Coronavirus

Unge finder ro i nyt computerspil - lever parallelliv under coronakrisen

Spillet 'Animal Crossing: New Horizons' tilbyder et smut ind i en bekymringsfri verden - og det er blevet populært under den globale pandemi.

Forestil dig en verden, hvor du kan gøre lige, hvad du vil.

'Animal Crossing' viser, at mennesker insisterer på en normalitet i den her mærkelige tid

Christian Mogensen, seniorkonsulent hos Center for Digital Pædagogik

Du er fri for forpligtelser, kan bygge et hus, mødes med dine venner eller plante et træ og se det gro. Og måske vigtigst af alt: Coronakrisen findes slet ikke.

Lyder det tillokkende?

Hvis svaret er ja, så er du ikke alene.

Spillet 'Animal Crossing: New Horizons' til konsollen Nintendo Switch er under coronakrisen blevet et sådant frirum.

Siden udgivelsen 20. marts har spillet solgt over 13 millioner eksemplarer på verdensplan - det på trods af, at det er et spil fuldstændig uden adrenalinkick, konkurrence eller bosser, der skal overvindes.

Spillerne har i stedet en virtuel figur - en såkaldt avatar - som bor på sin egen ø. De har frie tøjler til at indrette den, invitere andre spilleres avatars på besøg og passe sit hus, have og øvrige beboere (i form af vaskebjørne, ræve og andre dyr med menneskelige træk) i noget nær realtid.

- Det er et såkaldt "Low risk life simulator" - altså en simulation af livet, hvor du ikke kan tabe, miste alle dine penge eller gøre noget forkert, siger Christian Mogensen, som er seniorkonsulent med særligt fokus på computerspil hos Center for Digital Pædagogik.

Og det virker ekstra tillokkende i denne tid, mener han - og bakkes op ad to danske spillere.

Perspektiv

Mød en 'Animal Crossing'-spiller

Cecilie, 24 år: Det er en proces i stedet for et mål

Cecilie Schel Klausen fra Silkeborg arbejder til dagligt som radiograf på byens hospital, men i 'Animal Crossing' forsøger hun sig nu som botanist på sin ø, Azeroth.

- Det er helt ned på genetisk niveau, at jeg arbejder for at blande én farve blomster med en anden. Jeg skal også sørge for, at de vokser tæt, så de kan mutere til en anden farve, siger hun om vejen til at få sorte tulipaner på sin ø.

Selvom hun under coronakrisen har været på arbejde, så har hun savnet friheden til at se venner og familie - og her har spillet været en hyggelig beskæftigelse i mellem to og fem timer om dagen.

- Jeg bestemmer selv dagordenen og tempoet. Det er en proces i stedet for en jagt på at nå et mål, som det er i mange andre spil.

Voksnes mindfullness

Man skal da heller ikke lade sig narre af den simple, farvestrålende og søde grafik i spillet.

Målgruppen er ikke børn, men de digitalt indfødte unge voksne, forklarer Christian Mogensen. Han er 33 år og er selv blevet bidt af spillet.

- Børn lever generelt et mere bekymringsfrit liv, så de har ikke det samme behov for dette her. Fra voksne hører jeg, at det giver dem en slags mindfullness og ro, siger han.

Ser man lidt ud i verden, har spillet også vist sig som en måde at omgå karantænereglerne og mødes.

Det amerikanske par Janna og Stefan måtte eksempelvis aflyse deres bryllupsfest på grund af coronapandemien - i stedet inviterede de deres venner hen på deres ø i Animal Crossing og blev viet.

Da den 23-årige gamer Branden Perez døde med coronavirus i april, afholdt hans venner en begravelse for ham i spiluniverset.

Hvad er 'Animal Crossing'?

Spilserien 'Animal Crossing' har eksisteret siden 2001, men den nyeste udgave - 'Animal Crossing: New Horizons' fra 2020 - er suverænt det mest populære af de otte spil i serien.

Igennem serien har spillet været produceret til forskellige Nintendo-konsoller, men den seneste er produceret til konsollen Nintendo Switch.

Der kan ikke købes udvidelser eller lignende til spillet, hvilket ifølge Christian Mogensen fra Center for Digital Pædagogik gør det til et meget trygt spil.

- Så snart der er penge involveret, så er der røvhuller, som prøver at snyde, siger han. 

Den er sågar blevet brugt som et sted, hvor demokratiforkæmpere fra Hongkong har protesteret mod regeringen.

- I disse coronakrisetider forstår man det godt, siger Christian Mogensen.

- Når vi af den ene eller anden årsag får begrænset vores frihed til at være mennesker med sociale behov, så finder vi andre veje. Jeg tror da hellere, at parret, der blev gift i Animal Crossing, ville kysse hinanden til en bryllupsfest, men den mulighed er der ikke nu. Så det viser, at mennesker insisterer på en normalitet i den her mærkelige tid, siger han.

Perspektiv

Mød en 'Animal Crossing'-spiller

Alexander, 27 år: Alt har været oppe i luften under coronakrisen - undtagen 'Animal Crossing'

Alexander Tange har på grund af coronapandemien ikke kunnet møde fysisk op på sit studie på Den Danske Filmskole, hvor han studerer til animations- og spilinstruktør. I hverdagen - som i stedet har været fyldt med studiegruppemøder over computeren, projekter på standby og aflyste sociale arrangementer - har 'Animal Crossing' fanget ham.

- Det er et univers, hvor jeg har kontrol og kan udrette noget. Det står lidt i modsætning til det rigtige univers, hvor meget er oppe i luften lige nu, siger han.

Søndag aftalte han på Facebooksiden 'Animal Crossing Danmark' at besøge en anden spillers ø og hente en ny beboer - pingvinen Cube - som han gerne ville have boende på sin ø.

- Selvom det bare er at komme ind på en andens fjollede lille ø og få en pingvin, så er det en kontakt, man ikke har haft i den her tid, siger han.

- På sin vis synes jeg, at der er nogle virkelig smukke menneskelige interaktioner i det.

Et øjebliks eskapisme

Bliver det ikke kedeligt i længden? Eller modsat: Bliver det en slags flugt fra den virkelige verden? spørger du måske.

- Jo, det kan det sagtens, siger Christian Mogensen.

Han er dog på ingen måde bekymret for spillerne.

- Jeg tror, alle ved, at det her er et lille stykke eskapisme. Dem, der spiller det meget, ved godt, at de forsvinder ind i voksenudgaven af en times Disneysjov. Det giver dem overskud, men mere behøver det ikke at være.

Han ser det at grave efter fossiler, fange sommerfugle, tapetsere i sit nye virtuelle hjem som et fint tidsfordriv, mens vi venter på at komme tilbage til hverdagen, som den så ud inden corona.