GO'

Faktatjek af ti sommermyter: Kan man blive forkølet af aircondition?

Bliv klogere på, om ti tilbagevendende sommermyter holder vand.

Sommeren er over os, og med den skal vi huske at smøre os ind i solcreme med den højeste faktor, lindre brandmandssår med tis – og så gør vejret os som bekendt gladere.

Men passer det overhovedet?

Vi har faktatjekket ti sejlivede sommermyter:

Myte 3

1) Jo højere faktor på solcremen, des bedre

Den første sommermyte er, at man altid skal finde den tube solcreme med det højeste tal på emballagen.

- På sin vis er 'jo højere faktor, des bedre' rigtigt, siger praktiserende læge og sundhedsformidler for Læge og Familie Morten Dahl i 'Go' morgen Danmark'.

Men ud fra Danmarks UV-indeks anbefales det 'kun', at man bruger en solcreme med faktor 15. Hvis UV-indekset er over 7, er det faktor 30. Samme faktor skal smøres på, hvis man er sydpå.

Til gengæld peger Morten Dahl på noget, der er endnu vigtigere end solfaktoren: Mængden.

- Det vigtigste er at bruge nok – en hel håndfuld til en krop, siger han og anbefaler samtidig, at man smører sig ind et kvarter før, man går ud. Så beskytter cremen bedst.

Myten om solfaktor er: BÅDE-OG

Myte 1

2) Det er vigtigt at suge giften ud af et bistik

Der findes ingen undersøgelser, der viser, at det mindsker smerten at suge giften fra et bistik ud. I værste fald kan forsøg på det få forurenet såret, hvilket gør smerten større.

Til gengæld bør man hurtigst muligt få brodden fjernet, hvis den stadig sidder i huden. Ellers fortsætter den nemlig med at pumpe gift ud i kroppen. Det kan man tit klare med en negl. Undlad at bruge en pincet, for det kan klemme giftsækken og tømme mere gift ud.

Det kan også lindre et bistik at lægge noget koldt på stikket for at mindske hævelse og smerte.

Myten om bistik er: FALSK

Myte 2

3) Det hjælper at tisse på et brandmands-brandsår

Hvis uheldet er ude, og man bliver ramt af en brandmands tråde, lyder et sommerråd, at man skal tisse på brandsåret, fordi det lindrer smerten. Mange har måske lært den myte at kende fra et afsnit af den populære tv-serie 'Venner', hvor behandlingen tilsyneladende virkede.

Men den myte afliver Morten Dahl.

- Der er ikke noget overbevisende dokumentation for, at urin skulle kunne lindre, siger han.

Til gengæld er der andre metoder, der kan tages i brug, hvis man er brændt af de slimede tråde: Man kan rense med eddike og havvand. Men først og fremmest skal man skrabe resterne af tråden væk, for eksempel med siden af et kreditkort.

Myten om brandmænd og tis er: FALSK

Myte 4

4) Drik varmt fremfor koldt, hvis vejret er varmt

En varm espresso er en fast del af mange sydeuropæeres program, mens man i Mellemøsten er kendt for at drikke en varm kop te, selvom temperaturen er høj. På trods af det er der ikke belæg for, at det skulle være bedre for kropstemperaturen at drikke varmt frem for koldt, lyder det fra Morten Dahl.

- Den myte holder ikke. Hvis man ikke er voldsomt fysisk aktiv, og det ikke er brændende varmt, så er der ikke nogen forskel, siger han.

Til gengæld sveder man mere, når man drikker varmt, og det kan i værste fald føre til dehydrering. Så på den måde skal man måske være opmærksom på ens drikkevarers temperatur.

Myten om fordelen ved varme drikke er: FALSK

Myte 7

5) Det er bedre at drikke iskoldt vand

Når nu de varme drikke ikke har nogen gavnlig effekt, er et iskoldt glas vand med isterninger så vejen til den perfekte kropstemperatur?

- Det behøver ikke være is-iskoldt. Studier har vist, at den optimale temperatur er 15-16 grader, siger Morten Dahl.

I løbet af en dag skal vi gerne drikke to til tre liter vand – og hvis vejret er varmt, skal mængden være større. Morten Dahl anbefaler desuden, at man drikker løbende og fordeler væskeindtaget hen over dagen i stedet for at bælle en stor mængde vand hurtigt.

Myten om isvand er: FALSK

Myte 5

6) Nogle mennesker er 'myggemagneter'

Hvis du har en fornemmelse af, at du er mere appetitlig for myg end andre i din omgangskreds, så kan der være noget om det.

For myg finder nemlig ikke deres ofre helt tilfældigt, lyder det fra Karl-Martin Vagn Jensen, tidligere forskningsleder ved Institut for Plantebeskyttelse og Skadedyr på Aarhus Universitet.

- Myg tiltrækkes af CO2 og varme. Det afgiver alle mennesker. Men de tiltrækkes også af bestemte duftstoffer, har han forklaret til Videnskab.dk.

- Mængden og kombinationerne af disse stoffer kan være forskellige fra person til person. Tilsvarende er det forskelligt fra myggeart til myggeart, siger han.

Kropsvarme og blodtype betyder også noget, og så får store mennesker flere stik end små, fordi de danner mere kuldioxid og varme.

Myten om myggemagneter er: SAND

Myte 6

7) Man skal vente en time med at gå i vandet, efter man har spist

Mange af os er måske opdraget med rådet om, at vi skal vente med at gå i vandet, hvis vi lige har spist.

Men der er ingen fare ved badning på fuld mave, hvis man er sund og rask, lyder det fra Rådet for Større Badesikkerhed i Fyens Stiftstidende. Dog kræver det energi at fordøje mad, så man skal være varsom med at tage en krævende svømmetur lige efter et stort måltid, fordi kroppen kommer på overarbejde og ikke er lige så beredt, hvis man kommer i problemer i vandet.

Ifølge The New York Times viser et studie af drukneulykker i USA, at færre end én procent skete efter et måltid. Avisen konkluderer, at rådet er en myte.

Myten om mad og badning er: FALSK

Myte 8

8) Hvis man bliver bidt af en flåt, hjælper det at smøre flåten ind i olie eller margarine

De små sorte dyr, der borer sig ind i huden og kan give borellia, er en uønsket del af manges sommer. Hvis man skal tro gamle husmorråd, hjælper det at smøre flåten ind i olie, smør eller vaseline for at få den til at slippe taget i huden.

Men de fedtede hjælpemidler kan ikke anbefales, lyder det fra Lene Bech Sanderhoff, der er naturformidler hos Naturama.

- Hvis du begynder at drille dem på den måde eller dreje den rundt, tømmer den maveindholdet ind i huden, så hvis du ikke allerede har fået TBE (virus, der overføres til mennesker via bid fra flåter, red.), risikerer du at få borrelia i stedet, advarer hun.

Den nemmeste og bedste måde er at bruge en pincet eller sine negle til at få fjernet flåten.

Flåt-myten er: FALSK

Myte 9

9) Man kan blive forkølet af aircondition

Lave temperaturer kan være skyld i forkølelse, fordi de fleste virusser, der forårsager forkølelse, trives i kulde.

Men selvom airconditionanlæg om sommeren som regel er lig med en lavere temperatur, kan det kun resultere i forkølelse, hvis virussen allerede er i kroppen, lyder det fra Ron Eccles, der leder forskningen i forkølelse på Cardiff Universitet.

I et miljø med aircondition bliver den kolde luft konstant genbrugt, og det kan give bakterierne gunstige forhold, hvor virus og bakterier bliver blæst fra person til person.

Myten om aircondition er: BÅDE-OG

Myte 10

10) Solen gør os gladere

Sommer er som regel lig med flere soltimer.

Når vi udsættes for sollys, dannes der D-vitamin i kroppen, og selv om det er usikkert, præcis hvordan vitaminet påvirker vores humør, er det bevist, at det har betydning:

Et studie fra Georgia State University viste, at risikoen for at få depression var højere blandt folk med lavt niveau af D-vitamin. Resultatet var det samme, da et tværstudie gennemgik 11 studier foretaget blandt 31.000 amerikanere.

Mangel på sollys udløser desuden træthed og depressionslignende symptomer, og derfor behandler man ofte vinterdepression med lysterapi.

Myten om sammenhæng mellem sol og glæde er: SAND

Se hele indslaget om sommermyter i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY