Livsstil

Fem fremtidsgadgets, der (måske) dukker op i 2020

TV 2s tech-ekspert giver en forsmag på fremtidens teknologier - som måske ikke er så langt væk.

En tennislignende bold med et kamera, der kan overvåge din hund og fange specielle øjeblikke. Eller et toilet, der kan analysere din afføring (får du nok fiber)?

Sådan ser 'fremtiden' ud i 2020, fortæller TV 2s tech-ekspert, David Guldager. Han er netop vendt hjem fra den årlige elektronikmesse CES i Las Vegas, hvor en masse af de gadgets, vi kan forvente at se i den nærmeste fremtid, bliver afsløret.

- Som det står lige nu, kommer der virkelig nogle produkter, som kan ændre vores opfattelse af, hvad teknologi skal kunne tilbyde os. Der er tænkt længere over funktionerne og ikke mindst, hvad disse funktioner, den specifikke teknologi og de konkrete produkter vil kunne give os for at få en bedre og nemmere hverdag, siger David Guldager.

Flere danskere har allerede taget nye produkter til sig, som forbinder fysiske ting via nettet. Eksperterne kalder det 'Internet of Things' eller bare IOT.

Denne teknologi er også central for nogle af de gadgets, vi kan se frem til i år, og som du kan få en forsmag på her:

Fem gadgets, vi kan se frem til i 2020

  1. Menneskelignende avatars

    Når vi i dag går i lufthavnen, tjekker vi os som regel ind på en skærm uden at få et smil eller en reaktion fra et menneske. Men det får vi måske i fremtiden – dog ikke fra et menneske, men fra en menneskelignende avatar.

    Forskningslaboratoriet Neon, der er blevet oprettet af Samsungs Star Labs og fungerer som et uafhængigt firma under Samsung, har designet avataren.

    - Jeg så nogle demonstrationer, og det var mindblowing. Det var meget livagtigt. Jeg kan ikke forestille mig at tale med en computeravatar, siger David Guldager.

  2. Mercedes' Avatar-bil

    Mercedes-Benz har lavet en Avatar-bil.

    Det lyder vildt, og det er det også. Bilen er nærmere et koncept end en bil, og den er en blanding af alt dét, CES-messen er kendt for. Futuristisk design, teknologi, der hører til en fjern fremtid, og så har den et bindeled til underholdningsindustrien, fordi bilen er blevet til med hjælp fra 'Avatar'-instruktør James Cameron.

    Bilen har også 33 små låger i bagenden – bionic flaps – som Mercedes-Benz kalder dem, og de skal efter sigende betyde, at man kan kommunikere med folk udenfor bilen. 

    Bilens hjul er også designet, så bilen kan køre sidelæns og måske en dag diagonalt.

    Den har dog en ulempe – i hvert fald for dem, der drømmer om at køre rundt i sådan en bil – den kommer nemlig formentlig ikke på markedet.

  3. Segways kørestol

    Segway har designet et nyt og umiddelbart meget behageligt transportmiddel: The S-Pod.

    Segways nyeste skud på stammen er en æggeformet stol, som bliver styret gennem et joystick i armlænet – i modsætning til de traditionelle Segways, der styres ved hjælp af kroppen.

    S-Pods tophastighed er 38 kilometer i timen. Den ser muligvis usikker ud med dens to hjul, men den skulle ikke kunne vælte, fordi bremserne ikke anvendes på hjulene, men ved at skifte tyngdepunkt.

  4. Bold og butler

    Det kommer måske ikke som nogen overraskelse, at robotter også i år vil gøre indtog. 

    Det er måske mere overraskende, at det er en bold til dit kæledyr. Samsung har nemlig lanceret en tennisbold-lignende robot kaldet "Ballie", der bipper og ruller rundt efter din hund.

    Ballie har et indbygget kamera, så den kan fange og gemme "specielle øjeblikke", fortalte en talsperson for den sydkoreanske techgigant på CES-messen.

    Udover at holde øje med din hund for dig kan Ballie også starte andre såkaldte smart home devices som en robotstøvsuger, når Ballie vurderer, at det er nødvendigt.

    Nogle var dog kritiske over for Ballie, fordi den ikke kan gå op og ned ad trapper.

  5. Robotteknologi, der efterligner en finger

    Det har i lang tid ikke været tilladt at præsentere sexlegetøj på den amerikanske CES-messe, fortæller David Guldager. Det er til trods for, at sex-tech-virksomheden Lora DiCarlo sidste år vandt en pris, der dog endte med at blive trukket tilbage med begrundelsen, at produktet var uanstændigt.

    Men i år var tingene anderledes.

    Lora DiCarlo var på messen med produktet Osé. En form for dildo, der forsøger at efterligne menneskelig berøring ved at stimulere G-punktet og klitoris på samme tid.

    Og at vurdere ud fra salget er tiden moden til mere futuristisk sexlegetøj. Virksomheden solgte 10.000 styk i forsalg.

    Udover Osé præsenterede Lora DiCarlo også to andre produkter: Onda og Baci.