Ditte Rosenberg og Lars Jannick Jørgensen blev stormende forelskede, efter de begge deltog i 'Hjem til gården'.
Hjem til gården

Tv-deltagere nåede kun at være gift i et år – ulykke knuste deres kærlighed

For et år siden havde Ditte Rosenberg aldrig forestillet sig, at hun skulle få et godt liv igen. Men i dag værdsætter hun livet mere end nogensinde.

Fra badeværelset i familiens sommerhus kunne Ditte Rosenberg høre sin mor tale i telefon. Stemmen bag døren lød bekymret. Meget bekymret.

Kort efter bankede moren på døren.

Politiet ledte efter Ditte.

Hendes storebror havde mødt to politibetjente, da han havde været forbi forældrenes hus.

Ditte kunne mærke nervøsiteten sprede sig i kroppen. Var hendes bil blevet stjålet, eller var hendes hus brændt ned?

På en måde håbede hun, at det var det, politiet ville fortælle hende. Men inderst inde var hun bange for en helt anden besked.

Hun ringede med det samme til sin mand, Lars Jannick Jørgensen. Intet svar.

Ditte begyndte at græde. Hvorfor tog han ikke sin telefon? Hun ringede og ringede, men der var intet svar i den anden ende.

Uden at tænke meget, ringede hun i stedet 112. Efter at have fortalt, hvem hun var, blev hun bedt om at køre til Regionshospitalet Herning.

Ditte brød sammen.

For selvom alarmcentralen ikke havde bekræftet noget, vidste hun godt inderst inde, hvad der var sket.

Fra mismatch til stormende kærlighed

Ditte Rosenberg og Lars Jannick Jørgensen mødte hinanden i anden sæson af ’Hjem til gården’, der blev optaget i sensommeren 2017.

Hun var den jyske unge kvinde, og han var fyren fra den københavnske vestegn. Umiddelbart to modsætninger, men som dagene gik, lærte de hinanden bedre at kende.

I programmet dannede de en alliance, og da tv-optagelserne var slut, fortsatte deres relation, og kærligheden begyndte at spire.

Kærligheden var ubetinget, intens, men også stormende og utæmmelig. Når den toppede, var det med vilde og storslåede kærlighedserklæringer.

Her sagde Lars ofte, at han ikke ville blive Dittes sidste kærlighed, men at han var overbevist om, at hun ville blive hans sidste.

"Et gammelt lortehus, men det bliver rigtig nizzle om et par år, når renoveringen forhåbentlig er i mål". Sådan skrev Lars Jannick i teksten til billedet, hvor han og Ditte stod foran det hus, de netop havde købt.

I to år gik det hele stærkt. Alt var lykke.

Lars flyttede over til Ditte i Jylland. De købte hus og blev gift.

- Det var, som om vi skulle leve et helt livs kærlighed på bare to år. Vi vidste jo ikke, hvordan det ville ende. Men sådan føltes det bare, fortæller Ditte Rosenberg.

Det endte den skæbnesvangre nat, hvor Lars på tragisk vis mistede sit liv, og Dittes liv gik fuldstændig i stå.

Sorgen var overvældende og smertefuld og medførte en indre kamp. En kamp om liv og død.

Skulle hun fortsætte et liv i smerte, der på det tidspunkt føltes umuligt? Eller skulle hun give efter for sin længsel og komme hen til det sted, hvor hendes afdøde mand var?

Svaret fandt hun kun ved at være i smerten.

Fejrede bryllupsdag tre dage inden Lars' død

Ulykken skete 17. juli 2019. Blot tre dage forinden havde Ditte Rosenberg og Lars Jannick Jørgensen fejret et-års bryllupsdag.

Det havde været en perfekt weekend. Kanotur med Lars’ venner og en festlig fejring af deres første år som mand og kone.

Lars skulle egentlig have været med Ditte og familien i sommerhus på Als om mandagen, men han havde glemt to 24-timers vagter i det vagtfirma, hvor han arbejdede.

Så aftalen var, at han skulle komme om onsdagen.

Den sidste samtale, Ditte havde med Lars, var tirsdag aften. Lars fortalte, at han var træt efter nogle lange arbejdsdage. Nu glædede han sig bare til at komme i sommerhus.

Men det nåede han aldrig. Og deres godnat tirsdag aften blev det sidste godnat.

Klokken 23.32 skrev Lars og Ditte godnat til hinanden. De troede, at de skulle se hinanden i sommerhuset dagen efter. Men nogle timer senere kørte Lars galt og døde.

Nu stod hun i stedet med beskeden om at køre til Regionshospitalet i Herning, hvor hendes Lars befandt sig.

Verden gik i stå

Ditte Rosenberg sagde ikke et ord, da hun sammen med sine forældre kørte til Herning, hvor de havde fået at vide, at Lars var. Hun græd bare.

På mange måder var hendes verden gået i stå.

Da de ankom til hospitalet, stormede Ditte ind i receptionen.

- Hvor er han? Jeg skal besøge Lars, sagde hun til receptionisten og undrede sig over, at der ikke stod en masse og ventede på hende.

Hele hendes verden var jo brudt sammen. Hvorfor virkede alt helt normalt omkring hende? - De skulle jo redde Lars, tænkte Ditte Rosenberg.

Derfor fik hun også et kæmpe chok, da hun fik at vide, at hun skulle hen til et kapel for at se Lars.

Ditte og Lars på rådhuset, da de blev viet.

Hvad? Ditte forstod ingenting. Hun ville ikke forstå det. Hun havde været overbevist om, at hun skulle op på en hospitalsstue – ikke hen i et kapel.

Men kort tid efter kom en mand fra kapellet og hentede Ditte. Han forberedte hende på, hvad hun skulle ind og se. Han fortalte, at Lars havde et rør i munden fra genoplivningen, som ikke måtte fjernes, før der var lavet et ligsyn.

Ditte lyttede og forberedte sig på at skulle træde ind i kapellet. Men inderst inde håbede hun, at der var sket en fejl. En misforståelse. Det måtte være en anden mand, der lå derinde. Det kunne bare ikke være Lars, der lå der.

Selvom han lå med ansigtet dækket af et hvidt lagen, var der ingen tvivl. Hun opdagede hurtigt armbåndet på det ene håndled. Det var det armbånd, han altid gik med.

Og da klædet blev løftet, kiggede Ditte på sin mand.

Det var Lars. Han lå helt fin på en seng. Men han var livløs og kold.

Ditte beskriver dagen, hvor fik beskeden om Lars' død som den mest vanvittige dag nogensinde.

Erklæret død på stedet

Lars Jannick Jørgensen var omkommet i en soloulykke på en landevej mellem Ringkøbing og Skjern. Politiet meldte kort tid efter ud, at han af uvisse årsager var kørt af vejbanen i sin bil og ud i grøften og videre ud på en mark, hvor bilen var trillet rundt.

En forbipasserende bilist havde slået alarm, men Lars’ liv stod ikke til at redde, og han blev erklæret død på stedet.

I de første dage efter ulykken var Ditte i dyb, dyb sorg og smerte.

Hun var ulykkelig og vred.

Hvorfor lige Lars? De var jo kun lige startet på deres liv sammen. Det var så uretfærdigt.

Sammen med familie og venner besøgte hun flere gange kapellet for at tage endnu en afsked.

Folk omkring hende var også kede af det, men Ditte frygtede, hvad der ville ske, når de vendte tilbage til hverdagen, og hun stadig var i dyb sorg.

Tanken om, at Lars lå et sted helt alene, var fuldstændig ubærlig.

Håbede til det sidste

Omgivet af blomster, kondolencekort og familien formåede Ditte Rosenberg at planlægge Lars’ bisættelse. For hun ville ikke stå i fremtiden og fortryde, at der ikke var blevet sagt ordentligt farvel.

Det var vigtigt for hende at være så tæt på Lars som muligt. Derfor fik hun lov til at køre med rustvognen til Køge, hvor han skulle bisættes.

I bilen spillede hun Lars’ yndlingsmusik.

Selvom hun godt vidste, at han lå i kisten, håbede hun alligevel, at nogen ville ringe og sige, at der var fundet livstegn.

Hun var nødt til at have håbet. Ellers var sorgen for ubærlig at være i.

Håbet var spinkelt, da de nåede til bisættelsen.

Da Ditte Rosenberg stod ved alteret efter bisættelsen og betragtede kirkebænkene blive tømt for venner og familie, sagde hun for sig selv:

- Så er det nu, du skal dukke op og sige, at det var en joke. Nu er det last call, Lars.

Men Lars dukkede ikke op.

Ditte havde lyst til at flå låget af kisten, så hun kunne se ham. Bare en sidste gang. Han lå jo lige der foran hende.

I stedet kyssede hun kisten farvel, inden rustvognen kørte afsted.

Ditte kysser kisten, inden rustvognen kører væk.

Et traume

Dagen efter bisættelsen var den værste dag. Nu var det slut. Der var ingen praktiske gøremål, som der havde været op til bisættelsen. Det var kun Ditte Rosenberg og sorgen.

Og sorgen kunne hun mærke fysisk. Hun fik ondt i kroppen - smerter, hun aldrig havde oplevet før.

Der var ikke nogen tvivl om, at hun havde fået et traume, som skulle bearbejdes. Så hun begyndte at gå til en psykolog, der specialiserede sig i sorg.

Og psykologen skulle vise sig at få stor betydning for hendes sorgforløb. Gennem samtalerne lærte Ditte, hvorfor hendes krop reagerede, som den gjorde.

Hun besøgte psykologen et par gange om ugen, og det var de besøg, der holdt hende oppe.

Når hun ikke var ved psykologen, sad hun hjemme i sit og Lars’ fælles hjem og holdt ud.

Hun kunne sætte sig ned i sofaen og føle, hun havde siddet der i fem minutter, men i virkeligheden havde hun siddet der i flere timer.

Lars’ helt store drøm var at leve af at lave og spille musik. Den drøm støttede Ditte ham i. Derfor gav det også mening at købe hus i Jylland og bo billigt, så der var frihed til at dyrke det.

Ditte Rosenberg sørgede for, at Lars’ telefon sad i opladeren henne ved hans computer, så hun kunne ringe og skrive beskeder til ham. I beskederne satte hun ord på, hvordan hun havde det.

Og når han ikke tog telefonen, blev hun frustreret – selvom hun godt vidste hvorfor.

Ditte havde Lars’ aske i urnen ved siden af sin seng. Og når det hele føltes allermest håbløst, brugte hun den som trøst.

Hun talte med urnen, krammede den og græd med den.

Omgivet af Lars’ ting og tøj havde Ditte konstant kampe med sig selv. Hun havde det meste af tiden slet ikke lyst til at leve.

Skulle hun tage sit eget liv, så hun kunne komme hen og være sammen med Lars? Eller skulle hun starte livet på ny uden ham. Det var en beslutning, hun følte, hun måtte tage.

Første skridt mod at tage beslutningen om at leve blev taget på en køretur på vej fra København til Jelling.

Ditte foran 70 fremmødte til sin sexolog-eksamen. Uddannelsen tog hun hos Joan Ørting.

Mærkede sin passion

Det var kun to par uger efter Lars Jannick Jørgensens bisættelse. Ditte Rosenberg skulle egentlig forberede sig til eksamen og færdiggøre sin sexologuddannelse. Men det hele var gået i stå.

Hun var på vej hjem fra Lars’ familie i København, da hendes studiekammerater ringede.

De spurgte, om hun ikke kom forbi og øvede sin eksamen sammen med dem. Det føltes fuldstændig urealistisk at skulle gå til eksamen midt i den livskrise, som hun gennemgik. Og der var kun en uge til eksamenen.

Men alligevel besluttede hun sig for at køre forbi studiegruppen.

Ditte Rosenberg satte sig foran dem og begyndte at holde sit forsvar for den opgave, hun havde skrevet og afleveret inden Lars’ død.

Og pludselig kunne hun mærke, at det hele sad på rygraden. Ordene og begreberne flød. Hun mærkede for første gang længe sin passion.

Det gav hende styrken til at gå til eksamen, som var foran 70 fremmødte.

Opgaven havde egentlig været gennemsyret af positivitet og livsglæde. Følelser, som Ditte på ingen måde mærkede på det tidspunkt. Men opgaven fik en helt ny tyngde, fordi hun stod der - sårbar og i sin sorg og blev eksamineret.

Ditte Rosenberg med sit eksamensbevis.

Oplevelsen blev første vigtige vendepunkt for Ditte.

Hun havde fundet tilbage til det, hun brændte allermest for. Det hjalp hende til at holde skruen lige i vandet. For i en tid, hvor alt virkede fuldstændigt ligegyldigt, var der her noget, der betød noget for hende.

Ditte valgte livet. Med alt hvad det indebærer.

Falsk tryghed

Med valget om at leve var Ditte Rosenberg også nødt til at beslutte, hvordan hun så ville leve med sorgen.

I flere måneder havde hun boet i deres fælles hus uden at røre ved noget. Alt stod, som da Lars’ havde forladt det.

Lars’ computer, skrivebord og stol stod stadig ovre i hjørnet af stuen. Hans guitarer stod fremme, og hans tøj hang i klædeskabet.

Ditte havde også bestilt billeder af Lars med nogle af de udtryk, han brugte.

På den måde kunne hun stadig mærke ham. Det føltes trygt.

Men trygheden var på en måde falsk og fastholdt hende.

Når Ditte Rosenberg fik gæster, og der var nogen iblandt, som ikke kendte hende så godt, spurgte folk tit ind til billederne og Lars’ ting – eksempelvis hans guitar.

Hver gang skulle hun forklare, at det egentlig var hendes mands ting. Og at han var død.

Når Ditte efterfølgende kiggede rundt i huset, følte hun, at hun var begyndt at leve i et museum, der udstillede hendes og Lars’ liv sammen.

- Jeg kan ikke leve med Lars på den måde resten af mit liv. Så vil jeg kun være hans enke, tænkte Ditte Rosenberg.

Det var nødvendigt at sige farvel til den fysiske del af Lars. Han skulle jo ikke bruge nogle af de ting. Han var jo død.

Ditte besluttede sig i stedet for at fokusere på et andet forhold til Lars.

Og i sin søgen efter at mærke Lars på en ny måde, oplevede Ditte Rosenberg endnu et vendepunkt i sin sorg.

Ditte og Lars på ferie i Spanien.

Et møde satte Ditte fri

Ditte Rosenberg valgte at opsøge et clairvoyantmedie i håbet om at få skabt kontakt til Lars Jannick Jørgensen.

Bare mærke ham en lille smule igen. Få lidt afklaring omkring sin fremtid i forhold til ham.

Ditte oplevede, at clairvoyanten kunne nævne en masse ting, som indikerede, at Lars var der et eller andet sted: et vers, som blev læst på til bisættelsen og Lars’ kælenavne til Ditte.

Ditte husker, at clairvoyanten viderebragte, at Lars ikke mærkede, at de var fra hinanden. At på den anden side var tiden ikke den samme.

For ham føltes det, som om han døde i går, og at de skulle ses igen i morgen. Så den ene dags mellemrum skulle Ditte Rosenberg nyde til fulde.

De ord satte på en måde Ditte fri.

Fri til at leve igen med den sikkerhed, at hun ville møde ham igen en dag.

Og indtil da var det bare om at nyde livet.

Ditte har efter at have fortalt sin historie om ulykken, sorgen og kampen for at komme igennem den svære tid fået mod på at holde foredrag om rejsen.

Vendte ulykken til noget positivt

Ditte Rosenberg er ikke kommet videre. For, som hun forklarer, så gør man ikke det. Man lærer at leve med tabet og sorgen.

For sorgen vil aldrig forsvinde, men hun skal finde en balance mellem sorgen og at leve sit liv.

Der er stadig dage, hvor det hele føles “ad helvedes til”. Men det går den rigtige vej.

- Jeg er et sted, hvor jeg bærer sorgen i taknemmelighed og kærlighed, siger Ditte Rosenberg.

I løbet af det sidste år har hun lært at sætte meget større pris på alle de gode stunder og følelser.

Hun har fået vendt ulykken til noget positivt.

Fordi hun har oplevet denne dybe smerte - og har skullet deale med den - er kontrasten til alle de gode følelser blevet langt større.

- Jeg søger lykke på anden måde i dag. Og værdsætter den på en helt anden måde. For nu kender jeg kontrasten til lykken.

Tog ansvar for sit liv

Hun er ikke i tvivl om, at hendes uddannelser som parterapeut og sexolog har hjulpet hende til at anskue tingene anderledes. Hendes passion - og det at hun fik gennemført eksamenerne - har givet hende et drive til at hjælpe sig selv og ikke mindst hjælpe andre.

I dag er hun glad for, at hun valgte livet til, tog ansvar og fokuserede på at blive lykkelig.

Det er blandt andet også en af årsagerne til, at Ditte Rosenberg har valgt at fortælle om sin sorgproces. Hun håber, at andre i lignende situationer kan blive inspireret til at slutte fred med tabet og fortsætte livet på godt og ondt.

Derfor planlægger hun også et foredrag, hvor hun kan fortælle om sine erfaringer.

Snart er det 17. juli igen, og dermed præcis et år siden, Lars døde. Og kun to år og et par dage siden, de blev gift.

Først nu føler Ditte sig klar til at skille sig af med Lars’ aske.

Den skal spredes i naturen.

- Jeg bruger ikke rigtig urnen på den måde mere. Jeg tror ikke, Lars ville identificere sig med den aske. Og det gør jeg heller ikke længere.

Se 'Hjem til gården' hver søndag på TV 2 eller se det seneste program her på TV 2 PLAY.