Familie har skåret sukker, gluten og mælk ud af deres liv – og har særlig grund til, at de nægter at slække

I Hillerød bor en familie, der lever på en måde, andre vil kalde ekstrem. Men de gør det, fordi de vil det bedste for deres børn.

Patrick Maxwell skærer forsigtigt tapen op med en hobbykniv.

Som et kirurgisk indgreb er han i gang med at fjerne slik fra de tre kalenderpakker, hans søn og bonussønner har fået af en bedsteforælder.

- Her er simpelthen en dejlig gang mælkechokolade med de kunstigste skumfiduser til, udbryder han, da han får lirket sig ind under julepapiret.

- Det gider vi sgu ikke. Det er ikke menneskemad, siger han, mens han piller den lille indpakkede chokolade ud og taper papiret sammen igen.

Hans kæreste, Hellena Rosali, havde fået nys om overraskelsen, da hun tog imod gaverne. Patricks mor mente, at drengene da godt måtte få lidt sødt bare lige den her ene gang. Det var jo jul.

Men julen ændrer ikke på den slags hos den sammenbragte familie fra Hillerød, der medvirker i programserien ’Min sindssygt sunde familie’.

De kan godt hygge sig lidt ekstra med andre, sunde alternativer. Men ikke mælkechokolade.

Patrick i færd med at fjerne mælkechokolade fra drengenes gaver. - For vores børn ser vi det lidt som værende gift for deres krop, siger han.
Patrick i færd med at fjerne mælkechokolade fra drengenes gaver. - For vores børn ser vi det lidt som værende gift for deres krop, siger han. Foto: Koncern TV- og Filmproduktion / TV 2

I løbet af de to år 38-årige Hellena Rosali og 35-årige Patrick Maxwell har dannet par, har de fundet et fælles ståsted i en holistisk livsstil, hvor fokus ligger på det hele menneske.

Begge har de, før de mødte hinanden, haft sygdom tæt inde på livet og erfaret, hvordan kosten har haft en afgørende betydning for deres helbred.

Derfor stræber de i dag efter at være sunde på alle planer – både fysisk og mentalt – og ved, hvad det koster, hvis børnene spiser æbleskiver med gluten eller almindeligt bland selv-slik for hyggens og familiefredens skyld.

I stedet lever de 100 procent sukkerfrit, glutenfrit og mælkefrit. De spiser hver især efter deres blodtype, og så er spiritualitet en fast del af hverdagen i form af healing, englekort og zoneterapi.

Flere i familien har også fået rettet sit navn, fordi det stod i ubalance.

Men deres historie er meget mere end navnefrekvenser og særlige madvarer.

Det handler om årsagerne, der ligger bag alt det, de gør. Om at være så sikker i sin sag, at man er ligeglad med de sammenstød, det giver.

For deres livsstil er ikke en, alle har let ved at acceptere.

Samtidig er det en historie om at finde halvdelen af sig selv i et andet menneske og lade den person trække en i en lidt anden retning, når overbevisningen en gang imellem kan blive for sort-hvid.

Men faktisk var det ret tilfældigt, at Patrick og Hellena overhovedet mødte hinanden.

Der gik bare få måneder fra første date, til Hellena flyttede ind hos Patrick i Hillerød. I dag leder de efter en base, hvor de kan få mere natur omkring sig.
Der gik bare få måneder fra første date, til Hellena flyttede ind hos Patrick i Hillerød. I dag leder de efter en base, hvor de kan få mere natur omkring sig. Foto: Privatfoto

Halvdelen af en anden

Klienten på briksen havde svært ved at få ordene ud. Men Hellena Rosali, der til daglig arbejder som holistisk kostvejleder, energiterapeut og healer, havde rådgivet hende til at handle på sin mavefornemmelse.

- Jeg føler bare, du er halvdelen af en mand, jeg har mødt på Tinder, sagde klienten derfor midt i behandlingen.

Hellena Rosali havde været single i snart seks år og var godt tilfreds med bare at være sig selv. Det var svært at finde en, der delte hendes syn på sundhed. Men hun var da interesseret.

Derfor fik Patrick Maxwell et spøjst opkald fra sin gamle Tinder-date sent en mandag aften.

De havde ikke talt sammen i et år, men når hun nu ligefrem valgte at ringe, så insisterende, besluttede han sig for at sige ja til at møde hendes healer.

Og det viste sig, at deres fælles bekendtskab havde ret. Hellena og Patricks historier var ens.

Hun var nybagt mor og han en helt almindelig murer, da de hver især blev tvunget til at nærstudere kroppen og en række alternative behandlingsformer.

Tog helbredet i egne hænder

square to 16x9
Thor blev syg, da han var omkring fire måneder gammel. Han havde både problemer med ørerne, vejrtrækningen og fordøjelsen. Foto: Privatfoto

For Hellena Rosali begyndte det hele i 2011, da hendes ældste søn blev syg – især med fordøjelsen.

Han havde diarré nærmest hver dag i flere år, og det betød, at Thor tit måtte blive hjemme fra vuggestue. Ofte 14 dage på en måned.

Endnu værre var det med Patricks søn, Maddox, hvis første år også var præget af meget sygdom. Han var for syg til at komme i institution og dertil kom, at han først gik, da han var to år og lærte at tale meget sent

Trods et hav af hospitalsundersøgelser kunne lægerne ikke finde ud af, hvad der var galt. Derfor begyndte Patrick selv at læse sig ind i, hvad han kunne gøre for at hjælpe sin søn.

Han tog ham til fysioterapeutisk ridning og specielle svømmehold, fjernede mælken fra hans kost og afprøvede forskellige urter. Og langsomt fik Maddox det bedre.

Først som fem-årig blev Maddox diagnosticeret med atypisk autisme. Kosten fjerner ikke hans udfordringer, men den holder hans krop i balance, så det, han kæmper med, kommer mindst muligt til udtryk.
Først som fem-årig blev Maddox diagnosticeret med atypisk autisme. Kosten fjerner ikke hans udfordringer, men den holder hans krop i balance, så det, han kæmper med, kommer mindst muligt til udtryk. Foto: Privatfoto

Historien var den samme med Thor. Han fik det også bedre, da Hellena fjernede mejeriprodukter, gluten og sukker fra hans kost.

Derudover faldt hun over endnu en mulighed på nettet. Ifølge numerologien var navnet Thor nemlig forbundet med sygdom og vrede. Desperat som hun var, tænkte hun: ”Hvis det virker, så sætter vi et ekstra ”r” ind i hans navn”

Hun var ligeglad, hvis bare det kunne hjælpe hendes søn. Og effekten var med hendes egne ord ”så sindssyg”.

Fra den ene dag til den anden forsvandt den lille drengs vredesudbrud, og over tre måneder fortsatte den bedring, der allerede var sat i gang med de ændrede kostvaner.

Men der var kommet flere problemer til i mellemtiden.

Et brat skift

square to 16x9
Fra den ene dag til den anden blev Hellena syg. Hun var blandt meget andet kronisk udmattet, mistede hukommelsen og kunne hverken tisse eller huske noget. Her ses hun i årene efter, hvor hun kæmpede for at gøre sig selv og sin søn rask. Foto: Privatfoto

Da Hellena fik sin anden søn, blev hun selv ramt af pludselig sygdom. Efter eget udsagn oplevede hun 42 bivirkninger efter en HPV-vaccine og fortæller, at hendes egen læge anerkendte sammenhængen.

Ifølge Statens Serum Institut har vaccinen mod livmoderhalskræft dog ikke flere eller mere alvorlige bivirkning end andre vacciner. Samme vurdering kommer fra overlæge og professor ved Rigshospitalet, Bente Klarlund, der også medvirker i 'Min sindssygt sunde familie'.

- Når Hellena opfatter, at hun har fået enormt mange bivirkninger efter HPV-vaccinen, så tager jeg det for pålydende. Men ud fra et videnskabeligt synspunkt, kan man ikke sige, at HPV-vaccinen giver særligt mange bivirkninger, siger hun.

Det ændrede dog ikke på, at Hellena fik det værre og værre over et par uger. Hun følte det som om, alle hendes systemer blev sat ud af værk og begyndte at tro, det ville koste hende livet.

I desperation opsøgte hun til en alternativ behandler, som blev hendes redning. Han fik skabt ro i hendes krop med forskellige tryk. Men vigtigst af alt, fik han hende til at tro på, at hun kunne blive rask igen på naturlig vis.

Det gjorde Hellenas mission klar: Hun ville helbrede sig selv og sin søn.

Jeg var iskold, for det handlede så meget om min søn

Hellena Rosali

Derfor kom der et brat skift i særligt Hellenas madvaner. Hun begyndte at spise udvalgte kosttilskud, tog detox-kure, gik glutenfri, sukkerfri og mejerifri som sin søn. I nogle år levede hun også vegansk for at nedsætte syren i sin krop og endte til sidst ud med en plantebaseret kost.

Hendes stedmor beskriver det som om, at Hellena pludselig gik fra “oksemørbrad til ingenting”. Og det var ikke alle, der forstod, hvorfor hun og Thorr ikke længere kunne spise “almindelig” mad. Om ikke andet så bare når de var ude. For hyggens skyld.

Men de få gange, Thorr fik mælkeprodukter, gluten eller sukker, lå han syg en uge bagefter.

Det kom dertil, hvor Hellena var klar til at droppe kontakten til folk, hvis de ikke respekterede deres valg.

- Jeg var iskold, for det handlede så meget om min søn, siger hun.

Selvom nogle af bedsteforældrene havde svært ved at acceptere den nye livsstil, var der ingen, der stoppede kontakten. I stedet lykkedes det Hellena at komme i mål. Over fire år fik både hun og hendes søn det bedre skridt for skridt.

Hele den rejse talte Patrick og Hellena om på deres første date. Modsat mange andre, der lod hende høre for hendes valg, var Patrick interesseret, lyttende og forstod hendes sprog, når hun talte om ”probiotikabakterier”.

Så selvom aftalen bare var, at de skulle spise middag fredag aften, havde de brugt en hel weekend i hinandens selskab, før de vidste af det.

Og det var kun begyndelsen.

Familie på fem

Efter tre måneder besluttede parret sig for at flytte sammen med deres i alt tre drenge, der nu er 7, 9 og 10 år.

Herfra fandt de frem til den livsstil, de har i dag, hvor mandelmælk, kokossukker og boghvedemel faste varer på indkøbslisten.

Alt fra grøntsager til rødvin skal være økologisk, mens alle familiens måltider er plantebaserede og tre gange om ugen har kød som tilvalg.

Når det er tilfældet, står den enten på kylling, fisk eller lam, hvoraf sidstnævnte er købt på en biodynamisk gård i Nordsjælland.

Da Hellena mødte Patrick, begyndte hun og drengene nemlig at spise kød igen. Det skyldes, at familien besluttede sig for at spise efter deres blodtyper, da de alle – bortset fra Maddox – har blodtypen O og ifølge teorien bag har brug for proteiner fra kød. Patricks søn er omvendt blodtype A og kan leve som vegetar, så han vælger selv, om han vil spise kød eller ej.

Undersøgelser og fagfolk har dog været skeptiske over for blodtypekosten og effekten heraf, men familien tror på, at de ved at spise efter deres blodtype, provokerer deres immunsystem mindst muligt.

Kommer vi ind i en helsekostbutik, så plager de som alle andre børn. Bare om tangchips

Hellena Rosali

Derfor køber de også kun varer, der ifølge teorien er gode for deres blodtyper. Det betyder for eksempel, at de helst holder sig fra blomkål, kartofler, majs og linser.

Skal familien have fredagshygge sker det med vingummier fra en helsekostbutik, frugt, mørk økologisk chokolade, vegansk is eller pandekager bagt på boghvedemel. Og børnene klager ikke.

- De plager jo ikke om slik i Kvickly, for det er bare no go. Men kommer vi ind i en helsekostbutik, så plager de som alle andre børn. Bare om tangchips, griner Hellena Rosali.

Faktisk har børnene aldrig stillet spørgsmålstegn ved den måde, Hellena og Patrick lever på.

Hverken når det kommer til navneforandringer, eftermiddagsmassage på behandlingsbriksen i stuen eller zoneterapi før sovetid.

Nærvær i højsædet

For både Hellena Rosali og Patrick Maxwell er nærværet i familien en stor prioritet.

Af samme grund har Hellena valgt at lade sine sønner gå på en Rudolph Steiner-skole, hvor de næsten ingen lektier har, mens Maddox går i specialskole med korte dage.

Derfor har de mulighed for at være sammen som familie om eftermiddagen.

Her hygger de sig måske med et spil eller hjælpes ad om at lave mad. En gang imellem giver Hellena drengene en massage eller healende behandling for at give dem ro i kroppen.

Nærværet ser Hellena som en investering i, at drengene bliver gode og sunde mennesker, når de vokser op. Siden de var helt små, har hun derfor også gjort en dyd ud af at forklare, hvorfor de vælger at leve, som de gør.

Hellena har altid prioriteret at være hos sine drenge, til de er faldet i søvn. Nu, hvor de er blevet ældre, er hun begyndt at lette lidt på det, men oftest vil hun gerne være der for at give dem tryghed.
Hellena har altid prioriteret at være hos sine drenge, til de er faldet i søvn. Nu, hvor de er blevet ældre, er hun begyndt at lette lidt på det, men oftest vil hun gerne være der for at give dem tryghed. Foto: Koncern TV- og Filmproduktion / TV 2

Derfor forstår børnene, hvorfor deres mor eksempelvis giver dem zoneterapi flere gange om ugen, især hvis de er døjer med hoste eller forkølelse.

Faktisk er vanerne blevet så fast en del af deres hverdag, at drengene kan finde på at give hinanden zoneterapi.

Fra venstre: Mads, der snart officielt hedder Madskarl, Maddox og Thorr. Patrick har også overvejet skifte navnet på sin søn, men dette er endnu ikke afklaret med Maddox’ mor.
Fra venstre: Mads, der snart officielt hedder Madskarl, Maddox og Thorr. Patrick har også overvejet skifte navnet på sin søn, men dette er endnu ikke afklaret med Maddox’ mor. Foto: Privatfoto

Thorr begyndte også at skrive sit navn med dobbelt ”r”, så snart Hellena havde snakket med ham om energien i hans gamle navn. Lillebror Mads var også helt klar på at skifte navn, da det for nylig blev hans tur.

Ifølge numerologien har navnet Mads nemlig en energi, der kan give en offerrolle i livet. Men med en lille justering kunne han få et navn, der rummer mere selvtillid og kreativitet. Så det fik han.

- Hej, jeg hedder Madskarl, gik han stolt rundt og sagde, da beslutningen var taget.

Men drenge er og bliver også drenge. Og derfor har deres mor for nylig måttet sluge en stor kamel.

For selvom Patrick og Hellena deler synet på det meste, er de ikke enige om alt.

- Nu stikker det lidt af for dig

Hellena Rosali havde bandlyst en Playstation i hjemmet. Men for et halvt år siden, fik drengene alligevel lov at få en, som de spiller på sammen.

- Det giver dem noget, og det hører med til at være knægt. De skal bare ikke sidde der dag ud og dag ind, lyder nogle af argumenterne fra Patrick.

- Jeg er stadig ikke glad for det, men der må jeg gå på kompromis med papfar, siger Hellena Rosali.

Reglen er dog klar: Ingen skydespil, blod eller spil, der ikke er alderssvarende.

Sådan har parret deres små, interne kampe. Og de er enige om, at de hjælper hinanden til at finde en god balance: Patrick bløder Hellena op, når hendes overbevisning en gang imellem bliver for tunnelsynet, mens hun omvendt udvider hans horisont.

Det kan menig mand sgu ikke forholde sig til

Patrick Maxwell

Sidstnævnte sker oftest på det spirituelle plan. Her har parret af og til små clashes.

- Mange healere og mindfullness-typer kan godt flyve heroppe, hvor det hele bliver lidt for svævende og fantastisk. Og det kan menig mand sgu ikke forholde sig til, siger han.

- Så nogle gange, hvis hun lige er på vej væk, siger jeg: ”Rolig nu mulle, nu stikker det lidt af for dig”, siger han og griner.

Men i takt med, at han har mødt Hellena, er Patrick selv blevet mere og mere overbevist om, at den spirituelle verden findes.

Patrick havde aldrig tændt en røgelsespind, før han mødte Hellena. Nu er det noget, han nyder at gøre af og til. Han synes, det frisker rummet op og giver god stemning.
Patrick havde aldrig tændt en røgelsespind, før han mødte Hellena. Nu er det noget, han nyder at gøre af og til. Han synes, det frisker rummet op og giver god stemning. Foto: Koncern TV- og Filmproduktion / TV 2

Da de lige havde lært hinanden at kende, fik han selv sin første spirituelle oplevelse. Han følte sig træt og uoplagt og indvilgede på Hellenas opfordring i at lade sig rense af en alternativ behandler.

Hele hans krop krampede ukontrollerbart, da det skete, og siden er flere små oplevelser fulgt med.

- Nogle gange skal man bare se det selv, før man egentlig kan føle det, siger han.

Og det er et af de punkter, hvor Patrick mener, man må være tålmodig med den rejse, folk er på.

Samme holdning har han til dem i deres omgangskreds, som ikke forstår deres mange valg. Og Hellena er enig.

Til middag med back up-varer i bilen

For Hellena Rosalis familie har det krævet mange års tilvænning at lære at lave et måltid mad, som alle kan spise, når børn og børnebørn kommer på besøg til middag.

Det lykkedes stadig ikke altid. Og efter de mange år har Hellena vænnet sig til at have back-up-varer som kokossukker nede i bilen, hun kan hente, hvis det bliver nødvendigt.

Men selvom Patrick og Hellena ikke har noget imod at medbringe deres egen mad eller madvarer, er det ikke lige så simpelt for deres værter.

Middag hos Hellenas far og stedmor, hvor det ved fælles hjælp er lykkedes at lave en middag, alle kan spise.
Middag hos Hellenas far og stedmor, hvor det ved fælles hjælp er lykkedes at lave en middag, alle kan spise. Foto: Koncern TV- og Filmproduktion / TV 2

I lang tid syntes dele af Hellenas familie ikke, det var hyggeligt at få hende på besøg. De tog det som en personlig fornærmelse, at hun ikke ville spise deres mad.

- Det har været lidt tungt. Man tror, man gør det rigtige, og det gør man sgu ikke alligevel, for det er aldrig godt nok, lyder det eksempelvis fra hendes far og stedmor i ‘Min sindssygt sunde familie’.

Sådan en følelse kan stadig ramme, når Patrick og Hellena fjerner slik fra drengenes kalenderpakker. For ifølge parret selv er det nemt at tage deres mange regler som ”voksen-skæld-ud” eller et lille angreb.

Jeg vil selv have lov at slække, hvis der skal slækkes

Hellena Rosali

Men det ændrer ikke på, at Patrick og Hellena som udgangspunkt har fuld støtte fra deres familier. Hellenas egen mor har sammen med hendes stedfar altid været en kæmpe støtte, mens Patricks mor har været på retreat hos Hellena og lært, hvad hun kan købe til drengene.

Så hun er også på vej. Og det er det, der betyder noget.

- Man skal huske at give folk tid til deres rejse og respektere, hvor de er, siger Patrick.

En base i balance

square to 16x9
Hellena og Patricks sønner. Fra højre Thorr, Maddox og Mads, der snart officielt hedder Madskarl. Foto: Privatfoto

De små chokolader i kalenderpakkerne havde da også været helt fine, hvis de var fra en helsekostbutik. Men dem, Patrick fiskede ud af gaverne, blev prompte leveret tilbage til den gavmilde bedsteforælder.

Patrick og Hellena ser den slags som gift for deres børns krop. Og derfor finder de det nogle gange stærkt provokerende, når bedsteforældrene forsøger at ”overrule” deres valg.

- Jeg vil selv have lov at slække, hvis der skal slækkes, siger Hellena Rosali.

Og faktisk sker det. Thorr får eksempelvis ikke de samme anfald, som da han var lille. Og derfor får han nogle gange lov til at spise et stykke kage i skolen, selvom der er gluten i. Det sker der ikke noget ved, så længe det bare er en gang imellem og efter devisen “alt med måde”.

Sådan er Hellena blevet blødere med årene. Men det ændrer ikke på, at både hun og Patrick er ligeglade med, hvad andre mener om de valg, de står urokkeligt fast på.

- Det vigtigste er, at vores base er i balance. For hvad er værst: At der er mennesker, der synes, vi er åndssvage? Eller at vores hjemmefront bliver smadret?, siger hun.

Så må folk tænke, hvad de vil.

Mød Hellena Rosali og Patrick Maxwell og se, hvordan det går, når de skal testes af overlæge Bente Klarlund, i programserien 'Min sindssygt sunde familie'. Programmet sendes torsdag klokken 20.00 på TV 2 og kan ses allerede nu på TV 2 PLAY.