Lena og Mads med deres to drenge, Asmus og storebror Malthe.
Årgang 20

Han indså, at den var helt gal, den dag hans søn ikke kunne kende ham mere

Da Mads Gram Thomsen stod midt i sin drøm, tog han pludselig et drastisk valg. Her fortæller 'Årgang 20'-familie deres historie.

I januar 2020 blev Lena og Mads Gram Thomsen forældre til deres anden søn, Asmus. Og især for Mads blev det et vendepunkt at blive far til to.

Her svarer forældrene fra 'Årgang 20' på personlige spørgsmål om deres liv.

De fortæller blandt andet om den dramatiske dag, der for alvor førte dem sammen, og den øjenåbner, som fik Mads Gram Thomsen til at tage sit livs måske vigtigste valg.

Hvordan fandt I sammen?

Lena: Både Mads og jeg har trænet gymnastikhold i DGI-regi, så derigennem har vi altid vidst, hvem hinanden var.

Mads: Da vi kom til at træne et juniorhold sammen i 2013, var der mange fester for trænerne, og til en af dem endte vi med at sidde og kysse i et hjørne. Efter det begyndte vi at skrive sammen, og nogle måneder senere kørte jeg galt på motorvejen med to af mine kammerater. Det lyder vildt, men det var derfra, at det rigtigt begyndte at blive til noget.

Mads og Lena har været kærester siden marts 2014 og er henholdsvis 27 og 28 år. Her ses de med deres ældste søn Malthe.

Hvad skete der under biluheldet?

Mads: Mine kammerater og jeg skulle lige over grænsen og hente nogle kasser øl, som man jo gør, når man bor her i Sønderjylland. Det gik jo vældig, men vi havde nok lidt rigelig med fart på, og lige pludselig var der en varevogn foran os, der bremsede op. Vi ramte autoværnet, bilen røg om på siden og tilbage på hjulene igen i høj fart, og så gik der ild i den.

Lena: Da man så den bil bagefter, ville man ikke tro, der var nogen, der havde overlevet den tur.

Sådan så bilen ud efter uheldet på motorvejen.

Mads: Nej, ambulancefolkene sagde også, at det var godt vi havde sele på, for ellers havde vi mistet livet. Men der var ingen af os, der kom til skade - heldigvis. Men om aftenen fortalte jeg selvfølgelig Lena om biluheldet, og i bund og grund var det en undskyldning for, at hun skulle komme og trøste mig lidt.

Lena: Jeg var til en pigeaften med nogle gymnasieveninder, da Mads ringede, og jeg brød fuldstændig sammen. Og jo, jeg syntes da, han var meget sød, det var da ikke det. Men jeg havde slet ikke regnet med, at jeg ville reagere på den måde, jeg gjorde.

Jeg kørte så hjem til min mor og spurgte, om jeg måtte låne bilen videre, fordi jeg bare skulle over til Mads. Og så snakkede vi hele natten og var stort set sammen hele ugen efter.

Det er syv år siden nu, og der gik ikke mere end et års tid derfra, til vi var flyttet sammen, og jeg blev gravid med vores ældste søn, Malthe.

Hvad er det sværeste, I har været igennem som par?

Mads: Det er at få børn. Det er jo både den største gave i livet, men det er også det absolut hårdeste, du kan udsætte dig selv for som menneske og som par. Man ville jo lyve, hvis man sagde, at det ikke var hårdt.

Lena: Jeg tror ikke, vi havde haft vores første skænderi, før vi fik Malthe.

Mads: Nej, det tror jeg heller ikke. Jeg er meget direkte, hvor Lena er meget mere pædagogisk i sin opdragelse. Og der kan vi godt nogle gange kigge lidt på hinanden, hvis ikke vi er enige. Men jeg synes så også, vi er blevet gode til at sige: “Okay, den tager vi lige når børnene er blevet puttet”.

Lena: Ja, så får vi en god snak ud af det og lærer hinanden bedre at kende.

Malthe på fem år med lillebror Asmus.

Hvad har været største vendepunkt for jeres liv som familie?

Mads: Det er helt sikkert, at jeg valgte at stoppe som selvstændig anlægsgartner. Det var ellers min største drøm, og jeg sprang jeg ud i det for to år siden. Ordrerne fløj ind, og jeg fik mere og mere at lave. Det er et meget sæsonbetonet arbejde, og når jeg havde allermest travlt, arbejdede jeg over 100 timer om ugen, og så røg mine weekender også.

Lena: Det var faktisk lidt et luksusproblem.

Mads: Ja, for jeg stod midt i min drøm og skulle til at ansætte folk og købe flere maskiner. Men samtidig kunne jeg også mærke, at jeg tabte mig selv mere og mere. Både familiemæssigt og indeni. Og en dag skete der noget i mig. Jeg husker det meget tydeligt. Jeg var i gang med at lave et større belægningsprojekt i Augustenborg på en terrasse med nogle store tunge fliser. Det var varmt, og det var vindstille. Og jeg var træt, når jeg stod op og træt, når jeg kørte hjem. Jeg var bare træt hele tiden.

Der vendte det sig indeni mig. Jeg kan huske, jeg fik det nærmest fysisk dårligt

Mads Gram Thomsen

Og da jeg så en dag kom hjem og kiggede ned i kravlegården til Asmus, reagerede han slet ikke. Men lidt efter stak Lena hovedet ned til ham, og så fik han et stort smil på.

Der vendte det sig indeni mig. Jeg kan huske, jeg fik det nærmest fysisk dårligt. Jeg tænkte: “Hvad fanden er det for noget? Asmus kan ikke engang kende dig. Det kan du da ikke byde dit barn.” Og der tog jeg bare beslutningen. For det var ikke det værd. Så kan det godt være, du har en høj løn og en god omsætning. Men hvad fanden skal du bruge det til, hvis børnene ikke kan kende dig, og konen ikke synes, det er fedt at stå derhjemme med to børn selv?

Nu har Lena altid givet mig plads og givet mig lov til at gøre det, jeg har lyst til. Der har aldrig været et muk.

Lena: Men vi kan bare sige, at det var den rigtige beslutning, du tog.

Mads: Ja, det er jeg glad for den dag i dag. Nu har jeg fået arbejde som gravemester hos en virksomhed, der hedder Arkil, hvor jeg bare har det virkelig, virkelig godt, og jeg kan mærke, at jeg stadig får lov til at udfolde mig, bruge mit potentiale og udvikle mig meget.

For Mads har det været stort at se begge drenge udvikle sig fra at være en baby, man passer, til en, der begynder at give noget igen. - Det er jo der man begynder at få en rigtig relation, siger han.

Hvorfor meldte I jer til 'Årgang 20'?

Mads: En af grundene er, at man altid hører om folk, der flytter væk fra landet, fordi det hele er meget federe i byerne.

Lena: Og vi synes, det er lækkert at kunne vise, at vi har mulighed for at give vores børn en masse plads og luft under vingerne her på Als. Vi tænkte, at det kunne give en god diversitet i programmet i forhold til de familier, der kommer fra København.

Mads: Og vores historie er jo ikke speciel, men vi står ved den, og vi er glade for den måde, vi lever på. Hvis vi kan bidrage med noget positivt bare på en eller anden måde, så synes jeg, at det er hele arbejdet værd.

Hvilke overvejelser har I gjort jer om, at tv-holdet også vil besøge jer i eventuelle svære tider, der kan komme?

Lena: Vi vidste, at vi også sagde ja til det, når vi sagde ja til at være med i programmet. Og vi er ikke folk, der pakker noget ind. Vi har ikke noget imod at snakke om vores problemer, hvis det er det.

Mads: Nej. I programmet ser man også, at vi ryger uklar med min mor omkring corona under nedlukningen i foråret, fordi Malthe og jeg pludselig ikke må komme indenfor. Jeg var lidt bekymret over, hvordan hun ville reagere på, at det skulle med.

Men heldigvis var hun med på det. Og havde hun ikke været det, så var det ikke kommet med i programmet. Men jeg er glad for, at hun ville, så det også kunne vise den del af hele coronaforløbet, som jeg synes er ekstremt interessant.

Asmus er født 28. januar 2020, og det var mormor, der foreslog navnet. Så snart Lena og Mads hørte det, var de ikke længere i tvivl om, hvad sønnen skulle hedde.

Hvad er det vigtigste for jer i opdragelsen af jeres børn - og hvad er absolut "no go"?

Lena: Vi er begge to meget sociale, så vi vil rigtig gerne have, at vores børn kan snakke med folk. Vi prøver også at lære dem, at man hilser, når man kommer ind ad en dør. At man kigger folk i øjnene, når man snakker sammen. Sådan noget helt basic.

Samtidig er vi foreningsmennesker og går ind for frivillighed. Jeg har selv gået til gymnastik, siden jeg var et år og kommer fra en gymnastikfamilie, hvor både min mor, min søster og jeg gik til gymnastik flere gange om ugen. Og bare det der med, at når nogen har brug for hjælp, jamen så rejser man sig op og siger: “Selvfølgelig kommer jeg”. Om det er i en forening eller i familien. Det betyder også meget for os.

Mads: Ja, og et no go er måske utaknemmelighed. Jeg bliver irriteret, hvis vi har købt en masse julegaver til Malthe, og han så stadig sætter sig til at hyle, fordi der ikke er flere, og han ikke fik lige præcis “det der”. At lære at sige tak, hvis nogen gør noget for en. Det er vigtigt, synes jeg.

I sommer var familien på campingferie. Her er Lena fotograferet med drengene.

Hvad har I lært om jer selv ved at blive forældre?

Lena: Jeg har fundet ud af, at jeg et stort kontrolmenneske. Jeg har til tider lidt svært ved at give dagligdagsopgaver fra mig til Mads. “For det er jo meget nemmere, hvis jeg lige selv gør det,” tænker jeg.

Mads: Noget af det, jeg gerne vil arbejde med, er at få en længere lunte. Jeg vil gerne have lidt mere overskud til at være den far, der sætter sig ned og snakker om tingene og er lidt mere pædagogisk. Men det er bare svært, når man bruger sin dag på at køre en 40 tons tung gravemaskine, og du får det at vide, hvis nogen synes, du er et røvhul. Så kræver det omstilling at komme hjem og være meget pædagogisk over for et femårigt barn. Men det er noget, jeg gerne vil blive bedre til.

En af familiens bekymringer ved at deltage i 'Årgang 0' er, at Asmus eller Malthe ikke har lyst til at være en del af programmet, når de bliver ældre. - Men så må vi tage den derfra og reagere på det, siger Mads Gram Thomsen.

Hvordan vil I beskrive Asmus?

Mads: Han får mere og mere temperament. Men han er også ekstremt glad og nem at få til at grine.

Lena: Sådan var det også, da han var helt lille. Det var ikke meget, man hørte ham græde. Han var meget nem.

Hvilke egenskaber håber I, Asmus arver fra jer hver især?

Lena: Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at han fik mere af mit temperament. For der skal virkelig meget til, før jeg bliver vred.

Mads: Ja, han måtte godt få dit temperament og din måde at overveje tingene på, krydret med mit gåpåmod.

Lena: Og dit meget sociale væsen. Du er mega god til bare at gå hen og snakke med folk, du ikke kender. Der skal jeg måske lige se folk lidt an.

Både Lena og Mads er opvokset på Als. De bor i Mjels i den nordlige ende af øen og nyder at have både familien og naturen tæt på.

Har I nogle drømme for, hvad jeres børn kommer til at gøre med deres liv?

Mads: Bare de bruger det godt. De har fået gaven i livet. Så jeg ville være ked af at have brugt 18 år af mit liv på at opdrage to knægte, der så går ud og ødelægger med stoffer eller kriminalitet. Om de vil være tømrere, akademikere eller præsidenter. Jeg er ligeglad. Bare de gør noget, der gør dem glade.

Lena: Ja, der er vi faktisk meget enige. De skal gøre det, de har det godt med. Jeg tror i hvert fald ikke på, at de får noget godt ud at, at man tvinger dem gennem tre år i gymnasiet, hvis det ikke er det, de vil.

Lena og Mads er ikke helt enige om, hvorvidt børneflokken på et tidspunkt skal udvides igen. - Jeg giver lige Mads et par år, og så tager vi den op igen, siger Lena.

Hvad er jeres største ønske lige nu - og hvorfor?

Mads: Vi er lige flyttet ind i vores nye hus. Så lige nu er mit største ønske at få noget ro på og komme på plads der.

Lena: Ja, vi er sådan nogle, der tager en dag ad gangen, og så ser vi, hvad der sker. Men under min læreruddannelse drømte jeg om at få arbejde på den friskole, hvor jeg arbejder nu. Så det er jeg jo mega glad for er lykkedes. Nu skal jeg bare finde mig til rette i at være der som fast lærer.

Mads: Og den der balancegang mellem arbejde og familie er stadig noget, jeg skal arbejde med. Min drøm er at finde den og samtidig udvikle mig personligt både på mit arbejde og herhjemme som far og kæreste.

Se 'Årgang 20' torsdag klokken 20 på TV 2 og på TV 2 PLAY.