Maria, Daniel og deres søn Louie er en af de fire familier i 'Årgang 20'.
Årgang 20

De skulle hjem og være en lykkelig familie, men pludselig ville deres søn ikke vågne

Louie blev indlagt igen og igen de første måneder af sit liv. Her fortæller 'Årgang 20'-forældre deres historie.

Maria Mainz og Daniel Brask-Andersen fra 'Årgang 20' fik sønnen Louie i februar 2020, men at blive forældre for første gang gik langtfra, som de havde regnet med.

Her svarer de på personlige spørgsmål og fortæller blandt andet om en række indlæggelser, der var svære at komme igennem.

Hvordan fandt I sammen?

Daniel: Vi begyndte at skrive sammen, fordi jeg arbejdede med nogle af Marias veninder. De delte en video af mig på Snapchat, og så skrev Maria: "Hold kæft, hvor er han lækker". Da de viste mig det, tænkte jeg: "Nå okay, så skriver jeg da lige en besked".

Maria: Men det var klart mig, der helst ville Daniel i starten. Han var lige ved at aflyse vores første date, fordi han havde været på arbejde i ti timer – og på det tidspunkt havde jeg brugt tre timer på at gøre mig klar. Jeg prøvede selvfølgelig at spille cool, men så skrev du: "Ej, vi gør det i dag – jeg vil ikke gøre dig ked af det".

Daniel: Vi skulle i biografen og se min yndlingsgyserfilm, 'It'.

Maria: Jeg tænkte bare: "Daniel kommer til at holde om mig og passe på mig". Men han sad bare HELT fremme i sædet med hænderne oppe foran hovedet (griner, red.). Derfra sås vi et par måneder, og inden jeg skulle ud at rejse i en måned, stillede jeg ham et ultimatum: Enten tog jeg afsted i et forhold eller som single.

Daniel: Og så blev jeg jo nødt til at spørge, om hun ville være min kæreste.

Maria og Daniel blev kærester i oktober 2017. I dag er de henholdsvis 23 og 24 år.

Hvornår vidste I, at I ville have en familie sammen?

Maria: Daniel var hurtig til at sige, at han gerne ville have et barn.

Daniel: Jeg tror allerede, det var efter et halvt år, at vi snakkede om det. Jeg synes, det kunne være grineren.

Maria: Så jeg fik faktisk taget min spiral ud for 2,5 år siden, fordi vi tænkte: "Nu gør vi det". Men så gik jeg i panik. Jeg var slet ikke klar til det overhovedet. Derfor ventede vi et års tid, før vi prøvede igen – og så blev jeg gravid med Louie.

Daniel ville gerne være far i en ung alder.

Hvorfor meldte I jer til 'Årgang 20'?

Maria: Jeg synes, det ville være det fedeste at få alle de her år på film. Og så synes jeg også, det ville være sjovt at vise, at man godt kan give sine børn den bedste opvækst, selvom man ikke har et stort hus med have, som mange andre har.

Daniel var ikke helt med på idéen i starten. Så jeg sagde til ham, at jeg bare lige prøvede at melde os til, men at jeg ikke troede, vi kom med. Og lige pludselig var vi bare med.

Daniel: Maria nåede ikke engang at overtale mig. Men man lærer at elske det. Nu synes jeg, det er sjovt.

Louie blev født i februar 2020.

Hvilke overvejelser havde I gjort jer om, at tv-holdet også vil besøge jer i eventuelle svære tider, der kan komme?

Daniel: Hvis man melder sig, må man også give, hvad der er at give.

Maria: Ja, vi har fra starten tænkt, at vi ville vise både de gode og dårlige sider. Og Louies første år har ikke været nemt. Han er født med en misdannelse på den ene nyreleder, og da han var 3,5 uger gammel, blev han indlagt i tre uger. Det skete under coronanedlukningen i marts – og der var det på en eller anden måde rart, at kameraholdet ikke kunne være med, for så behøvede man ikke at dele alt om den indlæggelse.

Jeg kunne ikke engang skifte en ble uden at græde, fordi jeg var bange for at gøre noget forkert

Maria Mainz

Jeg var lige blevet mor og sad med et nyfødt barn, der skulle have taget den ene prøve efter den anden. Der var rigtig mange følelser i det. Så lige der synes jeg, det havde været svært at have et kamerahold tæt på, selvom vi har et super godt forhold til dem. Men jeg havde det fint med, at vi selv fik lov at vise historien, gennem det vi havde valgt at filme og fortælle fra hospitalet.

Louie skulle have taget mange blodprøver og blev stukket i både hænder og fødder.

Hvad er indtil videre det sværeste, I har været igennem som par?

Maria: Det er nok indlæggelserne. Louie har været indlagt fem-seks gange de første ti måneder af sit liv. Mange gange har det været af to-tre dages varighed, fordi han skulle undersøges. Og så var der de tre uger, som man ser klip fra i 'Årgang 20'.

Faktisk havde vi allerede været indlagt to gang inden da, fordi Louie ikke tog nok på, og fordi han havde gulsot. Men da vi kom hjem efter anden indlæggelse, sov han nærmest hele dagen og ville ikke rigtig vågne. Og så fik han vildt høj feber.

Her er Louie i lysterapi som behandling for gulsot.

På det tidspunkt vidste lægerne ikke hvorfor, så de indlagde os. Det viste sig, at han både havde en urinvejsinfektion, nyrebækkenbetændelse og meningitis. Og en uge herefter fik vi så at vide, at han havde en misdannelse på nyren.

De tre uger på hospitalet var de sværeste, for Daniel måtte kun være hos os på hospitalet en time om dagen. Da vi fik det at vide, brød hele min verden sammen. Jeg havde en følelse af, at Daniel gik fra os - og selvom jeg jo selv havde hørt lægerne sige, at han ikke måtte være der, tænkte jeg: "Du kan ikke bare efterlade mig her. Jeg kan ikke klare det uden dig".

I sådan nogle situationer er jeg typen, der pakker alle følelser væk

Daniel Brask-Andersen

Daniel: Det var fuldstændig forfærdeligt. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Jeg var jo vildt ked af det og ramt af det, men jeg viste det ikke over for Maria, fordi jeg vidste, hvor ked af det og presset hun var.

I sådan nogle situationer er jeg typen, der pakker alle følelser væk, så jeg tog en masse ekstra arbejde, og de dage jeg ikke skulle arbejde, kørte jeg direkte op til Maria og Louie og var der, så lang tid jeg kunne. Det var en forløsning, hver gang jeg så dem. Nogle gange fik vi lov til at gå en tur, så jeg kunne være der lidt længere end den ene time. Og når jeg så kom hjem ved 20-tiden, så gik jeg bare i seng.

Hvordan har Louies sygdom påvirket jer?

Maria: I begyndelsen var det meget hårdt at få et sygt barn. Jeg havde meget skyldfølelse, fordi jeg følte, at jeg ikke havde lavet ham ordentligt. Som alle andre tror jeg, vi havde regnet med, at vi skulle hjem og være en lykkelig familie med et sundt og raskt barn. Så vi fik et kæmpe chok. Og da vi havde været indlagt i tre uger, tænkte vi: "Nu er han rask", men så var det endnu et chok at få at vide, at det var noget, der kunne følge ham mange år frem.

Daniel: Måske skal lægerne følge ham, til han er 15-16 år. Men det kan også være noget, han vokser fra, når han er tre. Man ved det ikke. Men det er ikke lige så svært at forholde sig til mere. Nu har vi fået at vide, hvad det er, og hvad vi kan gøre. Og så må vi lade tiden tale for sig selv.

Under indlæggelserne sov Louie rigtig meget, og det var begrænset, hvor meget kontakt man kunne få med ham. I takt med at han fik det bedre, vågnede han mere op.

Hvor står I lige nu?

Daniel: Lige nu er vi i bedring. Louie er mere modtagelig for infektioner, men sygdommen er sat i bero af den medicin, han får. Vi skal give ham tre milliliter med en sprøjte i munden hver aften, og det dræber alle de bakterier, der kan gøre ham syg.

Maria: Det er lidt synd, fordi han hader at få det. Det er Daniel, der giver ham det, for jeg kan ikke lide det. Men ud over at han skal have sin medicin hver aften, er det ikke noget, vi mærker. Jo, jeg bliver hurtigt skrækslagen, hvis han fejler det mindste, men vi kan jo se, at han fungerer. Han er en megaglad dreng med masser af energi ligesom sin far, og i dag ville man aldrig tænke, at han var syg.

Lægerne venter nu på, at Louie vokser, så hans organer bliver større. Det gør det lettere at undersøge ham.

Hvad har I lært om jer selv ved at blive forældre?

Daniel: Jeg har lært at sætte mine egne behov til side. Før vi fik Louie har jeg altid bare gjort, hvad der passede mig, men det kan man ikke rigtig mere. Nu bliver man både nødt til at være far og kæreste.

Maria: Jeg har lært… eller jeg prøver i hvert fald at lære mig selv, at jeg kan mere, end jeg tror. For jeg har kæmpet meget med, at jeg ikke føler mig god nok som mor. I tiden efter fødslen, var det Daniel, der lavede alt med Louie. Jeg kunne ikke engang skifte en ble uden at græde, fordi jeg var bange for at gøre noget forkert.

Det har været lidt svært, at jeg er den eneste i min vennegruppe, der har fået et barn

Maria Mainz

Det var også derfor, det tog ekstra hårdt på mig, at Daniel ikke måtte være på hospitalet med os. Men jeg tror også, at de tre uger trods alt var gode for mig og Louie. Det var der, jeg blev tryg i at være alene med ham – og det var der, jeg lærte at være mor. Så jeg har nok fået lidt mere rygrad af det seneste år.

Maria med sønnen Louie på skødet.

Hvornår føler I jer allermest lykkelige?

Daniel: Det kunne være, hvis jeg har varmet nuggets og pomfritter til Louie og mig, og vi spiser det foran fjernsynet.

Maria: Det er noget, de gør, når jeg ikke er hjemme (griner, red.). Jeg kan huske, første gang jeg kom hjem, hvor Daniel og Louie havde sat sig sådan. Louie rodede de der nuggets rundt i ketchuppen og var smurt ind, og jeg tænkte bare: "Hvad sker der her?". Men det var da også lidt hyggeligt.

Daniel: Ja, det er det bedste, han ved. Han guffer det i sig. Han er min lille mand.

Maria: Jeg elsker også, når vi sover sammen alle sammen. Når I ligger og krammer hinanden, så tænker jeg virkelig: "Hold kæft, hvor er jeg heldig".

Louie er meget farsyg og elsker både at tumle og putte med sin far. - Han er min lille mand, siger Daniel stolt.

Hvad er det vigtigste for jer i opdragelsen af jeres søn - og hvad er absolut "no go"?

Daniel: Han skal opdrages til at være aktiv og gå til sport. Jeg har altid selv spillet fodbold, og jeg synes, det er det bedste, der findes. Det giver fællesskab og gode oplevelser. Og så skal han lære at være arbejdsom. Hvis han gerne vil have nogle fede ting, så må han også arbejde for at få det.

Maria: Det er jeg enig i. Men ellers er Daniel nok mere loose med opdragelsen end mig. Jeg vil gerne have rammer og rutiner. At man for eksempel sidder ved bordet, indtil alle er færdige med at spise – og der er Daniel mere den, der siger: "Hvorfor kan vi ikke bare gå ned og spille Fifa?".

Daniel: Men jeg har også brug for rammer, ellers fungerer det ikke for mig.

Maria: Nej, så jeg prøver at lære Daniel det først – og så kan jeg lære Louie det bagefter (griner, red.).

Maria og Daniel beskriver sig som hinandens modsætninger og mener, at det gør noget godt for dem hver især.

Hvad er det hårdeste, I kæmper med i hverdagen som forældre?

Daniel: Det er søvnen. 100 procent.

Maria: Ja, Louie har ikke været noget nemt barn om natten. I weekenderne er Daniel god til at tage ham, men man er bare mere træt, og så bliver vi begge to lidt mere mugne på hinanden.

Daniel: Men vi har også aftalt, at det er okay.

Maria: Jeg synes også, det har været lidt svært, at jeg er den eneste i min vennegruppe, der har fået et barn. Selvom mine venner er meget engagerede, så har jeg virkelig savnet at have nogen i min omgangskreds – udover min mødregruppe – som var i min situation. Især under min barsel. Jeg kender kun en anden, som har et barn på Louies alder, og hende mødte jeg, da vi var indlagt. Vi har stadig kontakt, og det er rart.

Maria ønsker sig en stor familie med tre eller fire børn. Daniel står dog fast på, at de ikke skal have flere end tre.

Hvilke egenskaber håber I, at Louie arver fra jer?

Daniel: Jeg håber, at han lærer at hvile i sig selv. Bare det her med at tro på, at det hele er okay, man ser godt ud, og at alt nok skal gå.

Maria: Ja, jeg vil så gerne have, at han får Daniels selvtillid. Man kan bare mærke, at Daniel har meget nemmere ved mange ting. Og så håber jeg, at han arver min empati for andre mennesker. Jeg vil altid gerne have, at andre har det godt.

Hvad er jeres største fælles ønske lige nu?

Daniel: At få et større sted at bo.

Maria: Vi bor i en toværelses lejlighed på 48 kvadratmeter, og lige nu sover vi på en sovesofa i stuen, mens Louie har værelse i vores gamle soveværelse. Så vi vil rigtig gerne have tre eller fire værelser.

Daniel går meget op i, at Louie skal gå til en sport, når han bliver stor. - Hvis han får lige så meget energi som mig, er det en god måde at få brændt noget krudt af på, siger han.

Hvad drømmer I om hver især?

Daniel: Jeg drømmer om at have mange penge (griner, red.). Ej, men jeg glæder mig til at blive færdig som tømrer, så vi kan få stablet noget stabil økonomi på benene. Det bliver jeg i 2023.

Maria: Min drøm er at få flere børn og komme godt i gang på mit studie. Jeg er lige begyndt at læse til socialrådgiver, og jeg har glædet mig rigtig meget, fordi jeg har haft svært ved at finde ud af, hvad jeg ville. Men nu føler jeg, at jeg har fundet mit drømmestudie.

Se 'Årgang 20' torsdag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.