GO'

Pensioneret lærer fik ikke sagt farvel på grund af corona, men så blev han overrasket

Danmark lukkede ned, netop som Mikkel Schäfer skulle sige farvel til sine elever og gå på pension.

Da Mikkel Schäfer sagde ja til at medvirke i et tv-program om den aktive pensionisttilværelse, havde han ikke regnet ud, at der var planlagt noget helt andet.

På en køretur til Holluf Pile Skole i Odense, hvor Mikkel Schäfer havde været skolelærer i 35 år, dukkede hans datter pludselig op.

- Hej Marie, det er jo min søde datter, lød det i TV 2-programmet ‘Det bli’r godt igen’.

Overraskelsen startede med, at Mikkel Schäfers datter dukkede op.

Herefter fulgte et konfettioptog af gamle- og nuværende elever, kolleger, venner, familie og selv OB’s maskot. Optoget endte foran skolen, hvor Mikkel Schäfer blev mødt af flagende elever, som sang skolens egen sang.

Og det var en tydelig overrasket og taknemmelig skolelærer, der blev hædret og fik sagt farvel til elever og kolleger efter 35 år på samme skole.

- Det var fantastisk, at så mange dejlige mennesker ville troppe op og give mig en god afsked. Der var de allerførste elever, jeg havde for 36 år siden, og den smukke skolesang blev sunget som afslutning. Det kunne simpelthen ikke blive bedre, forklarer Mikkel Schäfer i ‘Go’ morgen Danmark’.

Det var en underlig fornemmelse efter 35 år.

Mikkel Schäfer, pensioneret lærer

Skulle sige farvel dagen efter

Mikkel Schäfer var i teatret om aftenen onsdag den 11. marts. Han vidste, at han næste dag skulle fortælle sine elever, at han snart ville stoppe og gå på pension.

Men selv samme aften stillede Mette Frederiksen sig op på talerstolen og fortalte, at Danmark lukkede ned, og at skoleeleverne i Danmark den næste periode skulle i hjemmeskole.

Han fik derfor aldrig sagt farvel til sine elever og kolleger på skolen i Odense.

- Det var en underlig fornemmelse efter 35 år. Der var jo ikke noget at gøre ved det. Der var andre, der oplevede større katastrofer i den her tid, så det måtte jeg leve med, forklarer han.

Der var både nuværende og tidligere kollegaer med til at hylde Mikkel Schäfer.

Mikkel Schäfer underviste i matematik, idræt, naturfag og musik gennem 35 år, og derudover var han tillidsmand i fagforeningen.

- Det er måske lidt uopfindsomt kun at være det samme sted, men som en kollega sagde: ”Stedet forandrer sig”. Der kommer andre elever, nye kolleger, der har været en udvikling af skolen, så jeg har ikke følt det som om, at det har været samme sted, lyder det.

Skal spille tennis og besøge børnebørn

Mikkel Schäfer var glad for, at han alligevel fik en afsked med eleverne og lærerne på Holluf Pile Skole.

- Det var meget livsbekræftende, at alle de dejlige mennesker ville troppe op og give mig den afsked. Det, synes jeg, var smukt, lyder det.

Der blev også skudt tennisbolde afsted af Mikkel Schäfers venner.

Fejringen af Mikkel Schäfer var en del af TV 2s markering af årsdagen for corona - en dag, hvor vi gæster og værter mindede hinanden om, at vi går mod lysere tider.

For Mikkel Schäfers vedkommende ser han frem til at få mere tid til at sejle og spille tennis, og så er der nogle særlige mennesker, som han savner:

- Jeg har et par børnebørn oppe i Norge, som jeg ikke har set i syv måneder, dem glæder jeg mig rigtig meget til at se.

Se interviewet med Mikkel Schäfer i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY