GO'

7-årig dreng måtte ikke være luciabrud i skolen - men så blev han overrasket i TV

Jeg synes, det er fedt, hvis vi får lært børnene, at de kan sige fra, hvis noget føles uretfærdigt, lyder det fra hans mor.

- Nu bæres lyset frem. Stolt på sin krone.

Sådan lød det pludselig onsdag aften, da 7-årige Nor blev overrasket med sit helt eget luciaoptog i ‘Go’ aften LIVE’.

Da læreren på Odense friskole, hvor Nor går i 1. klasse, spurgte, hvilke piger der kunne tænke sig at være luciabrud, rakte Nor nemlig også hånden op.

Han ville gerne være med i lodtrækningen om at blive luciabrud:

- Jeg synes, det kunne være fedt, hvis drenge kunne have lov, og så kunne det også bare være fedt at stå med kronen på, fortæller han i ‘Go’ aften LIVE’.

Nors brev til sin skoleleder.

Men da Nor ikke fik lov at være med i lodtrækningen, opfordrede hans mor, Heidi Callesen, ham til at skrive et brev til hans skoleleder, og det gjorde han.

Brevet er siden blevet delt på Twitter, hvor mere end 2000 mennesker, blandt andet Transportminister Benny Engelbrecht har kommenteret på det.

Derfor fejrer vi Sankta Lucia

At gå luciaoptog er primært en dansk og svensk tradition, som bygger på historien om den italienske helgen Sankta Lucia. Lucia (283-304) var kristen, hvilket var ulovligt i datidens romerrige. Om natten delte hun mad ud til sine medkristne i katakomberne, og for at finde vej i mørket, havde hun bundet en krans om hovedet og sat lys i den. 
Lucias tro endte med at koste hende livet, da hun nægtede at gifte sig med en ikke kristen mand. Hun blev slået ihjel i år 304 efter flere forsøg.

Kilde: kristendom.dk 

 

Man skal lære at bruge sin stemme

Det er Nors mor, Heidi Callesen, der har delt brevet på sin Twitter-profil. Det gjorde hun, fordi hun fik en skuffet dreng hjem fra skole.

- Det var en indigneret dreng, der kom hjem. Han syntes, at det var unfair, at drengene ikke også fik mulighed for at være med i lodtrækningen om at blive den, der skulle gå allerforrest og have hovedrollen, fortæller hun.

Derfor opfordrede Heidi Callesen ham til at tage sagen i egen hånd, da hun kunne mærke, at det var en sag, Nor virkelig brændte for.

" Jeg har ikke nogle luciabrudsdrømme selv, men jeg har et ønske om, at jeg opdrager nogle børn, der er rummelige over for andre", fortæller Heidi Callesen, der er mor til Nor.

- Jeg synes, det er fedt, hvis vi får lært børnene, at de kan sige fra, hvis noget føles uretfærdigt, uden at det nødvendigvis betyder, at børn altid har ret, lyder det.

Derfor har hun også forståelse for, at Nors skoleleder, Thomas Allesø, afviser at ændre på retningslinjerne og ikke vil lade Nor eller andre drenge på skolen optræde som luciabrud. Han skriver følgende til ‘Go’ aften LIVE’:

- Grundlæggende ser Odense Friskole ikke noget problem i, at en dreng kan optræde som luciabrud. I den konkrete situation var oplægget til børnene den historiske fortælling om den unge kristne kvinde Lucia, og derfor var det blandt pigerne, at der blev trukket lod om, hvem som skulle være luciabrud.

Afstemning

Skal drenge have lov at være luciabrud?

"Irriterende". Svaret var kort, da Nor blev spurgt om, hvordan det føltes, ikke at få lov at være med i lodtrækningen om at blive luciabrud.

Håber på næste år

For 7-årige Nor blev det ikke til en rolle som luciabrud på Odense Friskole i år, men han håber på, at tingene måske er anderledes næste år.

Han venter derfor spændt på næste års lodtrækning om rollen som luciabrud.

Og selvom et år kan være lang tid at vente, når man er syv år, så han Nor en plan:

- Så må man bare få tiden til at gå hurtigere, lyder det.

Se hele interviewet med Nor og Heidi Callesen i ‘Go’ aften LIVE’ på TV 2 PLAY