Merethe.
Livet er fedt – 20 år efter

Alle kendte Merethe fra 'Livet er fedt', men pludselig trak hun stikket

For 20 år siden var Merethe Kasten én, alle talte om. Men så trak hun sig fra rampelyset. Her fortæller hun, hvad der skete efter 'Livet er fedt'.

Når jeg ser de gamle optagelser af mig selv, får jeg ondt i maven. Mine ben ryster, jeg får hjertebanken, og jeg mærker en blanding af sorg og glæde.

Jeg ser en stor og usikker pige på 29 år. Jeg kan stadig mærke, hvor tungt og hårdt det var at veje 151 kilo, og jeg kan tydeligt se, hvor skidt jeg havde det.

Derfor så jeg Ubberup Højskole som en redningskrans. De hjalp overvægtige med at tabe sig, og jeg tænkte, at hvis jeg skulle nå at blive noget i livet, så var det dét, der skulle til.

Når jeg tabte mig, ville jeg blive socialt accepteret og få et job, og så ville alt køre på skinner.

Men det gjorde det bare ikke.

For jeg glemte den ubekendte faktor, som betød, at jeg ikke kun skulle slås mod min overvægt – nemlig mit selvværd og min psyke.

Når jeg alligevel også forbinder tiden på Ubberup Højskole med glæde, er det, fordi der også fulgte en enorm kærlighed og positiv opmærksomhed med tv-programmerne 'Livet er fedt'.

Kærligheden betød, at jeg fik en tro på mig selv. Men opmærksomheden betød også, at jeg var nødt til at trække stikket på et tidspunkt og i mange år sige nej til interviews.

Nu har jeg dog besluttet mig for at dele min historie i programmerne 'Livet er fedt – 20 år efter' og i denne fortælling.

En anden Merethe

Jeg er 49 år i dag, og der er sket meget, siden mange danskere lærte mig at kende i 2001.

Jeg har gået en lang vej med mange lyspunkter. Men jeg har også mærket, når livet giver én en eklatant røvfuld.

I dag lever jeg langt fra et smertefrit eller bekymringsfrit liv. Alligevel ville jeg ønske, at jeg havde været den Merethe Kasten, jeg er i dag, for 20 år siden.

For så havde jeg nok undgået meget af det, jeg har været igennem.

Den store pige blev tv-stjerne

Det var frygten for at dø fra mine to børn, der fik mig til at tage et ophold på Ubberup Højskole ved Kalundborg.

De var lige fyldt henholdsvis to år og fem år og skulle passes hos mormor og bedstefar, fordi min mand skulle udsendes til Bosnien som soldat.

Det var en fuldstændig vanvittig familiesituation. Men jeg ville tabe mig, så jeg kunne være der for mine børn i mange år frem.

I starten skete der bare ikke rigtig noget med vægten. Og i dag kan jeg se, at jeg nok ikke havde ressourcerne til at kaste alt ind i det, fordi jeg også kæmpede med mit selvværd og min psyke.

Som barn var jeg ikke en af de populære piger. Jeg var buttet og havde et dårligt syn, men det blev opdaget meget sent, så da jeg fik briller, kunne de andre allerede læse. Det var et stort nederlag for mig.

Skoletiden husker jeg generelt som et mareridt, hvor jeg hver dag fik at vide, at jeg var tyk, dum og grim. Og det prædikat fulgte mig op i voksenlivet.

Måske netop derfor var jeg også ret rolig, da jeg sagde ja til at være med i 'Livet er fedt'. For jeg var sikker på, at den eneste person, der ville gide at se det, var min mor.

Men alt ændrede sig, da programmerne blev sendt. Over en million danskere så med, og pludselig følte alle, at de kendte mig. Samtidig blev jeg mødt af en kærlighed, medvind og anerkendelse, som jeg aldrig havde oplevet før.

Jeg følte, at jeg kunne gå på vandet, og jeg opdagede, at jeg kunne meget mere, end jeg selv troede. I tiden efter gennemførte jeg flere motionsløb, tabte mig 55 kilo og fik modet til at skrive en bog og holde foredrag rundt i landet.

Efter det tog jeg en del af kiloene på igen. Faktisk nåede min vægt op på 165,3 kilo. Men i 2005 betalte jeg for en gastrisk bypass-operation, hvor jeg fik opereret maven mindre. Herefter tabte jeg 84 kilo på 18 måneder.

Samme år åbnede jeg min egen butik med tøj til store piger. Og i et interview sagde jeg, at “det var det år af mit liv, der var gået allerbedst”.

Men så kom finanskrisen i 2008.

Et nederlag af dimensioner

Omstændighederne tvang mig til at lukke butikken. Sådan var det jo for mange på det tidspunkt. Men det er klart, at når man får sådan en røvfuld, som det er at gå konkurs med sit hjertebarn, så gør det rigtig ondt.

Det var et stort nederlag, og det tog mig fem år at komme igennem det. Jeg følte mig totalt mislykket og blev med tiden meget syg igen.

Samtidig med at jeg gik konkurs, havde jeg i længere tid følt mig overvåget fra alle sider.

Når jeg var nede og handle, sagde folk: “Hej Merethe”. Men jeg var jo ikke på fornavn med over en million danskere. Så når nogen sagde hej, scannede min hjerne: “Hvor kender jeg dig fra?”. Nogle kommenterede også på varerne i min indkøbskurv eller sagde direkte til mig, at maveoperationen vidst ikke havde virket.

Jeg husker tydeligt en episode, hvor min datter og jeg gik på gaden og delte en softice, og en mand stoppede os og sagde til mig: “Den der må du ikke spise”.

Så stod min datter tilbage med våde øjne, fordi hun jo endelig havde lokket mig til at dele en is. Det gjorde mig ked af det og vred. Men selvom jeg havde lyst til at gå tilbage og smaske isen ud i hovedet på ham, gjorde jeg ikke noget.

I stedet begyndte jeg at sætte en form for tunnelsyn på, når jeg gik udenfor min dør. Jeg kiggede kun på min indkøbsseddel og de varer, jeg skulle have, uden at hilse på nogen. Det var ligesom at gå rundt med to toiletruller foran øjnene.

Til sidst brændte jeg simpelthen sammen af det oppe i min hjerne. Jeg fik angst, paranoia og blev virkelig psykisk syg.

Samme år fik jeg konstateret slidgigt og fibromyalgi, der er en muskel- og bindevævssygdom. Og det var her, jeg trak mig fra offentligheden og sagde nej til flere interviews. I stedet valgte jeg at fokusere på de nære relationer og på at få det godt.

20 år senere

I dag lever jeg et meget tilbagetrukket og beskyttet liv med min familie og gode venner.

Mine smerter har været tiltagende siden 2008, hvor jeg blev førtidspensionist. Jeg har ondt hver dag. Men det er vigtigt for mig ikke at lande i en bås, hvor jeg enten skal have ynk eller medlidenhed. For jeg lever også et dejligt og meget kærlighedsfyldt liv.

Min familie elsker mig, og for nogle år siden blev jeg mormor. Den kærlighed, jeg får fra dem, er vel egentlig den største rigdom, man kan have. Og så må jeg være i den krop, jeg har.

Jeg kunne godt sætte mig i sofaen og begræde alt muligt, men jeg vælger at fokusere på det positive, der er i mit liv.

Til maj er det 16 år siden, at jeg blev opereret, og mit vægttab er stadig på over 60 kilo. Så ja, jeg ville gøre det igen, hvis jeg skulle vælge om. For jeg har købt mig nogle flere år, hvor jeg kan være sammen med mine børn og mit barnebarn. Ja, alle dem, jeg elsker.

Jeg ser det som om, at jeg er blevet opereret for noget i maven, som jeg fejler i hjernen. Operationen har tvunget mig til at rykke mig mentalt, fordi jeg ikke kan spise så store mængder mere, men også fordi jeg vælger noget andet mad i dag.

Men en operation gør det ikke alene. Jeg har også brugt mange timer ved psykolog.

Vigtigst af alt jagter jeg ikke en bestemt vægt længere.

Jeg kan ikke pege på ét vendepunkt, der har gjort, at jeg er kommet dertil.

Måske var det konkursen i 2008.

Måske blev jeg bare mere voksen, da jeg sidste år mistede min mor efter et to år langt og hårdt kræftforløb. Det lærte mig, at vi skal have det bedste ud af livet og være glade for det, vi har. For vi ved ikke, hvor længe vi er her.

Det kan også være, at det bare er livets bølgegang, der på et tidspunkt ender med, at vandet bliver blikstille. Og alt er roligt og godt.

Uanset hvad er jeg blevet mere bevidst om at gøre det, der gør mig glad.

Fortiden røg på forbrændingen

Netop af den grund smed jeg for fire år siden alle gamle avisudklip, kulørte blade og ting fra mine foredrag ud. Ikke fordi jeg vil glemme det. Det vil jo altid være en del af mig og den rejse, jeg har været på.

Men jeg vil ikke holde fast i noget gammelt, som trækker mig ned i mørket, fordi jeg enten kan se, hvor stor jeg var, hvor ked af det jeg var, eller blive mindet om avisforsider som “Merethe scorer kassen”.

Hånden på hjertet så ville jeg da ønske, at jeg igen kunne stå foran en fyldt foredragssal med 650 mennesker. Det var sjovt, nærende, lærerigt, kompetencegivende og gav en økonomisk buffer.

Men i dag kan jeg ikke stå op i 2 gange 45 minutter, og jeg tænker, det måske ville være kikset at sidde ned.

Jeg ved heller ikke, om nogen ville lytte i dag. Det er jeg også okay med.

20 år efter tv-programmerne sluttede, får jeg med jævne mellemrum stadig varme, anerkendende og søde beskeder fra folk. Jeg når ikke at svare alle, men de rører mit hjerte dybt.

Nogle gange tænker jeg på, at hvis jeg bare i mine børne- og ungdomsår havde fået halvdelen af den kærlighed og anerkendelse, som jeg fik efter 'Livet er fedt', så havde mit liv set anderledes ud. Så havde jeg måske aldrig været på Ubberup Højskole.

I dag hviler jeg mere i mig selv, og i at ingen er perfekte.

Så kan det da godt være, at der sidder en person i Frederikshavn eller København og synes, at jeg er pisseirriterende, men jeg bor jo i Fredericia. Og jeg gider ikke, at det skal fylde i mit liv.

Jeg har tit fået at vide, at jeg er sådan en type, du losser i røven, og så vælter jeg, men så rejser mig igen. Da jeg var yngre, sagde jeg "undskyld", når jeg rejste mig. Det gør jeg ikke mere.

Så hvis jeg til sommer kommer gående med mit barnebarn i den ene hånd og en is i den anden, og der så kommer en mand og siger sådan noget vrøvl igen, så dukker jeg ikke bare hovedet.

Den Merethe kunne jeg godt have tænkt mig at være for 20 år siden. For så var der meget, jeg havde undgået. Så var jeg måske kommet endnu længere i dag.

Men hvis og hvis, ikke?

Er livet stadig fedt?

Jeg frygter ikke fremtiden. Men jeg kan godt blive bange for den proces, hvor jeg bliver svagere og svagere og mere og mere dårligt gående. For hvor ender det?

Men livet er stadig fedt, ja. For der er så mange lyspunkter at sole sig i på trods, og derfor prøver jeg at tage en dag ad gangen.

Jeg har stadig et aktivt liv og har i mange år dyrket ridesport med min datter. Jeg har rejst til Thailand syv gange og glæder mig til, at verden åbner igen.

I det kommende år har min mand og jeg sølvbryllup, og vi fylder begge 50 år. Men hvor jeg er om 20 år, ved jeg ærlig talt ikke.

Jeg kan godt mærke, at jeg har gået en lang vej. Og jeg har gjort det så godt, jeg kunne.

På et tidspunkt fandt jeg et citat, som jeg synes indrammer det hele meget godt:

Long walk, part of gift (Den lange gåtur er en del af gaven, red.).

Altså hele rejsen har jo gjort mig til den, jeg er. Og jeg vil gerne se andre gå den vej, jeg har gået – i mine sko – og se, hvor langt de kommer.

Jeg vil da også gerne nå min ønskevægt på 87 kilo. Men jeg vil ikke love, at jeg når det. For jeg vil ikke have vægten som et pres.

Det er ikke det samme som at give op.

Jeg vejer mig stadig hver morgen og skriver tallet ned i en bog. Hvad der står lige nu, holder jeg for mig selv. For jeg vil ikke længere identificeres med et tal på en vægt.

Jeg vil identificeres på den, jeg er, og det jeg gør, giver og har givet.

Jeg er ikke 97 kilo eller 103 kilo eller noget tredje. Jeg er andet, end det jeg vejer.

Jeg er Merethe Kasten. Og jeg er god nok.

Se første program af 'Livet er fedt 20 år efter' allerede nu på TV 2 PLAY eller på TV 2 mandag 11. januar klokken 20.00.