12-årig blev opfattet som problembarn i folkeskolen – nu stortrives han på Det Kongelige Teaters Balletskole
En mildest talt uheldig skolestart blev vendt til succes, da Dexter Kyhls forældre fandt på at melde ham til optagelsesprøve på Balletskolen.
Klokken nærmer sig 20.00, og bag kulisserne på Det Kongelige Teaters Gamle Scene gør danserne sig klar til verdenspremieren på balletforestillingen ’Blixen’.
I garderoben sidder 12-årige Dexter Kyhl og smører hudfarvet makeup i ansigtet. Han har sit eget lille bord med spejl, omkranset af elpærer. Som den eneste dreng i sin klasse har han en rolle i forestillingen som ”lille Thomas”, der er Karen Blixens bror.
Selvom han kun er på scenen i omkring otte minutter, er oplevelsen ved at optræde for en fyldt sal med 1200 sæt øjne og et komplet symfoniorkester under gulvbrædderne fuldstændig overvældende.
Han tager sit kostume på, retter lidt på håret, der er halvlangt og kraftigt med naturkrøller, og laver de sidste små opvarmningsøvelser. Så er han klar.
Med den sædvanlige ”kriller i maven” tager han de første skridt ind i lyshavet på scenen. Men så snart dansen er i gang, og varmen fra projektørerne omslutter ham, glemmer han alt andet end trinene.
Han kan slet ikke lade være med at smile.
Men for få år siden var der ikke så meget at smile af for drengen, der er en af hovedpersonerne i TV 2s nye reportageserie ’Barn af balletten’.
En dreng med fart på
Dexter Kyhl var seks år gammel, da han begyndte i 0. klasse i en skole på Frederiksberg – i kort gåafstand fra familiens lejlighed.
Det var en stor skole med over 800 elever, og Dexter kendte ikke en eneste af dem. Han havde gået i børnehave i den anden ende af bydelen.
Han var en dreng med fart på, og han elskede at løbe rundt og bevæge sig. Det havde han gjort i børnehaven sammen med de andre børn. Her havde han også lært alfabetet, og pædagogerne erklærede ham egnet til at begynde i skolen.
Men skolestarten gik ikke som forventet.
Allerede efter 14 dage fik Dexters forældre besked fra skolen om, at lærerne var bekymrede for hans adfærd, og at der skulle ”lægges en plan” for ham. Man frygtede, at han var adfærdsvanskelig og måske havde en diagnose.
Dexter havde svært ved at finde venner, og han blev utryg over, at der hele tiden kom nye lærere i hans klasse. I børnehaven havde han været vant til færre voksne.
På kort tid glemte han alfabetet.
Efter en uheldig episode, hvor han og en anden dreng kom op at toppes om nogle Lego-klodser, måtte Dexter i en periode ikke holde frikvarter sammen med de andre børn.
Han husker, hvordan han i to uger skulle sidde stille på en stol foran et vindue og se på, at kammeraterne løb rundt og legede.
Dermed blev han afskåret fra det eneste, han holdt af ved at gå i skole. Nemlig, at røre sig.
Problemerne fortsatte i 1. klasse, hvor Dexter fik dårligere udtalelser fra lærerne. Blandt andet blev han kategoriseret som både ”ordblind og talblind” og ”socialt handicappet”.
Dexter fik ondt i maven og havde mange fraværsdage.
Sidste frist
Derhjemme var Dexters forældre frustrerede.
De var vidner til, hvordan deres søn blev mere trist og bleg for hver dag, der gik. Dexters mor, Katinka Kyhl, mente, at den bedste løsning var at flytte ham over på en ny skole, så han kunne få en frisk start.
Men der var lange ventelister til skolerne i området, og alle steder fik hun at vide, at der ikke var plads.
Igennem det seneste års tid havde hendes mand, Martin, flere gange nævnt, at en af hans arbejdskollegers sønner gik på Balletskolen på Det Kongelige Teater, og at børnene tit oplevede nogle sjove ting derinde.
Men hver gang han foreslog Balletskolen som et muligt alternativ til folkeskolen, skød hans kone hurtigt idéen ned igen.
Hun havde i flere år arbejdet som freelance-kostumier på teatret, hvor hun ofte mødte balletbørnene i kantinen og tænkte, at det var lidt synd for dem. Hun frygtede, at balletskolens rammer var for snævre til Dexter.
Til sidst gav hun dog efter.
En lørdag aften i foråret 2015 gik hun med til i det mindste at undersøge, hvad der skulle til for at komme ind på Balletskolen. Over et glas rødvin tjekkede de teatrets hjemmeside. Og det viste sig, at der netop denne dag var sidste frist for ansøgninger.
Dexters forældre skrev straks en mail, hvor de meldte både ham og hans lillebror, Bror, til optagelsesprøve.
Det mikroskopiske nåleøje
Klokken 12.00 en mandag i marts 2015 mødte Katinka og Martin Kyhl op foran trappen til Det Kongelige Teater sammen med deres to sønner – ligesom mange andre forældrepar med børn.
Dexter og Bror havde fodboldtøj på. De havde fået at vide, at de bare skulle til en prøve med idræt og glædede sig til at hoppe rundt og være aktive. De anede intet om, hvad ballet var.
Drengene fik hver sit nummer sat på trøjen, og så blev de ført ind i et træningslokale, mens forældrene blev bedt om at vente udenfor.
Prøverne varede fire timer. Undervejs skulle børnene blandt andet testes i musikalitet, smidighed, koordination og sundhed.
Sådan fortsatte det hele ugen, hvor der var nye prøver hver dag. Om fredagen fik familierne et brev, hvor der stod, om deres barn eller børn var gået videre til næste uge. Optagelsesforløbet varede dengang fire uger i alt.
Dexter og Bror syntes, det var spændende. De gik videre efter den første fredag. Og den næste. Efterhånden gik der sport i den for hele familien. Hvor længe kunne de klare den?
Nervøsiteten voksede uge for uge, efterhånden som flere børn blev valgt fra.
Ud af de 250 børn, der havde søgt ind, var det kun 25, som kom ind. Deraf var 10 drenge. Dexter og Bror var iblandt dem.
- Det var helt vildt, at begge vores sønner blev udvalgt. Vi kunne ikke få armene ned den dag! Og det kan vi stadig ikke, siger Katinka Kyhl her fem år efter den indledende optagelsesprøve.
Dexter begyndte på balletskolen i 2. klasse, og hans to år yngre lillebror i 0. klasse.
Men selvom de nu officielt var optaget blandt de kongelige balletbørn, hang der fortsat en skygge over Dexter.
De dårlige papirer
Fra samme øjeblik Dexter satte fødderne inden for Det Kongelige Teaters eventyrlige verden, skete der en mærkbar forandring med ham.
Der var ikke længere noget forkert ved, at han havde ”krudt i røven” og helst ville bevæge sig så meget som muligt i løbet af dagen. Han var glad og lettet.
Men fordi han havde dårlige papirer med sig fra folkeskolen, var han ikke optaget på helt de samme præmisser som de øvrige elever på Balletskolen. Han var på prøve.
Balletskolens ledelse forklarede Dexters forældre, at man var usikre på, om det ville blive for stor en opgave at have ham som elev. Hvis han virkelig var både ordblind og talblind, som der stod i papirerne, kunne det blive svært at rette op på.
Efter de første fire måneder ville man vurdere, om Dexter kunne få lov til at fortsætte.
Imens nød Dexter de mange timer i træningslokalerne. Han elskede udfordringerne ved at skulle arbejde med sin smidighed og fodstræk, selvom det var svært.
Den boglige undervisning foregik altid sidst på dagen, hvor Dexter havde brændt sin overskydende energi af og havde ro til at koncentrere sig.
Som månederne gik, viste det sig, at Balletskolens lærere slet ikke kunne genkende det billede, som udtalelserne fra skolen havde tegnet af Dexter. De oplevede ingen problemer med ham. Tværtimod klarede han sig upåklageligt både i ballettimerne og i de boglige timer.
Ved sin første halvårs-vurdering fik Dexter meget ros. Forældrene kunne mærke, at han ikke umiddelbart var i farezonen for at ryge ud.
Men intet var sikkert. Først ved den årlige stopprøve ville det vise sig, om han kunne klare de fysiske krav.
Sådan var vilkårene for alle. Hvert år.
Men for Dexter var der ekstra meget på spil.
Livet på teatret
Hvor Dexter tidligere følte sig alene i folkeskolen blandt mange hundrede elever, fandt han nemt venner blandt den lille udvalgte skare af balletbørn på Det Kongelige Teater.
I hans klasse var der 11 elever, og sammenholdet var stort. Forholdet til de få lærere blev hurtigt familiært og nært.
Dexter trivedes med at have en fast struktur i hverdagen. Selvom træningen var benhård og krævede selvdisciplin, lokkede belønningerne hele tiden i den anden ende.
Børnene lavede mange spændende aktiviteter sammen. De blev behandlet som små konger og dronninger og havde adgang til de flotteste kostumer i teatrets skrædderi.
Fastelavnsfest, julebal og forældre-optrædener var bare nogle af de tilbagevendende begivenheder, eleverne selv var med til at arrangere.
Men forude ventede Dexters første store udfordring: Han skulle optræde på teatrets legendariske Gamle Scene.
På scenen for første gang
Mindre end et halvt år efter, at Dexter var begyndt på Balletskolen, skulle han optræde på Det Kongelige Teater for første gang.
Denne gang var det ikke bare en elevoptræden for forældrene. Det var en rigtig balletforestilling, Tjajkovskijs ’Nøddeknækkeren’, hvor han og de andre balletbørn fik lov at optræde sammen med de voksne dansere.
I tiden op til sin scenedebut var Dexter meget spændt og nervøs. Han var bange for, at han ville komme til at lave en fejl eller måske snuble over sine egne fødder.
På selve premiereaftenen blev han ramt af sceneskræk og var helt stiv i kroppen. Hvordan skulle han kunne danse, når benene rystede under ham?
Dexter havde en lille rolle som en af de små engle, der sammen med børnesoldater, musehær og gæstebørn indfandt sig til den store juleaftensfest i pigen Maries fornemme patricierhjem.
Mens han ventede ude bag bagtæppet på, at det blev hans tur, havde han mest lyst til at løbe sin vej. Skrækken for at skulle stå i det skarpe scenelys og blive udstillet for de mere end tusind tilskuere i den mørklagte teatersal voksede minut for minut.
Men så snart han tog de første trin ind på scenen, forduftede nervøsiteten gradvist. I stedet blev han fyldt af opkvikkende adrenalin og rendyrket begejstring. Det var bare fedt!
For Dexter var denne første optræden et stort vendepunkt, for han forstod nu for alvor, at han havde fundet sit rette element, og at det var her, han hørte til.
Til sidst, da publikum klappede efter forestillingen, og Dexter huskede at bukke først til højre for Dronningen og derefter lige frem mod salen, havde han kun ét ønske: Han ville bare optræde igen og igen og igen.
Og dét kom han til.
Nogle måneder senere bestod Dexter sin første stopprøve efter 2. klasse og kunne se frem til endnu et år på Det Kongelige Teater. Sammen med Bror, der også blev vurderet egnet til at fortsætte.
Siden er det blevet til mange flere forestillinger på Gamle Scene og enkelte turnéer rundt i landet.
Dexter Kyhls verden har på få år ændret sig radikalt.
I folkeskolen sad han og kiggede på, at klassekammeraterne legede – uden at turde drømme om andet end at få lov til at være med igen.
I dag går han i 6. klasse på en af landets mest eftertragtede eliteskoler og drømmer om, at han en dag vil passere det ultimative nåleøje: At blive solodanser på Det Kongelige Teater.
Statistisk set er det kun en tiendedel af eleverne på Balletskolen, der ender som professionelle balletdansere, i udlandet eller herhjemme. Heraf bliver en brøkdel udnævnt til solodansere.
Men Dexter har allerede været så utroligt meget igennem, og indtil videre er det gået over alle forventninger.
Nu tør han drømme stort.
Hjem efter en lang dag
Klokken er blevet 21.15, og Dexter har fri efter sin optræden i ’Blixen’-forestillingen.
Han forlader teatret ad en personaleudgang og går den korte tur over fodgængerovergangen til Metro-stationen på Kongens Nytorv. Herfra er der kun tre minutters køretur hjem til Frederiksberg.
Da han låser sig ind i lejligheden, går han forbi sin mountainbike, som han – ligesom sit nye skateboard – har købt for nogle af de penge, han har tjent på at medvirke i teatrets forestillinger.
Dexter er træt. Han drikker en enkelt kop te med sine forældre, mens han underholder om aftenens oplevelser. Så går han i seng.
Fordi han har fået tidligt fri i aften, skal han møde til sædvanlig tid på Balletskolen igen i morgen klokken 07.45.
Og der er ikke noget, der hedder at komme for sent.
Se 'Barn af balletten' lige nu på TV 2 PLAY - eller mandag klokken 20.50 på TV 2.