16x9

Familie var træt af vinteren: Sådan gjorde vi den mørke tid sjovere

I samarbejde med iRobot

For denne familie skulle den kolde årstid bare overstås. Men en dag besluttede de at ændre deres vaner, og det gav et nyt syn på vinteren.

- Året har 16 måneder: november, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.

Da Jørgen Bæklund for nogle år siden trådte i pedalerne på sin racercykel i den tidlige vinter, kunne Henrik Nordbrandts digt fra 1986 ligeså godt stå skrevet på landevejen foran ham.

Vejret var netop begyndt at slå om, og vinden ruskede i hans lycra-dragt. Med hårde tråd i pedalerne forsøgte Jørgen Bæklund, der normalt er leder i SEAS-NVE, at holde tempoet oppe. Selvom han svedte, var det svært at ignorere kulden.

Den tidlige vinters kulde og blæst ødelagde Jørgen Bæklunds lyst til at cykle udendørs.
Den tidlige vinters kulde og blæst ødelagde Jørgen Bæklunds lyst til at cykle udendørs. Foto: Shutterstock / Marloes ten Brinke

Lykken ved at være på landevejen forsvandt, lige så hurtigt som vejret slog om. Derefter blev cyklen låst inde i garagen for den resterende del af vintermånederne.

Langsomt sneg de 10 kilo sig tilbage på kroppens bløde punkter, som ved hård træning ellers var raslet af hans krop i løbet af foråret og sommeren.

Om samarbejdet

Denne artikel er en del af en artikelserie, der præsenteres i samarbejde med iRobot.

Imens så hans kone, Gitte Koldtoft, undrende til, for samme mønster gentog sig vinter efter vinter.

Til sidst stoppede hun helt med at rose ham for det efterfølgende vægttab i forårs- og sommermånederne.

- Det er ikke nogen kunst at tabe sig, hvis du tager det hele på igen, sagde Gitte Koldtoft gerne til sin mand.

For hende stod det klart, at noget måtte gøres, så både hun og hendes mand kunne komme bedre gennem vinteren. Det skulle være slut med at længes efter, at den mørke tid var overstået.

Hun havde en mission. Familien skulle lære at nyde vinteren og alt det, årstiden fører med sig.

Familien længtes efter sommer

square to 16x9
Vinteren i Danmark kan ofte være mere brun og grålig end hvid og frostklar. Foto: Kim Tonning

Gitte Koldtoft, der er energicoach og foredragsholder, havde også selv sine problemer med den kolde årstid. Når hun kiggede ud ad vinduet, svingede himlen sig højest op til brune og grålige nuancer, og skulle der falde sne, forvandlede det sig hurtigt til beskidt sjap. Turen til arbejde foregik i mørke, og det samme gjorde sig gældende på hjemturen.

Og så var der den fordømte kulde.

De grålige nuancer forvandles hurtigt til beskidt sjap.
De grålige nuancer forvandles hurtigt til beskidt sjap. Foto: Sihyun Cho / Shutterstock

Gitte Koldtoft hadede frost, og når hun kom hjem fra arbejdet, var det første, hun gjorde, at tage den varme fleecetrøje på, som hendes mand ellers mente var så hæslig. Hun drømte om varmere himmelstrøg, og mange aftener gik med at søge efter rejser til steder som Thailand eller Florida. Alt, der kunne afkorte årstiden, lokkede.

- Jeg så virkelig ikke frem til, at det skulle blive vinter. Jeg savnede sommeren og friheden til at være ude hele tiden, fortæller Gitte Koldtoft.

Den eneste i den lille familie, der ikke lod sig mærke af vinteren, var datteren Laura på 14 år. Hun elsker årstiden og har altid gjort det. Det bliver nok hjulpet på vej af en jul med gaver og en fødselsdag i januar.

For familiens andre medlemmer derimod kunne vinteren virke umådeligt lang, og det er der en ganske god grund til.

De er nemlig langt fra de eneste, der bliver påvirket af vinteren.

Manglende sollys påvirker energien

65 procent af danskerne har ifølge en undersøgelse fra Wilke mindre energi om vinteren. Ifølge sundhed.dk resulterer årstiden i en vinterdepression for cirka 5 til 10 procent af den danske befolkning.

En stor del af de ramte er kvinder, som må trækkes med mindre energi, tristhed og en øget trang til søde sager.

Afstemning

Poul Videbech er overlæge og professor på Institut for Klinisk Medicin i København. Han fortæller, at det især er mangel på sollys, der påvirker menneskets hjerne om vinteren.

Melatonin og serotonin

Hormonet melatonin kaldes kroppens eget sovemiddel og udskilles i hjernen, når det er mørkt. Om vinteren, hvor der er mørkt i store dele af døgnet, udskilles der særlig meget melatonin. Forskning peger på, at det kan forstyrre døgnrytmen og gøre nogle mennesker vintertrætte og uoplagte.

Serotonin er et signalstof, der har stor betydning for vores humør og appetit, samt om vi føler os trætte eller ej. Niveauet af serotonin bliver ligeledes påvirket af sollys. Om vinteren, når solen sjældent kommer frem, vil niveauet af serotonin derfor være lavere, og det kan påvirke sindet i negativ retning.

- Vi optager sollys gennem øjnene, men om vinteren er det svært at få nok på disse breddegrader, og det påvirker stofskiftet i hjernen. Det gør os mere trætte. Vi får mindre energi, og vi får en øget trang til søde sager. Det er lidt det samme, der sker med bjørne, som går i hi om vinteren, fortæller han.

Det var netop på en af de mørke, kolde vinterdage, at Gitte Koldtoft fik en idé.

- Jørgen, hvad med det der spinning, kunne du ikke tænke dig at prøve det?, spurgte hun sin mand.

På opfordring fra sin hustru indvilligede en skeptisk Jørgen Bæklund i at deltage i en spinningtime i det lokale træningscenter.
På opfordring fra sin hustru indvilligede en skeptisk Jørgen Bæklund i at deltage i en spinningtime i det lokale træningscenter. Foto: Elizaveta Galitckaia / Shutterstock

Selvom spinning ikke kunne måle sig med landevejen, vidste hun, at hendes mand er en socialt anlagt type, som kan lide at være ude blandt andre mennesker. Desuden virkede Jørgen Bæklund altid meget gladere i de måneder, hvor han havde mulighed for at cykle.

Jørgen Bæklund tyggede lidt på forslaget, og snart efter befandt han sig i det lokale træningscenter med sveden piblende ned af kroppen, mens han oksede løs på en kondicykel. Bare lige for at se det an.

Samværet med de andre spinning-cyklister og den høje puls på cyklen fængede Jørgen allerede efter første session. Fra at have brugt store dele af vintermånederne på sofaen bevægede Jørgen Bæklund sig nu fem til seks gange om ugen ud i aftenmørket og hen i træningscenteret for at trampe løs i pedalerne.

Når det er for koldt om vinteren til at komme ud på racercyklen, tager Jørgen Bæklund i stedet til spinning.
Når det er for koldt om vinteren til at komme ud på racercyklen, tager Jørgen Bæklund i stedet til spinning. Foto: Kim Tonning

Resultatet kunne lynhurtigt ses på badevægten, hvor kiloene ikke længere pendulerede op og ned. Jørgen Bæklunds overskud blev ligeledes større.

- Jeg blev langt mere tilbøjelig til at trykke på pyt-knappen, når vores datter for eksempel lige kom til at glemme at lukke fryseren, så der lå vand udover det hele, fortæller Jørgen Bæklund.

Han var ikke den eneste i familien, der fik et nyt forhold til vinteren.

Vinterbadning gav ny energi

square to 16x9
En iskold dukkert gav Gitte Koldtoft et helt nyt syn på vinteren og dens muligheder. Foto: Gillian Santink / Shutterstock

Som coach lever Gitte Koldtoft af at sprede energi til andre og vende det, der opleves som negativt, til noget positivt. Hun var opsat på at ændre sit syn på kulde, og til det kunne hun gøre brug af sine kompetencer.

En kold vinterdag stod hun på en badebro og kiggede ud på det iskolde vand i Holbæk Fjord med et løfte til sig selv om at lære at elske det kolde gys.

Én tur i det iskolde vand og Gitte Koldtoft var hooked.
Én tur i det iskolde vand og Gitte Koldtoft var hooked. Foto: Fotoduets / Shutterstock / FotoDuets

Forsigtigt dyppede hun tæerne i vandet, og snart efter fulgte resten af kroppen med. Ikke mere end nogle få sekunder efter var hendes krop omsluttet af det iskolde vand, inden hun hurtigt klatrede op ad stigen igen.

Kuldechokket virkede transformerende på hende. Endorfiner og adrenalin skyllede gennem kroppen, og hun følte sig som genfødt. Det stod hurtigt klart for hende, at det måtte hun prøve igen.

I løbet af det næste stykke tid oplevede Gitte Koldtoft, hvordan vinterbadningen smittede positivt af på hendes dagligdag. Hun havde ganske vist aldrig lidt af vintertræthed, men hun havde pludselig langt mere energi til de huslige pligter, og behovet for at flade ud på sofaen om aftenen blev mindre.

Gitte Koldtoft fik langt mere energi - også til de huslige pligter - efter at hun startede på vinterbadningen.
Gitte Koldtoft fik langt mere energi - også til de huslige pligter - efter at hun startede på vinterbadningen. Foto: Kim Tonning

Også den migræne, som Gitte Koldtoft af og til lider af, hjalp det på. Ganske vist kunne et vinterbad ikke kurere den dunkende hovedpine, men efter et anfald, hvor kroppen kunne være fuldstændig drænet, gav en tur i det kolde vand hende energien tilbage. Det skulle med tiden vise sig at smitte positivt af på hele familien.

Nu elsker de vinteren

I dag er hele familiens forhold til vinteren helt anderledes. Nu glæder Gitte Koldtoft sig ligefrem til årstiden.

- Jo koldere, jo bedre. Mens mange andre går og glæder sig til sommeren og drømmer om at rejse sydpå, håber jeg som vinterbader på, at der kommer frost. Jeg bliver høj på vinter, fortæller hun.

Siden det første hop i Holbæk Fjord har hun rykket vinterbadningen ind på parcelhusgrunden. En tur ud til fjorden koster hende nemlig en time, og eftersom hun ønskede at gøre vinterbadningen til en daglig vane, der er lige så naturlig som at børste tænder, fik hun for nylig sin mand til at installere en bruser i haven.

Hver morgen bevæger hun sig således udenfor og fylder et stort plastikkar med iskoldt vand. Efter nogle styrke- og vejrtrækningsøvelser lægger hun sig ned i karret, og når hun stiger op igen, er hun klar til dagens strabadser. I alt tager det hende et kvarter.

- Jeg bliver virkelig frisk efter sådan en omgang, fortæller Gitte Koldtoft

Familien lever sundt og får masser af energi fra frugt og grønt.
Familien lever sundt og får masser af energi fra frugt og grønt. Foto: Kim Tonning

Også Jørgen Bæklund har fået et bedre forhold til vinteren. Nogle gange kan han dog godt have svært ved at finde motivationen til at komme ned i træningscenteret og træde i pedalerne – specielt når han er træt. Men gevinsten ved at være afsted sejrer oftest over trætheden.

- Når han kommer hjem, har han det bare så godt. Det gør også noget ved selvtilliden, at han er i form. Og når han har større selvtillid, giver det også mere overskud. Det smitter af på hele familien, for det er jo klart, at når man kommer ind ad døren og er glad og ikke hidser sig op over småting, så bliver folk omkring én også gladere, fortæller Gitte Koldtoft.

Særligt om vinteren er det vigtigt at få masser af vitaminer, og derfor drikker Laura en stor, grøn smoothie hver dag.
Særligt om vinteren er det vigtigt at få masser af vitaminer, og derfor drikker Laura en stor, grøn smoothie hver dag. Foto: Kim Tonning

Til sidst er der datteren Laura, som altid har elsket den kolde årstid. Hun får hjælp af Gitte Koldtoft til at blive mere modstandsdygtig over for vind og vejr. Hver morgen får hun en grøn smoothie med masser af frugt og grøntsager med i drikkedunken til skolen.

- Med den daglige smoothie får hun mere frugt og grønt, end en gennemsnitsfamilie får på en dag. Om sommeren er det lidt mere "nå ja", men om vinteren er jeg meget opmærksom på, at hun får den, så hun ikke bliver syg, fortæller Gitte Koldtoft.

square to 16x9
Laura går til dans, og selvfølgelig skal forældrene lige se, hvad deres datter har lært. På den måde får de nemlig også god energi. Foto: Kim Tonning. Foto: Kim Tonning

Datteren fejrer i disse dage fødselsdag og er fuld af energi, når hun kommer hjem fra de ugentlige danselektioner. Ikke sjældent optræder hun for sine forældre med de danse, hun har lært i ugens løb.

- Det, vi laver ude hver for sig, bringer vi tilbage i familiens skød. Vi giver energi til hinanden. Laura danser for os. Jørgen er i bedre humør efter spinning. Jeg har mere overskud, når jeg har været ude i kulden. Vi snerrer ikke helt så meget ad hinanden, og hver dag kan vi alle fortælle om noget godt, vi har oplevet, siger Gitte Koldtoft.

Sådan bekæmper du vintertræthed

Luk lyset ind

Foto: Pexels
Hvis du vil undgå at blive vintertræt, skal du ifølge overlæge Poul Videbech opholde dig så meget som muligt udendørs om vinteren.
 
- Det kan selvfølgelig være svært, hvis det regner, men hvis man har det rigtig dårligt og for eksempel lider af vinterdepression, kan lysterapi være en god idé. Hvis man bruger en lysterapilampe i 30 minutter hver dag, er det rigtig godt for stofskiftet i hjernen, og man får mere energi, fortæller han.

Slå dig løs i køkkenet

Foto: Pixabay
Hvis du bliver gladere af at spise kage, er der ikke noget at sige til det. Især ikke hvis du har bagt den selv.
 
Ifølge en undersøgelse foretaget af forskere fra University of Otago kan små, kreative projekter i køkkenet nemlig give mere energi om vinteren.
 
Forskerne fulgte 658 forsøgspersoner i to uger og opdagede, at de deltagere, der jævnligt lavede mad eller bagte brød og kager, var gladere og mere entusiastiske, end dem, der ikke gjorde.

Dyrk motion

Foto: Pixabay
Motion er altid godt ifølge overlæge og professor på Institut for Klinisk Medicin i København, Poul Videbech.
 
Det er ikke bare sundt for kroppen, men det er også godt for hjernen, fordi fysisk aktivitet får den til at danne nogle stoffer, som påvirker ens energi og humør positivt.
 
Tag derfor kondiskoene på og løb en tur i vintermørket eller tag cyklen til og fra arbejde.

Stop med at mærke efter

Foto: Pexels
Skulle du komme helt derud, hvor du får en decideret vinterdepression, skal du, selvom det er svært, forsøge at fokusere på noget andet. Det fortæller psykolog Pia Callesen.
 
- De mennesker, der lider af vinterdepression, er ofte fanget i en ond cirkel, hvor de spekulerer og grubler over tanker og følelser, fortæller hun.
 
Når du for eksempel er træt om morgenen og ikke orker at stå op, skal du derfor tvinge sig selv til ikke at mærke efter, hvordan du har det. Du kan for eksempel fokusere på lydene i rummet i stedet, fortæller Pia Callesen.