Hyggelig sejltur endte dramatisk for familie: - Hvis min far røg i vandet, ville jeg ikke kunne hive ham ombord igen
Annoncørbetalt indhold: Hvad der skulle have været den årlige sommerferie for en erfaren sejlerfamilie, endte i en redningsaktion, da roret knækkede.
Himlen var gråblå, og vinden stærk og larmende, da båden en sommerdag sidste år lå mellem Samsø og Aarhus.
Alberte Thude har sejlet med sin far, Jan Josefsen, siden hun var helt lille. Hun fornemmede begejstret, hvordan båden krængede godt i bølgerne, og blæsevejret tog fat i kinderne.
Pludselig mærkede hun et voldsomt vindstød efterfulgt af et knæk fra roret.
- Jeg kunne ikke styre båden overhovedet. Der gik et par sekunder, hvor jeg overvejede, om det kunne være rigtigt, men jeg havde mistet kontrollen, husker den i dag 22-årige Alberte Thude.
Hun råbte igennem vinden til sin far. ”Roret virker ikke!”.
Han fandt nødror-pinden frem, men den viste sig at være defekt.
Der var ingen vej udenom. Jan Josefsen måtte ringe efter hjælp.
429 søredninger årligt
Ifølge Søværnet blev der i 2019 foretaget 429 søredninger i Danmark, hvor Marinehjemmeværnet yder støtte til Søværnet i forbindelse eksempelvis med farvandsovervågning i de danske farvande.
Dette er historien om den dag sidste år, hvor Jan Josefsen, hans datter Alberte Thude og hendes veninde blev en del af statistikken, da de måtte reddes i land af Marinehjemmeværnet.
Det er samtidig historien om, hvordan vi mennesker bedst kan bevare roen i en faretruende og overrumplende situation.
Erfarne sejlere
Jan Josefsen, hvis båd til daglig ligger i Kolding Nord Havn, har sejlet i mere end 22 år.
Hver sommer springer hans datter og hendes jævnaldrende veninde, Julie, om bord for at sejle med rundt i de danske farvande i en uge.
Det er en tradition, de tre har haft i mere end ti år.
Men sidste år blev ferien altså ikke som planlagt. Det var halvvejs igennem ugen, at det gik galt.
Overrasket af vejret
Som skipper er Jan Josefsen altid meget opmærksom på både vejrudsigter, og hvad hans besætningsmedlemmer kan klare.
Det var han også, da han med Alberte og hendes veninde stævnede ud fra havnen på Tunø med kurs mod Egå Marina i Århus Bugten.
Selvom der var blevet lovet jævn vind på 12-13 meter i sekundet, var de tre sejlere enige om at tage af sted.
- Med den erfaring begge piger har, var det ikke noget problem. Både de, jeg og båden kunne klare det, og vindretningen var med os, forklarer Jan Josefsen.
Men vejret udviklede sig undervejs. Vindstødene nåede op mod 23 meter i sekundet, og himlen trak sig sammen i en tordenbyge, det var ikke med i beregningerne.
Det var dog først, da forbindelsen mellem rattet og roret knækkede, at turen bogstavelig talt tog en helt anden drejning.
Et uventet opkald
Ud fra kysten ved Samsø var fartøjsfører Ole Thomassen fra Marinehjemmeværnets fartøj, MVH 909 Speditøren, ved at færdiggøre dagens farvandsovervågning. Det kaldes også Survex, som er en forkortelse for 'Surveillance Exercise'.
Ombord på båden havde han sin besætning bestående af 11 frivillige fra Marinehjemmeværnet.
Ole Thomassen og resten af besætningen var lige ved at sætte kurs mod Fredericia for at vende hjem efter en veloverstået Survex, da telefonen ombord på båden ringede.
Bange for bommen
Tilbage på lystbåden havde Alberte Thude indset, at hun ikke længere havde kontrol over båden, og at der skulle reageres hurtigt.
Med adrenalinen pumpende i kroppen råbte hun til sin far og sin veninde, der i mellemtiden var blevet søsyg, at de skulle dukke sig. Båden ville bomme.
- Når det sker, krydser bommen i hovedhøjde hen over båden, og det kan være virkelig farligt, hvis du bliver ramt, forklarer Alberte Thude.
Hun var især bange for, at hendes far ville få den svingende bom i hovedet.
Hun ville ikke kunne trække ham op igen, hvis han faldt over bord, og hun kunne ikke håndtere hele den tilspidsede situationen lige så effektivt og hurtigt som ham.
Det var Jan Josefsen, der vidste, hvad næste skridt ville være, og hvem de skulle ringe til efter hjælp.
- Vi bommede ganske rigtigt, og der var knald på. Det gav et smæk, jeg aldrig før har oplevet. Hele båden rykkede, husker Alberte Thude.
Sejlet kom ned
Båden drejede rundt i cirkler. Det var svært at finde balancen, når vinden tog fat og flåede i det 45 kvadratmeter store storsejl.
Julie var så søsyg, at hun lagde sig ned i cockpittet.
Imens lykkedes det Jan og Alberte at få storsejlet ned, så der kom lidt mere ro på båden.
Jan Josefsen løb ned i kahytten for at finde sin position og kalde efter hjælp.
Det var fartøjsfører Ole Thomas fra Marinehjemmeværnet, der modtog opkaldet fra Søværnskommandoen om, at MVH 909 Speditøren skulle rykke ud til en lystbåd i havsnød.
De seneste ni år har han fungeret som fartøjsfører. Han anslår, at han gennem tiden har været med til 15-20 redningsaktioner, og han sætter stor pris på at have en besætning med bred baggrund under sine vinger.
Hjemmeværnet er nemlig et frivilligt beredskab med cirka 14.000 aktive frivillige mænd og kvinder.
- De kan være alt lige fra politikere til landmænd, men fælles for dem er, at de er oplært til at håndtere enhver tænkelig situation bedst muligt, uanset om et skib er ved at synke, brænde, eller hvis der er faldet en person over bord, fastslår han.
På et øjeblik var han og de 11 frivillige besætningsmedlemmer ikke længere på vej hjem, men skulle i stedet omstille sig til en virkelig redningsaktion.
Stemningen gik fra at være afslappet til fokuseret. Alle begyndte at gøre klar til den forestående redning.
- Lidt ligesom et fodboldhold træner vi detaljer og finesser hver uge, så vi er klar, når det gælder og ikke går i panik. Der er mennesker i nød, der har brug for os, og der kan lynhurtigt ske noget, så vi skal kunne reagere i mange forskellige situationer, siger Ole Thomassen.
Heldigvis var MVH 909 Speditøren på farvandsovervågning ikke langt derfra, hvorfor meldingen lød, at deres fartøj ville være fremme om en halv time.
Beskeden skabte både lettelse og frygt hos Alberte og resten af besætningen.
- Det var en lettelse at vide, de var på vej, men den halve time var lang, siger Alberte Thude.
Tæt på færgerute og containerskib
Jan Josefsens båd lå tæt op ad færgeruten mellem Aarhus og Sjællands Odde, og mens de ventede på hjælpen, måtte de sikre sig, at en af hurtigfærgerne ikke overså dem.
Det var også afgørende, at deres lille båd ikke kom for tæt på et containerskib, der lå i nærheden.
Da Marinehjemmeværnet dukkede op i synsfeltet, gik Jan Josefsen på dækket. Han var klar til at gribe fat i den line, der blev kastet fra redningsfartøjet, da det kom tæt nok på.
Alberte og hendes veninde stod parate til at reagere, hvis det gik galt.
- Røg min far i vandet, var det min tur til at få forsøge at få fat i linen, og så skulle Julie jo holde øje med mig, siger Alberte.
Det var ikke nemt at få linen over, husker fartøjsfører Ole Thomassen.
Jan Josefsens båd rullede i bølgerne, og først efter fire-fem forsøg lykkedes det at få de to både forbundet.
Først med en tynd line, dernæst en kraftig slæbetrosse, der blev fortøjret til forklamperne på Jan Josefsens båd.
Klar til at kappe forbindelsen med økse
Marinehjemmeværnets fartøj begyndte at trække hans seks tons tunge båd forsigtigt med kurs mod Aarhus Havn.
- De kunne ikke give den fuld gas, for så ville min båd blive flået i stykker, eller vi risikerede at få stævnen under vand. Men den opførte sig alligevel helt tosset. Både roret og båden gik fra side til side, husker Jan Josefsen.
Marinehjemmeværnets fartøjskaptajn, Ole Thomassen, erindrer også, at Jan Josefsens båd var umulig at styre.
Et besætningsmedlem stod på vagt med en økse – klar til at hugge trossen over, hvis de to både kom for tæt på hinanden eller begyndte at hive hinanden under vand.
- Heldigvis gik det godt, og da vi nåede ind mod havnen, trak vi Jans båd helt op på siden af os og fik den lagt sikkert til kajs, fortæller Ole Thomassen.
Betryggende at vide hjælpen er nær
Bugseringen ind til Aarhus Havn forårsagede en del småskader på båden.
Alligevel er det næsten med begejstring i stemmen, at Jan Josefsen og hans datter fortæller om den sommerdag, hvor intet gik som planlagt.
For både redningsaktionen og resten af ferien står som en god oplevelse for dem.
- Selvfølgelig håber jeg ikke, jeg kommer i havsnød igen. Men det er betryggende at vide, at du sgu ikke er alene derude, hvis uheldet rammer, lyder det fra Jan Josefsen.
Traditionen fortsætter
Han følte sig ikke decideret bange på noget tidspunkt. Snarere frustreret over at have mistet kontrollen over sin båd.
- Det er klart det værste, jeg har oplevet som sejler, men jeg er ikke typen, der går i panik. Hvis jeg var gået i panik, var det først blevet rigtig farligt, siger han.
Jan Josefsen er ikke stolt over, at hans nødror ikke var funktionsdygtigt, men han er unægtelig stolt over, hvordan hans to besætningsmedlemmer håndterede oplevelsen i Kattegat.
- Bortset fra lidt søsyge tog de det i stiv arm og bevarede roen hele vejen igennem. Og traditionen med at tage af sted en uge hver sommer fortsætter lige så længe, pigerne vil.
Taknemmelig for taknemmeligheden
Det, der står stærkest for fartøjsfører Ole Thomassen er ikke bare Jan Josefsen og Alberte Thude og veninden Julies imponerende ro.
- Det, der virkelig giver mig kuldegysninger, er, at de alle tre var så taknemmelige. Som sagt er vi jo trænet til at hjælpe og redde, men det varmer virkelig at blive mødt med så stor glæde og taknemmelighed.
Undgå panik og bevar roen
Finder du dig pludselig i en overrumplende og faretruende situation, kan følgende fem råd måske hjælpe dig med at bevare roen. Ifølge krisepsykolog Anne Lillelund er der ingen mirakelløsning, når du skal holde hovedet koldt i en krisesituation, men der er forskellige strategier.