Lars Elbæk bor i dag i en 345 kvadratmeter stor villa i Charlottenlund med sin kone Farnaz. De har sammen en liebhaverejendomsmæglerforretning.
Fra 1-værelses til strandvejsvilla

10-årige Lars blev afskrevet i skolen - i dag ejer han huse og biler for millioner

Liebhavermægler Lars Elbæks forældre havde en klar plan for hans liv. Men ved at satse på sit naturlige talent steg han til tops indenfor sit felt.

Søvnen sad i øjenkrogen, og han var endnu ikke trukket i sin skjorte, da han læste ordene for sig selv:

”Eje min egen forretning”, havde han skrevet med kuglepen på noten.

Papiret sad fast med tape på indersiden af Lars Elbæks klædeskab, og som enhver anden dag mindede den ham om det personlige mål, han havde sat sig.

Men denne dag i 2005 skulle blive anderledes end de andre. Her besluttede ejendomsmægleren sig for endelig at tage skridtet og handle på den drøm, han havde haft siden sin tidlige ungdom.

Ja, det var en kæmpe satsning. Ja, han kunne blive tvunget til at sælge sit hjem, hvis det gik galt. Og ja, konkurrencen var benhård fra Københavns øvrige ejendomsmæglere, sagde han til sig selv.

Alligevel ville den lille gnist i Lars Elbæk ikke give slip.

Han tastede otte cifre ind på sin telefon og lagde røret til øret.

Liebhavermægleren og tv-personligheden Lars Elbæk er kendt for at være kompromisløs.

Det er ikke bare det tilbagekæmmede hår, det snorlige cykelstyr på overlæben eller den figursyede tweedjakke, der får den i dag 46-årige mand til at udstråle en usædvanlig selvsikkerhed.

Fra 1-værelses til strandvejsvilla

I TV 2-programmet 'Fra 1-værelses til strandvejsvilla' gennemfører liebhavermægler Lars Elbæk fra Elbæks Ejendomsmægler og designer Rasmus Larsson fra Design by Us et vildt forsøg. 

Målet er at købe, renovere og sælge boliger. Med gevinsten fra hvert af de solgte renoveringsprojekter vil de to mænd købe større og større boliger.

Således er forestillingen, at deres investering i en 1-værelses lejlighed efter et år og seks handler vil være vokset så meget, så de kan købe en bolig på Strandvejen - med udsigt til vandet.

Som den ene centrale karakter i TV 2-programmet ’Fra 1-værelses til strandvejsvilla’ gør han klart, at han bærer betegnelsen ”købmand” som et adelsmærke.

Men sådan har det ikke altid været.

I Lars Elbæks hjem var penge og prestige absolut ikke idealet, og det lå langt fra i kortene, at drengen fra provinsen skulle ende med at handle med nogle af Danmarks dyreste boliger.

Vildt barn fra den yderste venstrefløj

I den lille industriby Frederiksværk, hvor Lars Elbæk voksede op, var der især to slags mennesker, husker han.

Hvert år kom ”københavnerne” til byen for at tilbringe de varme måneder i deres sommerhuse i det nordsjællandske. De kom i deres flotte biler og talte aldrig deres mønter, når de købte ind hos bageren, lagde den lille dreng mærke til.

Sådan var det ikke i hans familie. Hos ”de lokale”.

Her fik han og hans søster i en tidlig alder indprentet, at det prangende og materielle ikke var vejen til lykke. Den var i stedet at knokle og passe sit gode arbejde, lød det fra forældrene, som var aktive i det stærkt venstreorienterede parti, Venstresocialisterne.

For 10-årige Lars Elbæk betød det, at hans karriere så ud til at være forudbestemt.

”Han er jo ikke boglig. Han er sådan en, der er god med sine hænder,” husker han, at hans mor argumenterede til en skole-hjem-samtale. Vel at mærke efter at læreren havde fortalt om sønnens utallige eftersidninger og omkring tre ugentlige ture uden for døren.

En fremtid som håndværker var det rigtige for en dreng med ”krudt i røven" som ham.

Det var først mange år senere, at Lars Elbæk begyndte at anfægte det.

Rene negle i værkstedet

Et karaktergennemsnit på 6,2 på den daværende 13-skala var heldigvis nok til, at Lars Elbæks afsluttende eksamen i 9. klasse gav adgang til teknisk skole og uddannelsen til busmekaniker.

At han lå nær dumpegrænsen var ligegyldigt. Nu havde han udsigt til det svendebrev, som hans far, der var buschauffør, aldrig havde fået.

På den nye skole begyndte det for første gang at gå op for Lars Elbæk, at han måske var anderledes end sine medstuderende.

Hver dag mødte han op med handsker og en ren kedeldragt - og rynkede på næsen af de øvrige elevers tøj og hænder fyldt med sort oliestænk. Der var da ingen grund til at være så ulækker, når man gjorde sit arbejde? Det var ikke ligefrem nogen, han havde lyst til at overlade en bil til, tænkte han for sig selv.

Selvom han knoklede, så var noget forkert. Han følte sig ikke hjemme. Alligevel blev evnerne uvurderlige, da han gjorde sin første profitable investering: Købet af en brugt Puch Maxi MS50 3-gear fra Den Blå Avis.

Kicket, der startede det hele

Han havde sparet de 250 kroner til den sorte knallert op gennem sit fritidsjob hos den lokale cykelhandler, og nu stod den nye kværn i familiens have.

Den var omkring 20 år gammel, forbremsen virkede ikke, sædebetrækket var ødelagt, og den var beskidt. Alt det var der heldigvis råd for. Et nyt bremsekabel kostede 30 kroner og var nemt til at montere selv, hans mor kunne sy et nyt betræk til sædet, og så gik han ellers i gang med arbejdet.

Han pudsede og polerede med sin lille pudseklud hele eftermiddagen, mens sommersolen bagte ned på ham. Han blev ved, indtil han blev blændet af genskinnet i lakken.

Det var med en vis stolthed, at han kørte ned til byens købmand, hvor hans venner hang ud. Men denne gang kom en voksen mand hen til ham.

- Er du frisk på at bytte? spurgte han.

Manden var mindst 30 år – næsten dobbelt så gammel som Lars Elbæk selv – og havde en sølvfarvet Puch Maxi af modellen KL – Kickstart Luksus, som han var villig til at give for knægtens skinnende knallert.

En virkelig god deal, vidste Lars Elbæk. Knallerten var bedre og var kun to år gammel.

Efter en tur igennem 'Elbæks værksted' med en simpel behandling bestående af pudsning og polering købte en lokal dreng knallerten for ”fem egern”. 5000 kroner.

Han husker stadig følelsen mellem fingrene af de enorme pengesedler med en værdi, der var 20 gange mere, end han havde betalt for sin egen knallert. Den aften gav han sodavand til vennerne hos købmanden - og han følte for første gang det kick, der skulle blive hans levevej.

Et blomstrende handelstalent

De næste år blev knallertsalg til bilsalg, og biler blev til dyrere biler. Udover haven blev skuret, garagen og bryggerset også inddraget i hans forretning. Hvert salg øgede overskuddet. Og i 1991, da Lars Elbæk fyldte 18 år, fik han sit eget CVR-nummer. Nu var han ægte virksomhedsejer.

Ja, han var god med sine hænder, konstaterede han. Men måske var den historie, han selv - og i særdeleshed hans forældre - havde fortalt om ham, ikke så ensidig? Måske var hans salgsevner endnu bedre.

Hans forældre var ikke overbevist. Især ikke da han sagde, at han i stedet for at forfølge mekanikerkarrieren ville tage den gymnasiale handelseksamen som den første i sin familie.

Hun ville give det to til tre uger, sagde hans mor. Så skulle han nok blive træt af at gå i skole igen, som han altid havde været.

Hun fik ikke ret.

Et mål ad gangen

Det var her, at Lars Elbæk begyndte at skrive listen med sine personlige mål.

”En Jaguar XJ6 i farven racing green” var den første ting, som han skrev ned og satte op med tape på indersiden af sit klædeskab.

Noten gav Lars Elbæk følelsen af, at han holdt sig på dupperne - og det var med til at tøjle hans rastløshed. Han tvang sig selv til at kigge på den hver dag, når han skulle tage tøj på om morgenen.

Den klassiske britiske sportsvogn med det karakteristiske kattedyr på køleren var i den grad af typen, som kunne få folk til at vende blikket. Det havde været en drøm at købe og køre sådan en helt tilbage fra hans barndom, hvor han – hvis han var heldig - havde set storbyboerne i Frederiksværk komme kørende i de mere unikke modeller.

Med sine bilsalg, der gik strygende, var målet pludselig ikke så langt væk. Men for at få råd til drømmen begyndte han at tænke i en ny forretningsmodel.

Som nyudklækket student var kun det flotteste godt nok

Den unge sælger bladrede gennem siderne i Berlingske Tidende, og hans øjne blev fanget: Boligannoncerne.

Han var netop færdiguddannet fra handelsskolen, men han var ikke på jagt efter en bolig. I stedet ledte han efter sit næste job. Ifølge Lars Elbæk var de fleste ejendomsmæglere i Nordsjælland uduelige. Og hvis han kunne sælge biler, hvorfor skulle han så ikke kunne sælge huse? Han var overbevist om, at han var bedre.

Derfor ledte han specifikt efter annoncerne, som udstrålede noget eksklusivt. Dem, der udfyldte pladsen i avisopslaget og havde store, gode billeder af husene. For han ville arbejde et sted, hvor der ikke blev sparet på noget.

Hans ansøgninger endte med fire jobsamtaler – og fire jobtilbud. Heraf faldt valget på den ejendomsmægler, hvor ejeren interesserede sig for de samme klassiske engelske biler som ham selv.

Rastløsheden vendte tilbage

Lars Elbæk fandt sin hylde, da han startede som ejendomsmægler.

Der var overraskende mange ligheder mellem det nye erhverv og hans tidligere gesjæft. Det tog 40 sekunder for en kunde at vide, at en knallert havde den rigtige lyd, og om de ville købe den. På samme måde tog det boligkøberne 40 sekunder at beslutte, hvorvidt de var forelskede i et nyt hjem.

Nu kunne han tage Jaguaren på arbejde. Ikke den grønne XJ6’er. Den var allerede fortid. Den var solgt og erstattet af en anden drømmemodel: Den strømlignede Jaguar E-Type coupe.

Desuden havde han fået adresse i Charlottenlund i det såkaldte Whiskeybælte nord for København.

Der skulle dog ikke gå mange år, før han igen blev rastløs, og ambitionerne tvang ham til at satse.

Vendepunktet

Lars Elbæk satte sig ned på sengen, mens telefonen i hans hånd ringede. Han var utålmodig. Spændt og nervøs på samme tid.

Han havde fået sin autorisation som ejendomsmægler og havde nu endelig muligheden for at åbne en forretning i sit eget navn. Han havde lovet banken sit hus som garanti, hvis det gik galt. Så der var mere end bare hans stolthed på spil.

For at få sin drøm til at gå i opfyldelse havde Lars Elbæk udset sig den nordsjællandske mæglerkæde Lokalbolig, som ikke havde én eneste filial i København på daværende tidspunkt. Markedet buldrede afsted. Han ville med. Forretningen havde et meget større potentiale, som han havde evnerne til at indfri – og det var kædens øverste boligchef, han nu forsøgte at få i røret for at sætte et møde op.

I dag husker han ikke den præcise samtale under sit møde med ledelsen.

Han argumenterede for, at han kunne sælge, og han kunne vise resultaterne fra alle sine tidligere forretninger og job. Helt tilbage fra sin sorte Puch Maxi i haven i Frederiksværk til de hundredevis af boliger, han nu havde solgt.

Men et ord stod alligevel tydeligst tilbage i hans hukommelse fra samtalen: Nej. De ville ikke lade ham åbne en københavnsk filial.

Stædigheden vandt

Her kunne Lars Elbæks største ejendomsmæglereventyr være endt i graven.

Blå bog: Lars Elbæk

Uddannelse: Busmekaniker, HHX i Lyngby og autorisation til at drive selvstændig ejendomsmæglervirksomhed

Job: Selvstændig bilforhandler, ejendomsmægler i Danbolig-kæden, Lokalbolig og Elbæks Ejendomsmægler

TV: Medvirket i 'Boligrivalerne' (TV 2), 'Kræsne købere' (TV3), Flyt eller Forny (TV3), 'Til middag hos...' (TV3), Klovn (TV 2) og 'Fra 1-værelses til strandvejsvilla' (TV 2)

Han kunne være fortsat i et godt, stabilt job som ejendomsmægler, som han er overbevist om, at hans forældre ville have rådet ham til. Sådan er han bare ikke.

Han var nået længere, end han nogensinde havde drømt om, og det var for tidligt at slippe trykket på speederen nu.

Et par dage efter satte han derfor et nyt møde op. Uden held.

Og endnu et. Uden held.

Men han havde alligevel gjort et indtryk og solgt sig selv og sit talent. For få uger efter modtog Lars Elbæk et opkald fra boligchefen. De havde skiftet mening fra hovedkontoret.

Han kunne nu - sammen med en partner - starte sin egen forretning i Valby ved København.

Listen er skrottet - næsten

I dag ved Lars Elbæk, at valget om at satse nærmest alt, hvad han ejede, var det rigtige. Og en god forretning.

Forretningen havde underskud de første år, men da det vendte, opnåede Lars Elbæk det, han havde drømt om siden sin ungdom: Frihed. Både økonomisk og mental frihed, som ikke lå i et fast arbejde. Han var for alvor brudt ud af det, hans forældre havde forestillet sig.

Den dreng, som kunne have stået på et værksted, gik nu i blazer hver dag. Særligt de farvestrålende slags, som Lars Elbæk har en forkærlighed for.

For to år siden solgte han dog alligevel sin sidste aktie i Lokalbolig, som han og hans partner nåede at åbne seks filialer i. Ejendomsmægleren så efterhånden forretningerne som et barn, som han havde opfostret helt fra starten, men nu krævede sin uafhængighed – og det var tid til at give slip.

- Jeg blev to centimeter højere og tabte mig ti kilo den dag, jeg sagde farvel, siger han.

- Det blev for meget polsk pølsefabrik. Jeg tænkte bare mængde, mængde, mængde i stedet for at gøre det, jeg kan lide: At læse kundernes behov. Det er der bedre mulighed for, når der er tale om liebhavervillaer, siger han.

Salget betyder, at han i stedet har kunnet sætte flueben ved sin hidtil største forretningsmæssige ambition på listen: Sin helt egen liebhaverejendomsmægler to minutter fra Kongens Nytorv.

Ved indgangen mødes man af flere boligfotografier. ”SOLGT” står der henover fotografiet af en 211 kvadratmeter stor villa i Hellerup.

Forretningen er indrettet i mørke farver, og i midten står to store skriveborde vendt mod hinanden. Her sidder Lars Elbæk overfor sin kone Farnaz Elbæk, som er partner hos liebhaverejendomsmægleren.

- Der stod også “en smuk kone” på listen engang, siger han og sender et smil hen mod hende.

De bor sammen i en 345 kvadratmeter stor bolig i Charlottenlund til 30 millioner med Lars Elbæks to døtre på 11 og 12 år, og Farnas’ søn på ti år.

Nu er listen med mål dog skrottet, slår han fast.

- Når man bliver forælder, så får man flere bløde værdier. Jeg opdrager dem ikke til at gøre sig umage i skolen, men at de gør noget, der gør dem glade. Og at de har empati for andre, siger han.

Han kan dog ikke lægge fra sig, at han hele tiden stræber efter noget.

Han har fået sommerhuset i Tisvildeleje, som engang stod på listen, men nu skal det helst være i første række til vandet.

Det, de har, er nemlig kun med vandudsigt fra første sal. Balleruprækken, som Lars Elbæk kalder det.

Han er selv blevet "københavneren, der ikke tæller mønterne hos bageren".

Du kan følge Lars Elbæk og Rasmus Larssons boligeksperiment i 'Fra 1-værelses til strandvejsvilla' på onsdag klokken 20.50 TV 2 eller TV 2 PLAY.