GO'

16-årig blev udnyttet til at stjæle fra vennerne uden at vide det

Ukendte hackere fik adgang til Oliver Taylors sociale medier. Se nederst i artiklen, hvordan du sikrer dig mod hacking.

- Hej kan du give mig dit mobiltelefonnummer?

Den besked modtog en række af 16-årige Oliver Taylors Facebook-venner i oktober.

Men det var ikke Oliver Taylor, der havde sendt den. Det var ukendte gerningsmænd, som havde fået adgang til hans Facebook- og Instagram-profil.

Da gerningsmændene havde lokket telefonnumrene ud af hans venner, forsøgte de at få vennerne til at videregive en bekræftelseskode, som blev sendt til dem i en sms.

En håndfuld af vennerne blev narret så langt, at det lykkedes hackerne at trække penge fra deres mobilabonnementer. Først da opdagede Oliver Taylor og hans mor, at den var helt gal.

- Det strømmede bare ind med beskeder. Det var ubehageligt, fortæller den 16-årige skoleelev i 'Go’ morgen Danmark'.

  1. Oliver Taylor

    Hej kan du give mig dit mobiltelefonnummer? :)

  2. Sure

  3. Why?

  4. (Mobilnummeret sendes)

  5. Oliver Taylor

    Jeg sender dig en sms, konkurrence

  6. Okay

  7. Oliver Taylor

    Hvis en meddelelse leveres med en kode, så send den til mig

  8. Oliver Taylor

    Okay ? :)

  9. Jaja

  10. Oliver Taylor

    4-cifret PIN-kode send til mig venligst

  11. Oliver Taylor

    sms 4-cifret kode? <3

  12. Oliver Taylor

    vær hurtig tak

”Din søn har taget mine penge”

En veninde mistede 250 kroner i svindelnummeret, som hun i første omgang troede, Oliver Taylor stod bag.

Derfor ringede hun til hans mor, Pia Jensen.

- Hun sagde, at Oliver havde taget penge fra hendes konto. Jeg kunne ikke forstå, hvordan det kunne lade sig gøre, siger Pia Jensen.

Hun fandt dog ud af, at det ikke var hendes søn, der stod bag tyveriet, og så handlede hun hurtigt.

Det gør mig gal og harm

Pia Jensen, Olivers mor

Hun lukkede hans Instagram-profil og forsøgte at ændre koden på hans Facebook-profil. Inden længe havde hackerne dog ændret både kode og den mailadresse, der var tilknyttet, og så var der ikke meget at stille op.

I stedet forsøgte hun at advare sønnens venner ved at skrive om den hackede profil på både sin egen, Olivers og hans skoles Facebook-sider.

Ifølge Ulla Malling, der er projektchef hos Forbrugerrådet Tænk, gjorde Pia Jensen det helt rigtige.

- Men det skal også meldes til politiet, for det er kriminalitet, ligesom når man ellers får stjålet penge, siger hun.

Et åbent netværk

Oliver Taylor og hans mor er ikke sikre på, hvordan gerningsmændene har fået adgang til hans konto, men de har en fornemmelse af, at det skete under en ferie på Rhodos.

Her ville Oliver Taylor gerne på nettet, så han kunne komme i kontakt med sine venner, og derfor loggede han på internettet via en wifi-forbindelse på en restaurant.

- Der stod, at det ikke var et sikkert netværk, men jeg tænkte, at der ikke kunne ske noget ved det. Men det gjorde der desværre, fortæller han.

I Ulla Mallings ører lyder det ikke som en urealistisk forklaring.

- Hackere kan overvåge den trafik, der er på wifi-netværk, som ikke er sikret med kodeord. Når de gør det, kan de se de kodeord, du taster ind, forklarer hun.

Kun unge mennesker

Flere af Oliver Taylors venner svarede på morens opslag og fortalte, at de var røget i fælden.

For at gøre bod har hans forældre betalt nogle af dem deres penge tilbage. Hvor mange af Oliver Taylors venner, der reelt er blevet narret af svindlerne, har hverken han ellers hans mor dog overblik over.

Afstemning

Har du nogensinde været udsat for hacking?

Og særligt én ting går fortsat moren på.

- De har slet ikke kontaktet hans voksne venner. Det er kun unge mennesker, det er gået ud over. De udvalgt dem. Det gør mig gal og harm. Og jeg er fuld af afmagt og frustration, siger Pia Jensen og fortæller, at det har været en kamp at få adgangen til sønnens Facebook-profil tilbage.

Først efter to måneder og et fysisk brev adresseret til Facebooks hovedkontor i Irland fik Oliver Taylor for få uger siden adgangen tilbage.

Selvom han har måttet klare sig uden den sociale Facebook-kontakt i månedsvis, har han dog også fået noget positivt ud af oplevelsen.

- Jeg er blevet mere opmærksom på, hvem jeg siger ja til på Facebook og Instagram. Jeg er blevet meget klogere nu, siger han.

Få Ulla Mallings råd til at undgå at ende i Olivers situation her:

Sådan undgår du at blive hacket på sociale medier

  1. Brug et stærkt kodeord

    Et kodeord bør være på mindst 12 tegn og helst en blanding af tal, bogstaver og specialtegn. 

    Selvom du har fundet på et svært password, som du kan huske, bør du skfte det jævnligt. En god huskeregel er, at jo lettere det er for dig, jo lettere er det også for tyven at komme ind.

  2. Genbrug ikke kodeord

    Selvom det kan være svært at huske, bør du som udgangspunkt ikke bruge det samme kodeord flere steder. 

    Hvis hackerne først får adgang til dit Facebook-kodeord, er du på den, hvis det er den samme kode, du bruger til din bankkonto.

    - Facebook er alt andet lige lettere at hacke end en bank, lyder det fra Ulla Malling fra Forbrugerrådet Tænk.

  3. Aktiver totrinsbekræftelse

    Når man handler på nettet, bliver man ofte bedt om at bekræfte sit køb ved hjælp af en sms-kode. Den slags ekstra beskyttelse kan man også have stor glæde af på sine sociale medier. Det sikrer, at kriminelle ikke kan logge ind på dine konti uden også at have adgang til din telefon.

     

  4. Undgå åbne netværk

    Når man er ude at rejse, kan man fristes til at logge på gratis wifi-netværk uden kode. Når du gør det, risikerer du, at give andre adgang til dine adgangskoder. 

    - Den trafik, der er på sådanne netværk, kan hackere overvåge. Derfor vil de også kunne se de passwords, du taster ind, mens du er på et åbent wifi. Lige gyldigt om det er til din Facebook-profil eller din bankkonto, siger Ulla Malling.

Kilde: Ulla Malling, projektchef hos Forbrugerrådet Tænk

Hør hele Oliver Taylors historie i ’Go’ morgen Danmark’ på TV 2 PLAY.