18-årig har monobryn: - Jeg kan ikke forstå, det kan pisse så mange mennesker af
Sarah Marie Clark lider af social angst, men beslutningen om at lade sine øjenbryn vokse sammen har hjulpet hende til at bearbejde sygdommen.
Sarah Marie Clarks øjenbryn er ikke til at overse.
Det er stort og busket.
Men det, der gør det allermest iøjnefaldende, er, at der kun er et.
Siden marts sidste år har den 18-årige makeupartist ladet sine øjenbryn gro sammen til et såkaldt monobryn. Simpelthen fordi hun synes, hun er pænest sådan.
– Jeg har udelukkende gjort det for min egen skyld. Jeg synes uden tvivl, at jeg ser meget bedre ud nu, siger Sarah Marie Clark i ’Go’ Morgen Danmark’.
Er født med det
Sarah Marie Clark er født med længere og kraftigere øjenbryn end de fleste.
Derfor har hendes mor hjulpet hende med at plukke dem, siden hun var i børnehavealderen.
Da hun selv blev gammel nok, overtog Sarah plukningen, og mindst en gang om ugen var hun nødt til at finde pincetten frem for at holde brynene i ave.
De seneste år har Sarah Marie Clark flere gange overvejet at holde op med at plukke brynene, men hver gang har noget stoppet hende.
– Jeg er enten blevet talt fra det eller selv blevet bange for det, fortæller hun.
I marts sidste år fik hun dog endelig modet til at tage springet, da hun så en kvinde på Instagram, der havde monobryn.
– Det der kan jeg selv gro, tænkte Sarah.
Og det gjorde hun.
I stedet for at fjerne hårene mellem de to adskilte bryn, begyndte hun at nøjes med adskille bryn og hårgrænse.
– Hvis jeg ingenting gør, ligner det, at jeg har svedbånd på, siger Sarah Marie Clark.
Deler vandene
I takt med at hendes bryn langsomt blev forenet, begyndte folk omkring Sarah Marie Clark at få en holdning til dem.
På hendes sociale medier modtager hun ofte kommentarer om monobrynet, og mens hun selv er glad for beslutningen om at stoppe med at skille sine øjenbryn ad, har den i den grad skilt vandene blandt andre.
– Jeg vidste ikke, at det ville have så stor betydning for andre. Jeg kan ikke forstå, hvordan noget, jeg gør for mig selv, kan pisse så mange mennesker af, siger hun og henviser til de mennesker, der ikke bryder sig om hendes øjenbryn.
– Der er virkelig nogle, der er grove. De kan finde på at skrive, at jeg ligner en neandertaler, eller at jeg burde slå mig selv ihjel, fortæller hun.
Alligevel påvirker kommentarerne hende ikke nær så meget, som hun havde forestillet sig.
Blev grinet af i bussen
Sarah Marie Clark lider af social angst, og selvom hendes monobryn får flere mennesker til at kigge efter hende, har det også givet hende mod på at hvile mere i sig selv.
– Det har åbnet en port, så jeg nu tør overskride mine grænser. Nu tør jeg gå i mere prangende og farverigt tøj, siger hun og fortæller, at opmærksomheden blandt andet har kastet modeljobs af sig.
På andre punkter har monobrynet dog gjort hendes sociale angst værre.
I forvejen brød Sarah Marie Clark sig ikke om at køre med offentlig transport, og med et busket monobryn i panden er den oplevelse kun blevet en større udfordring for hende.
– Den værste oplevelse, jeg har haft, var i en bus, fortæller hun.
Hun sad på et sæde på vej til et photoshoot, da fire piger stod på. Da de fik øje på Sarah Marie Clark, begyndte de at pege, grine og tage billeder af hende.
– Og så råbte de til deres venner i den anden ende af bussen, at de skulle gå den her vej ud, så de kunne se, hvor syg jeg så ud, siger Sarah Marie Clark.
Er en inspiration
De negative oplevelser som den i bussen bliver heldigvis overskygget af positive og opbakkende tilkendegivelser fra både nær og fjern.
– Det er superfedt, at jeg kan inspirere nogen til at gøre noget, der er lidt anderledes, siger Sarah Marie Clark.
Derfor er hun også glad for, at hun lever i en tid, hvor der er fokus på kropspositivisme på de sociale medier, og hvor der er plads til at dyrke forskellighed.
– Det er blevet meget mere acceptabelt at skille sig ud fra mængden, end det var for fem-ti år siden, siger hun.
Af den årsag overvejer hun ikke at skille sig af med sit monobryn, og hun har i hvert fald ikke i sinde at gøre det, fordi nogle ikke bryder sig om det.
– Jeg fjerner det, hvis jeg vågner op en dag og har lyst til det, for det skal kun være for min egen skyld. Det jo bare hår, siger hun.
Se hele interviewet med Sarah Marie Clark i ’Go’ Morgen Danmark’ på TV 2 PLAY.