Alle kendte Merethe fra 'Livet er fedt', men pludselig trak hun stikket
For 20 Är siden var Merethe Kasten én, alle talte om. Men sÄ trak hun sig fra rampelyset. Her fortÊller hun, hvad der skete efter 'Livet er fedt'.
NÄr jeg ser de gamle optagelser af mig selv, fÄr jeg ondt i maven. Mine ben ryster, jeg fÄr hjertebanken, og jeg mÊrker en blanding af sorg og glÊde.
Jeg ser en stor og usikker pige pÄ 29 Är. Jeg kan stadig mÊrke, hvor tungt og hÄrdt det var at veje 151 kilo, og jeg kan tydeligt se, hvor skidt jeg havde det.
Derfor sÄ jeg Ubberup HÞjskole som en redningskrans. De hjalp overvÊgtige med at tabe sig, og jeg tÊnkte, at hvis jeg skulle nÄ at blive noget i livet, sÄ var det dét, der skulle til.
NÄr jeg tabte mig, ville jeg blive socialt accepteret og fÄ et job, og sÄ ville alt kÞre pÄ skinner.
Men det gjorde det bare ikke.
For jeg glemte den ubekendte faktor, som betĂžd, at jeg ikke kun skulle slĂ„s mod min overvĂŠgt â nemlig mit selvvĂŠrd og min psyke.
NÄr jeg alligevel ogsÄ forbinder tiden pÄ Ubberup HÞjskole med glÊde, er det, fordi der ogsÄ fulgte en enorm kÊrlighed og positiv opmÊrksomhed med tv-programmerne 'Livet er fedt'.
KÊrligheden betÞd, at jeg fik en tro pÄ mig selv. Men opmÊrksomheden betÞd ogsÄ, at jeg var nÞdt til at trÊkke stikket pÄ et tidspunkt og i mange Är sige nej til interviews.
Nu har jeg dog besluttet mig for at dele min historie i programmerne 'Livet er fedt â 20 Ă„r efter' og i denne fortĂŠlling.
En anden Merethe
Jeg er 49 Ă„r i dag, og der er sket meget, siden mange danskere lĂŠrte mig at kende i 2001.
Jeg har gÄet en lang vej med mange lyspunkter. Men jeg har ogsÄ mÊrket, nÄr livet giver én en eklatant rÞvfuld.
I dag lever jeg langt fra et smertefrit eller bekymringsfrit liv. Alligevel ville jeg Ăžnske, at jeg havde vĂŠret den Merethe Kasten, jeg er i dag, for 20 Ă„r siden.
For sÄ havde jeg nok undgÄet meget af det, jeg har vÊret igennem.
Den store pige blev tv-stjerne
Det var frygten for at dÞ fra mine to bÞrn, der fik mig til at tage et ophold pÄ Ubberup HÞjskole ved Kalundborg.
De var lige fyldt henholdsvis to Ă„r og fem Ă„r og skulle passes hos mormor og bedstefar, fordi min mand skulle udsendes til Bosnien som soldat.
Det var en fuldstÊndig vanvittig familiesituation. Men jeg ville tabe mig, sÄ jeg kunne vÊre der for mine bÞrn i mange Är frem.
I starten skete der bare ikke rigtig noget med vÊgten. Og i dag kan jeg se, at jeg nok ikke havde ressourcerne til at kaste alt ind i det, fordi jeg ogsÄ kÊmpede med mit selvvÊrd og min psyke.
Som barn var jeg ikke en af de populÊre piger. Jeg var buttet og havde et dÄrligt syn, men det blev opdaget meget sent, sÄ da jeg fik briller, kunne de andre allerede lÊse. Det var et stort nederlag for mig.
Skoletiden husker jeg generelt som et mareridt, hvor jeg hver dag fik at vide, at jeg var tyk, dum og grim. Og det prĂŠdikat fulgte mig op i voksenlivet.
MÄske netop derfor var jeg ogsÄ ret rolig, da jeg sagde ja til at vÊre med i 'Livet er fedt'. For jeg var sikker pÄ, at den eneste person, der ville gide at se det, var min mor.
Men alt Êndrede sig, da programmerne blev sendt. Over en million danskere sÄ med, og pludselig fÞlte alle, at de kendte mig. Samtidig blev jeg mÞdt af en kÊrlighed, medvind og anerkendelse, som jeg aldrig havde oplevet fÞr.
Jeg fÞlte, at jeg kunne gÄ pÄ vandet, og jeg opdagede, at jeg kunne meget mere, end jeg selv troede. I tiden efter gennemfÞrte jeg flere motionslÞb, tabte mig 55 kilo og fik modet til at skrive en bog og holde foredrag rundt i landet.
Efter det tog jeg en del af kiloene pÄ igen. Faktisk nÄede min vÊgt op pÄ 165,3 kilo. Men i 2005 betalte jeg for en gastrisk bypass-operation, hvor jeg fik opereret maven mindre. Herefter tabte jeg 84 kilo pÄ 18 mÄneder.
Samme Ă„r Ă„bnede jeg min egen butik med tĂžj til store piger. Og i et interview sagde jeg, at âdet var det Ă„r af mit liv, der var gĂ„et allerbedstâ.
Men sÄ kom finanskrisen i 2008.
Et nederlag af dimensioner
OmstÊndighederne tvang mig til at lukke butikken. SÄdan var det jo for mange pÄ det tidspunkt. Men det er klart, at nÄr man fÄr sÄdan en rÞvfuld, som det er at gÄ konkurs med sit hjertebarn, sÄ gÞr det rigtig ondt.
Det var et stort nederlag, og det tog mig fem Ă„r at komme igennem det. Jeg fĂžlte mig totalt mislykket og blev med tiden meget syg igen.
Samtidig med at jeg gik konkurs, havde jeg i lÊngere tid fÞlt mig overvÄget fra alle sider.
NĂ„r jeg var nede og handle, sagde folk: âHej Meretheâ. Men jeg var jo ikke pĂ„ fornavn med over en million danskere. SĂ„ nĂ„r nogen sagde hej, scannede min hjerne: âHvor kender jeg dig fra?â. Nogle kommenterede ogsĂ„ pĂ„ varerne i min indkĂžbskurv eller sagde direkte til mig, at maveoperationen vidst ikke havde virket.
Jeg husker tydeligt en episode, hvor min datter og jeg gik pĂ„ gaden og delte en softice, og en mand stoppede os og sagde til mig: âDen der mĂ„ du ikke spiseâ.
SÄ stod min datter tilbage med vÄde Þjne, fordi hun jo endelig havde lokket mig til at dele en is. Det gjorde mig ked af det og vred. Men selvom jeg havde lyst til at gÄ tilbage og smaske isen ud i hovedet pÄ ham, gjorde jeg ikke noget.
I stedet begyndte jeg at sÊtte en form for tunnelsyn pÄ, nÄr jeg gik udenfor min dÞr. Jeg kiggede kun pÄ min indkÞbsseddel og de varer, jeg skulle have, uden at hilse pÄ nogen. Det var ligesom at gÄ rundt med to toiletruller foran Þjnene.
Til sidst brĂŠndte jeg simpelthen sammen af det oppe i min hjerne. Jeg fik angst, paranoia og blev virkelig psykisk syg.
Samme Är fik jeg konstateret slidgigt og fibromyalgi, der er en muskel- og bindevÊvssygdom. Og det var her, jeg trak mig fra offentligheden og sagde nej til flere interviews. I stedet valgte jeg at fokusere pÄ de nÊre relationer og pÄ at fÄ det godt.
20 Ă„r senere
I dag lever jeg et meget tilbagetrukket og beskyttet liv med min familie og gode venner.
Mine smerter har vÊret tiltagende siden 2008, hvor jeg blev fÞrtidspensionist. Jeg har ondt hver dag. Men det er vigtigt for mig ikke at lande i en bÄs, hvor jeg enten skal have ynk eller medlidenhed. For jeg lever ogsÄ et dejligt og meget kÊrlighedsfyldt liv.
Min familie elsker mig, og for nogle Är siden blev jeg mormor. Den kÊrlighed, jeg fÄr fra dem, er vel egentlig den stÞrste rigdom, man kan have. Og sÄ mÄ jeg vÊre i den krop, jeg har.
Jeg kunne godt sÊtte mig i sofaen og begrÊde alt muligt, men jeg vÊlger at fokusere pÄ det positive, der er i mit liv.
Til maj er det 16 Är siden, at jeg blev opereret, og mit vÊgttab er stadig pÄ over 60 kilo. SÄ ja, jeg ville gÞre det igen, hvis jeg skulle vÊlge om. For jeg har kÞbt mig nogle flere Är, hvor jeg kan vÊre sammen med mine bÞrn og mit barnebarn. Ja, alle dem, jeg elsker.
Jeg ser det som om, at jeg er blevet opereret for noget i maven, som jeg fejler i hjernen. Operationen har tvunget mig til at rykke mig mentalt, fordi jeg ikke kan spise sÄ store mÊngder mere, men ogsÄ fordi jeg vÊlger noget andet mad i dag.
Men en operation gÞr det ikke alene. Jeg har ogsÄ brugt mange timer ved psykolog.
Vigtigst af alt jagter jeg ikke en bestemt vĂŠgt lĂŠngere.
Jeg kan ikke pege pÄ ét vendepunkt, der har gjort, at jeg er kommet dertil.
MĂ„ske var det konkursen i 2008.
MÄske blev jeg bare mere voksen, da jeg sidste Är mistede min mor efter et to Är langt og hÄrdt krÊftforlÞb. Det lÊrte mig, at vi skal have det bedste ud af livet og vÊre glade for det, vi har. For vi ved ikke, hvor lÊnge vi er her.
Det kan ogsÄ vÊre, at det bare er livets bÞlgegang, der pÄ et tidspunkt ender med, at vandet bliver blikstille. Og alt er roligt og godt.
Uanset hvad er jeg blevet mere bevidst om at gĂžre det, der gĂžr mig glad.
Fortiden rÞg pÄ forbrÊndingen
Netop af den grund smed jeg for fire Är siden alle gamle avisudklip, kulÞrte blade og ting fra mine foredrag ud. Ikke fordi jeg vil glemme det. Det vil jo altid vÊre en del af mig og den rejse, jeg har vÊret pÄ.
Men jeg vil ikke holde fast i noget gammelt, som trĂŠkker mig ned i mĂžrket, fordi jeg enten kan se, hvor stor jeg var, hvor ked af det jeg var, eller blive mindet om avisforsider som âMerethe scorer kassenâ.
HÄnden pÄ hjertet sÄ ville jeg da Þnske, at jeg igen kunne stÄ foran en fyldt foredragssal med 650 mennesker. Det var sjovt, nÊrende, lÊrerigt, kompetencegivende og gav en Þkonomisk buffer.
Men i dag kan jeg ikke stÄ op i 2 gange 45 minutter, og jeg tÊnker, det mÄske ville vÊre kikset at sidde ned.
Jeg ved heller ikke, om nogen ville lytte i dag. Det er jeg ogsÄ okay med.
20 Är efter tv-programmerne sluttede, fÄr jeg med jÊvne mellemrum stadig varme, anerkendende og sÞde beskeder fra folk. Jeg nÄr ikke at svare alle, men de rÞrer mit hjerte dybt.
Nogle gange tÊnker jeg pÄ, at hvis jeg bare i mine bÞrne- og ungdomsÄr havde fÄet halvdelen af den kÊrlighed og anerkendelse, som jeg fik efter 'Livet er fedt', sÄ havde mit liv set anderledes ud. SÄ havde jeg mÄske aldrig vÊret pÄ Ubberup HÞjskole.
I dag hviler jeg mere i mig selv, og i at ingen er perfekte.
SĂ„ kan det da godt vĂŠre, at der sidder en person i Frederikshavn eller KĂžbenhavn og synes, at jeg er pisseirriterende, men jeg bor jo i Fredericia. Og jeg gider ikke, at det skal fylde i mit liv.
Jeg har tit fÄet at vide, at jeg er sÄdan en type, du losser i rÞven, og sÄ vÊlter jeg, men sÄ rejser mig igen. Da jeg var yngre, sagde jeg "undskyld", nÄr jeg rejste mig. Det gÞr jeg ikke mere.
SÄ hvis jeg til sommer kommer gÄende med mit barnebarn i den ene hÄnd og en is i den anden, og der sÄ kommer en mand og siger sÄdan noget vrÞvl igen, sÄ dukker jeg ikke bare hovedet.
Den Merethe kunne jeg godt have tÊnkt mig at vÊre for 20 Är siden. For sÄ var der meget, jeg havde undgÄet. SÄ var jeg mÄske kommet endnu lÊngere i dag.
Men hvis og hvis, ikke?
Er livet stadig fedt?
Jeg frygter ikke fremtiden. Men jeg kan godt blive bange for den proces, hvor jeg bliver svagere og svagere og mere og mere dÄrligt gÄende. For hvor ender det?
Men livet er stadig fedt, ja. For der er sÄ mange lyspunkter at sole sig i pÄ trods, og derfor prÞver jeg at tage en dag ad gangen.
Jeg har stadig et aktivt liv og har i mange Ă„r dyrket ridesport med min datter. Jeg har rejst til Thailand syv gange og glĂŠder mig til, at verden Ă„bner igen.
I det kommende Ă„r har min mand og jeg sĂžlvbryllup, og vi fylder begge 50 Ă„r. Men hvor jeg er om 20 Ă„r, ved jeg ĂŠrlig talt ikke.
Jeg kan godt mÊrke, at jeg har gÄet en lang vej. Og jeg har gjort det sÄ godt, jeg kunne.
PĂ„ et tidspunkt fandt jeg et citat, som jeg synes indrammer det hele meget godt:
Long walk, part of gift (Den lange gÄtur er en del af gaven, red.).
AltsĂ„ hele rejsen har jo gjort mig til den, jeg er. Og jeg vil gerne se andre gĂ„ den vej, jeg har gĂ„et â i mine sko â og se, hvor langt de kommer.
Jeg vil da ogsÄ gerne nÄ min ÞnskevÊgt pÄ 87 kilo. Men jeg vil ikke love, at jeg nÄr det. For jeg vil ikke have vÊgten som et pres.
Det er ikke det samme som at give op.
Jeg vejer mig stadig hver morgen og skriver tallet ned i en bog. Hvad der stÄr lige nu, holder jeg for mig selv. For jeg vil ikke lÊngere identificeres med et tal pÄ en vÊgt.
Jeg vil identificeres pÄ den, jeg er, og det jeg gÞr, giver og har givet.
Jeg er ikke 97 kilo eller 103 kilo eller noget tredje. Jeg er andet, end det jeg vejer.
Jeg er Merethe Kasten. Og jeg er god nok.
Se fĂžrste program af 'Livet er fedt â 20 Ă„r efter' allerede nu pĂ„ TV 2 PLAY eller pĂ„ TV 2 mandag 11. januar klokken 20.00.