De gik fra lejlighed til strandvejsvilla på 4 år - sådan gjorde de

Se her, hvordan de to boligeksperter gik fra en lille lejlighed i Valby til en liebhavervilla ned til vandet gennem otte boligprojekter.

Denne artikel er udgivet i forbindelse med afslutningen på sæson et af ’Fra 1-værelses til strandvejsvilla’, men er blevet opdateret, skrevet til og genudgivet i forbindelse med sæson to.

Da liebhaverejendomsmægler Lars Elbæk og designeren bag firmaet Design by us Rasmus Larsson startede deres projekt, kaldte de opgaven for "nærmest umulig" og "direkte hjernedød".

De to ville nemlig forsøge at gå fra en investering på 1,5 millioner kroner i en lille lejlighed til at handle sig til en strandvejsvilla.

Fire år efter deres første handel kunne de to herrer gå sejrsrige ud af projektet. I hånden havde de nøglerne til en nybygget villa direkte ud til vandet i Ålsgårde.

Projektets udfordringer

Projektet i 'Fra 1-værelses til strandvejsvilla' viste sig at være en del sværere, end Lars Elbæk og Rasmus Larsson havde regnet med.

Projektet skulle have været afsluttet efter et år og én sæson, men første sæson endte med at tage to år, og den sluttede med at mændene havde råd til en byggegrund ved vandet i Ålsgårde. I anden sæson fortsatte de med at handle boliger for at opnå kapital til at kunne bygge en villa på strandvejsgrunden. Anden sæson endte ligeledes med at tage to år.

Men hvilke handler har de egentlig lavet for at få 1,5 millioner til at blive til en villa på strandvejen?

Se alle boligerne i eksperimentet herunder.

1. Bolig: Lille lejlighed i Valby, København

Bolig 1 før
Bolig 1 efter
Bolig 1 før
Bolig 1 efter

Eksperimentets første bolig var en toværelses lejlighed. Der var tale om et dødsbo i Valby ved København.

Efter renoveringen var det nærmest ikke til at genkende.

Det lille badeværelse blev udvidet med en brusekabine, og der blev sat en sort "newyorker"-glasvæg op mellem køkken-alrummet og soveværelset for at skabe masser af lys og rummelighed. Og så bejdsede designeren de afslebne gulve sorte.

Tid fra køb til salg: Cirka seks uger blev brugt på renovering og seks uger på salg.

2. bolig: Lille lejlighed på Vesterbro, København

Bolig 2 før
Bolig 2 efter
Bolig 2 før
Bolig 2 efter
Bolig 2 før
Bolig 2 efter

Rasmus Larsson var mildest talt skeptisk, da Lars Elbæk fremviste den underskrevne købsaftale på en lille stuelejlighed på Vesterbro. Bad i kælderen, et "nedrivningsparat" køkken og graffitimalede vægge lignede ikke ligefrem en god investering.

Håndværkerne skrabede stort set alt ud af lejligheden, bankede hul i væggen for at få en dør direkte ud til den hyggelige gård, og badet blev integreret på det lille badeværelse.

Tid fra køb til salg: Cirka ti uger blev brugt på renoveringen og en uge på salg.

3. bolig: Hus i Brøndby Strand

Bolig 3 før
Bolig 3 efter
Bolig 3 før
Bolig 3 efter
Bolig 3 før
Bolig 3 efter

Med to lejligheder solgt var det tid til at give sig i kast med en endnu større investering: Et hus lidt syd for København i Brøndby Strand.

Totalrenoveringen viste sig at være en del mere omfattende end de tidligere boliger, da der både skulle lægges nye gulve, sættes nye vinduer i, et spritnyt køkken og meget mere.

Allerede efter første fremvisning blev boligen solgt.

Tid fra køb til salg: Cirka tre måneder blev brugt på renovering og en uge på salg.

4. bolig: Hus i Greve med tilknyttet strand

Bolig 4 før
Bolig 4 efter
Bolig 4 før
Bolig 4 efter
Bolig 4 før
Bolig 4 efter

Nøglerne var knapt afleveret til boligen i Brøndby Strand, før næste bolig var købt.

Over de følgende måneder fik huset i Greve både nyt el, vinduer, ny farve både ind- og udvendigt, og der blev lagt naturgas som varmekilde i hele huset.

Renoveringen endte også med at koste over en million kroner. Først efter tre måneder – og med et prisnedslag på næsten 200.000 kroner – blev boligen solgt til et ungt par.

Tid fra køb til salg: Cirka seks måneder blev brugt på renovering og tre måneder på salg.

5. bolig: Hus på hovedgaden i Tisvildeleje

Det tog Lars Elbæk under en dag at videresælge den bolig, han erhvervede sig i Tisvildeleje som eksperimentets femte bolig. Uden så meget som at male en væg eller slå et søm i.

Dødsboet var til salg for 4,1 millioner kroner, men liebhavermægleren fik den forhandlet ned til 3,5 millioner kroner. En anden køber, som var interesseret i en bolig i den hippe nordsjællandske by, stod nærmest allerede klar til at give den oprindelige udbudspris.

Boligeksperterne kunne dermed inkassere fortjenesten på næsten 600.000 kroner.

Tid fra køb til salg: Ingen renovering og under en uge blev brugt på salg.

Bolig 6: Strandvejsgrund i Ålsgårde

De 1,5 millioner kroner, som Lars Elbæk og Rasmus Larsson skød i projektet i starten af sæson et, var vokset til over det dobbelte.

I slutningen af sæson et havde de fået 1,5 million til at blive til lidt over 3,7 millioner. For 2,5 millioner kroner købte de en grund helt ned til vandet i Ålsgårde. Grunden havde oprindeligt været udbudt til næsten den dobbelte pris og været til salg i mere end fem år. Men makkerparret fik lukket handlen.

Nu gjaldt det om at handle et par boliger mere for at tjene penge til at kunne lave et hus på grunden.

Bolig 7: Sommerhus i Melby

Huset inden renovering
Huset efter renovering
Inden renovering
Indenfor efter renovering
Køkken inden renovering
Efter renovering

Makkerparret købte et sommerhus i Melby, som havde været til salg i næsten to år. De besluttede, at huset skulle have den helt store tur, og fjernede blandt andet facadebrædderne, lavede en stor tilbygning, nye gulve, nyt køkken og nyt bad.

11 uger efter overtagelsen er sommerhuset sat i stand og blev udbudt til 2.880.000 – to millioner mere end købsprisen.

Tid fra køb til salg: 11 uger på renovering og tre uger på salg.

Bolig 8: Snedkerværksted i Liseleje

huset
huset efter
Stuen
stuen efter
stuen mere
stuen efter
Køkken
Køkken efter

Lars Elbæk og Rasmus Larsson købte et snedkerværksted, som de konverterede til et sommerhus. Huset lå i Liseleje, og der var meget få boliger til slag, da de to herrer købte det. De lagde vægt på, at husets pris på 1.495.000 var næsten det samme som grundværdien, og derfor turde de at købe huset ubeset, få timer efter at det var blevet sat til salg.

De blev dog overraskede, da de så huset, for der manglede både kloak, toilet, ordentlig el og en anden varmekilde end en brændeovn.

De besluttede at huset skulle bindes sammen af en tilbygning, og derudover malede de murstensfacaden og lavede stort set alt om indvending. Gulvene blev slebet og blev bejdset med lys bejdse, der kom et nyt køkken i, i et rum, som før ikke var en del af huset, og der blev selvfølgelig lavet kloak og nyt badeværelse.

Tid fra køb til salg: 12 uger blev brugt på renovering og lidt over en uge på salg.

Resultatet

Grunden inden bebyggelse
Grunden efter bebyggelse

Omkring fire år efter at Rasmus Larsson og Lars Elbæk foretog deres første køb, kunne de med stor tilfredshed låse sig ind i deres strandvejsvilla på Nordre strandvej i Ålsgårde.

Selve huset endte med at koste dem 7.693.297 kroner inklusiv grund og at få fjernet en servitut at bygge.

Og byggeriet tog omkring ni måneder.

Da realkreditinstituttet skulle vurdere huset lød dommen på cirka 11 millioner. Lars Elbæk og Rasmus Larsson havde altså fået 1,5 millioner til at blive til 11 millioner på fire år.

Spørger man de to herrer, om alle og enhver kunne gøre, hvad de har gjort, er svaret klart:

- Ja, klart. Budgettet på 1,5 million er et niveau, hvor alle danskere kan være med, hvis man har et arbejde, siger Rasmus Larsson.

- Man skal bare gøre sig umage og turde tage fat selv, supplerer Lars Elbæk.

Se alle programmer i sæson 1 og 2 på TV 2 PLAY her.