GO'

Tv-koks misbrug sluttede den dag, konen måtte hente Jack Daniels til ham i et syltetøjsglas på det lokale værtshus

På det tidspunkt vurderer Carsten Olsen, at han drak 21 flasker rødvin og 18 flasker vodka om ugen.

Selv da Carsten Olsen, også kendt som Den Skaldede Kok, faldt om med hjertestop for anden gang, kunne det ikke få ham til at droppe alkoholen.

Misbruget, som i perioder også har indebar piller og kvinder, havde fulgt ham, siden han var ung, og det hang ved.

- Alkoholen har været en styrende faktor i meget af mit liv i mange, mange år, indtil det var det eneste, der kunne dæmpe de dæmoner, jeg havde at slås med, fortæller han i ‘Go’ aften LIVE’.

Til januar har Carsten Olsen været clean i fire år, og når han ser tilbage, har han svært ved at forstå, hvordan det kunne ende der, hvor det gjorde.

- Jeg havde meget svært ved at se mig ud af det her misbrug. Alkohol er en meget kedelig ven at have. Den hænger på i alle livets facetter, og det fylder så meget, at det i perioder kun er det, man tænker på, lyder det.

Vendepunktet kom pludseligt, da han en dag var nået til det punkt, hvor han var så træt af sig selv og den måde, han levede på, at han besluttede sig for at stoppe.

21 flasker rødvin og 18 flasker vodka

Carsten Olsen, der er kendt som tv-kokken 'Den Skaldede Kok', dukkede i 1999 for første gang op på skærmen, og siden har han solgt flere kogebøger og drevet sin egen restaurant.

Udadtil syntes verden, at ligge for hans fødder, men indvendig kæmpede han mod et indre kaos, fortæller han.

Barndommen var lige som den skulle være, hvis man spørger ham, men misbruget startede tidligt.

BLÅ BOG: Carsten Olsen

Carsten Olsen blev kendt i Danmark, da han debuterede som TV-kok under navnet ‘Den skaldede kok’ i 1999, og siden har han skrevet flere kogebøger. 

Han er udlært kok fra Hotel D’Angleterre, og fra 2007 til 2012 drev han restauranten ‘Den skaldede kok’ i Tivoli.

Siden 2013 har Carsten Olsen drevet et cateringfirma. 

Carsten Olsen endte ud i flere forskellige typer misbrug, men alkoholmisbruget er det værste, han har oplevet.

- Jeg drak 21 flasker rødvin og 18 flasker vodka om ugen. Jeg købte en karton rødvin med tre liter hver dag, og så drak jeg halvanden til to flasker vodka, og så drak jeg en flaske om natten, når jeg vågnede. Jeg drak simpelthen, til jeg besvimede, fortæller han.

Til sidst var han så afkræftet, at hans krop var ved stå helt af, fortæller han.

Derfor aftalte han med sin kone, at han skulle stoppe sit misbrug. Men det viste sig, at han ikke kunne stoppe fra den ene dag til den anden. Om natten fik han så voldsomme abstinenser, at hans kone måtte ud og køre.

- Vi havde nogle øl i køleskabet og nogle Mokaï, men det hjalp ikke en skid, så min kone kørte til Helsingør med et syltetøjsglas og spurgte på et værtshus, om hun måtte få noget Jack Daniels i det. Så fik jeg lidt ro på, og så har jeg ikke drukket siden, lyder det.

Man skal være helt færdig

I dag er Carsten Olsen glad for at være ude af sit misbrug, og han peger især på, at hans kone har været en stor faktor i at komme ud af misbruget.

Indtil de sammen besluttede, at han skulle stoppe med at drikke, havde hun aldrig blandet sig i hans druk.

- Jeg har haft en kone, der aldrig nogensinde har sagt: ”Vil du godt lade være med at drikke?”, eller nogle kærester før det, der har sagt: ”Vil du godt holde op?”, fortæller han.

Selv er han også overbevist om, at ønsket skal komme indefra, hvilket han også råder andre, som ønsker at stoppe, til.

- Jeg tror, at man i hovedet på sig selv skal være færdig. Hvis man lige mangler det næste glas rødvin eller det næste glas vodka, kan man jo ikke stoppe. Man skal nå til et punkt, hvor man også selv får nok, lyder det.

Se interviewet med Carsten Olsen i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY