16x9

Drømmen om børn og bryllup fik dem til at kæmpe: - Sådan tabte vi 75 kilo

Betalt partnerskab med Den Grønne Slagter

Efter et års tilløb er det lykkedes et ungt par at ændre livsstil og tabe sig sammen. Nu venter drømmen om børn og bryllup

For det unge kærestepar Nicoline Bek og Mads Førby Pedersen havde det været endnu en hård december med alt for meget mad.

And, medister og flæskesteg i store portioner sad helt oppe i halsen, da de nytårsaften 2019 skulle igennem endnu et festligt måltid.

Mads Førby Pedersen og Nicoline Bek har begge været overvægtige siden barndommen, og forelskelsen fik dem ikke til at tabe sig.
Mads Førby Pedersen og Nicoline Bek har begge været overvægtige siden barndommen, og forelskelsen fik dem ikke til at tabe sig. Foto: Privatbillede

Otte kilo havde Mads Førby Pedersen taget på i løbet af julemåneden, og mens raketterne bragede løs og lyste op over midnatshimlen på den første nat i 2020, blev han dårlig. Kroppen sagde stop.

Hjertebanken, høj puls og generel utilpashed strømmede gennem ham, og skjorten med de seks X’er foran L’et blev svedig.

OM PARTNERSKABET

Gennem en række artikler sætter TV 2 og Den Grønne Slagter fokus på den sunde livsstil, hvor både balanceret kost og motion spiller en rolle.

Vi møder danskere, der har taget kampen mod kiloene og deler ud af deres gode råd. Ligeledes får vi mere viden om de vigtige fødevaremærkeordninger - herunder Nøglehulsmærket.

De bad om at blive kørt hjem til deres hus lidt uden for Aalborg af en ædru veninde, og i bilen tog Mads Førby Pedersen et alvorsord med sig selv.

”Du er alt for presset, mand. Det holder ikke, det her.”

På det tidspunkt vejede han 137 kilo og Nicoline Bek omkring 116, hvilket var væsentligt mere, end de havde forestillet sig, da de et år tidligere havde givet håndslag på, at de ville tabe sig i fællesskab.

Jovist havde de tabt sig lidt, men både Mads Førby Pedersen og Nicoline Bek havde taget en del på igen i december.

Men nu fik Mads’ ildebefindende dem begge til at indse, at der skulle helt andre boller på suppen, hvis tingene skulle ændre sig.

- Hvis vi gerne ville have et langt og godt liv, skulle der ske noget. Og det skulle være nu, fortæller Mads Førby Pedersen.

Kærestekilo

square to 16x9
Parret har været kærester siden 2018, og allerede året efter talte de om at tabe sig. Men uden held. Foto: Privatbillede

Nicoline Bek på 31 år og Mads Førby Pedersen på 27 har begge været overvægtige siden barndommen, og da de mødte hinanden i sommeren 2018, fik forelskelsen dem ikke til tabe sig. Tværtimod.

Masser af fast food, slik og sodavand betød, at der hurtigt kom yderligere nogle ”kærestekilo” på.

De fandt hurtigt ud af, at de gerne ville flytte sammen og starte et nyt liv med hinanden. Et liv med sundere mad, mere motion og i fremtiden hus og børn.

Hvis vi gerne ville have et langt og godt liv, skulle der ske noget

Mads Førby Pedersen

- Men det er ikke nemt at tabe sig, særligt når man som os aldrig har prøvet at være normalvægtige og er vokset op i hjem, hvor der er blevet spist for meget og for usundt, fortæller Mads Førby Pedersen.

I begyndelsen vidste de ganske enkelt ikke, hvordan man spiste sundt.

De var dog klar over, at hjemmelavet mad var sundere end fast food, så de gik i gang med at kokkerere selv.

- Det kunne være spaghetti med kødsauce, hvilket måske var sundere, end det vi havde spist før, men set i bakspejlet slet ikke nok til at tabe sig, fortæller Nicoline Bek.

Det unge par gik i gang med nye, sundere vaner såsom motion og hjemmelavet mad. Men det var ikke helt nok.
Det unge par gik i gang med nye, sundere vaner såsom motion og hjemmelavet mad. Men det var ikke helt nok. Foto: Cathrine Ertmann

Motion blev det heller ikke meget til. Mads Førby Pedersen forsøgte at løbe lidt, men det gjorde ondt, fordi han vejede mere end ankler og knæ kunne holde til. Nicoline Bek kom heller ikke nok i fitnesscentret til, at det gjorde den store forskel.

Forskellige kure blev også prøvet af, og de eksperimenterede blandt andet med fastedage, hvor de stort set intet spiste.

- Man kan sige, at vi brugte 2019 på at begå fejl og gøre os nogle erfaringer, hvor vi tog tilløb til et seriøst vægttab, fortæller Mads Førby Pedersen.

Og konklusionen var klar: Der skulle en decideret livsstilsændring til, hvis de ville tabe sig betydeligt.

Konkret betød det, at de efter Mads Førby Pedersens forskrækkelse nytårsaften ændrede deres kost og begyndte at dyrke masser af motion.

I deres køkken er fast food og spaghetti nu byttet ud med blandt andet masser af grove grøntsager, linser, quinoa og bønner. Ved middagsbordet spiser de mindre mængder end før.

- I stedet for at fyre portion nummer to på tallerkenen med det samme, den første er spist, så venter vi lidt og mærker efter. Og faktisk er vi ofte allerede mætte, fortæller Nicoline Bek.

Inspirationen til smagfulde retter finder de på nettet og i kogebøger, og så har de været glade for sunde måltidskasser med ingredienser og opskrifter, som de spiser fire aftener om ugen.

square to 16x9
Det unge par knækkede endelig koden til et stort og varigt vægttab. Foto: Cathrine Ertmann

De faster også to dage om ugen, en af de få ting, de har holdt fast i fra det første år, de forsøgte at tabe sig.

Når det bliver aften, og de to kryber sammen i sofaen, er det også uden de før så uundværlige aftensnacks.

- Ligesom man hurtigt vænner sig til at faste et par dage om ugen, så glemmer man hurtigt trangen til noget sødt om aftenen, hvis man helt dropper det, siger Mads Førby Pedersen.

Søde, salte snacks var en fast bestanddel af aftenhyggen i sofaen. Men den tid er forbi.
Søde, salte snacks var en fast bestanddel af aftenhyggen i sofaen. Men den tid er forbi. Foto: Cathrine Ertmann

Når det kommer til motion, hopper de i træningstøjet fem gange om ugen, hvor de mest dyrker kredsløbstræning på maskiner eller til spinning, der ikke belaster led og muskler så meget.

De er blevet hinandens træningsmakkere, og frister sofaen mere end fitnesscentret for ham nogle dage, trækker hun ham op og omvendt.

Samarbejde øger chancerne

Som vægten er kommet ned, kan de nemlig begge løbe igen, og Mads Førby Pedersen kan nu løbe fra sin kæreste på den 10-kilometer-rute, de gerne løber sammen tæt på, hvor de bor.

Fordi det for mange er svært at tabe sig, gælder det om at øge sine chancer for at nå sit mål.

Og her er en makker og et godt samarbejde på hjemmefronten helt afgørende, fortæller træningssociolog Henrik Duer, der har 20 års erfaring med vægttab og livsstilsændringer.

Når man går i gang med en livsstilsændring, er det nemlig også ens grundværdier, man ændrer på.

Drejer det sig om et vægttab, bliver motion og sund mad ofte vigtigere end sofahygge med chips og sodavand, og man får nogle andre mål i tilværelsen end før.

Og er begge partnere ikke med på rejsen, risikerer man at glide fra hinanden, forklarer han.

Vægten må ikke blive styrende

square to 16x9
Efter Mads Førby Pedersens ildebefindende nytårsaften tog det unge par en stor beslutning. Og den har virket. Foto: Cathrine Ertmann

Men er man sammen om det, kan man virkelig støtte og hjælpe hinanden. Også i det praktiske, siger Henrik Duer.

En livsstilsændring kræver nemlig ofte ændringer i de daglige rutiner og vaner, som er svære at få til at fungere, hvis ikke begge partnere er med på ideen og enige om den nye retning.

Til gengæld kan meget lade sig gøre, når man støtter hinanden, fortæller han.

Og det er uanset, om der er tale om et vægttab, en ny uddannelse, eller andre store skift.

Når den ene mister motivationen, er den anden der til at støtte og heppe. Og det er vejen frem, hvis man skal holde den sunde livsstil.
Når den ene mister motivationen, er den anden der til at støtte og heppe. Og det er vejen frem, hvis man skal holde den sunde livsstil. Foto: Cathrine Ertmann

- Der er ingen garantier her i livet, men med en makker ved sin side stiger chancen for succes gevaldigt, siger Henrik Duer.

For Nicoline Bek og Mads Førby Pedersen har samarbejdet om vægttabet i hvert fald været effektivt.

Siden januar i år har de to tilsammen tabt over 75 kilo. Han vejer i dag 90 kilo, og i nakken på skjorten står der nu Medium. Hun er nede på 87 kilo.

Mads Førby Pedersen brugte før skjorter i størrelse XXXXXXL. Nu står der bare Medium bagi.
Mads Førby Pedersen brugte før skjorter i størrelse XXXXXXL. Nu står der bare Medium bagi. Foto: Cathrine Ertmann

Men faktisk er vægten ikke det afgørende, fortæller Mads Førby Pedersen. I stedet er deres mål at få en fysik, der giver dem et godt liv og gør deres drømme mulige.

Derfor er der også stadig plads til et stykke kage en gang i mellem, og hos familien spiser de den mad, der bliver serveret.

Men der er også en anden væsentlig motivationsfaktor til det hårde arbejde, det trods alt er at træne fem gange om ugen og have et konstant fokus på sin kost.

Det er nemlig planen at det hus i Klarup i Nordjylland, de købte sidste år, med tiden skal indrettes med et eller flere børneværelser.

Næsten 75 kilos forskel på de to billeder af det unge par, der drømmer om børn og bryllup.
Næsten 75 kilos forskel på de to billeder af det unge par, der drømmer om børn og bryllup. Foto: Privatbillede

- Vi drømmer om at få børn, og vi vil gerne kunne lege og spille bold i haven med dem uden at pruste og hoste rundt, fortæller Mads Førby Pedersen.

Og så er et liv med overvægt heller ikke et, de har lyst til at give videre.

- Hvis vores børn skal have en anden livsstil med sig, end vi selv fik, så skal vi vise dem vejen, siger Nicoline Bek.

Mads gik på knæ

square to 16x9
Der er flere ting, der motiverer Mads Førby Pedersen og Nikoline Bek. Blandt andet glæder hun sig til at prøve brudekjoler. Foto: Cathrine Ertmann

På en gåtur i området omkring deres nye hus, overraskede Mads Førby Pedersen sidste efterår sin kæreste ved at gå på knæ. Det var en onsdag eftermiddag, og det regnede.

”Vil du gifte dig med mig?”

Nicoline Beks ansigt lyste op. Svaret var et klart ”ja,” og der er sikkert nogen, der vil slå øjnene ekstra højt op, når de to står foran alteret næste sommer.

- De gæster, der ikke har set os i et stykke tid, vil nok tænke, at det er noget af et make over, vi har gennemgået, fortæller Nicoline Bek.

Afstemning

Og hvad med kjolen? Nicoline er allerede begyndt at kigge på muligheder, men har indtil nu ventet på, at vægten skulle komme langt nok ned til, at hun kan få den kjole, hun helst vil have.

- Det er enormt motiverende for mig, at jeg nu kan vælge mellem alle de smukke kjoler og ikke nøjes med dem, jeg før kunne passe, fortæller hun.

- Vægten er blot midlet til at nå de mål, vi har. Eksempelvis at vi gerne vil løbe et halvmaraton, se godt ud i spejlet og stå skarpt til vores bryllup, fortæller Mads Førby Pedersen.

Lyst til noget usundt

Selv om det hele måske lyder nemt, har det for det unge par netop været afgørende, at de var motiverede til at ændre deres livsstil.

- Det er faktisk ret simpelt at tabe sig, men det er svært at nå til det punkt, hvor man rent faktisk gør det, der skal til, fortæller Nicoline Bek, der lige som Mads Førby Pedersen havde forsøgt at tabe sig utallige gange alene.

square to 16x9
Overvægt er fortid nu for Nicoline Bek og hendes kæreste. Og det er blandt andet tanken om at skulle have børn, der motiverer dem. Foto: Cathrine Ertmann

Når parret ikke er faldet i siden nytår, skyldes det, at de taler om det, når trangen melder sig og hjælper hinanden igennem de svære perioder.

”Hold kæft, hvor har jeg lyst til noget usundt,” kan det godt lyde fra Mads Førby Pedersen, når han eksempelvis en kedelig regnvejrstorsdag bliver ramt af trangen til fast food eller chips.

Og det hjælper at få luft for det, fortæller han, og så taler de om, hvad der motiverer dem og fokuserer på det.

De bruger også det trick, at de spejler sig i, hvad de gjorde før i tiden, når trangen meldte sig.

Til en fødselsdag kunne de nemt have spist fire stykker kagemand hver, og var de til fest, ville de før drikke ti genstande og spise fast food i flere dage efter.

- Så virker det pludseligt absurd overhovedet at overveje at gå tilbage af den vej, fortæller Mads Førby Pedersen og uddyber, at også ansvaret for den anden gør det lettere at lade være.

- Modsat før, hvor jeg kun var mig selv, tænker jeg nu, at jeg også snyder Nicoline, fordi vi er sammen om det her. Og så lader jeg være, siger Mads Førby Pedersen.

Parrets tre bedste råd til at tabe sig sammen

Tal sammen

En stor fordel ved at være to om et vægttab er, at man kan dele både de gode og dårlige tanker, så man ikke går alene med dem. Det er derfor afgørende, at man tør være ærlig over for hinanden og tale om de ting, der er svære.

Sæt mål for og med hinanden

Når man taber sig sammen, er det vigtigt, at man sætter mål for vægt, kost og motion både med og for hinanden. Det betyder, at man holder hinanden op på de mål, man sætter individuelt og sammen, og er med at presse og støtte hinanden til at nå endnu længere.

Husk, det er et fælles projekt

I stedet for at se et fælles vægttab som to individuelle forløb, skal man huske, at det er ét projekt, som begge skal lykkes med. Man skal begge i mål, og jo mere man engagerer sig i den andens forløb og støtter op, desto sjovere bliver det.
Når man er to, er der også dobbelt så mange sejre at fejre, og man bliver mindst lige så stolt af sin partners resultater som af sine egne.