17-årig drak sig fuldere og fuldere, når hans venner sad og hyggede sig: - At få hjælp blev min redning


Unge, der begynder at drikke store mængder alkohol tidligt i livet, har større risiko for at få alkoholrelaterede problemer.
Danmark har sammenlignet med resten af Europa den højeste andel af 15-årige, der har erfaringer med at være fulde. Og målt ved fuldskab og mængden af alkohol, der bliver drukket, er de danske unge også på den europæiske førsteplads.
Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen og rapporten ’Unges alkoholkultur – et bidrag til debatten’ fra 2019 af Vidensråd for forebyggelse.
Unge med et højt alkoholforbrug er hyppigere involveret ulykker, vold og kriminalitet samt konflikter med venner og forældre, viser rapporten.
Det billede kan Anette Søgaard Nielsen genkende. Hun er professor i alkoholforskning ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet og bestyrelsesformand i Alkohol og Samfund.
- Det går overordnet set den rigtige vej med danskernes alkoholforbrug, som falder. Men det er bekymrende, at det stiger blandt de unge, hvor der er en uhensigtsmæssig alkoholkultur, fortæller hun.
Psykiater og misbrugsekspert Henrik Rindom så gerne, at vi fik en bedre forståelse af, hvad der driver unge danskere til at drikke så meget.
- Vi er ikke sikre på, hvad motivet er for unge, der drikker absolut mest, men vi ved, at man lægger en bund for afhængighed, hvis man drikker mere end 30 genstande om ugen, siger han.
Behandling kan gøre hele forskellen
Sammenligner man med andre lande, så er Danmark godt med, når det kommer til behandling af mennesker med alkoholproblemer, lyder det fra Anette Søgaard Nielsen.
- Det er gratis for den enkelte at søge behandling. Og man behøver ikke engang en henvisning. Heller ikke som ung. Så det er nemt tilgængeligt, fortæller hun.
Jakob Kristensen, medvirkende i videoen ovenfor, begyndte i en alder af 17 år at søge tilflugt fra hverdagens problemer ved at drikke alkohol.
- Det var et råb om hjælp dengang. Jeg drak mig fuldere og fuldere, mens mine venner bare sad og hyggede sig. Jeg kom til den ene udpumpning efter den anden og gjorde skade på mig selv, siger Jakob Kristensen.
Redningen kom først, da han lod sig indlægge og fik tilbudt behandling på Behandlingscenter Svendborg, hvor han også blev tilbudt hjælp af både psykiater og psykolog og fik tilbagevendende hjemmebesøg.
Han kom i en behandlingsgruppe, hvor han lærte om sine følelser, og om hvordan man får hjælp, inden uheldet er ude.
Det blev et nyt kapitel i hans liv, og han bruger stadig de redskaber, han fik i behandlingen, den dag i dag.
- Hjælpen har gjort, at jeg har kunnet holde mig fra alkohol de sidste fire år. I dag har jeg fået mit liv tilbage. Jeg er glad hver eneste dag. Og det er ikke det nemmeste at søge hjælp. Men det vil redde dig. Jakob Kristensen, der i dag er 33 år, er i job og ude af sit alkoholmisbrug.
Anette Søgaard Nielsens bedste råd til unge, der begynder at få et dårligt forhold til alkohol, lyder entydigt:
- Søg hjælp! Hvis man er usikker på at henvende sig til en af de offentlige behandlingsinstitutioner, som findes i alle kommuner og behandler anonymt, så kan man ringe til Alkolinjen og få rådgivning, siger hun.