GO'

Fremmedes donation af mælk hjalp nybagt mor: - Tusind tak for at redde min datters liv

Modermælk er især vigtig for for tidligt fødte børn som Naya, forklarer overlæge på neontalafsnittet på Aalborg Universitetshospital.

Monica Knudsen Toft var ikke engang gået i gang med at indrette børneværelset, da hun pludselig gik i fødsel 11 uger før termin.

Og ikke nok med at hendes datter, Naya, lå i kuvøse, og hun ikke var sikker på, at hun ville overleve, stod hun også i en situation, hvor hun ikke selv producerede brystmælk endnu.

Derfor blev hun nu afhængig af andre kvinders modermælk.

Naya lå i kuvøse på Aalborg Universitetshospital, efter hun blev født 11 uger for tidligt.

- Jeg havde det faktisk ikke særlig godt med, at hun skulle have donormælk, indtil jeg fik at vide, hvor meget det gjorde for hende at få de her gyldne dråber, som de kalder dem, forklarer Monica Knudsen Toft i 'Go’ morgen Danmark’.

Før hun blev mor til Naya, vidste hun ikke, hvor vigtig modermælken er netop for børn, der er for tidligt født.

Gennem en sonde fik Naya modermælk.

Hospital efterlyser mere mælk

Den modermælk, som Naya fik på Aalborg Universitetshospital, blev afgørende for, at hun overlevede.

Og hun er ikke den eneste, der har brug for hjælp, lyder det fra Rasa Cipliene, der er overlæge på neonatalafsnittet på Aalborg Universitetshospital.

Tidligere på måneden efterlyste Aalborg Universitetshospital modermælk til for tidligt fødte børn, som Naya, på Facebook.

Tusind tak for at være med til at redde min datters liv

Monica Knudsen Toft, flexjob

- Det meget vigtigt for tidligt fødte børn, for de har meget skrøbelige tarme. Modermælk har en speciel sammensætning af proteiner, kulhydrater og fedt, så det er det bedste, man kan give, forklarer Rasa Cipliene.

På Aalborg Universitetshospital valgte de at efterlyse modermælk, fordi deres reserve var blevet lav.

Man kan donere overskydende modermælk i alle dele af Danmark. På nogle hospitaler får man penge for mælken.

Jeg har masser af mælk, jeg kan donere”

Jette Krogh Karmark er mor til to børn og er en af dem, som tidligere har doneret overskydende modermælk til for tidligt fødte børn på Aalborg Universitetshospital, efter hun så et opslag.

- Jeg havde så meget mælk i overskud, og jeg syntes, det gjorde ondt at hælde det direkte i håndvasken, så jeg ville meget hellere kunne hjælpe andre, der manglede, fortæller hun.

Monica og Naya på hospitalet.

Jette Krogh Karmark forklarer, at hendes venner og familie syntes, at det var en fantastisk ordning, men samtidig fortæller hun, at hun var meget opmærksom på, at amning kan være et følsomt emne, så det var ikke noget, hun fortalte til alle.

- Det har været svært at snakke om eksempelvis i mødregruppen, fordi der er så mange, der har problemer med at amme. Så det kan virke lidt som at træde nogle over tæerne at fortælle, at jeg har masser af mælk, jeg kan donere, lyder det.

Tusind tak

Naya er i dag udskrevet fra hospitalet og er en sund, lille pige, fortæller Monica Knudsen Toft:

- Hun trives fantastisk. Hun vejer næsten seks kilo og er 62,5 centimer lang, så der er sket en hel del, siden hun blev født.

Og selvom hun var ked af, at hun ikke selv kunne amme hende, er hun meget taknemmelig for den mælk, som fremmede kvinder donerede, så Naya kunne få modermælk.

Naya var indlagt mange uger, før hun var stærk nok til, at hendes forældre kunne tage hende med hjem.

- Tusind tak for at være med til at redde min datters liv. Det betyder alt for mig i hele verden, at der er nogle, der har været med til det, lyder det.

Se interviewet i 'Go' morgen Danmark' med Monica Knudsen Toft, Jette Krogh Karmark og Rasa Cipliene på TV 2 PLAY