Lægerne havde givet op – nu er ni års kronisk hikke kureret
Det tog fem omgange med nålestik at stoppe ni års kronisk hikke.
Lægerne havde givet op, og Pia Helgart havde affundet sig med, at en konstant hikke skulle være en følgesvend resten af hendes liv.
Men nu har hun hikket sit måske sidste hik.
For til alles overraskelse er det lykkedes en midtjysk akupunktør at sætte en stopper for de små krampetrækninger i Pia Helgarts mellemgulv.
- Det er helt vildt, at der ikke skulle mere til, siger den 51-årige vestjyde i ’Go’ Morgen Danmark’.
For tre uger siden, da hun første gang var gæst i 'Go' morgen Danmark', var alting nemlig helt anderledes.
Lægerne gav op
Pia Helgarts første hik kom ”ud af det blå” for ni år siden.
Siden da hikkede hun konstant: Når hun var på arbejde på Humlum Brød, gik på indkøb, til sin datters bryllup, og endda når hun sov.
Nogle gange i anfald, hvor flere hik kom oveni hinanden.
Hikker man i mere end to dage, er der tale om "vedvarende hikke", hvor man opfordres til at søge læge. Noget, som Pia Helgart i den grad har gjort.
Pia Helgarts mangeårige hikke er forsøgt behandlet med massevis af husmorråd, astmamedicin, kostomlægninger, en CT-skanning, der intet viste, og besøg hos en speciallæge.
Beskeden var det samme efter alle behandlingerne: Hikken var ufarlig, men kronisk.
- Lægen gav op og sagde, at jeg måtte lære at leve med det, sagde Pia Helgart, da hun sammen med sin datter var i Go' Morgen Danmark for mindre end tre uger siden.
Gennem indslaget var Pia Helgarts hik en slags underlægningsmusik til interviewet. Det eneste tidspunkt, hun ikke hikkede, var, når hun talte.
- Det er konstant, men jeg har vænnet mig til det nu, sagde hun dengang.
Afslutningen på indslaget var, at akupunktøren John Boel tilbød at behandle Pia Helgarts hikken.
Frygt for nåle
Inden akupunkturen havde Pia Helgart én betænkelighed ved behandlingen.
- Jeg er bange for nåle, så det var lidt hårdt, siger hun.
Hun besluttede sig for ikke at se på nålene, så på trods af frygten, tog Pia Helgart afsted til Aulum i Midtjylland, hvor John Boel har klinik.
Det viste sig at være en god beslutning.
Allerede på vej hjem bilen kunne hun mærke forskel.
- Jeg havde ikke alle de anfald, der plejede at være. Min veninde, der kørte mig, kunne også mærke det, siger Pia Helgart.
Ét mål: At stoppe "hikkebevægelsen"
Siden er det blevet til fem omgange akupunktur for Pia Helgart.
Hun er blevet behandlet med en kombination af traditionel kinesisk akupunktur og den mere moderne AkuNova, der virker gennem nervesystemet.
Hikke kan bedst beskrives som en pludselig, ufrivillig vejrtrækning forårsaget af en sammentrækning, en slags krampe, i mellemgulvet.
Derfor har målet har været at få musklen i mellemgulvet til at stoppe med at trække sig sammen i ”hikkebevægelsen”, forklarer John Boel.
Der mangler noget
Livet uden hikke er dejligt, men også underligt, fortæller Pia Helgart.
Der mangler sommetider noget, supplerer hendes datter, Mette Frøkjær Pedersen.
- Jeg kan også godt savne det lidt, siger hun.
Hun fortæller, at togturen til tv-studiet i København var mere stille end normalt.
På trods af den uvante tavshed er både mor og datter glade for, at hikken er forsvundet.
- Jeg kan mærke, at jeg har fået en gladere mor, siger Mette Frøkjær Pedersen.
Der findes en lang række husmorråd, hvis man lider af et mindre grelt tilfælde af hikke, end Pia Helgart gjorde.
Og selv om der ikke er videnskabelig evidens for, at de virker, så er der heller ikke bevis for, at de ikke virker. Se fem af dem i listen her: