GO'

26-årig lærte elever fra Tanzania at synge Shu-bi-dua-klassiker: - De elskede det

Videoen af de syngende elever nåede denne uge hele vejen til Anders Hemmingsen og hans en million følgere på Instagram.

Da Maria Roed Eriksen var i lærerpraktik i Tanzania, lærte hun sine elever at synge Shu-bi-duas sang ‘Danmark'.

Musik var en stor del af undervisningen, og derfor valgte hun også, at eleverne skulle lære en dansk sang. Og der faldt valget på en Shu-bi-dua-klassiker.

- Den siger meget om Danmark, synes jeg. Vi kunne også have valgt nationalmelodien, men vi valgte den, for at få mere gang i ungerne, lyder det.

Maria Roed Eriksen arbejdede som engelsklærer under sin praktik i Tanzania. I dag skriver den 26-årige lærerstuderende bacheloropgave.

Shu-bi-dua har altid haft en plads i Maria Roed Eriksens familie, så da det mandag kom frem at forsangeren Michael Bundesen, var død, valgte hun at poste videoen med eleverne fra Tanzania på Facebook.

Og så gik det stærkt.

Anders Hemmingsen, der er kendt for at dele underholdende videoer og billeder på sociale medier, kontaktede Maria og spurgte, om han måtte dele hendes video, fortæller hun i Go' aften LIVE.

- Jeg blev vildt overrasket. Jeg tænkte, at det er var grineren, fortæller hun.

Vokset op med Shu-bi-dua

For den 26-årige lærerstuderende har Shu-bi-dua været en stor del af barndommen.

For Maria Roed Eriksen var Shu-bi-dua-lyden ofte lydkulissen på bilferier i Europa, og musikken har været et samlingspunkt for familien.

- Alt det pis, de har taget på samfundet, alle de ordsprog, de har blandet sammen og de kunstnere, de efteraber og laver parodier på, er ret gennemtænkt. Jeg kan blive ved med at grine af teksterne, forklarer hun.

Hvis nogen oprigtigt er kede af den sang, så kan jeg godt forstå, at man tager den ud

Maria Roed Eriksen, lærerstuderende

Og glæden ved Shu-bi-duas sange oplevede hun også hos sine elever i Tanzania.

- De elskede det. Det var det eneste, de havde lyst til. Det blev meget eksotisk at lære dansk blandt eleverne, fortæller Maria Roed Eriksen.

Omdiskuteret sang

Sangen ‘Danmark’ fra 1978 har dog været meget omdiskuteret, da Michael Bundesen synger:

- Der findes andre mennesker, end dem der er danske. De bor i huler og slås hele dagen. Det har vi lige godt aldrig nogensinde gjort. De varme lande er noget lort, lyder det i sangen.

Maria Roed Eriksen er lærerstuderende og var i praktik i Tanzania tilbage i 2017. Det var her hun lærte eleverne at synge sangen 'Danmark'.

Senest er sangen er blevet fjernet fra den danske højskolesangbog, mens en sang om ramadan er blevet tilføjet.

- Hvis nogen oprigtigt er kede af den sang, så kan jeg godt forstå, at man tager den ud. Jeg er for, at alle skal føle sig rummet, og jeg er glad for, vi får ramadan-sangen med, fortæller Maria Roed Eriksen.

Hun tænkte slet ikke over, at sangen havde racistiske undertoner, da hun lærte det første vers af sangen til sine elever i Tanzania.

- Nu kan jeg godt krumme lidt tæer over det. Jeg tror dog, at man se den historiske kontekst, den er skrevet i, lyder det.

Hyldestkoncert for Michael Bundesen

Maria Roed Eriksen og hendes far er blandt flere fans som var er inviteret med til en hyldestkoncert i ‘Go’ aften LIVE’.

Jeg sagde faktisk for sjov, at det næste blev, at de ringede fra 'Go’ aften LIVE

Maria Roed Eriksen, lærerstuderende

Og det kom som lidt af en overraskelse:

- Jeg er blevet taget lidt med bukserne nede. Jeg synes, det er vildt sjovt, at det tog så meget fart, fra jeg postede videoen. Det er også fordi, det betyder meget for min far, så jeg glæder mig til at få oplevelsen sammen med ham, lyder det.

Maria Roed Eriksen havde dog alligevel næsten set invitationen komme.

- Jeg sagde faktisk for sjov, at det næste blev, at de ringede fra 'Go’ aften LIVE', slutter hun.

Se hele hyldestkoncerten til Michael Bundesen i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY