Lisbeth og Christian er forældre til Ayasofia og hendes to søskende Filippa-Lucia og Theodor.
Årgang 20

Det begyndte med en lille løgn i byen – en måned senere var første barn på vej

Lisbeth Vernsted-Fabricius blev bundulykkelig, da hun så to streger på graviditetstesten. Det – og meget mere – fortæller hun og hendes mand om her.

Lisbeth og Christian Vernsted-Fabricius blev forældre til Ayasofia i januar sidste år og er en af de fire familier i den nye dokumentarserie 'Årgang 20'.

I dag har de tre børn sammen, og den første kom noget hurtigere, end de havde regnet med.

Her svarer de på personlige spørgsmål om, hvad der førte dem sammen, hvad der er absolut no-go hjemme hos dem, og hvad de drømmer mest om hver især.

Hvordan fandt I sammen?

Lisbeth: Det var i 2013. Jeg var 23 og tog i byen med en veninde. Her mødte vi fem ejendomsmæglere, der sad og spillede lidt smarte. En af dem var Christian. Jeg syntes, at han så rigtig sød ud, og vi begyndte at snakke – selvom han virkede lidt arrogant i starten. Jeg spurgte, hvor gammel han var, og da han hørte, at jeg var 23, løj han om sin alder. Han sagde, at han var 28, og det troede jeg på. Men senere sagde Christian, at der var noget, han blev nødt til at fortælle mig.

Christian: Jeg var 35 og fyldte snart 36.

Lisbeth: Så der var 13 års forskel på os. Det kunne jeg slet ikke overskue. Men vi fortsatte snakken, og på et tidspunkt så jeg en kvinde i baren med kæmpe bryster og tatoveringer og spurgte: "Er hun ikke noget for dig?". "Nej, nej. Hun har silikonebryster og tatoveringer, det kan jeg slet ikke have", sagde Christian så. Men da jeg fortalte ham, at jeg altså også havde silikonebryster og seks tatoveringer, grinede han og sagde: "Nå okay, fuck. Men hvis du kysser godt, så får du en chance". Og så endte vi sammen den aften.

Hvornår vidste I, at I ville skabe en familie?

Lisbeth: Efter det sås vi on and off i en måneds tid. En aften tog jeg en graviditetstest, fordi jeg havde det virkelig mærkeligt – og jeg blev bare bundulykkelig, da jeg så de to streger. Jeg har altid gerne villet være ung mor, men samtidig kunne jeg ikke overskue at være alene med det eller kæmpe med en, som ikke kunne overskue at få et barn.

Christian: Lisbeth ringede til mig sent om aftenen og sagde, at hun ville tale med mig. Da jeg hentede hende i bilen og fik det at vide, tror jeg, at Lisbeth blev overrasket over, at jeg var så glad. Jeg syntes, det var helt vildt fedt og sagde til hende, at hun selv måtte bestemme, om hun ville beholde barnet, men at jeg nok skulle være der – uanset om vi gik fra hinanden eller blev sammen.

I løbet af de dage sendte hun en besked, hvor der stod: "Du skal være far"

Christian Vernsted-Fabricius

Lisbeth: Da Christian sagde det, vidste jeg, at han ville blive verdens bedste far for vores barn.

Christian: Nogle dage efter tog Lisbeth til Norge med en veninde, som i dag er børnenes gudmor. Og i løbet af de dage sendte hun en besked, hvor der stod: "Du skal være far". Så vidste jeg, at hun var nået frem til, at vi skulle være sammen. Fra den dag tænkte jeg: "Okay, nu giver vi det en ordentlig chance".

Lisbeth: Vi havde kun kendt hinanden i lidt mere end ni måneder, da jeg skulle føde vores første datter Filippa – og det var ret overvældende. Men samtidig var det også der, vi virkelig fandt ud af, at vi kunne noget sammen.

Hvad er indtil videre det sværeste, I har været igennem som par?

Christian: I slutningen af 2016 havde vi lige fået vores andet barn Theodor, som havde kolik. Jeg havde også skiftet arbejdsplads, vi havde lige købt hus og var flyttet til Espergærde, hvor vi ikke rigtig kendte nogen.

Når man lægger pres på sig selv bare med én af de ting, så er det egentlig nok i sig selv. Men vi gjorde alle tre ting på samme tid. Det var ikke, fordi jeg overvejede at gå fra Lisbeth, men det var sindssygt hårdt. Theodor sov ikke de første tre måneder, og jeg var så presset. For at være ærlig føler jeg nærmest ikke, at jeg kan huske det år.

Lisbeth: Nej, vi har altid sagt, at hvis vi kunne klare det sammen, så kan vi klare alt. For det var virkelig en hård tid.

Hvem af jer ville helst være med i 'Årgang 20' - og hvem skulle overtales?

Lisbeth: Da jeg var gravid med Ayasofia, taggede min bedste veninde mig i et opslag på Facebook, hvor 'Årgang 20' søgte familier, og så spurgte jeg Christian for sjov, om vi ikke skulle tilmelde os. Da det kom tættere på, fik vi det sådan: "Er det virkelig det, vi skal gøre?", og der krævede det lidt overtalelse hos Christian.

Christian: Men da det hele blev forklaret godt af casteren, fik jeg ro i maven. Hvis folk har lyst til at se på vores helt almindelige familie, så må de gerne det.

Hvad har I været mest enige – og uenige – om i forhold til familieforøgelsen, som vi følger i 'Årgang 20'?

Lisbeth: Allerede inden Ayasofia kom til verden, vidste vi, hvad hun skulle hedde. Det var noget af det, som vi var mest enige om. Vi kan godt lide pigenavne, der slutter på "a" – og jeg har selv været rigtig ked af mit navn, fordi jeg syntes, at det var konet og gammeldags. Så det har været vigtigt – især for mig – at vores børn fik dobbeltnavne, så de selv kunne vælge.

Vi var mest uenige om, om vi overhovedet skulle have en treer, og da jeg fandt ud af, at jeg var gravid igen, var jeg virkelig bekymret for at sige det til Christian. Der var en uges tid, hvor det var svært for os begge to, fordi jeg gerne ville have barnet, og Christian var i tvivl. Inden jeg vidste, hvad det endte med, bestilte jeg en scanning for at se hjerteblink og håbede, at det kunne ændre noget for Christian.

Det var ikke, fordi jeg var bange for kærligheden, for det er noget af det mest fantastiske, at vi har fået Ayasofia

Christian Vernsted-Fabricius

Christian: Jeg husker de dage som meget fokuserede. Jeg synes, at vi havde et ret godt liv, og jeg ville helst ikke lave for meget om på det. Vi er ikke velhavere – og når man har tre børn, sætter man barren lidt højere. Så er der flere munde, der skal mættes.

Det var ikke, fordi jeg var bange for kærligheden, for det er noget af det mest fantastiske, at vi har fået Ayasofia – og det siger jeg hver dag. Men jeg havde nogle "krav", før jeg kunne gå med til det. Dem jeg kan huske er: Vi måtte ikke glemme hinanden. Vi skulle stadig have tid til at

lave noget hver for sig. Og vi skulle stadig have sex.

Jeg var bange for, om Lisbeth og jeg ville bevæge os væk fra hinanden. Jeg synes, at det ville være superærgerligt, hvis det at få tre børn bare blev et projekt mere end det substantielle i at være en familie.

Lisbeth: Da han sagde de ting, var jeg helt oppe at køre. Samme dag fortalte vi Theodor og Filippa, at de skulle være storebror og storesøster.

Hvornår føler I jer allermest lykkelige?

Christian: Jeg siger tit til Lisbeth, at jeg synes, det er så rart, når vi ligger oppe i vores kæmpe dobbeltseng med tre unger og dyner og bare snakker sammen og ser tegnefilm. Det er på en eller anden måde så livsbekræftende, når de kommer løbende ind i vores seng.

Lisbeth: Ja, når vi kigger på vores tre børn og er sammen, føler jeg mig sindssygt lykkelig og privilegeret.

Hvilken dag husker I som en særlig oplevelse fra Ayasofias første år?

Lisbeth: Det vildeste øjeblik var den dag, vi kom hjem fra hospitalet, og Filippa skulle se hende første gang. Det var helt specielt, fordi Filippa havde glædet sig så meget og var gammel nok til at forstå, at nu kom vi hjem med en ny baby, der havde været inde i min mave. Hun var så glad og ville holde hende med det samme.

Hvordan vil I beskrive Ayasofia?

Christian: Hun er stædig på en god måde og har sindssygt meget temperament. Men det har vi også begge to, så det ville være underligt, hvis hun ikke havde det.

Lisbeth: Ja, hun er en pige, der ved, hvad hun vil – og en lille smule reserveret. Hun skal lige se folk an. Men ellers griner hun rigtig meget og er sjældent i dårligt humør.

Hvad er det vigtigste for jer i opdragelsen af jeres børn - og hvad er absolut no-go?

Christian: At de er velopdragne og lærer at respektere andre mennesker, uanset hvem de er, og hvor de kommer fra. Og så skruer vi ret kraftigt ned for iPad’en. Vi er ikke hellige omkring det, men vi prøver at have en klar agenda om, hvad de skal se, og hvor meget de ser.

Lisbeth: Der er heller ikke noget, der hedder ‘slikpolitik’ hjemme hos os. Jeg er vokset op med, at jeg fik slik, når jeg ville have det – og det har gjort, at jeg faktisk ikke spiser slik i dag. På samme måde kan vi se på vores børn, at fordi de får lov til at få slik, når de spørger, så gider de det faktisk ikke. Derfor er der ikke noget, der hedder: "Det er mandag, så du må ikke få slik".

Hvad er det hårdeste, I kæmper med lige nu i hverdagen som forældre?

Lisbeth: Jeg lider af angst i den forstand, at jeg er rigtig bange for at miste, og jeg er rigtig bange for at miste mine børn. Så jeg har svært ved at lave noget uden dem, fordi jeg er bange for, at der sker dem noget.

Det værste ved det er, at jeg ikke føler, jeg kan være 100 procent glad, fordi jeg ikke bare kan gøre noget for mig selv, som kunne være rart. Hele tiden skal jeg overveje, om en aktivitet er aktiviteten værd. For hvad nu, hvis der skete noget?

Jeg drømmer om at blive angstfri og kunne gøre noget for mig selv nogle gange

Lisbeth Vernsted-Fabricius

Jeg tror, at jeg har haft det hele livet, men det var først noget, lægerne fandt ud af, da jeg var gravid med Ayasofia. Her blev jeg sendt til psykiatrisk center, hvor jeg i dag går i gruppeterapi for at lære at tackle min angst. Jeg har ikke mærket bedring endnu, men jeg håber, at det kommer en dag.

Christian: For mig er den store udfordring at få mit job til at smelte sammen med familielivet. Det har jeg ikke prøvet endnu. Når jeg er på arbejde, har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke er sammen med familien, og når jeg er sammen med familien, har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke får lavet de ting, jeg skal på arbejdet.

Hvad er jeres største bekymring ved at være med i 'Årgang 20'?

Lisbeth: At det kommer til at gå ud over børnene. For eksempel at de andre i skolen kun vil være venner med Ayasofia, fordi hun er med i 'Årgang 20'.

Christian: Ja, hvis vores børn får negativ feedback – at andre driller dem eller mobber dem – så er det ikke det værd. Vi er med, fordi det skal give noget positivt til vores familie, og jeg tænker også mere på alle de gode ting, vi skal opleve, ved at være med. Jeg glæder mig mest over de fire programmer, der er færdige i starten af hvert år, hvor vi kan se tilbage på det, vi er gået igennem – og få det i farver, billeder og lyd.

Hvad er jeres største fælles ønske lige nu?

Christian: Vi bor i rækkehus med terrasse, men vi vil rigtig gerne have et større hus med en have. Med tre børn, der har krudt i røven, ville det være rart, at de kan komme ud.

Lisbeth: Vi kunne rigtig godt tænke os at bygge et hus selv, så vi får det, som vi ville have det.

Hvad drømmer I derudover om hver især?

Christian: Jeg gad godt dyrke mere sport og have et job, der spillede bedre sammen med et familieliv. Det er min store drøm, at jeg kan finde den balance. Jeg har sagt mit job som byggerådgiver op af samme årsag. Fra 1. februar skal jeg være sommerhusmægler i Tisvilde. Og nu håber jeg, at det job kan møde mig der, hvor jeg gerne vil mødes.

Lisbeth: Jeg drømmer om at blive angstfri og kunne gøre noget for mig selv nogle gange. For eksempel at løbe for at få luftet tankerne. Det kunne jeg rigtig godt tænke mig.

Se premieren på 'Årgang 20' torsdag klokken 20 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.