Cecilie Lind.
Korpset

Med 2 timers søvn og 40.000 skridt i døgnet skabte hun en succes – nu er hun udfordret som aldrig før

Da Cecilie Lind mistede sin mor, satte det alt i perspektiv. Siden har hun kæmpet for at vise, at man kan komme gennem det – og skabe noget godt.

Cecilie Lind skrev løs i en lille beige notesbog. Hun havde fået den af sin gymnasievenindes mor i Florida, hvor hun netop havde besøgt dem.

Nu sad hun i flyet. På vej hjem til den verden, der var væltet bare få måneder forinden. Og hun tænkte på sin egen mor.

Rejsen havde været en måde at få det hele lidt på afstand.

For der var kun gået dage, fra Cecilie Linds mor nævnte, at hun havde ondt i halsen, til hun pludselig blev indlagt. Herefter fik hun konstateret akut leukæmi i meget aggressiv form. Og på under en uge var hun væk, bare 47 år gammel.

Selv var Cecilie Lind 22 år, og på det tidspunkt vidste hun ikke, at hendes mors død skulle komme til at ændre alt. Men hun fandt en drivkraft den nat i det fly.

For præcis som venindens mor havde foreslået, skrev Cecilie Lind sine største drømme ned i notesbogen. Én efter én.

Og det skulle vise sig at blive definerende.

Giver aldrig op

I TV 2-programmet 'Korpset' fortæller den nu 32-årige iværksætter om den fighterånd, hun har oparbejdet gennem sit liv.

Den der gør, at hun nægter at give op. No matter what. Men selvom Cecilie Lind har gennemlevet noget "modbydeligt hårdt", søger hun ikke medlidenhed. Hverken i 'Korpset' eller i livet generelt.

For hendes historie handler om, hvordan hun har formået at vende sin mors død til noget positivt.

Den handler om den mission, hun har forfulgt, lige siden hun skrev den ned den nat i notesbogen. Og så handler den om, hvordan man hiver sig selv op og fighter videre.

Også når alt det, man har arbejdet for i årevis, pludselig bliver pillet fra hinanden, lige inden man når målstregen.

For der står Cecilie Lind selv lige nu.

Verden brød sammen

Som barn vidste Cecilie Lind, at hendes mor var i godt humør, når hun tullede rundt i køkkenet med Eros Ramazotti på anlægget. Hun elskede at stå lige der.

Egentlig arbejdede moren med ejendomsadministration, men hun havde altid talt om at starte et cateringfirma, der lavede sund og lækker mad. Og hun havde netop fået sine nye visitkort, da alt pludselig ændrede sig.

Cecilie Lind

  • Født i 1988. 
  • Selvstændig iværksætter, personlig træner, kostvejleder og forfatter. 
  • Grundlagde i 2014 virksomheden The Protein Kitchen og udgav en opskriftsbog med samme navn.
  • Fulgte i 2015 op med endnu en bog. I dag er de begge udgivet på både dansk, engelsk og tysk.
  • Har siden udviklet konceptet, der i dag rummer sunde snacks og to-go-salater.
  • Produkterne forhandles blandt andet i 7-Eleven, Magasin, Føtex og Fitness World.
  • Har i 2017 og 2018 modtaget 7-Elevens priser som henholdsvis Årets Innovator og Årets Indsats. I 2019 løb hun med kædens såkaldte Mød kunderne-pris.  
  • Medvirker i 'Korpset' og iværksætterserien 'Rend mig i rigdommen', der kan ses på TV 2 PLAY. 

En junidag i 2011 ringede hun til sin datter og fortalte, at hun var akut syg af kræftsygdommen leukæmi.

Cecilie Linds verden ramlede, da hun hørte sin mors ord. Og hun faldt bogstaveligt talt sammen på gulvet. Det var aldrig faldet hende ind, at det kunne ske. Hendes mor var jo så ung.

Kort forinden var moren flyttet midlertidigt til Norge med sin mand. Derfor tog det et par dage, før Cecilie Lind nåede frem på hospitalet. Og der var hendes mor allerede i koma.

De efterfølgende dage følte Cecilie Lind nærmest bare, at hun sad og ventede på, at hendes mor skulle sove ind. Det var forfærdeligt at være i. Så da morens tal pludselig viste bedring, havde Cecilie brug at komme hjem. Hun kunne ikke blive ved med at være den stærke på sidelinjen.

Men da hun få dage senere var på vej til træning, ringede hendes far med den værst tænkelige besked. Cecilie Lind var helt tom indeni, da hun lagde på.

- Min mor er lige død, sagde hun til sin daværende kæreste.

Og fordi hun var fuldstændigt i chok, fortsatte hun i et øjeblik, inden det gik op for hende, at hun ikke skulle ind i det træningscenter.

I stedet brød hun fuldstændig sammen foran indgangen.

Vil gøre en forskel

I flere måneder efter morens død var det, som om Cecilie Lind ikke forstod, hvad der var sket. Som om hendes sind ikke forstod, hvad det ville sige at miste nogen så tæt på.

At hendes mor ikke bare var på ferie. Og at hun ikke kunne ringe længere.

Det føltes så uretfærdigt. Hun havde ikke engang fået lov til at se sin mor i øjnene en sidste gang. Og nu stod hun med en sorg, der gjorde ondt hver dag.

Men Cecilie Lind havde trænet meget altid – lige siden hun spillede tennis på eliteplan som barn.

Og hurtigt mærkede hun, at hun fik nogle af frustrationerne ud ved at sprinte igennem. Eller ved at løfte tunge vægte og kaste dem ned på gulvet.

Samtidig gjorde det hende godt at stå i køkkenet. Selvom det kan lyde fjollet, hjalp det at bage noget så simpelt som en kage.

For Cecilie Lind nød at være kreativ og at skabe noget. Og hun mindedes sin mor på en fin måde, når hun lavede mad.

Gennem sin sorgproces blev Cecilie Lind også sikker på én ting: Hun ville sætte et positivt aftryk i verden, inden hun selv skulle herfra. Og hun havde travlt. For hun havde jo set, hvor skrøbeligt og kort livet kunne være.

Det var alle de store tanker, der blev konkrete i flyet på vej hjem fra ferien i Florida. "Jeg vil gøre en forskel", skrev hun øverst. "Jeg vil skrive en bog", fulgte efter.

Men alt det harmonerede ikke med hverdagen, der ventede hjemme i Danmark.

Droppede Excel-arket

På det tidspunkt arbejdede Cecilie Lind i en IT-virksomhed ved siden af sit studie på CBS. Men i året efter sin mors død blev der flere og flere dage, hvor hun tænkte: "Jeg gider ikke på arbejde".

Det gav slet ingen mening for hende at bruge sit liv i et Excel-ark. Så en dag sagde hun bare op. Uden videre.

Hun havde et job som kørende sælger i baghånden. Samtidig arbejdede hun som personlig træner og begyndte at dele flere og flere billeder på sin Instagram-profil af alt det, hun selv lavede i køkkenet.

Det hjalp Cecilie Lind at dele ud af sit positive mindset og give andre inspiration til et sundt liv. Hun følte, at det gjorde en lille forskel. Og i 2013 blev hun pludselig kontaktet af ham, der skulle blive hendes fremtidige arbejdspartner. Han ville lave en kogebog ud af hendes opskrifter.

Selvfølgelig sagde hun ja. Og en aften sprang hun op fra sofaen.

- The Protein Kitchen, råbte hun.

Det skulle være navnet på bogen. Og det mindede meget om en anden drøm, hun også havde noteret i notesbogen den dag i flyet.

Hun havde nemlig skrevet "The Fit Kitchen" på listen som punkt nummer tre.

Dengang var det bare en idé til et koncept og en vision. At hun kunne gøre det nemt, sjovt og lækkert at leve sundt.

Samtidig tænkte hun, at det var en fin måde at få noget af sin mors ånd med videre i sit eget liv.

Men at det skulle blive starten på hendes egen virksomhed, anede hun ikke.

Efter to opskriftsbøger fulgte dog en aftale med Magasin, som ville sælge hendes produkter. Og det blev starten på et år, hvor Cecilie Lind lærte at løbe hurtigt. Rigtig hurtigt.

2 timers søvn og 40.000 skridt hver dag

Hun og hendes partner lejede sig ind i et køkken. Og så var der ikke andet for end at gå i gang, selvom de ikke anede, hvordan man stablede en fødevarevirksomhed på benene.

Hver dag stod Cecilie Lind op klokken 02.30 og lavede 16 salater – det var ingenting, men de skulle jo starte et sted.

Hun vaskede alt op i hånden, pakkede varerne og afleverede dem hos Magasin. Herefter passede hun sit job som personlig træner. Og ind imellem træningsaftalerne pressede hun de salgsmøder, hun kæmpede for at få i hus.

Aftenerne brugte hun i køkkenet for at udvikle nye produkter. Og dagen efter var det forfra. På to timers søvn eller deromkring.

Mange morgener tænkte hun: "Jeg kan ikke mere. Jeg har gået 40.000 skridt i det køkken i går, og jeg er fuldstændig færdig".

Men Cecilie Lind havde en klar ambition om at komme på hylderne i 7-Eleven. For der ville hendes produkter være tilgængelige for mange on the go og for alvor gøre en forskel. Så hun kørte på.

Det tog seks møder at lande aftalen med hovedkontoret. Derefter kørte hun landet rundt i sin lille Volkswagen Up for at hilse på hver enkelt af kædens cirka 200 franchisetagere og få dem til at tage hendes produkter ind i sortimentet.

Nogle gange fatter Cecilie Lind ikke, hvordan det lykkedes. For der har ikke været en dag uden en brandslukning.

Dagen før The Protein Kitchen skulle lanceres i 7-Eleven var det for eksempel labelmaskinen til datomærkningerne, der drillede. Derfor nåede hun at tænkte, at hun selv måtte skrive alle 5000 datoer i hånden, hvis ikke maskinen kom op at køre.

Det gjorde den. Men da hun senere kæmpede for at komme på hylderne i Sverige, kunne hun ikke få vareprøverne fragtet til Stockholm i tide. Og derfor stod hun endnu tidligere op, end hun plejede. Pakkede al maden med køleelementer og kørte turen selv.

Hun lærte sågar svensk, så hun kunne komme ind fra gaden og prøve at overbevise franchisetagerne i Stockholm, Malmø og Göteborg om det samme, som hun havde gjort i Danmark. At hendes mad kunne gøre en forskel for folk.

Og måske er det den indstilling, der gør, at Cecilie Lind er lykkedes med alt det, hun har sat sig for indtil videre. Også selvom ambitionerne har været høje.

For hun skrev også et fjerde punkt i den notesbog, hun havde med sig hjem fra Florida.

Hun ville "skabe noget internationalt", lød det dengang. Og allerstørst ville det være at komme ind i USA.

- How are you even here?

Derfor var det en fuldstændigt syret følelse for Cecilie Lind at stå på 7-Elevens hovedkontor i Texas i efteråret 2019.

Muligheden kom af, at 7-Eleven i Danmark belønnede The Protein Kitchen med fornemme priser tre år i træk ved et årligt event for kædens leverandører.

Da Cecilie Lind gik på scenen for at tage imod den tredje, grinede de andre og sagde: "Okay, kan du ikke lade os andre vinde bare én pris snart?".

Hæderen gjorde det muligt at tiltrække opmærksomhed fra 7-Elevens amerikanske hovedkontor.

Efter tre måneder, hvor Cecilie Lind havde sendt både mails, et brev, videohilsner og vareprøver afsted mod USA, blev hun og hendes hold inviteret til et event for upcoming firmaer, der kunne være med til at tegne kædens fremtid. Brands with Heart hed det.

- How are you even here?!, var der en af cheferne, der udbrød, da han så Cecilie Lind på messen.

Og hvorfor hun var der, var egentlig et godt spørgsmål. For eventet var kun for amerikanske firmaer, og The Protein Kitchen var det eneste udenlandske brand, der havde sneget sig med.

- Are you from Denver?, var der derfor nogle, der spurgte, når hun sagde, at hun kom fra "Denmark".

Men alligevel var det hendes sunde snacks, som hovedkontorets 2000 ansatte ratede til den højeste score af alle på messen. Og det var så kæmpestort for Cecilie Lind.

Hun var overvældet og følte sig helt høj, fordi det var lykkedes at opnå det. Som det eneste brand fra lille Danmark.

Det kunne virkelig være første skridt ind på det amerikanske marked, tænkte hun.

Men da Cecilie Lind og hendes hold skulle til at sætte gang i test af deres produkter i Californien, fik de en mavepuster.

For med coronapandemien gik hele verden i stå. Deres internationale gennembrud blev sat på pause på ubestemt tid.

Og det seneste år er Cecilie Linds fighterånd blevet udfordret på en måde, hun ikke har mærket siden sin mors død.

Selv en fighter kan græde

På den hårde måde har hun erfaret, at det ikke er nemt at sælge snacks og to-go-mad i en tid, hvor forbrugerne bestemt ikke er on the go.

Og hun har nu indset, at selv en fighter kan være skrøbelig en gang imellem.

For det har gjort ondt, hver eneste gang en aftale, som Cecilie Lind har kæmpet sig til, er blevet lukket ned.

I december stod hun i køkkenet, da en samarbejdspartner med én mail stoppede salget af The Protein Kitchen i alle deres butikker. I begyndelsen arbejdede hun bare stædigt videre. Prøvede nærmest at ignorere det. Men da hun kiggede op og mødte sin medejers blik, kunne hun ikke holde tårerne tilbage.

Det var bristepunktet. Hun følte sig opslidt og udmattet af konstant at skulle omstille sig, ændre og optimere – samtidig med at hun også skulle forsøge at holde modet oppe og være positiv.

For alt arbejdet ændrede ikke på, at hendes hjertebarn blev mindre og mindre.

Så Cecilie Lind blev bare ked af det. Og hun tillod sig at være det. I et kort øjeblik i hvert fald.

Men hun har aldrig ladet sig selv blive i den følelse længe, og det gjorde hun heller ikke denne gang.

For når man på den måde er tæt på at ramme bunden, tror hun på, at handling afføder handling. Hvis man hiver sig selv op til bare at gøre en lille ting, sætter det gang i noget mere. Og selvom det måske ikke fører det helt rigtige med sig, giver det alligevel en følelse af fremdrift.

Det prøver Cecilie Lind at huske på. Og hvis hun har lært en ting af at være med i 'Korpset', så er det, at hun vitterligt ikke giver op. På noget tidspunkt. Heller ikke når de udfordringer, hun møder, virker fysisk umulige at gennemføre.

Derfor tror Cecilie Lind også på, at hun kan få sin virksomhed tilbage på sporet.

Nye drømme

Ligesom da hendes mor døde, har hun igen prøvet at være kreativ og gå i idémode for at skabe noget nyt, der kan bringe The Protein Kitchen på rette køl.

Hun skriver også stadig sine drømme ned. At hun vil "normalisere og skabe ny vækst i sin forretning".

At hun vil "få gang i det internationale eventyr, når corona tillader det". Og at hun stadig "vil gøre en forskel".

Alt det står nu i en ny notesbog, hun har anskaffet sig. For et par år siden fandt hun nemlig den gamle i en flyttekasse. Og det var en vild oplevelse, at hun faktisk kunne krydse alle sine gamle drømme af.

Derefter rykkede hun siderne ud og gav bogen videre til sin bror. Fordi den havde gjort nok for hende.

Nogle gange ville Cecilie Lind ønske, at hendes mor var her til at se alt det, hun har opnået. Fordi hun tror, at hun ville have været stolt.

Men Cecilie Lind ved også, at hun måske ikke ville være, hvor hun er i dag, hvis ikke hendes mor var blevet revet ud af hendes liv så pludseligt.

Det har hjulpet hende at se på det på den måde. Og når hun står midt i noget, der virker uoverskueligt, husker hun sig selv på to ting:

Nemlig at hun har stået i noget, der var langt værre. Og at hun rejste sig.

Se 'Korpset' mandag klokken 20.00 på TV 2 eller TV 2 PLAY. Cecilie Lind medvirker også i anden sæson af 'Rend mig i rigdommen', der har premiere på tirsdag 16. marts på TV 2 PLAY.