Vrede mødre efter udsolgte nissehuer: - Vi er ikke curlingforældre

En mor har forgæves kørt over 120 kilometer i jagten på en Tinka-nissehue til sin datter.

Nissehuerne fra årets TV 2-julekalender, ’Tinka og Kongespillet’, er revet væk over hele landet.

De kunne ikke købes, men blev givet gratis væk til børn, der troppede op hos en Ford-forhandler med en af to ting: Et farvelagt emblem, som fulgte med lågekalenderen, eller et Tinka-samlekort med en nissehue, som gemte sig i nogle af de pakker, Coop har delt ud i deres butikker.

Men huerne har været langt mere populære, end TV 2 havde regnet med, og derfor er lageret på 50.000 huer for længst tømt.

Det fik i første omgang vrede og skuffede forældre til tasterne på de sociale medier. De klagede over, at de og deres børn var gået forgæves.

Siden da skiftede stemningen, og de frustrerede forældre bliver nu kaldt curlingforældre.

Men den kritik vil Vibeke Weincke og Louise Blom Olsen, som hører til de vrede forældre, ikke enige i. For de mener ikke, at deres frustration betyder, at de er curlingforældre.

- Jeg synes, det er synd for de børn, der har brugt tid på at farvelægge emblemet, og som så må gå forgæves, siger Vibeke Weinicke i ’Go’ aften LIVE’.

Klagede til Ford

Netop den oplevelse havde Vibeke Weinickes otteårige datter, Ina, allerede 8. december.

Efter at have farvelagt det emblem, der fulgte med årets papjulekalender, tog hun sammen med sin mor ned til den lokale Ford-forhandler for at få en af de eftertragtede Tinka-nissehuer.

Men allerede dengang var bilforhandleren løbet tør for huer.

Ina Weincke blev skuffet over ikke at kunne få en hue, men blev ikke ked af det.
Ina Weincke blev skuffet over ikke at kunne få en hue, men blev ikke ked af det. Foto: Nordisk Film TV

- Så var der ikke andet for end at prøve at ringe rundt. Men der var ikke flere i Nordsjælland, hvor vi kommer fra, siger Vibeke Weincke.

Den besked tog datteren Ina fint, men hendes mor syntes ikke, at det var godt nok. Derfor skrev hun en klage til Ford og kontaktede ’Go’ aften LIVE’ for at dele sin utilfredshed.

For Vibeke Weincke er det ikke nok, at der har stået i annoncerne, at nissehuerne blev uddelt
For Vibeke Weincke er det ikke nok, at der har stået i annoncerne, at nissehuerne blev uddelt "så længe lager haves". - Vi skal også tænke på, at det er børn, siger hun. Foto: Nordisk Film TV

Hendes klage gav pote, og efter en telefonsamtale med en Ford-medarbejder modtog hendes datter mandag en Tinka-nissehue med posten.

- Hvis folk kalder mig curlingforælder, skal de slå op, hvad curlingforældre er. Hvis de kendte mig, ville de finde ud af, at jeg ikke er det, siger hun.

'Curlingforælder' er ikke en del af Retskrivningsordbogen, men står derimod i onlineordbogen Den Danske Ordbog. Her lyder definitionen som herover.
'Curlingforælder' er ikke en del af Retskrivningsordbogen, men står derimod i onlineordbogen Den Danske Ordbog. Her lyder definitionen som herover. Foto: Den Danske Ordbog

Kørte 120 kilometer

Mens Ina Weincke ender med at kunne fejre jul med en Tinka-nissehue, var seksårige Alfrida Blom Olsen fra Holbæk ikke helt så heldig.

Hendes mor gik ellers i den grad den ekstra mil for at få fingre i en nissehue til sin datter, da de i sidste uge fik et nissehuekort blandt samlekortene fra Coop.

- Det var en ny version af ’Mission julegave’, fortæller Louise Blom Olsen, som endte med at køre mere end 120 kilometer i jagten.

Louise Blom Olsen og hendes seksårige datter, Alfrida. Alfrida har samlehæftet til Tinka-kortene, men kunne ikke få den nissehue, som er blevet en dille i klassen.
Louise Blom Olsen og hendes seksårige datter, Alfrida. Alfrida har samlehæftet til Tinka-kortene, men kunne ikke få den nissehue, som er blevet en dille i klassen. Foto: Nordisk Film TV

Efter at være gået forgæves i Holbæk kørte hun og datteren først til Roskilde og derefter til Ballerup, hvor de sidste huer netop var blevet langet over disken.

- Da vi kørte ind på parkeringspladsen, fik jeg sagt: ”Løb ud af bilen,” for der kom fire andre biler med børn, fortæller Louise Blom Olsen, som alligevel kom for sent.

Ikke lige vilkår

Louise Blom Olsen synes ikke, det kan være rigtigt, at hendes datter ikke kan få en Tinka-hue, når nu hun har fået et nissehue-kort, som ellers skulle være adgangsbilletten.

- Hvis vi ikke havde fået det kort, kunne jeg bedre forklare hende, at hun ikke får en hue. Nu står jeg der som mor, hvor det er synd for mit barn, siger Louise Blom Olsen.

I andre situationer kan hun godt finde på at tænke, at andre forældre er curlingforældre. Men hun synes, at det er noget andet med nissehuerne, fordi alle børn ikke har haft lige vilkår.

- Vi fik ikke kortet i starten af december, hvor huerne var på lager. Vi fik det først i sidste uge. Hvis der er tilbud på et eller andet i et supermarked, har vi alle sammen samme udgangspunkt for at få det. Det har vi ikke haft her, vi har jo bare stået og ventet på at få kortet, siger Louise Blom Olsen.

Afstemning

På trods af frustration og skuffelse i første omgang, endte besøget i ’Go’ aften LIVE’ dog i store smil.

Under interviewet havde værterne haft hver deres Tinka-nissehue på, og da det lakkede mod enden, greb Jes Dorph sin og gav den til Alfrida, som lyste op i et stort smil.

Seksårige Alfrida har sammen med sin mor været i tre Ford-forhandlere, som ikke havde flere Tinka-nissehuer tilbage. Video: Karen Munk Ebbesen

Se hele interviewet med de to mødre i ’Go’ aften LIVE’ på TV 2 PLAY.