engsig har i årevis ikke forholdt sig til sin egen krop, men det forsøger hun aktivt at gøre nu.
Nadja Engsig har i årevis ikke forholdt sig til sin egen krop, men det forsøger hun aktivt at gøre nu. Foto: Impact TV / TV 2

Hun rejser sig fra sofaen i stuen, henter den sort-røde kinabog på skrivebordet og læser op fra en af siderne:

Sandwich med kylling og bacon.

En muslibar.

Hakkebøf med løg og kartofler.

Slik.

6 flødeboller.

150 gram Marabou-chokolade.

Nadja Engsig rømmer sig og læser op fra den modsatte side, hvor hendes dag står beskrevet:

- Til gruppeterapi følte jeg mig totalt off. Jeg kunne mærke en vrede mod de andre deltagere. Jeg måtte skrive den ned for ikke at forlade gruppeterapien. Jeg er usikker på, hvad den handlede om, men jeg er sikker på, at jeg havde en overspisning om aftenen. Jeg havde et behov for at gemme mig i overspisningen. Måske fordi jeg var flov over at tænke sådan om de andre i gruppen.

Førhen havde Nadja overspisninger fem-seks gange om ugen, og indimellem flere gange om dagen. Siden hun kom i behandling i oktober 2019, er det kun sket få gange.

- Jeg tror på, at jeg er på vej ned ad den rigtige vej. Jeg mærker mine følelser og anerkender dem i stedet for at lukke ned for dem, som jeg ellers har gjort i 20 år. Det er hårdt og tager tid, siger Nadja Engsig.

Netop det viser bogen også. På en af siderne står der i højre side:

- Jeg fik en virkelig tarvelig kommentar fra en fremmed fyr: "Ikke om jeg for titusind kroner ville kneppe det der". Det ødelagde hele dagen. Da jeg kom hjem handlede jeg til en overspisning. Et rigtigt BED-måltid. Men jeg overspiste ikke på trods af ovenstående. Det gør mig glad, og det gør mig stolt, læser Nadja højt.

"Ikke om jeg for titusind kroner ville kneppe det der", står der i cirklen i dagbogen. Foto: Impact TV / TV 2

Indimellem bliver Nadja Engsig bange for, hvad det er for en vej, hun er på vej ned ad. Og hvor vejen ender.

- Hvad sker der, hvis jeg pludselig får en følelse, som jeg ikke kan håndtere – og jeg ikke længere har min spiseforstyrrelse?, spørger Nadja Engsig.

Normale Nadja

Makrelsalaten og fiskefrikadellerne har stadig en plads i køleskabet. Hun er ikke klar til at sige farvel til de 11 rugbrødsmadder og systemerne, der hører med. Men hun er klar til at sige, at de store mængder mad ikke længere skal have magten.

På et tidspunkt ved hun godt, at hun skal sige helt farvel. Men det er ikke nemt, når spiseforstyrrelsen gennem årene er blevet en del af hende.

Som psykolog Lene Meyer formulerede det for nylig, er hun "rigtig godt på vej". Og når kroppen falder til ro, håber Nadja, at vægten også vil falde naturligt.

- Jeg har en drømmevægt, der hedder 100 kg. Så kan man sige: "Det er stadig for meget". Men nej, det handler om, at jeg skal være et sted, hvor jeg har det godt, siger Nadja Engsig.

Behandlingen har betydet, at hun i dag gør ting, som hun aldrig havde gjort for et år siden.

- Når jeg ser det her billede, tænker jeg, at jeg ser smuk ud. Og det er en helt anden tankegang om mig selv, end jeg havde for et år siden, hvor jeg ikke kunne forholde mig til min krop, siger Nadja Engsig.
- Når jeg ser det her billede, tænker jeg, at jeg ser smuk ud. Og det er en helt anden tankegang om mig selv, end jeg havde for et år siden, hvor jeg ikke kunne forholde mig til min krop, siger Nadja Engsig. Foto: Betina Andersen / TV 2

Tidligere har svømmehallen været et totalt no go. Allerede når hun trådte ind i omklædningsrummet, følte hun, at hun kunne mærke blikkene og høre de grimme kommentarer.

Nu smider hun to gange om ugen tøjet og trækker i sine nye, blomstrede badedragt.

I dag er Nadja Engsig ligeglad.

- Jeg elsker at svømme. Det giver mig en følelse af, at jeg også har en plads i verden. Jeg må også godt tage i svømmehallen – ligegyldig hvordan jeg ser ud, siger hun.

Når Nadja ligger i vandet, er hun vægtløs. På trods af sine 170 kilo kan hun bevæge sig frit. Det giver hende en følelse af at høre til. At være normal.

Se hvordan det går Nadja, når hun kommer i behandling for BED i programserien 'Nadja og de 170 kilo'. Programmet sendes torsdag 9. januar klokken 20.50 på TV 2. Første program kan ses allerede nu på TV 2 PLAY.