Fotografpar var tæt på at miste livet under ekspedition – nu har de fundet en mening med arrene fra overfaldet
For tre år siden ændrede et knivoverfald Helle og Uris liv for altid. Men de valgte ikke at give op - hverken på hinanden eller på deres mission.
I det høje græs ligger en hanløve på lur. Man kan kun lige ane dens mørke øjne, knurhår og enorme manke. Græsset skjuler de ar, den har på kroppen efter talrige kampe på savannen.
Uri Løvevild Golman kigger på billedet på væggen. Ligesom løven har ar, er der også mærker efter kamp på den 46-årige fotografs krop - på halsen, brystet, maven, ryggen, ved det ene øre og ved tindingen.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke savner at være hel, siger Uri Løvevild Golman og trækker vejret dybt.
- Men min hjerne er hel, og min krop fungerer, og det husker jeg mig selv på, tilføjer han.
Uri Løvevild Golmans stemme er hæs, og talen langsom. Alt, han siger, kommer dog helt nede fra maven og sendes afsted med en power, så man forstår hvert et ord. For han vil forstås.
Ved siden af ham i stuen sidder hans kone, Helle Løvevild Golman. Lige siden de forelskede sig i hinanden på en rejse, har de været et makkerpar og delt en fælles passion for at fotografere og gøre en forskel.
Billedet af det majestætiske kattedyr tog Uri i Kenya i 2016. Fotografiet hedder 'Sharubu, my lion' - opkaldt efter de østafrikanske masaiers kaldenavn for en løve.
Det minder ham om, hvor meget han selv har kæmpet for nå dertil, hvor han er nu. Men det gør også ondt at tænke på, at han i dag er en anden Uri, end han var, da han tog billedet.
Denne novemberdag sidder han i sit hjem og kigger ud på den natur, han elsker. Træhuset i Nordsjælland er omkranset af høje træer, og på terrassen hopper rødbrune egern og forskellige småfugle rundt.
Det er den natur, som han har sat livet på spil for flere gange. Og han har altid troet, at det var hans kamera, der skulle være med til at gøre en forskel for den.
Det seneste halve år har han dog indset, at han også besidder et andet våben, der er langt stærkere.
16. december 2020 er det præcis tre år siden, at én mand ændrede Helle og Uri Løvevild Golmans liv for altid.
I dokumentaren ‘Vores vilde verden - en ny begyndelse’ har TV 2 fulgt parret i tiden efter et knivoverfald, der fandt sted i det vestafrikanske land Gabon i 2017.
Helle og Uri var rejst dertil for at fotografere truede skovelefanter ved kysten, og da billederne var i kassen, var de klar til at flyve hjem til Danmark.
Dermed var de også næsten klar til at lave den fotobog, der skulle gives til verdens ledere og gøre en forskel for naturen.
Men 12 timer før afgang blev de overfaldet af en mand med en kniv.
Et andet liv
Overfaldet skete, mens de gik på et kunstmarked i Gabons hovedstad, Libreville.
Mens Uri Løvevild Golman kiggede på masker, nærmede en mand sig. Manden trak en kniv, der først ramte Uri lige ved hjertet. Herefter udspillede der sig en lang kamp for livet.
I alt blev Uri stukket ti gange. Kniven ramte også Helle flere gange, da hun kastede sig ind i kampen. Sammen lykkedes det dem at stække manden, vriste kniven fri og komme væk fra markedet. Men på vej til det lokale hospital mistede Uri flere liter blod.
Kniven havde ramt hans hals, mave, ryg, brystkasse og flere steder ved hovedet.
Han blev bleg, og Helle kunne se, hvordan hans liv var ved at rinde ud.
Uri blev overflyttet til et militærhospital, hvor han blev opereret og lagt i kunstig koma. I flere dage svævede han mellem liv og død. Uden for kontakt.
Mens han lå med hospitalsslanger overalt, sad Helle ved hans side. Hendes største frygt var, at han ville dø fra hende. Men det skete ikke. Ni dage efter overfaldet – 25. december – blev de fløjet hjem til Danmark og kørt direkte til Rigshospitalets intensivafdeling.
Langsomt blev Uris tilstand mere stabil. Men ingen vidste, hvordan han ville være, når han vågnede. Og indimellem havde Helle svært ved at styre tankerne.
Ved han, hvem jeg er, når han vågner? Elsker han mig stadig?
I januar 2018 åbnede Uri øjnene.
I starten kunne han hverken tale eller bevæge sig, og lægernes dom var, at han nok aldrig ville komme til det igen. Men efter nogle uger fik han følelsen tilbage i det højre ben. Derefter den højre arm. Så det venstre ben. Og som dagene gik, begyndte hans tale også gradvist at komme tilbage.
Langsomt fik terapeuterne gang i resten af kroppen. Uri kom op at stå, og på et rehabiliteringscenter begyndte kampen for at gå igen.
For Uri var det vigtigt at komme op på to ben igen. Det er det, vi mennesker er bygget til, som han formulerer det. Og kunne han gå, ville han også kunne tage ud på eventyr igen.
Og være den mand, som Helle havde forelsket sig i.
To frie sjæle
Uri og Helle havde mødt hinanden under en ekspedition i Grønland i 2013.
Han var fotograf, hun var ekspeditionsguide. Og da Uri en dag fandt en fjer fra en sneugle og gav den til Helle, gav hun ham det første kys på kinden.
Efter det faldt tingene bare i hak. For i hinanden fandt de ikke bare en makker, der forstod og delte drømmen om det frie liv, men også én, der havde samme kærlighed til naturen.
De var enige om, at livet var at være derude – i skoven, i junglen, på havet i Arktis og på savannen i Afrika. Og derfor besluttede de sig for, at de ville gøre en forskel for naturen.
De ville fotografere verdens sidste vilde steder og minde os alle om alt det, vi mister, hvis vi ikke gør noget for at passe på det.
Det var en vild idé, tænkte de. Derfor blev projektet døbt WILD.
Et af de mange dyr, som Uri Løvevild Golman fotograferede, var løven fra billedet på væggen.
På grund af Uris markante skæg begyndte Helle på en af deres rejser at kalde ham for Sharubu, og det samme gjorde de lokale.
Lige siden overfaldet i Gabon har netop løven og deres fælles mission – mere end nogensinde før – været deres ledestjerne.
Er kærligheden stærk nok?
Under genoptræningen har det været Uris mål at komme ud på eventyr igen. Han ville tilbage til Grønland og gå hånd i hånd med Helle. Og skridt for skridt gik det også fremad.
Først gik han med støtte fra tre mennesker, der førte hans ben frem. Efter lidt tid stod der kun to personer. Senere kun én. Og halvandet år efter overfaldet gik han 200 meter uden støtte.
Genoptræningen krævede mange timers hårdt arbejde og kræfter hver dag. Mens Uri havde fokus på sin fysik, begyndte han dog at få flere flashbacks fra overfaldet.
En åben dør kunne give ham kuldegysninger, fordi han ikke vidste, hvad der pludselig kunne dukke op. Og han blev utilpas i rum med mange mennesker.
Lægerne på genoptræningscenteret begyndte at tale om vigtigheden af at lade kroppen hvile og have fokus på det mentale helbred. Før overfaldet havde han levet det frie liv med Helle og haft alle muligheder. Nu sad en masse eksperter og diskuterede planerne for hans fremtidige liv.
Alle ville ham det bedste. Men det fik Uri til at føle sig handicappet. Og det blev også sværere og sværere at se, at han kunne blive den Uri, som han var før.
Han mærkede skuffelsen, vreden, sorgen og på et tidspunkt var han med egne ord ved at miste forstanden og give op på livet.
I en kort periode var han derfor også bange for, om Helle ville forlade ham.
Hun havde jo mistet den person, hun havde drømt om at dele hele livet og en masse eventyr med. Det var i hvert fald sådan, han så det.
En dag tog han mod til sig og fortalte Helle om tankerne.
En ny begyndelse
Helle Løvevild Golman var meget klar i sit svar. Hun havde aldrig tænkt sig at give op.
- Og jeg kunne se i hendes øjne, at hun mente hvert et ord, fortæller Uri Løvevild Golman og kigger over på sin kone, der smiler og nikker.
- Det eneste, jeg ved, er, at jeg skal stå lige ved siden af Uri resten af mit liv. Og det er det, der gør det nemt. For så kan man handle ud fra det, siger Helle Løvevild Golman.
Sidste år spurgte hun derfor Uri, om han ville gifte sig med hende igen. Og han var ikke i tvivl om sit ja.
De blev enige om, at de ville vies på den ø, hvor det hele begyndte for dem. Det krævede meget planlægning og hjælp fra Uris fysioterapeut at nå målet. Men i juli 2019 landede Uri og Helle i Grønland.
Her gik de ombord på inspektionsfartøjet Knud Rasmussen, som de havde sejlet med i 2014 og 2015. Og med besætningen omkring sig stod de sammen på dækket, da de bekræftede deres kærlighed.
Mens Helle kiggede Uri i øjnene, sagde hun de ord, hun havde brug for at sige til ham:
- Uri, du er min ild. Din kærlighed har lært mig at leve livet, har lært mig at trække vejret, har lært mig at forstå, hvad det hele handler om. Før jeg mødte dig, drønede jeg bare jorden rundt og havde ikke noget sted. Men da jeg mødte dig, fandt jeg et sted, og det var bare lige i dit hjerte.
Med rejsen til Grønland var de på eventyr igen. Og med det eventyr var de også klar til en ny begyndelse.
I dag har Uri Løvevild Golman indset, at han ikke kommer til at gå længere distancer uden støtte. Men måske er det heller ikke nødvendigt. Netop fordi han ikke er som alle andre.
Med den erkendelse har han også indset, at han ikke behøver sit kamera for at redde naturen.
Måske er det stærkeste våben faktisk hans hoved og viljestyrke.
- Jeg har allerede modbevist alle læger ved at gå med støtte. Så i stedet for at forfølge en idé om at skulle gå uden støtte, har jeg besluttet mig for at komme i god form, leve et sundt liv og bruge min hjerne til at finde på nye måder at redde naturen. For det er det, der skal til, siger Uri Løvevild Golman, som i dag har accepteret, at han sidder i kørestol størstedelen af tiden.
Siden overfaldet har Uri set optagelserne fra deres mange ekspeditioner flere gange. De minder ham om det, han kæmper for – nemlig at komme ud i naturen igen. Men de minder ham også om den, han var på det tidspunkt.
- Hver gang jeg ser dem, græder jeg. Det er hårdt at se, men jeg gør det alligevel, for jeg tror ikke på, at man skal føle smerte i livet. Smerte skal grædes væk, det er dejligt befriende, siger Uri Løvevild Golman.
De savner begge at sidde i jeepen på savannen og høre de små kliks fra kameraet, når de fede billeder bliver taget. Men lige så stædige, de har været, når de i timevis er vandret gennem en varm og fugtig jungle i jagten på det bedste billede, lige så viljefaste er de nu på ikke at se tilbage.
Deres filosofi er, at man i modgang må træffe valg, som leder en på nye veje. Man er nødt til at følge strømmen i floden i stedet for at svømme imod den. Ellers drukner man til sidst.
Derfor vil de heller ikke give efter for hadet til overfaldsmanden eller bruge energi på at tænke på, hvorfor han netop overfaldt dem. For det kommer der intet positivt ud af. At manden var ekstremist og nu sidder i fængsel er nok for dem.
- Jeg ser ikke længere mig selv som en person, der er blevet stukket ned. Og jeg nægter at påtage mig en rolle som et offer og have ondt af mig selv. Man er nødt til at komme videre, siger Uri Løvevild Golman.
En større stemme
Rundt omkring i træhuset i Nordsjælland kan man få øje på mange minder fra Uri og Helles ekspeditioner. Udskårne træfugle, smukke sten fra hele verden, dyreskind og fjer fra forskellige fugle.
På Uris højre arm sidder en tatovering af den sneuglefjer, han gav til Helle i Grønland i 2013. Fjeren er et billede på, hvordan naturen kan ændre ens liv, forklarer han.
Havde han ikke fundet den, havde han ikke siddet her i stuen med Helle i dag.
På bordet foran dem ligger endelig fotobogen, deres livsværk, med billeder af vilde dyr fra hele verden. Bogen vejer over to kilo og er 208 sider lang. På forsiden er der et billede af en mandril, som er i slægt med skovbavianen og kendetegnet på sine farverige næse.
Fotobogen er klar til at blive givet til verdens ledere. Udover bogen har Uri og Helle også stiftet en fond efter overfaldet i Gabon og samlet en hær af såkaldte naturkrigere, som skal være med til at kæmpe for naturen.
Deres næste skridt er at lave en ny nationalpark i Grønland og opkøbe landområder i Columbia, hvor naturen igen kan få lov til at vokse vildt. Derudover er et af deres helt store mål for fremtiden at lave en grundlov for naturen, som vi mennesker skal overholde.
Overfaldet har for altid ændret Uri og Helles liv. Men de har valgt at fokusere på, at det også har givet dem en mulighed for at nå bredere ud med deres budskab om naturbevarelse.
- En ting, der står klart for os, er, at vi med 19 knivstik og afværgelæsioner tilsammen er blevet en større stemme. Det er gået op for os, at vi kan gøre en endnu større forskel for naturen nu, siger Helle Løvevild Golman.
Det at have en mission, der er større end dem selv – nemlig at redde verdens sidste vilde natur – har hjulpet dem igennem den sværeste periode i deres liv.
- Jeg tror ikke på skæbne. Jeg tror på, at når der sker noget i ens liv, er det op til én selv at finde en mening med det. Så man ikke bliver skør, siger Uri Løvevild Golman.
Med accepten af, at alt aldrig bliver som før, kom også energien til at vælge en ny vej.
I stedet for at fotografere ved Uri nu, at han vil lave naturfilm. Faktisk har han allerede undersøgt, at der findes kameraer, der kan stabilisere rystelser og styres med et joystick. Og som i øvrigt også kan monteres på en jeep.
Den første film skal handle om elefanter og løver i Kenya.
Uri Løvevild Golman håber, at han kan vise andre i kørestol, at livet kan være godt dér, hvor man er. Det handler om at leve i nuet og ikke i en falsk drøm.
Når Uri kigger på billedet af løven på væggen, bliver han stolt af de ti ar, han har fra knivoverfaldet. Dertil kommer alle arrene fra operationerne.
Engang sagde han ellers til en kvinde på genoptræningscenteret, at han ville have dem fjernet med laser.
Kvindens respons var: “Men Uri, har du nogensinde set en løve uden ar?”
Det fik ham til at tænke på, at ar ikke kun forbindes med at være et offer. Det er også et symbol på styrke og på, at man har gennemgået noget smertefuldt, og at man er kommet stærkere ud på den anden side.
I Helles øjne er Uri stadig Sharubu.
Og det er også sådan, Uri ser sig selv i dag. Som en løve, der har kæmpet, er blevet såret, men som vandt.
Se 'Vores vilde verden - en ny begyndelse' allerede nu på TV 2 PLAY eller på TV 2 onsdag 16. december klokken 22.50.