Knæk Cancer

Skolelærere overraskes på hospitalsgang: - I fortjener så stor en tak og anerkendelse

Hvis vi kan smile, så spejler vi det til ungerne, og så begynder de også at vise mere glæde, lyder det fra en af hospitalslærerne.

Da lærerne Niels Straarup Fritsen og Anita Thingaard Jepsen torsdag morgen gik ned ad gangen på Odense Universitetshospital, ventede der dem en stor overraskelse.

Pludselig stod en gruppe tidligere elever fra deres lille skolestue foran dem.

- Ej, hvor er det her vildt. Jeg bliver helt rørt, udbrød Anita Thingaard Jepsen.

 Magnus på billedet har haft leukæmi og været gennem hård behandling på hospitalet.

Børnene, deres forældre og bedsteforældre var kommet i forbindelse med 'Knæk cancer'-ugen for at takke de tre lærere fra skolen, som hver dag gør tingene lidt sjovere for de indlagte børn på Odense Universitetshospital.

- I har altid holdt humøret højt, og det har til tider smittet lidt af, for eksempel hvis jeg var træt eller havde ondt et eller andet sted, så kom I ned på stuen og var klar til at få en omgang bank i UNO, lød det fra Magnus, der er tidligere elev.

Magnus' kort til lærerne i skoletjenesten.

Og gensynet med Magnus og de andre børn var tydeligt rørende for de to undervisere.

- Det er simpelthen så livsbekræftende at være sammen med jer. Magnus, det var dig, der sagde det: ”Jeg har fundet ud af, at man gerne må grine, selvom man har kræft”. Og det må man nemlig, fordi man er et barn, så man må det hele, lød fra Anita Thingaard Jepsen.

Knæk Cancer 2020

I hele uge 43 sætter TV 2 og Kræftens Bekæmpelse fokus på at knække cancer. 

I løbet af ugen vil der være fokus på kræft i flere af TV 2s programmer.

Det hele kulminerer med 'Knæk Cancer'-showet, der sendes klokken 20.00 lørdag 24. oktober.

Du kan følge 'Knæk Cancer' på TV 2, TV2.DK, Facebook og Instagram.

Læs, hvordan du kan støtte indsamlingen her. 

Går en ekstra mil

At lærerne går en ekstra mil for deres elever, er tydeligt, når man kommer ind på Skolen OUH, som er et skoletilbud oprettet af Odense Universitetshospital.

To drenge har matematikundervisning, men det foregår med en basketball og fire tal på gulvet.

En hilsen fra en tidligere elev.

- Det går ud på, at man skal vælge et tal. Man må enten stå på 9, 7, 5 eller 3. Så har man tre kast hver, og hvis man rammer alle tre gange, skal man trække de tal fra 100, forklarer Emil True Pedersen, der er et af de børn, som bliver undervist på Odense Universitetshospital, hvor han er indlagt.

Skolen er åben i hverdagene for alle indlagte 0.-9. klasses elever på hospitalet, herunder børn med cancer. Og selvom al undervisning ikke indeholder bolde og tal på gulvet, forsøger lærerne på Skolen OUH at tilgodese alle elevers ønsker i deres undervisning.

Da en isoleret dreng ikke måtte komme ud og bygge en snemand, hentede lærerne sneen til ham. "Han brugte chips som næse og slik som øjne", fortæller Anita Thingaard Jepsen.

Det oplevede en dreng, som var meget trist over, at han ikke kunne komme ud og lege i sneen en vinter. Her samlede lærerne nogle spande med sne og tog med ind på stuen, så han kunne han sidde i sin seng og bygge snemænd på en bakke.

- Det er vigtigt at sætte smil på og gøre tingene lidt sjovere. Hvis vi kan smile, så spejler vi det til ungerne, og så begynder de også at vise mere glæde, fortæller Niels Straarup Fritsen, som også har lært flere elever at spille guitar.

Niels Straarup Fritsen har lært flere af sine elever at spille guitar eller ukulele, hvis de har haft et ønske om dette.

Og smilene og de ekstra mil er blevet bemærket hos børnenes forældre.

Det var derfor, de valgte at overraske lærerne og takke dem - med luftkrammere på kryds og tværs, tårer og taler, breve og tegninger.

Liva Høvdis Skrædderdal er 13 år, og holdt torsdag tale for sine tidligere lærere.

- I fortjener så stor en tak og anerkendelse for jeres måde at være på. I er gået den der ekstra mil for hvert enkelt barn for lige at gøre noget, som I fornemmede, var rigtig godt for lige præcis dét barn, lød det i en tale, som Anne Grøndahl Poulsen, der er mor til et af de børn, der var været indlagt, holdt.

Livas tale til lærerne i skoletjenesten.

Nu er det vores tur til at græde

Tilbage på gangen var det tydeligt, at både børn og voksne var meget rørte over at møde hinanden igen.

- Nu er det vores tur til at græde, udbrød Anita Thingaard Jepsen allerede efter den første tale.

"I er i mit liv og blir' i mit liv."

For hende har det været vigtigt at give eleverne nogle afbræk fra "røv til sæde-undervisningen", som hun kalder det.

Alligevel virker hun overrasket over, hvor meget det har betydet for børnene og forældrene.

- Vi er helt mundlamme. Det sker ikke så tit, slutter hun.

Se hvordan de så ud da Niels Straarup Fritsen og Anita Thingaard Jepsen blev overrasket i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.

Efter kameraerne slukkede modtog de tre lærere denne pokal fra de tidligere elever og deres forældre.