16x9

28-årig så modebranchens skyggeside: Nu følges hendes kamp for bæredygtighed af tusinder

Betalt partnerskab med KIA

28-årige Johanne Stenstrup er ikke bange for at gå forrest og vise, hvordan du med små tips og tricks kan skabe en mere bæredygtig hverdag.

Johanne Stenstrup sad i sit klasseværelse på KEA i København med øjnene fikseret mod det store lærred for enden af stolerækkerne.

Hun var godt i gang pĂĄ sit studie i Fashion Management og var omgivet af sine medstuderende.

Johanne Stenstrup har en ambition om at formidle bæredygtige hverdagsløsninger til danskerne.
Johanne Stenstrup har en ambition om at formidle bæredygtige hverdagsløsninger til danskerne. Foto: Martin Stampe

Nogle fulgte med i dokumentarfilmen 'Når tilbud dræber', mens andre havde lavmælte samtaler med sidemakkeren eller sad med mobilen i hånden med tommelfingeren glidende henover skærmen.

Johanne Stenstrup var helt opslugt af filmens handling.

Hun så et barn plaske glad rundt i et badekar, mens moderen smilende stod klar i baggrunden med et blødt håndklæde. I næste klip så hun en ung indisk mand, der stod i hvid væske til livet omgivet af syredampe.

BÆREDYGTIG BALANCE

Denne artikel er en del af et betalt partnerskab med KIA.

Gennem en række artikler sætter TV 2 og KIA fokus pĂĄ, hvordan du kan skabe en grønnere og mere bæredygtig hverdag. Vi møder danskere, der gør noget ekstraordinært for at gøre noget godt for klimaet, og vi guider læserne til, hvordan de selv kan bidrage ved at sænke CO2-udslippet i hverdagen.

Forholdene, som de indiske bomuldsbønder arbejdede under, ramte Johanne Stenstrup hårdt.

Hun kunne se, hvor skadelig dele af modebranchen er, og at både forbrugerne og dem, der arbejder i branchen, har et ansvar for at gøre op med det.

Som filmen langsomt skred frem, voksede noget i hende - et ønske om at gøre noget ved problemet.

Danskerne er en af de befolkningsgrupper, der køber mest tøj. Vi køber ifølge Miljøstyrelsen hver 10,9 kilo tøj om året, og det store forbrug har konsekvenser for både miljøet og de mennesker, der producerer tøjet.

Særligt ét spørgsmål trængte sig på hos Johanne Stenstrup, da filmen var slut.

– Hvordan kan jeg være del af den her branche og samtidig vide, at både mennesker og naturen lider for, at jeg selv og andre kan købe billigt tøj?

Dette er historien om en ung kvinde og hendes passion for bæredygtighed. En kvinde med en ambition om at ændre ikke blot sine egne vaner, men også at inspirere andre danskere til at vælge bæredygtighed til i hverdagen.

Mennesket over naturen

square to 16x9
Til daglig bor Johanne Stenstrup på Nørrebro i København. Foto: Martin Stampe

Johanne Stenstrup er i dag 28 år og bor på Nørrebro i København.

Som barn gik Johanne Stenstrup mest op i, at mennesker skulle have det godt. Hun er ikke i tvivl om, at passionen for bæredygtighed i høj grad er præget af opvæksten i det nordjyske.

Johanne Stenstrup sad ofte og lyttede med, når hendes mor, der var medlem af Naturfredningsforeningen, holdt møder hjemme i familiens stue.

Bæredygtighed i mode- og tekstilindustrien var noget, Johanne Stenstrup fik øjnene op for på studiet.
Bæredygtighed i mode- og tekstilindustrien var noget, Johanne Stenstrup fik øjnene op for på studiet. Foto: Martin Stampe

Her sad de med deres Fjällräven-rygsække og fodformede sandaler og diskuterede rent vand og miljø.

– Dengang syntes jeg, at de var lidt nogle tosser, fortæller Johanne Stenstrup med et smil.

I teenageårene var det emner som politik og retfærdighed, der fyldte mest for Johanne Stenstrup. Den helt klare holdning var, at mennesker var det vigtigste – så måtte de små fisk og naturen komme i anden række.

Handlekraft er en fed følelse, og det er uden tvivl det, der driver mig

Johanne Stenstrup

Det var først, da hun så dokumentarfilmen om arbejdsforholdene i tekstilindustrien, at hun indså, at miljøhensyn også er menneskehensyn.

Johanne Stenstrup fik lyst til at gå helhjertet ind i at kæmpe for en bæredygtig forandring, der tog hensyn til både mennesker og miljø.

Hun besluttede, at hvis hun skulle arbejde med tøj og mode, skulle det have et bæredygtigt fokus. Ved siden af studiet startede hun derfor bloggen bedremode.nu for at dele sin nye viden om miljø og social bæredygtighed.

Selvom der de senere år er kommet meget større fokus på bæredygtighed, er kloden under et massivt pres.

70 procent af danskerne er bekymrede for miljø, klimaforandringer og global opvarmning, men alligevel er der markant færre, der er villige til at ændre deres livsstil af samme grund. Det viser en undersøgelse fra Concito.

Inspiration til bæredygtighed

Da Johanne Stenstrup med sin nye blog kastede sig over at gøre ét område af sit liv grønnere, greb det langsomt om sig.

– Jo mere du læser, jo flere dokumentarer du ser, jo flere mennesker du taler med, jo mere får du lyst til at dykke ned i det, forklarer hun.

Mødet med to bæredygtighedsbloggere skulle vise sig at få stor betydning for Johanne Stenstrup.
Mødet med to bæredygtighedsbloggere skulle vise sig at få stor betydning for Johanne Stenstrup. Foto: Martin Stampe

Kort tid efter at have set dokumentaren om arbejdsforholdene for bomuldsbønderne og den skade, produktionen forvolder både naturen og mennesker, mødte Johanne Stenstrup to personer.

Ditte Rosenquist og Emma Slebsager var også optaget af bæredygtighed, og hvor Johanne Stenstrups blog fokuserede på bæredygtighed i mode, havde de to andre blogs fokus på mad og bæredygtighed generelt.

– Vi talte om, hvordan vi kunne gøre det mere overskueligt for folk at skabe nye bæredygtige vaner, fortæller Johanne Stenstrup.

Sustain Daily er en platform, hvor kompetente mennesker inspirerer læserne til en mere bæredygtig hverdag.
Sustain Daily er en platform, hvor kompetente mennesker inspirerer læserne til en mere bæredygtig hverdag. Foto: Martin Stampe

De tre blev enige om, at de ville opbygge et fællesskab ved siden af studiet – fysisk og digitalt – der samlede al inspiration om bæredygtige hverdagsvaner ét sted.

Det blev i 2016 til platformen Sustain Daily, der gennem et webmagasin, en podcast og et halvårligt printmagasin deler ny viden og inspiration til bæredygtighed. En platform der skulle vokse sig større, end de nogensinde havde regnet med.

Hverdag i balance

Når man som Johanne Stenstrup har dedikeret al sin tid til bæredygtighed, er det nærliggende at spørge, om hun selv gør alt det, der bliver taget op på Sustain Dailys platforme.

– Det er meget vigtigt for mig at sige, at det gør jeg ikke. Det er der ingen, der gør, og det er netop forskelligheden, vi prøver at vise på Sustain Daily, slår hun fast.

Der er mange stemmer på platformen, og der er ikke én person, der gør alt det, der bliver skrevet om, fordi det er skrevet af forskellige mennesker.

Johanne Stenstrup føler stadig, at hun er på en rejse i forhold til at skabe bæredygtige vaner i sin hverdag.

Hvor hun tidligere kunne gå amok på loppemarkeder, tænker hun meget mere over sine køb, hun spiser mindre kød og forsøger i det hele taget at tænke bæredygtighed ind i alt i sin hverdag.

Det, hun har sværest ved at give slip på, er ferierne sydpå. Derfor forsøger hun at være afsted i længere tid og tage kortere ferier i Danmark.

– Jeg tænker meget over, hver gang jeg skal flyve, men jeg flyver stadig cirka en gang om året, fordi det gør mig utroligt glad, forklarer hun.

Ifølge Torben Chrintz, der er videnschef i Concito, giver det god mening, at vi hver især forsøger at bringe vores CO2-udslip ned, og han slår fast, at de mange små ting i hverdagen som færre flyrejser, mindre forbrug og mindre madspild gør en forskel.

Afstemning

Han pointerer, at minimal CO2-udledning i bund og grund kommer ved at lade være med at bruge penge. Men hvis vi alle sammen stopper med at købe nyt tøj, nye møbler og gå på restaurant, vil samfundet i sidste ende bryde sammen.

– De gode initiativer kan ikke skaleres op, så det gælder om at finde en balance, forklarer Torben Chrintz.

Og det er netop den balance, Johanne Stenstrup forsøger at hjælpe sine læsere og kunder med at finde via sin formidling om bæredygtighed.

Det er vigtigt for Johanne Stenstrup at påpege, at der ikke er nogen, der kun træffer bæredygtige valg i hverdagen. Det handler om at finde en god balance.
Det er vigtigt for Johanne Stenstrup at påpege, at der ikke er nogen, der kun træffer bæredygtige valg i hverdagen. Det handler om at finde en god balance. Foto: Martin Stampe

Samtidig nægter hun at gøre sit liv op i et CO2-regnskab, da bæredygtighed handler om meget mere end at nedsætte sit udslip.

– Det handler også om at lægge sine penge, hvor de gør den største forskel, at støtte økologi og vælge produkter, der er mindre skadelige for miljøet, mener hun.

JOHANNES 3 BEDSTE RÅD TIL EN MERE BÆREDYGTIG HVERDAG

Sæt pris på det, du allerede har

En god øvelse er at se på de ting, du allerede har derhjemme, og forsøge at påskønne dem lidt mere.
– I stedet for at købe nyt kan du måske bruge dine ting på nye måder. Sammensæt dit tøj på en ny måde, brug din yndlingskaffekop som vase, eller flyt rundt på dine pynteting, forklarer Johanne Stenstrup.

Start med det, du synes er sjovest

Det kan være svært at skabe nye bæredygtige vaner, så start der, hvor du har dine interesser. For Johanne Stenstrup var det mode, men for dig er det måske mad, rejser eller haven.
– Vi har brug for, at alle gør noget, og det giver mest energi at starte med noget, du har en naturlig interesse for, mener Johanne Stenstrup.

Køb kun tøj, du virkelig vil elske

Hver dansker køber i gennemsnit 10,9 kilo tøj om året, og det er 35 procent mere end resten af verdens befolkning.
– Vi har brug for at være mere kræsne med, hvad vi køber. Køb kun tøj, du vil beholde i mange år, og som du virkelig vil elske, forklarer Johanne Stenstrup.

Handlekraft og succes

I dag er det seks år siden, at Johanne Stenstrup begyndte at formidle sin viden om bæredygtighed til andre, og der tikker ofte beskeder ind fra folk, der oplever, hendes ord har gjort en forskel.

Sustain Dailys forskellige kanaler når ud til tusindvis af mennesker. Podcasten alene har for eksempel 187.000 downloads, mens over 20.000 følger med på de sociale medier hver måned.

Platformen er særlig populær på sociale medier og som podcast.
Platformen er særlig populær på sociale medier og som podcast. Foto: Martin Stampe

Senest har hun modtaget en lang mail fra en kvinde, der havde lyttet til Sustain Dailys podcast. Hun mødtes ofte med sin mødregruppe i en park, og nu var hun begyndt at tage kopper og tallerkener med til alle i stedet for engangsservice.

– Det er en lille ting, men hun turde gøre det, fordi vi havde snakket om det i podcasten, og det er så fedt at være med til at påvirke andre, fortæller Johanne Stenstrup.

Beskeder fra læsere og lyttere bekræfter Johanne Stenstrup i, at Sustain Daily inspirerer og gør en forskel.
Beskeder fra læsere og lyttere bekræfter Johanne Stenstrup i, at Sustain Daily inspirerer og gør en forskel. Foto: Martin Stampe

Og det er netop det, der driver hende til at gå forrest i bæredygtighedskampen. Hun er enig med klimaaktivisterne i, at der skal strukturelle ændringer til, før vi kan gøre en reel forskel, men hun vil også gerne hjælpe de mennesker, der bare gerne vil gøre noget nu.

– Handlekraft er en fed følelse, og det er uden tvivl det, der driver mig, mener Johanne Stenstrup.

Fremtiden skal handle om mode

Johanne Stenstrup står på nuværende tidspunkt alene i spidsen for Sustain Daily og holder derudover foredrag med tips og tricks til en grønnere hverdag.

Hun har også netop sat sidste punktum i sin bog 'Klæd dig bedre', som er en guide til mindre tøjspild. Bogen har hun skrevet sammen med garderobeforsker Else Skjold.

I fremtiden satser Johanne Stenstrup på, at hun kommer til at arbejde meget mere med bæredygtig mode.
I fremtiden satser Johanne Stenstrup på, at hun kommer til at arbejde meget mere med bæredygtig mode. Foto: Martin Stampe

Da hun sammen med Emma og Ditte i sin tid startede Sustain Daily, var det med drømmen om at få folk til at tale om bæredygtighed og skabe nye hverdagsvaner.

– Meget af det, vi håbede ville ske, er sket. Bæredygtighed er blevet mere mainstream, og det er superfedt, at flere taler om det, mener Johanne Stenstrup.

I fremtiden drømmer hun om at vende mere tilbage til det, hun er uddannet indenfor, og arbejde mere med bæredygtig mode.