I mørket ved søen fandt de endelig hinanden: - Undskyld jeg bliver så rørt
Søstrene Johanne og Josefine Chappell talte ikke sammen i mange år. Det skabte en mur imellem dem, som er svær at nedbryde selv den dag i dag.
Ved en sø i Berlin stod to søstre sammen i tusmørket uden at sige så meget.
Normalt ville deres iPhones have lyst deres ansigter op. De ville have taget et billede af søen til Instagram eller måske bare være flygtet ned i skærmen for at undgå den der akavede tavshed, der opstår, når man ikke lige ved, hvad man skal sige.
Med årene var de stoppet med at tale sammen.
De blev alligevel altid uvenner, så det var lettere at leve hver sit liv. Men nu lå telefonerne hjemme i Danmark, og det gav plads til mange af de følelser og tanker, de aldrig havde sat ord på.
I mørket lænede 19-årige Johanne Chappell sig ind mod sin to år ældre søster Josefine Chappell – og lige der gik det op for hende, hvor meget hun havde savnet og manglet hende.
- Undskyld, jeg bliver så rørt nu. Jeg er bare virkelig glad for dig. Og det føler jeg ikke, jeg siger så tit, sagde Johanne og knugede sig ind til sin storesøster.
Hvorfor gled vi fra hinanden?
Johanne og Josefine Chappell er et af de fem par, der i efteråret 2019 tog ud på en rejse i TV 2-programmet 'Først til verdens ende'. Et program, hvor målet er at komme først til Singapore – uden at flyve og uden brug af mobiltelefoner.
Men for de to søstre har der også været et andet og mere personligt mål med rejsen.
I ti år har de ikke været en særlig stor del af hinandens liv. Men for et år siden fik den ældste en besked om, at den yngste havde forsøgt at gøre en ende på det hele.
Hun havde ikke lyst til at leve mere, følte sig alene i verden.
Men det, der kunne være endt tragisk, blev i stedet til et løfte om, at de to søstre ville være der for hinanden.
De ville lære hinanden at kende igen og skabe det søskendeforhold, de ikke havde haft, siden de blev splittet ad som børn.
Søster mod søster
Josefine var omkring fem år og Johanne tre år, da deres forældre blev skilt. Alligevel husker de tydeligt den splid, der fulgte med og prægede deres barndom i Aalborg.
Først boede de to piger sammen og rykkede skiftevis fra mor til far. Men hurtigt blev det sådan, at de havde base hos hver deres forælder.
Den ene havde det bedre hos mor og den anden hos far - men det betød også, at de to søstre med årene adopterede forældrenes uenigheder.
Det var mor mod far – og derfor var det ofte også Josefine mod Johanne.
De to piger kunne skændes om alt. Lige fra hvad de skulle se i fjernsynet, til hvem af forældrene, der havde ret.
- Vi var altid uenige om, hvordan vi skulle tackle tingene. Alt blev altid til en diskussion og endte altid i et skænderi, siger Josefine Chappell.
- Ja, vi kunne faktisk kun blive enige om at være uenige, tilføjer Johanne Chappell.
Da de blev ældre, var det derfor nemmere slet ikke at snakke sammen i perioder. Når de kæmpede med nogle problemer, delte de dem ikke med hinanden, og langsomt gled de fra hinanden.
Josefine søgte sine veninder, fandt en kæreste og flyttede hjemmefra allerede, da hun gik i gymnasiet.
Johanne havde stadig sin base hos mor, men boede indimellem også hos sin far. Moren led i den periode af en depression og havde ikke det store overskud, så Johanne blev den, der tog ansvaret og passede på både hende og på sig selv.
Hun havde ingen kontrol over hverdagen derhjemme. Derfor begyndte hun at sætte høje krav til sig selv et andet sted, som hun kunne kontrollere.
12-tals-pigen
Særligt da hun kom i gymnasiet, voksede kravene. Alt skulle være perfekt, og hun ville have 12 i alle fag. Samtidig ville hun være 'mega social' og trænede konstant for 'at stå helt skarpt'.
Men så snart hun kom hjem, overtog ustabiliteten og konflikterne i familien.
Hun følte ofte, at hun var årsag til konflikterne og havde mange skænderier med begge sine forældre. Men det værste var ensomheden. Følelsen af at stå alene med det hele og ikke have en plads i verden.
Johanne fortalte ikke til nogen, hvordan hun havde det. Hun var sikker på, at ingen ville forstå det. I stedet blev hun ved med at finde på nye krav, og når noget ikke lykkedes, pegede hun pilen indad.
I midten af gymnasiet kunne hun ikke selv følge med i det tempo. Hun kunne ikke leve op til de krav, hun satte og blev med ét ligeglad med det hele.
Hendes storesøster Josefine var på det tidspunkt flyttet til København for at studere. Hun vidste ikke ret meget om sin søsters liv.
Først efter hun gentagne gange havde afvist sin fars opkald en dag under en forelæsning på universitetet, dukkede tre beskeder op på hendes telefon:
Alt gik i stå det øjeblik hos Josefine. Hun anede intet om, hvor hendes søster var, hvad der var sket, og hvordan hun havde det.
Hun vidste bare, at Johanne ikke skulle være alene.
Så hun tog det første fly fra København til Aalborg.
Et løfte fra søster til søster
Johanne var træt og sagde ikke så meget, da Josefine kom ind på hospitalsstuen på Aalborg Sygehus samme aften.
Hun kunne bare mærke, at alt den tryghed, hun havde manglet, pludselig kom tilbage. Og at hun ikke havde lyst til, at den skulle forsvinde igen.
Så hun spurgte sin storesøster, om hun ville blive hos hende henover natten. Uden at tøve svarede hun ja.
Som storesøster følte Josefine instinktivt, at hun fremover skulle gøre alt for at beskytte sin lillesøster.
- Jeg ville aldrig slippe hende af syne, nu skulle hun bare være hos mig. Der var ikke noget, der var vigtigere, siger Josefine Chappell.
Mens de lå i hospitalssengen, talte de ikke om, hvad der var sket. De lå bare sammen.
Dagen efter talte de med en psykiater og lavede en aftale. Johanne skulle flytte ind til sin storesøster i København.
Samtidig lovede de hinanden én ting.
De skulle snakke mere om tingene og være der for hinanden.
Men hvordan gør man det, når man ikke rigtig kender hinanden længere?
Fra 0 til 100
Med hjælp fra sin mor flyttede Johanne til København. Og fra ikke at have nogen kontakt sov de to søstre nu sammen. De spiste sammen og lavede fælles to-do-lister.
Men når de talte sammen, var det mest om praktiske ting, som "hvor er du i morgen?", og "hvem køber toiletpapir?" – og når de spiste aftensmad sammen, kiggede de begge ned i deres iPhones.
Josefine turde ikke spørge Johanne, hvorfor hun ikke havde haft lyst til at leve mere. Måske ville det rive op i noget og gøre hende ked af det. Og lige der handlede det for alt i verden om, at Johanne skulle få det bedre.
Samtidig følte hun skyld over, at hun ikke havde set det komme og ikke havde været der for Johanne.
På den anden side af bordet sad Johanne med en følelse af skam over, at det var kommet så vidt.
De nye rammer, rutinerne og en ny start på et gymnasium i København hjalp hende dog.
Langsomt fik Johanne det bedre, og da hun i sommeren 2019 færdiggjorde 3.G, følte hun sig for første gang i lang tid mere fri.
Det var samtidig her, at Johanne og Josefines mor faldt over et castingopslag til et nyt rejseprogram.
Det handlede om at komme først til Singapore – uden at flyve og uden at bruge mobiltelefoner. Man skulle tilmelde sig med en makker, stod der.
Johanne var ikke i tvivl om, at hun ville afsted. Og at hun ville have Josefine med på rejsen.
Måske var det en mulighed for at finde ind til hinanden igen.
Et bjerg i Grækenland
Syv ord ved en sø i Berlin blev på flere måder den første icebreaker på rejsen.
- Jeg er virkelig bare glad for dig.
Det havde Johanne aldrig sagt til sin storesøster før. Det var anden dag på rejsen, og ordene overvældede dem begge to, fordi de ikke var vant til at snakke om følelser med hinanden.
Begge var stadig fokuseret på målet om at komme til Singapore, finde de mest optimale ruter og lære at rejse sammen. Men nogle dage senere mærkede de, hvordan ordene langsomt gjorde en særlig forskel.
Det blev tydeligt, da de hikede op ad et bjerg i en lille by i Grækenland. Det virkede beroligende at se udover havet, øerne og på solen, der var ved at gå ned. Og mens de bare gik, begyndte de at tale sammen.
Om de år, de havde været væk fra hinanden. Om små hverdagsting som en vild fest i gymnasiet, tætte venskaber eller en kæreste med en særlig betydning.
Mens de talte, gik det op for dem, at de ikke var så forskellige, som de altid havde troet.
Som rejsen skred frem, åbnede de mere og mere op for hinanden. Og langsomt begyndte de at se på hinanden på en ny måde.
Samtidig fandt de ud af, at de begge havde taget noget med fra den konfliktfyldte barndom.
Lillesøster higede efter at præstere og være perfekt. Storesøster kæmpede med usikkerhed og en konstant tvivl på, om det, hun gjorde, var rigtigt. Og når hun fejlede, slog hun sig selv i hovedet med det igen og igen.
Hvorfor havde hun eksempelvis ikke været en bedre søster for Johanne, da hun havde det svært?
Østerbro 2020
I dag er det halvandet år siden, Johanne flyttede ind hos Josefine i lejligheden på Østerbro i København.
Der er stadig flere ting, der er svære at snakke om. Særligt den dag Johanne endte på hospitalet. Men hvor de tidligere forsvandt ind i deres mobiler, kigger de nu hinanden ind i øjnene for at finde svar og støtte.
Det er vigtigt at sætte ord på og være ærlige, synes de begge. Både for deres indbyrdes forhold, men også fordi de tror, at mange andre unge kvinder kæmper med mange af de samme tanker og følelser.
Johanne Chappell vil ikke længere skamme sig over, at hun havde det dårligt, og at det kom 'helt derud'. For der var en grund til, at hun havde det dårligt.
I dag har hun lært, hvor vigtigt det er at lytte til kroppens signaler - og tale om de svære ting.
- Jeg har lært, at jeg har ansvaret for min egen lykke og for at sige fra, når jeg ikke har det godt. Bare den tanke giver mig en enorm glæde og tryghed, fordi det giver mig en følelse af, at jeg kan skabe et lykkeligt liv og komme ovenpå i svære tider. Det følte jeg ikke, at jeg kunne, da jeg var på mit laveste, siger Johanne Chappell.
Længere væk end nogensinde før
Den store forskel fra før og efter rejsen er, at de to søstre kender hinanden bedre nu – og at de derfor også prioriterer hinanden som søstre.
- Når man får afstand til alt og ikke har en telefon, men kun har hinanden, så får man sat alt i perspektiv. For så spørger man sig selv: "Hvad er vigtigt for mig – og hvilke personer er vigtige for mig"?, siger Josefine Chappell.
Samtidig har rejsen givet dem et mere ligeværdigt forhold. Hvor det før var storesøster, der altid skulle hjælpe lillesøster, er der nu mere plads til, at de begge både kan have op- og nedture.
- Nu er der plads til, at vi bare kan tage på en kaffedate, fordi der ikke er den her akavethed omkring, at vi ikke har snakket ud. Vi har ikke længere brug for at flygte ned i en telefon, siger Johanne Chappell.
- Vi er ikke nået helt i mål, for der er stadig mange ting, vi kan lære af og om hinanden, men vi er kommet et skridt i den rigtige retning. Nu er der plads til at være ærlige, siger Josefine Chappell.
De er tættere på hinanden, end de har været i mange år. Samtidig er de dog lige nu også fysisk længere væk fra hinanden end nogensinde før.
Selvom rygsækken kun lige er blevet pakket ud, har Johanne allerede taget den i brug igen.
I begyndelsen af februar rejste hun om på den anden side af jorden til Australien, hvor hun efter planen skulle være i tre måneder. Men denne gang uden sin storesøster.
Det kan søskendeforholdet dog godt holde til nu.
Faktisk er det meget godt også at have lidt tid hver for sig, er de enige om. For når man lige har rejst til den anden ende af verden sammen og bor tæt i en to-værelses-lejlighed, så kan man indimellem også rive hovedet af hinanden.
Sådan er det nok at være søstre.
Se, hvordan det går Josefine og Johanne på deres rejse mod Singapore i programserien 'Først til verdens ende'. Programmet sendes tirsdag klokken 20 på TV 2 og på TV 2 PLAY.
'Først til verdens ende' blev optaget i efteråret 2019. Johanne opholder sig lige nu i Australien, hvor hun er i gang med sin anden rejse. Efter planen rejser hun hjem om lidt over to måneder, men det kan blive udsat på grund af coronaudbruddet.