Nybyggerne

'Nybyggerne'-par fik helt særlig gevinst ud af rejsegavekort

Trine og Mikkel var ikke så heldige at vinde deres selvindrettede drømmehus i Silkeborg. Til gengæld afslører de nu en anden glædelig nyhed.

Pædagogparret Trine Johannessen og Mikkel Carlsen på 34 og 31 år charmerede i 'Nybyggerne' med deres lune, jyske humor og rolige væsen.

Men de delte også den hjerteskærende historie om, hvordan de havde kæmpet i årevis for at blive forældre. En kamp, som bragte dem stor sorg, da de undervejs mistede to børn.

Drømmen om at opnå en graviditet var derfor mindst lige så stor for parret som ønsket om at vinde det hus, de brugte otte uger på at indrette i 'Nybyggerne'.

Huset var de, som bekendt, ikke så heldige at vinde, da sejren gik til "blåt par", 25-årige Sunnvá og 32-årige Martin. Til gengæld afslører parret fra Ikast nu en dejlig nyhed på deres Instagram-profil: De venter et barn til foråret.

Gevinst gik til behandling

Som det fremgår af det glædelige Instagram-opslag, hvor Trine og Mikkel viser et scanningsbillede af deres kommende barn frem, var 'Nybyggerne' på mere end én måde med til at hjælpe dem videre i processen med at blive forældre.

For ud over at bygge- og indretningsprojektet i sig selv var en tiltrængt pause fra en svær periode med fertilitetsbehandlinger og tab, fik de også helt konkret en håndsrækning til deres personlige projekt.

I programmets sidste ugekonkurrence vandt parret nemlig et rejsegavekort på 20.000 kroner, fordi de ifølge dommerne havde indrettet den flotteste stue. Men beløbet var ikke "låst" til at skulle gå til en rejse, så parret måtte selv bestemme, hvad de ville bruge gevinsten til.

- Vi har allerede brugt pengene på en lidt anden slags rejse. En fertilitetsrejse og en rejse, der forhåbentlig vil vare ved for livet og skabe mere glæde, end vi kan drømme om, skriver parret på Instagram.

De har dog ikke helt opgivet tanken om at tage en tur til Færøerne sammen med vinderparret Sunnvá og Martin, sådan som de talte om i programmet.

- Vi kan altid tage revanche på turen til Færøerne og forhåbentlig en Uganda-landa tur, når tiden er til det, skriver de også.

Max gas i julen

Både hos parret selv og deres fireårige datter, Saga, er december i år fyldt med en helt anderledes glæde og forventning, end det har været tilfældet i de foregående tre år.

- Nu har vi været kede af det i de seneste tre december måneder, fordi de triste beskeder kom i november. Så vi har aftalt, at i år giver vi den bare max gas, så Saga får den fedeste jul, hun overhovedet kan forestille sig, siger Mikkel Carlsen til TV2.DK.

Selvom parret naturligt nok er nervøse og angste for, at noget går galt under graviditeten, har de fra starten valgt at inddrage deres datter i projektet.

- Ved at sige det højt til Saga, at hun skal være storesøster, bliver vi tvunget til at sige "når" i stedet for "hvis", som vi siger til hinanden. Det gør, at vi også selv tror mere på det, siger Mikkel Carlsen og tilføjer.

- Saga glæder sig rigtig meget og spørger tit til, hvornår babyen kommer ud af mors mave. Hun har allerede reserveret et par af sine bamser, som hun siger, at babyen skal have.

Den lille familie har gjort meget ud af at pynte op til jul hjemme i huset i Ikast, hvor de også planlægger at bruge noget af juleferien på at renovere Sagas værelse. Men selve juleaften holder de hos Mikkels forældre.