Holder vi et år?

Test dig selv – hvordan passer du sammen med din partner?

En miniudgave af testen fra tv-programmet 'Holder vi et år?' giver et indtryk af, hvad kærestepar kan være særligt opmærksomme på i deres forhold.

Tag testen

I testen nedenfor kan du udfylde dine egne oplysninger – og efterfølgende sende den til din partner. Testen vil herefter måle jeres svar op mod hinanden og give jer en score på, hvordan I passer sammen som par.

Personligheden kan give udfordringer i parforholdet

Nogle passer bedre sammen end andre, når det drejer sig om parforhold. Det mener psykolog Eivind Johansen.

I programmet 'Holder vi et år?' har han testet de fire par med den omfattende personlighedstest NEO-PI-3, der normalt tager 30-45 minutter at gennemføre.

OM TESTEN: NEO-PI-3

  • Testen hedder NEO-PI-3 og tager cirka 45 min at udfylde. Den opgør personligheden på fem dimensioner: ekstroversion, venlighed, åbenhed, samvittighedsfuldhed og neuroticisme.
  • En høj score på et personlighedstræk indikerer, at man har mere af dette træk end gennemsnittet af befolkningen. Tilsvarende har man lavere end gennemsnittet, hvis man scorer lavt.
  • Jo mere man som par minder om hinanden på disse træk, jo færre konflikter kan man opleve. Modsat er det dog på punktet neuroticisme, hvor der helst skal være forskel. Neuroticisme beskriver, hvor let påvirkelig man er rent følelsesmæssigt.

Du kan læse mere om testen NEO-PI-3 her.

For TV 2 har Eivind Johansen lavet en miniudgave af testen. Den kan tages af to partnere og kan give et indtryk af, hvordan man passer sammen, og hvad man skal være særlig opmærksom på. Testen ligger i toppen af denne artikel.

Testen peger på, hvor der kan opstå udfordringer i parforholdet baseret på parternes personligheder.

- Personligheden er jo ens tilbøjeligheder både i forhold til følelser, tanker, handlinger og kropslige reaktioner over tid, forklarer Eivind Johansen.

Det gør, at alle har nogle reaktionsmønstre, som falder naturligt. Disse tilbøjeligheder tager man med ind i parforholdet.

Det siger resultatet

Man siger, at modsætninger tiltrækkes, men i et parforhold er det faktisk ikke en fordel at være forskellige, forklarer psykologen. Overordnet set gælder det, at jo mere ens man er, jo bedre er det.

Holder vi et år?

  • I TV 2-programmet ’Holder vi et år?’ har fire nyforelskede par sagt ja til at være forsøgskaniner, så vi kan blive lidt klogere på at skabe et holdbart parforhold.
  • I programmet bliver parrene overvåget og testet af tre eksperter over to dage. Herefter giver eksperterne deres bud på, om kærligheden holder et år.
  • Derefter følger de og tv-holdet parrenes hverdag frem mod deres et-års-dag.

Forskelligheder kan være en styrke, men når der er mange af dem, så er det en udfordring. Og den udfordring skal parret så løse gennem kommunikation, siger han. Og den proces er afgørende for, hvordan parforholdet går.

Det er vigtigt at slå fast, at testen ikke siger noget om, hvorvidt et par er gode kærester eller bør gå fra hinanden, understreger psykologen. Resultatet peger udelukkende på, hvor der kan opstå udfordringer.

- Det er ret forudsigeligt, hvor parrene kan få problemer. Men der er jo ikke noget, der er rigtigt eller forkert i det. Det handler om, hvad kan parret finde ud af sammen, siger Eivind Johansen.

'Holder vi et år?' sendes torsdag klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.