GO'

Musikerpar har rejst verden rundt - nu har de slået sig ned på lille, dansk ø

Flere småøer har taget alternative midler i brug for at lokke udefrakommende til at slå sig ned. På Strynø har de en matchmaking-service.

Masser af mennesker, gadelarm og storbypuls.

Cecilie Beck Kronborg og Gabriel Gordon har i mange år knuselsket deres liv i metropolerne New York og Berlin. Men storbylivet er nu permanent skiftet ud med livet som øboere.

Vi synes bare, det er det fedeste sted

Cecilie Beck Kronborg, musiker og kunstner

Corona-pandemien gjorde det klart for musikerparret, at de ikke kunne blive boende i deres lille berliner-lejlighed i Kreuzberg.

- Vi sad i vores lille lejlighed og syntes, at den var lidt mørk, og det hele var lidt trist med corona, og vi kunne ikke rigtigt komme ud og lave noget, fortæller Cecilie Beck Kronborg.

Og da Cecilie Beck Kronborgs fætter inviterede dem til at besøge ham på Strynø, var de ikke sene til at forelske sig i den lille ø i det sydfynske øhav, fortæller hun i 'Go’ morgen Danmark'.

De danske småøer har i mange år kæmpet mod en stigende fraflytning og deraf dalende indbyggertal.

Men siden 2016 er den negative kurve knækket på grund af tilflyttere som Cecilie Beck Kronborg og Gabriel Gordon, der vælger ø-livet til.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

De seneste mange år har småøerne oplevet et stødt fald i deres indbyggertal. I 2016 knækkede kurven, og flere øer oplever nu en større tilflytning.

En livsomvæltende beslutning

Beslutningen om at rykke teltpælene op og flytte til Strynø begyndte egentlig først som en joke mellem Cecilie Beck Kronborg og hendes fætter.

- Han (red. fætteren) skrev: “I siger bare til to dage før, så sørger jeg for, at jeres navne står på postkassen, når I ankommer”.

Men joke blev hurtigt til alvor.

Da parret først havde sat deres fødder på Strynø, gik der ikke længe, før de traf den livsomvæltende beslutning om at rive deres storbyliv op med rødderne for i stedet at hellige sig livet som øboere.

Cecilie Beck Kronborg og Gabriel Gordon faldt pladask for det hvide bondehus på Strynø.
Det eneste, som musikerparret savner efter at være flyttet til Strynø, er koncerter.

- Vi tog til Berlin og pakkede vores ting, for vi tænkte, at måske lukkede grænserne, så det var bare med at komme af sted, siger Cecilie Beck Kronborg.

Og selvom kontrasten fra livet i den tyske hovedstad er til at tage og føle på, har de ikke fortrudt deres beslutning.

- Vi synes bare, det er det fedeste sted. Virkelig idyllisk med de sødeste mennesker og virkelig smukke, stråtækte huse, fortæller Cecilie Beck Kronborg i 'Go' morgen Danmark'.

Cecilie Beck Kronborg og Gabriel Gordons liv i Berlin står i stor kontrast til deres nye hverdag på Strynø. Her er de omringet af smuk natur.

Danske øer har knækket koden

En af årsagerne til, at småøernes indbyggertal overordnet set har været stigende de seneste år, er, at flere øer har været gode til at trække nye beboere til.

På Strynø, der ligger i det sydfynske ø-hav, bor der 210 mennesker, hvoraf 37 af dem er flyttet til øen i 2020.

For Cecilie Beck Kronborg og Gabriel Gordon er det næsten en utopi, at deres kommende datter kommer til at løbe rundt med græs under fødderne.

Øboerne har da også taget anderledes midler i brug for at lokke nye beboere til, forklarer John Sørensen, som er medlem af Strynøs bosætningsgruppe og har boet på øen i små tyve år.

- Vi matcher nye folk med dem, der allerede bor på øen. Så kommer matchparret ned og henter dem ved færgen og har i øvrigt lige bagt en kage og taget en termokande med kaffe med, siger han.

Ud over Strynøs matchmaking-service arrangerer øboerne jævnligt fællesspisning, og de står altid klar til at give en hjælpende hånd med flytningen, når udefrakommende ankommer til øen.

- Folk kommer hinanden ved, og man tager aldrig nøglen ud af sin bil. Den står jo bare og holder der, siger John Sørensen og understreger den tillid, der hersker på øen.

Ny øboer på vej

Det gode fællesskab på Strynø blev da også en af de afgørende årsager til, at Cecilie Beck Kronborg og Gabriel Gordon tog rykket fra det hippe berliner-kvarter Kreuzberg.

- Det er som et eventyr. Det er de sødeste mennesker på jorden, og det er næsten utopisk, siger Gabriel Gordon.

Strynø er beliggende syd for Tåsinge mellem Langeland og Ærø og hører under Langeland Kommune.

Snart kan øen byde endnu en ny beboer velkommen.

Cecilie Beck Kronborg og Gabriel Gordon venter sig nemlig en lille pige til foråret.

Og det er tydeligvis ikke kun parret selv, der glæder sig til familieforøgelsen, for den lille pige bliver allerede før sin ankomst forkælet af sine kommende naboer på Strynø.

- Vi har fået alt, hvad vi kunne tænke os af ting til baby. Vi har ikke brugt en krone. Det eneste, vi skal bruge penge på, er bleer, siger Cecilie Beck Kronborg, der er rørt over øboernes venlighed.

Se hele indslaget med Cecilie Beck Kronborg og Gabriel Gordon på TV 2 PLAY