Min sindssygt sunde familie

Tre familier viste deres sindssygt sunde liv på tv - sådan går det i dag

Tre familier viste deres sunde liv i programmet 'Min sindssygt sunde familie'. Koncern TV- og Filmproduktion / TV 2

En familie blev anbefalet at skrue ned for proteinerne. En anden familie skulle droppe smørkaffe, og den tredje blevet rådet til også at slappe af.

Tre familier gav over fire programmer deres bud på et sundt familieliv i 'Min sindssygt sunde familie'.

Her fortalte de, hvorfor de har valgt at leve på den måde, de gør – og under optagelserne blev de testet af overlæge Bente Klarlund.

Men hvordan går det så familierne i dag? Lever de stadig efter samme principper, eller har de ændret vaner efter optagelserne? Det har TV 2 spurgt de tre familier om.

Rasmus Just og Kirsten Katrine Lindegaard, Østerbro i København

På Østerbro i København bor en familie, som er såkaldte biohackere.

Familiens udgangspunkt: Rasmus Just og Kirsten Katrine Lindegaard er begge såkaldte biohackere - et fænomen, der går ud på, at man bruger teknologi til at forbedre ens egen sundhed. De bruger data til aktivt at optimere deres travle hverdagsliv med karriere og fem børn - og til at forbedre deres helbred og forlænge deres liv.

Testresultaterne viste, at Rasmus havde et ‘meget højt’ kondital, mens Kirsten havde et ‘højt’ kondital. Stressniveauet for begge lå fint, og Bente Klarlund sagde, at Rasmus havde styrke som en bodybuilder. Børnene lå også rigtig fint i alle prøver og “struttede af sundhed”. Som det eneste påpegede overlæge Bente Klarlund, at Rasmus Just havde et højt kolesteroltal. Hun anbefalede derfor, at han skruede ned for særligt smør i kosten fremover.

Hvad er der sket i jeres liv, siden optagelserne sluttede?

- Efter programmet har jeg fået analyseret mine gendata yderligere. Der har jeg blandt andet fundet svar på, hvorfor jeg som barn led af børneeksem og som voksen af allergi. Jeg har altid været bekymret for, om børnene havde øget risiko for at udvikle astma. Det viser sig dog, at de ikke har det, siger Rasmus Just.

- Derudover har programmet jo skabt en del debat omkring biohacking, så vi har fået flere henvendelser. De fleste har heldigvis været positive, men der er også nogle derude, der har misforstået biohacking og tror, at vi bare stresser rundt og laver data for datas skyld. Det er jeg lidt ærgerlig over.

Rasmus Just og Kirsten Katrine Lindegaard bruger teknologi til at fastholde deres sundhed og forebygge sygdom i fremtiden.

Nogle af reaktionerne er, at I glemmer at leve. Hvad tænker I om det?

- At de ikke kender os. Formålet med at systematisere vigtige elementer i en sund, men travl hverdag er jo netop at skabe rum og tid til alle de ting, vi gerne vil, og at have livskvalitet og nærvær. Der var en, der stillede spørgsmål til min motivation for at blive 100 år; om det var målet i sig selv mere end rejsen dertil – og nej det er det absolut ikke. Det er helt simpelt, fordi der er så mange ting, jeg gerne vil og brænder for - inklusiv vores familieprojekt.

Er der noget, I har ændret på baggrund af resultaterne fra Bente Klarlund?

- Jeg har sat mig for at få mit kolesteroltal ned og har derfor taget bulletproof kaffe ud og ændret enkelte elementer i min kostsammensætning. Efter Bentes resultater reflekterede jeg over det og kom frem til, at den ikke var nødvendig for mig, siger Rasmus Just. En ny blodprøve har netop afsløret, at det har virket perfekt, og jeg har nu et helt almindeligt gennemsnitligt dansk kolesteroltal, siger Rasmus Just.

Skal I blive ved med at leve på denne måde?

- Ja, selvfølgelig. Om fem år tror jeg bare ikke, at det nødvendigvis hedder biohacking mere. Så er det bare i folks bevidsthed at bruge teknologi mere til at forbedre sundheden, siger Rasmus Just og tilføjer:

- Lige nu er jeg ved at teste et armbånd, som kan mange af de samme ting som ringen. Den har også søvntracking, men samtidig også en indbygget coach, der giver individualiseret feedback på ens træning.

Hvad tager I med jer fra programmet og de reaktioner, I har fået?

- Generelt har det været en rigtig god og lærerig oplevelse - både i forhold til testresultaterne, men også for børnene at få et indblik i, hvor meget tid der går med at lave få minutters tv. Det har været spændende at se både resultatet og reaktionerne og ført til mange gode snakke i familien, siger Rasmus Just.

Læs mere om familiens hverdag og valg af livsstil her:

Hellena Rosali og Patrick Maxwell, Hillerød

Patrick Maxwell, Hellena Rosali og deres tilsammen tre drenge.

Familiens udgangspunkt: Hellena Rosali og Patrick Maxwell stræber efter at være sunde både fysisk og mentalt. Derfor lever de 100 procent sukkerfrit, glutenfrit og mejerifrit i deres eget hjem. De spiser hver især, så godt de kan efter deres blodtype, og så er spiritualitet en fast del af hverdagen i form af healing, englekort og zoneterapi, mens flere af familiens medlemmer har skiftet navn.

Testresultaterne viste, at familien overordnet var sunde. Patrick havde et 'højt' kondital, mens Hellenas var 'middel'. Deres blodprøver var også rigtig fine. Alle tre børn lå også, hvor de skulle i deres prøver. Bente Klarlunds eneste råd til familien var derfor: Slap af engang imellem og nyd, at det går så godt.

Hvad er der sket i jeres liv, siden optagelserne sluttede?

- Patrick var på knæ for en måneds tid siden, så vi skal giftes, og der er en baby på vej. Vi kalder det en sød, lille "upser" og glæder os meget. For nylig er det også lykkedes os at finde et dejligt hus tæt på vores børns skole, som vi flytter ind i, inden babyen kommer. Her i Hillerød manglede vi et værelse, og på grund af mine spirituelle kanaler, har jeg også brug for luft fra mennesker. Derfor ønskede vi os en base, hvor vi fik mere natur omkring os, siger Hellena Rosali.

Hellena Rosali og Patrick Maxwell.

Er der noget, I har ændret på baggrund af resultaterne fra Bente Klarlund?

- Nej, vi lever på samme måde og holder fast i den overbevisning, vi har som familie. Jeg har levet sådan i mange år, og nu fik vi jo heller ikke rigtigt nogle negative resultater, så det var ikke, fordi vi tænkte, at der var noget, der skulle ændres, siger Hellena Rosali.

- Never change a winning team, indskyder Patrick Maxwell med et grin.

Har I tænkt jer at slappe af engang imellem, som Bente Klarlund anbefalede?

- Nej. Da Bente sagde det, tænkte vi: “Det er jo slet ikke sådan, det er”. Herhjemme laver vi mad og hygger os ligesom alle andre. Vi tager bare nogle andre poser ned fra hylderne, siger Hellena Rosali og bliver bakket op af Patrick Maxwell.

- Vi lever for fuld smadder. Vi føler faktisk ikke afsavn fra noget. Vi bager pandekager tit – bare på boghvedemel. Jeg laver apple crumble, vi får vegansk is, mørk, økologisk chokolade og alt sådan noget. Så vi er ikke hellige. Det er bare alt med måde, og når det så skal være, køber vi ordentlige, økologiske varer.

Hvad tager I med jer fra programmet og de reaktioner, I har fået?

- Det har været en sjov oplevelse, og vi håber, at vi har kunnet inspirere nogen. Det har også været sjovt at se, i hvor mange retninger ting kan tolkes, på godt og ondt, siger Hellena Rosali.

Læs mere om familiens hverdag og valg af livsstil her:

Trine og Heine Kaas, Odder

Heine og Trine Kaas sammen med Trines søn, Bastian på syv år.

Familiens udgangspunkt: Trine og Heine Kaas har begge kæmpet med overvægtig tidligere i deres liv. I dag har de tabt sig henholdsvis 25 og 60 kilo og dyrker bodybuilding. Heine Kaas træner over 20 timer om ugen, mens Trine Kaas træner omkring 10 timer om ugen. De vejer deres mad og spiser store mængder protein for at opbygge muskelmasse.

Testresultaterne viste, at Heine og Trine Kaas begge var meget stærke og havde en lav fedtprocent og en middel-god kondition. Heine havde høje stress-tal og sov generelt for lidt. Bente Klarlund kunne samtidig se i blodprøverne, at der var en påvirkning af begges nyrefunktion. Hun anbefalede derfor familien at skrue ned for proteinindtaget. Samtidig påpegede hun, at Trines Kaas’ nyrer var på overarbejde, da hun stillede til konkurrence. Testresultaterne for Trine Kaas’ søn Bastian var fine hele vejen igennem.

Hvad er der sket i jeres liv, siden optagelserne sluttede?

- Vi har ligesom alle andre skullet tilpasse vores liv til corona. Fitnesscentrene er jo lukket, så vi har lavet en masse hjemmetræning, selvom det ikke er hver dag, at motivationen for det er lige høj. Det positive ved det er, at vi har været mere udenfor og har gået lange ture sammen, siger Trine Kaas.

Er der noget, I har ændret på baggrund af resultaterne fra Bente Klarlund?

- Jeg sover mere - måske også, fordi jeg ikke længere styrketræner sent på aftenen, men kan gøre det i løbet af dagen, siger Heine Kaas. Han er derudover stadig i behandling for for lavt testosteron-niveau.

- Jeg har fået tjekket mine nyretal igen - nu hvor vi er kommet på afstand af konkurrencen, og de ser rigtig fine ud, siger Trine Kaas.

Har I skuet ned for proteinindtaget, som Bente Klarlund anbefalede jer?

- Ja, vi har begge reduceret vores proteinindtag til omkring det halve. Det er dog ikke på baggrund af programmet, men fordi vi ikke stiller op til konkurrence lige nu. Så skal vi ikke have så store mængder protein. Vi ligger stadig højt i dag, men indenfor den grænse, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

Trine og Heine Kaas ved godt, at det ikke handler om sundhed i de uger op til, at de stiller op til konkurrence.

Skal I blive ved med at leve på denne måde?

- Når man ser bort fra tiden lige op til konkurrencen, så viser resultaterne jo, at vi er sunde og raske. Så ja, lige nu bliver vi ved, fordi det fungerer for os. Om jeg stiller op til konkurrence igen, ved jeg ikke, siger Trine Kaas.

- Når vi stiller op til konkurrence, er der ikke noget sundt i det længere. Det ved vi godt. Men det er et mål for os, ligesom det er mål for andre at løbe maraton, tilføjer Heine Kaas.

Hvad tager I med jer fra programmet?

- Det har været grænseoverskridende at vise sin livsstil frem, fordi folk har haft en holdning til det. Vi har dog fået virkelig mange positive kommentarer, og det er dejligt. Vi har jo bare valgt at vise, hvordan vi lever - og det er jo ikke den rigtige måde for alle, siger Trine Kaas.

Læs mere om familiens hverdag og valg af livsstil her:

Se eller gense alle fire afsnit af 'Min sindssygt sunde familie' på TV 2 PLAY