16x9

Fra konkurs til mangemillionær: Håndlæser gjorde forskellen

I samarbejde med Danske Bank og EY

Kim Hyldahl ramte bunden og gik konkurs i 2010. Men han gav ikke op, og siden har han tjent en formue på tøjmærket Mos Mosh.

Nu er det ikke videnskabeligt bevist, at håndlæsere kan forudsige fremtiden. Men modemanden Kim Hyldahl var en eftermiddag i 2010 så meget i tvivl om sin fremtid, at han ikke havde noget at tabe.

Kim Hyldahl var på besøg hos nogle venner, hvor en håndlæser engang imellem kom forbi og gav omgangskredsen gode råd med på vejen.

Kim Hyldahl havde kun ét spørgsmål, han ville have håndlæseren til at forholde sig til. Svaret kom prompte og uden tøven.
Kim Hyldahl havde kun ét spørgsmål, han ville have håndlæseren til at forholde sig til. Svaret kom prompte og uden tøven. Foto: Carsten Bundgaard Andersen

Skeptisk satte Kim Hyldahl sig i stolen, og håndlæseren studerede hans hånd. Fra hendes mund kom en masse rigtige ting om hans liv indtil videre. Men egentlig var der kun én ting, han virkelig brændte for at få svar på.

- Skal jeg gå den selvstændige vej eller blive lønmodtager?

Hun kiggede i hans hånd og på ham.

Om samarbejdet

Denne artikel præsenteres i samarbejde med EY og Danske Bank. 

Danske Bank er hovedsamarbejdspartner for 'EY Entrepreneur of the Year'.

Håndlæseren var ikke i tvivl.

- Du skal helt klart gå den selvstændige vej, lød det klare svar fra håndlæseren.

Kort forinden var Kim Hyldahl blevet skilt, firmaet var gået konkurs, bankkontoen var tom, og udenfor huset stod et "til salg"-skilt.

Men håndlæseren gav ham modet til at følge sit hjerte og satse på sig selv og syv par damejeans.

Det blev begyndelsen på et erhvervseventyr af de helt store samt historien om, hvordan man som iværksætter rejser sig og skaber en succes efter at have ramt bunden.

For mens der i runde tal bliver startet cirka 34.000 nye virksomheder om året i Danmark, så gik flere end 7000 virksomheder konkurs i 2018. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

For iværksættere er det den ultimative katastrofe, men der kan være værdifuld erfaring at hente midt i modgangen, hvilket Kim Hyldahl og hans firma Mos Mosh i dag er bevis på.

Ville ikke være håndværker

Historien om 56-årige Kim Hyldahl begyndte i Vestjylland. Nærmere bestemt i landsbyen Skads lidt udenfor Esbjerg, hvor han er født og opvokset.

Forældrene var begge selvstændige, hans far tømrermester og moderen damefrisør. Hans bror blev uddannet tømrer, men Kim Hyldahl skulle ikke være håndværker.

- Jeg har altid vidst, at det skulle have noget at gøre med international handel, siger Kim Hyldahl og uddyber, at det var drømmen om at komme ud i den store verden og møde forskellige kulturer, der trak.

I 1970’ernes Vestjylland hørte den slags fremtidsdrømme ikke til de mest gængse, men Kim Hyldahl var aldrig i tvivl.

- Jeg er ikke uddannet designer, men jeg interesserer mig for tøj og har et okay "touch" på, hvad der kan sælge, fortæller han med en god portion vestjysk ydmyghed.

Kim Hyldahls ambitioner og drømme var større og vildere, end man var vant til på de kanter, han er vokset op.
Kim Hyldahls ambitioner og drømme var større og vildere, end man var vant til på de kanter, han er vokset op. Foto: Carsten Bundgaard Andersen

Efter skolen blev han uddannet i tøjbutikken Far og Søn i Esbjerg, og nogle år senere tog han kontakt til Troels Holch Povlsen, der var direktør for tøjgiganten Bestseller. Han blev ansat som indkøber og fik dermed opfyldt drømmen om at rejse verden rundt.

Realiseringen af drømmen om at rejse jorden rundt affødte en ny drøm. Nemlig at skabe noget på egen hånd.

Menneskeligt og økonomisk ruineret

Efter ti gode år hos Bestseller, besluttede han sig omkring årtusindeskiftet for at blive selvstændig. Først med sit eget agenturfirma og senere i 2007 med tøjbrandet Pieszak, som han havde sammen med sin daværende hustru.

Men det var midt under finanskrisen, og markedet var svært. Det var samarbejdet med ægtefællen også.

Iværksætterdrømmen brasede, i takt med at finanskrisen brød ud. Det samme gjorde samarbejdet med ægtefællen.
Iværksætterdrømmen brasede, i takt med at finanskrisen brød ud. Det samme gjorde samarbejdet med ægtefællen. Foto: Carsten Bundgaard Andersen

- Det der med at gå op og ned ad hinanden 24 timer i døgnet. Det var vi ikke så gode til, og det gik udover firmaet, siger han.

Prisen for det blev høj. Efter godt tre år blev Kim Hyldahl og hans hustru skilt både personligt og professionelt, og firmaet gik konkurs.

I den periode var Kim Hyldahl både menneskeligt og økonomisk ruineret.

For en mand, der tidligere havde haft gode jobs og masser af succes, var det ikke sjovt at være midt i 40’erne og køre rundt i en bil, der bimlede og bamlede efter service og samtidig bo i et hus, der var sat til salg.

- Jeg var økonomisk bagud og skyldte penge. Det var ikke godt, og jeg var en presset mand, fortæller Kim Hyldahl.

Kunsten at rejse sig

Kim Hyldahl er blot én blandt mange iværksættere, der har oplevet det at gå konkurs.

Dem har erhvervspsykolog Stina Ørgård, der er managing director hos erhvervspsykologer.com, mødt en del af gennem sit arbejde. Ifølge hende kræver det en god portion selvtillid og selvværd at kunne rejse sig igen.

Afgørende er også den enkeltes indstilling til livet.

square to 16x9
Midt i et kaos af skilsmisse og konkurs skulle Kim Hyldahl finde modet og viljen til at rejse sig og komme videre. Foto: Carsten Bundgaard Andersen

- Det handler grundlæggende om den indre kamp, mellem "jeg er en fiasko", og "det her handler om ting, som jeg kan gøre anderledes i anden omgang", fortæller Stina Ørgård.

Det er derfor afgørende, om man er typen, der ser muligheder i stedet for begrænsninger, da det har betydning for, hvor god man er til at vende noget negativt til noget positivt.

Men selvom man har et lyst sind, kan der stadig være ubehagelige ting, der fylder meget i ens hoved efter en konkurs. Især hvis man ikke taler om det.

Stina Ørgård forklarer, at det derfor er en rigtig god idé at tale med nogen om det, man har været igennem, og hvad det har haft af betydning for ens liv.

Når man har det på plads, kan man gå videre til den mere rationelle del, der handler om, hvad man skal gøre anderledes, næste gang man starter ny virksomhed.

- Hvis man vil rejse sig igen, skal man være i stand til at se på sin konkurs og tænke det mere som læring end som fiasko, siger Stina Ørgård, og uddyber, at motivation i sidste ende er altafgørende for, om man kan rejse sig igen og starte forfra.

- Man skal vide, hvorfor man tager kampen op igen, fortæller hun.

Voldsom tillidserklæring

square to 16x9
Da Kim Hyldahl besluttede sig for at kaste sig ud i et nyt iværksættereventyr, var der en af kollegaerne fra Pieszak-tiden, der valgte at følge ham uden nogen form for sikkerhed. Foto: Carsten Bundgaard Andersen

Kim Hyldahl fortæller, at han er født med en tro på, at han kan gøre en forskel, så selvom han lå ned, kunne han ikke give op.

Midt i kaosset med skilsmisse og konkurs havde han en drøm i form af en ny type jeans, han gerne ville lave.

Derfor besluttede han sig i 2010 for at låne penge af sin bror til at udvikle syv par bukser. Han blev i tøjbranchen, fordi det nu engang var den branche, han kendte, og hans bror troede på hans nye idé.

Det blev begyndelsen på Mos Mosh.

Men hvis konkursen havde lært ham én ting, så var det, at han ikke kunne gøre det alene.

Det viste sig hurtigt, at Kim Hyldahl havde spottet et hul i markedet, og butikkerne var ivrige efter at få fat i hans nye jeans.
Det viste sig hurtigt, at Kim Hyldahl havde spottet et hul i markedet, og butikkerne var ivrige efter at få fat i hans nye jeans. Foto: Carsten Bundgaard Andersen

Med sig havde Kim Hyldahl derfor en tidligere sælger fra Pieszak-tiden, der havde valgt at følge med ham, på trods af at fremtidsudsigterne var alt andet end sikre.

- Det var en voldsom tillidserklæring fra hendes side, husker Kim Hyldahl, der havde kontor i sit hus, mens sælgeren rejste landet rundt med de nye jeans.

Alle butikker takkede ja, og Kim Hyldahl vidste, at han havde ramt noget rigtigt med sin vision.

På det tidspunkt var markedet fyldt med italienske jeans med fede detaljer samt amerikanske jeans med god pasform.

- Jeg tog de to egenskaber og blendede dem sammen, fortæller Kim Hyldahl og uddyber, at han har lært, at det første en kvinde kigger efter, når hun prøver et par bukser, er, om hun får en god eller dårlig numse i dem.

Nummer to er, om bukserne har nogle fede detaljer.

Kim Hyldahls jeans havde begge egenskaber, og markedet tog dem til sig med lynets hast.

Det store dilemma

square to 16x9
Kim Hyldahl har på ti år formået at skabe en virksomhed, der har butikker i hele verden. Foto: Carsten Bundgaard Andersen

En dag ringede telefonen, og samtalen satte Kim Hyldahl i et svært dilemma. Inde hos Bestseller havde de hørt, at han var gået konkurs, og de ville gerne have ham tilbage i en attraktiv chefstilling.

Det ville Kim Hyldahl egentlig gerne, men der var jo også sælgeren, som han følte en stor forpligtelse overfor.

- Så var det, jeg gik til håndlæseren, fortæller Kim Hyldahl.

Derefter gik det ellers stærkt.

På under ti år er Mos Mosh blevet den største danske leverandør til det tyske marked bortset fra Bestseller, og virksomheden har i dag 2400 butikker over hele verden som kunder. I 2019 rundede Mos Mosh en omsætning på 450 millioner kroner.

Og det er ikke gået ubemærket hen.

Kim Hyldahl er meget tydelig, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt man bliver lykkelig af at have penge.
Kim Hyldahl er meget tydelig, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt man bliver lykkelig af at have penge. Foto: Carsten Bundgaard Andersen

I 2017 fik Kim Hyldahl et tilbud fra en tysk kapitalfond, der var klar til at betale ham et trecifret millionbeløb for 69 procent af Mos Mosh. Det takkede han ja til, og selvom han ikke fortæller folk, hvor meget han præcist fik for salget, flyder tallet 200 millioner kroner rundt i erhvervsartikler på diverse medier.

Og så fristes man til at spørge, om den slags penge gør en mand lykkelig.

Svaret er ifølge Kim Hyldahl nej. Men man får adgang til nogle gode ting, og han mærker pengene, når han kommer hjem til sit hus, der ligger ned til fjorden. Og når han sætter sig ind i sin bil.

Undgå de samme fejl

square to 16x9
Evnen til at fokusere på sine styrker og uddelegere opgaver er ifølge iværksætteren en forudsætning for succes. Foto: Carsten Bundgaard Andersen

- Men du bliver sgu ikke lykkelig af penge, siger han.

I stedet er det værdier som ydmyghed og selverkendelse, der fylder hos ham.

Rejsen fra konkurs til succes har lært ham, at man skal være voldsomt fokuseret og undgå at begå de samme fejl igen og igen.

- Jeg har også erkendt, at jeg skal fokusere på det, jeg er bedst til, og lade andre gøre det, de er bedst til, fortæller han.

Næste skridt for erhvervsmanden er, at Mos Mosh skal lancere en ny herrekollektion.
Næste skridt for erhvervsmanden er, at Mos Mosh skal lancere en ny herrekollektion. Foto: Carsten Bundgaard Andersen

I dag er Kim Hyldahl stadig direktør i Mos Mosh, og motivationen til at fortsætte fejler ikke noget. Snart lancerer Mos Mosh en helt ny herrekollektion, og der venter masser af udfordringer i horisonten.

Og håndlæseren? Kim Hyldahl har været tilbage hos hende en enkelt gang siden, men det er ikke noget, han har det store behov for at fortælle mere om.

- Folk skulle nødig tro, det er den måde, jeg træffer alle mine beslutninger på, slutter han med et grin.

Kim Hyldahls tre gode råd til unge iværksættere

Hav stolthed

Du skal have stolthed med, i det du laver. For at få succes skal du i sidste ende skabe et produkt, der er bedre end dine konkurrenters, og det kan du kun, hvis du er fokuseret og lægger dit hjerte i det.

Vær ærlig og ordentlig i alt, hvad du gør

Du ved aldrig, hvornår du selv får brug for hjælp, så vær ordentlig overfor dine samarbejdspartnere. Både for din egen samvittigheds skyld, og fordi det altid betaler sig i længden.

Vær arbejdsom

Succes kræver hårdt arbejde, og du skal være arbejdsom og flittig. Men lige så vigtigt er det, at du har hands on på produktet og produktionen, så du hele tiden ved, hvordan det går og udvikler sig.